Indlæg

/1 Kommentar/i , /af ,

Aftalen om folkeskolen ligner ældrereformen

Aftalen om folkeskolen ligner ældrereformen

“Frihed” og “selvbestemmelse” er liberalisme

Aftalen om folkeskolen ligner ældrereformen

En lang række partier har indgået en ny aftale om folkeskolen. Det har regeringen skrevet om her.

Folkeskolen sættes mere fri, så det åbenlyst vigtigste kommer i fokus – elevernes faglige udvikling og dannelse.

Det er grundtanken i “Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram – frihed og fordybelse” – som folkeskoleforligskredsen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti) er blevet enige om.

Kilde: Regeringen

Og der er nogle gode tiltag.

Fx synes jeg, det er positivt, at de mindste får kortere skoledage. (Om det også er valgfrit for skolerne, kan jeg ikke finde ud af).

Det er også positivt, at der langt om længe skal flere rigtige bøger i skoletasken, og at skærme skal fylde mindre, da al forskning viser, at man lærer bedre, når man har en rigtig bog på bordet. Når jeg skal lære mig selv om lægdsruller, gotiske skrifttegn, Tysklands historie eller andre (u)nyttige ting, har jeg papir og/eller bøger på skrivebordet.

Konkrete tiltag

Aftalen om folkeskolen ligner ældrereformen, fordi de alle til hobe taler om “frihed” eller “selvbestemmelse” for de lokale aktører til at vælge, hvordan de vil styre området.

  • I forbindelse med ældrereformen jublede ældreminister Mette Kirkgaard (M) over, at de ældre nu selv kunne vælge, hvordan de ville bruge de bevilgede timer.
    • En af dem reformen går ud over blev interviewet og sagde klogt: “Jeg har 45 minutters rengøring hver tredje uge. Det kan jeg ikke veksle til at drikke kaffe eller kigge i gamle albummer, for så bliver her jo møgbeskidt. Reformen er kun relevant, hvis der bevilges flere timer.”
  • Der afsættes årligt og varigt 500 millioner kr. til de 10 pct. af børnene, der er “udfordrede” i dansk og regning. Skolerne får frihed til at bestemme, hvordan de vil bruge pengene. De kan fx vælge at lade de “udfordrede” børn blive i klassen eller lade undervisningen af dem foregå på små hold. Jeg tror, jeg kan gætte mig til, hvordan friheden forvaltes.
  • Skolerne kan vælge, om de vil give karakterer fra sjette klasse.
  • Elever i ottende og niende klasse får frihed til at vælge at komme i “juniormesterlære” op til to dage om ugen. Man kan altså sige, at de kan vælge folkeskolen fra op til to dage om ugen.
    • Regeringen skriver videre: “De resterende 3-4 dage undervises eleverne i en reduceret fagrække i folkeskolen, der som minimum omfatter dansk og matematik, og der laves en afgangseksamen, som det er hensigten skal give adgang til erhvervsuddannelserne.”

Efter min opfattelse er der ikke ret meget af ovenstående, der bidrager til, at vi får dygtigere unge, som vi ellers har så stort behov for. Af statsministerens tale ved Folketingets åbning i oktober 2023 fremgik det, at hver syvende skoleelev forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. Det vil sige, at 14,3 pct. er analfabeter. Det ses tydeligt på de forskellige sociale medier.

Jeg synes, det er chokerende, at man som ganske ung kan vælge skolen fra. Hvad hvis man fortryder tre år efter?

Den megen frihed og selvbestemmelse er ren liberalisme! Socialdemokratiet er blevet et liberalt parti, men det må selvfølgelig ske, når man vil lave en “regering hen over midten”.

Opgørelse af ordflommen

Jeg fandt en lille udvidelse til Firefox, som kan tælle ord. Den hedder “Multi Find Search”, hvis du selv vil forsøge dig.

Ordet frihed findes 14 gange på siden om folkeskolen. Går man i stedet til Undervisningsministeriets hjemmeside og finder pressemeddelelsen findes ordet 17 gange.

Ordflommen er ikke helt så slem i regeringsudspillet om ældrereformen. Her er et relevant kodeord “selvbestemmelse”, der findes fem gange, mens frihed kun findes to gange. Det allervigtigste ord her er i virkeligheden også “lokal”, der findes otte gange.

Valgfrihed tilsidesætter retskrav

Når både unge og gamle kan vælge både det ene og det andet til og fra, hvad så med retskravene/retsgarantierne? Det hænger jo ikke sammen. Herunder følger nogle tænkte eksempler:

Har man “valgt” kun at få gjort rent hver sjette uge, fordi man gerne vil kigge i gamle albummer, så kan man ikke komme rendende til kommunen og klage over, at toilettet og badeværelset trænger til en ordentlig overhaling. Forvaltningen vil til enhver tid kunne afvise klagen og sige “Jamen du har jo valgt at se gamle billeder”.

I ældrereformen er der mange lokale valg (jfr. optællingen af buzzwords ovenfor). Jeg bor jo på Vestegnen, så Hvidovre vælger måske de dyreste og bedste bedste tiltag fra. I rige kommuner er der større muligheder for at lave gode initiativer for de ældre. Her kommer retskravene også til kort. Heldigvis kender jeg mennesker i rige kommuner, der vil invitere på en lækker kringle til søndagskaffen. Selv kan jeg kun divertere med tørre boller fra føtex.

Har skolen på børnenes vegne valgt at lade undervisning til de “udfordrede” foregå i den store klasse fremfor på små hold, kan forældre eller andre ikke klage over beslutningen. Skolen har jo valgfrihed.

Hvad med inklusionen?

Et område, der har interesseret mig siden 2019, hvor jeg fik min diagnose med Aspergers syndrom, er inklusion, som jeg er en arg modstander af. Det skyldes, at jeg tilbragte ti år i folkeskolen med at være noget så inkluderet, selvom begrebet ikke fandtes dengang.

Det var et mareridt fyldt med støj, gruppearbejde, strikketøj, hjælpelærerfunktion og repetition af det, jeg kunne, før jeg startede i 1. klasse eller bare en gentagelse af det, vi også fik fortalt for en uge siden. Jeg gentog bare det, læreren havde sagt – og jeg kedede mig gudsjammerligt i ti år.

Dengang var man ikke klar over, at det var nødvendigt at opspore elever med høj begavelse i 1. klasse. I psykologernes fagmagasin findes en kort – men god – artikel fra oktober 2023 om emnet.

I aftes hørte jeg statsminister Mette Frederiksen sige ca. følgende om folkeskolereformen: “… en god folkeskole for alle …”.

  • Hvis hun med det mener, at alle børn skal inkluderes og gøres nærmest neurotypiske (altså en slags “normale”), så ved hun ikke, hvad hun taler om. Lad dog os med et anderledes styresystem være dem, vi er (med et fagudtryk “neurodivergente”).
  • Hvis hun mener, at også børn med diagnoser, skal have en skolegang uden mistrivsel, er hun på rette spor. Men det ligger jo i den enkelte skoles frihed fx at fravælge de små hold, så det gør hun nok ikke. Det er temmelig trist.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Glæden ved at samle og systematisere

Glæden ved at samle og systematisere

Frimærker i kilovis og opskrifter fra Hüttemeier

Glæden ved at samle og systematisere

Det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg altid har haft Aspergers syndrom, og hvordan det har vist sig. Dengang i den fjerne fortid var der bare ingen, der interesserede sig for børns særinteresser, for man havde jo dårligt opfundet barndommen, og da slet ikke diagnoserne. Et barn med fx Aspergers syndrom var bare en særling. Bum, færdig, slut.

Jeg samlede på frimærker og madopskrifter. Og jeg elskede at samle og at systematisere. Jeg kunne nemt være blevet Valomandens søster.

Frimærkerne

Det gik primært ud over frimærkerne, som jeg fik i store poser, fx 1 kilo, hvor selve frimærket stadig sad på små papirlapper. Jeg fik skilt de to ting fra hinanden ved at lade dem ligge i en balje vand. Efter et stykke tid kunne man så tage mærket af og gå i gang med at tørre frimærkerne på viskestykker.

Glæden ved at samle og systematisere

Når de var tørre, skulle de sættes ind i bøger med en form for gennemsigtige lommer. Jeg ordnede dem primært efter værdier. Fx skulle alle 25-øres mærker med kongen sættes før mærkerne med samme til 50 øre. Efter noget tid blev det selvfølgelig kedeligt. Så tog jeg dem alle ud og systematiserede dem fx efter land, farve og værdier: England, dronning Elisabeth i orange, 1 pence osv. Det brugte jeg enormt lang tid på.

Jeg troede, de var penge værd, men det var de selvfølgelig ikke, når de blev leveret i kilovis. Jeg er jo ikke fra et sted, hvor man ofrede penge på børn.

Madopskrifterne

Glæden ved at samle og systematisere

Jeg klippede madopskrifter ud af ugeblade. Det var muligvis Familie Journalen, for kogekonen var Kirsten Hüttemeier (hende med ‘Skåneærmerne’). Logoet var rundt og i farver og forestillede hendes ansigt.

Jeg ordnede dem efter kød-art (okse- eller svinekød), og dernæst efter indvolde (hjerter, lever osv.) eller fisk. Jeg var ikke så gammel, før jeg også gik i gang med at lave opskrifterne, og på den baggrund blev jeg forholdsvis god til at lave mad.

Flere har uafhængigt af hinanden fortalt, at de kom til gode middage på kollegiet i 80’erne. Det kan jeg desværre ikke selv huske, men det må vel være sandt. Min fars ungdomskæreste fortalte mig fx i foråret 2023, at hun i sin opskriftsbog havde en opskrift, hun havde fået fra mig en gang i 80’erne, fordi det smagte så godt.

Og nu har jeg genfundet glæden ved at lave mad. Jeg er dovent anlagt og let fantasiløs, så jeg abonnerer på måltidskasser fra Aarstidene, hvor jeg en gang pr. uge får leveret mere, end jeg nogensinde selv kunne finde på. Det smager simpelthen godt.

Slægtsforskning er også at samle og systematisere

Det passer så godt med at være blevet slægtsforsker og at elske det.

Her samler og systematiserer jeg data, der skal hænge sammen og som først kommer ind i Legacy/TNG, når jeg har en valid primær kilde og at den i øvrigt hænger sammen med andre primære kilder. I min verden skal fund kvalificere sig til at blive til mine data. Det er vældig hurtigt at tilføje noget, men det er et helvede at få det hele fjernet igen, når det viser sig at være forkert. Det gider jeg ikke bruge tid på.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Sanseprofil i psykiatrien

Sanseprofil i psykiatrien

Udredning for multiple sanseindtryk

Sanseprofil i psykiatrien

I går formiddag besvarede jeg 60 spørgsmål, der skal bruges til at lave en sanseprofil for mig, og dernæst hjælpe mig med strategier for, hvad jeg kan gøre ved problemerne, som jeg også tidligere har skrevet om under overskriften “Støjhelveder på jord”.

Vi (Distriktspsykiatrien og jeg) var også i gang med det for 11 måneder siden. Forskellige forhold har bevirket, at vi nu prøver igen.

Den nye medarbejder (en ergoterapeutstuderende på syvende – og sidste – semester) var simpelthen så sød og grundig. Jeg følte mig i høj grad hørt og mødt i alle 87 minutter. Fx stillede han mange supplerende og afklarende spørgsmål og noterede alle svarene. Det til tider lidt tåbelige spørgeskema var ikke altid nok. Fx var der ofte dobbelte negationer, som jeg måtte bede ham læse op igen, så jeg var sikker på at “vende svaret rigtigt”.

Det vigtige for mig er, hvad jeg så kan gøre ved dette problem, som bliver værre og værre. Tænker jeg fx ti år tilbage, synes jeg ikke, jeg havde disse problemer: Der er adskillige caféer og restauranter, jeg ikke kan gå på; hos frisøren og i taxaer må jeg bede dem skrue ned eller slukke; jeg er voldsomt generet af muzakken, hvis jeg en enkelt gang går i et center; jeg hader hjemmesider med ting, der hopper og danser; gif’er er slået fra i mine browsere; ligger der en fast food-restaurant, må jeg gå over på den anden side af gaden, fordi jeg ikke kan holde lugten ud osv.

For mig er alt dette overflødige sanseindtryk, der fylder alt for meget i min hjerne, og det, der er tilbage af den, kan jeg ikke bruge til noget.

Resultatet af testen vil uden tvivl være, at jeg har problemer med støj og lugt. Det ved jeg allerede, det er jo derfor, jeg kommer. Jeg vil formentlig få resultatet allede på fredag. Det er så fornemt.

Tæt på andre mennesker

Der var en gruppe af spørgsmål, jeg ikke tænkte så meget over for 11 måneder siden, men som nu stod tydelige: Det hed sådan ca. “Tæt på andre mennesker”. Jeg bryder mig meget lidt om at have fremmede mennesker tæt på mig, og kun mine allernærmeste venner giver jeg et knus ved goddag og farvel. Jeg er simpelthen ikke meget for kram-kulturen og nød distancen under pandemien.

Jeg har udviklet forskellige strategier til at imødegå det. Står jeg fx i kø ved en kasse i et supermarked, sætter jeg kurv/vogn bag mig, fordi jeg på denne måde selv kan regulere, hvor tæt de fremmede kommer på mig.

60 gange stillingtagen

I alle 60 tilfælde skulle jeg tage stilling til et udsagn ved hjælp af følgende svarmuligheder:

  • næsten aldrig: 5 % af tiden eller mindre
  • sjældent: ca. 25 % af tiden
  • af og til: 50 % af tiden
  • hyppigt: ca. 75 % af tiden
  • næsten altid: 95 % af tiden eller mere.

Jeg er så dårlig til at rubricere den slags ting. Mine svar kom derfor primært i kasserne “5 % eller mindre” eller “95 % af tiden eller mere”. Sådan en slags enten eller uden så mange nuancer!

Det minder mig lidt om tiderne hos fysioterapeuten, hvor jeg skulle rubricere fx nattesmerterne i skulderen på en skala fra 1 til 5. Jeg svarede 5. Han sagde “Det er jo meget”. Til det kunne jeg kun svare “Jamen jeg har også enormt ondt om natten!”. Det var en underlig “dialog”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.