Indlæg

/i , , /af , ,

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Det handler om rammer

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraftJeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden GladTeknik A/S her i Hvidovre. De reparerer alle former for elektronik (computere, telefoner, tablets, DJ-udstyr, robotarme osv.)

Virksomheden er i vild vækst og fik fx årets Børsens Gazelle-pris i 2023.

Med Google har jeg fundet følgende om Gazellerne:

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.

Du kan høre Mathias i afsnit tre her. Mathias fortæller til Det Centrale Handicapråd, hvordan man kan indrette arbejdspladsen, så et handicap kan blive en styrke frem for en svaghed. Hør også historien om en medarbejder, der gik fra at sidde i kælderen til at have et job, og find ud af, hvad et pingvinrum er, og hvorfor det kan være en fordel at kigge ind i væggen.

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Udover at være direktør for – og stifter af – GladTeknik har Mathias Aspergers syndrom (det har jeg også  selv) og ADD. For ti år siden gik han og overvejede, om han mon kunne få et arbejde, når han havde disse diagnoser. Han løste problemet ved i 2018 at starte sin egen virksomhed fra et kollegieværelse.

Om et øjeblik beskæftiger virksomheden 50 årsværk og har åbnet yderligere tre indleveringssteder i region Syddanmark (Vejle, Kolding og Esbjerg). 87 pct. af medarbejderne har en eller flere diagnoser. Virksomheden repræsenterer sammenlagt mere end 70 diagnoser. De fleste har Aspergers syndrom eller en anden diagnose på autismespektret.

Når børn på syv år bekymrer sig om arbejdslivet

For kort tid siden havde GladTeknik besøg af en pige på syv eller otte år. Hun gik og tænkte over, om hun mon kunne få et arbejde, når hun blev stor, når hun havde en diagnose på autismespektret.

  • Historien gjorde mig egl. lidt ked af det, for når man er syv år, skal man gå ud at lege med sine venner og ikke bekymre sig om voksenlivet og arbejdslivet.
  • Til den gode side hørte helt sikkert, at pigen var glad for at besøge GladTeknik, hvor hun kunne høre om, at så mange mennesker på en arbejdsplads havde en diagnose.
  • Ved besøgets slutning sagde hun til sin mor “Det er jo bare fordi, jeg har så stort et vokabularium …” Dum pga. en diagnose? Nej vel.

Aspergers syndrom

I ICD-10 (jeg kan ikke finde ud af, om vi har implementeret ICD-11 eller ej) beskrives Aspergers syndrom (F84.5) sådan:

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser. Tilstanden er tilbøjelig til at fortsætte ind i voksenalderen, hvor der kan optræde psykotiske episoder. Aspergers syndrom er eksempelvis demonstreret af hovedpersonen i filmen “Rainman“. Forekomsten er ca. 8 pr. 10.000 danskere.

Kilde: “De psykiatriske diagnoser”, Psykiatrifondens forlag 2010

Mathias har – med udgangspunkt i egne erfaringer – indset, hvor vigtige rammerne er, for at et handicap kan blive en superkraft. Det er ofte så lidt, der skal til.

  • Bliver man fx nemt distraheret af noget visuelt, får man en arbejdsplads, hvor man kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.
  • Er det svært at koncentrere sig, når der er meget støj, sættes akustikplader op.
  • Får man det nemt for varmt i lange bukser, når 50 computere står og udvikler varme i det samme lokale, kan man møde i shorts og badesandaler.
  • Osv.

Det er så lidt, der skal til, for at mennesker med en diagnose kan udfolde deres virkelige superkræfter på arbejdsmarkedet. Medarbejdere med fx Aspergers syndrom er ekstremt gode medarbejdere, der er optagede af altid at gøre “det rigtige” (citat af Christina Sommer).

Det betyder hos GladTeknik, at reparationerne er nærmest “sublime” for “perfekt” er ikke godt nok. Kunden vil altid få et ærligt svar på problemerne med enheden. Kan den repareres, får de en enhed retur, der fungerer, som var den ny.

I Mathias’ egen fortælling indgår altid eksemplet, hvor han har skilt en computer ad og lagt de 200 skruer i sirlig orden. Han bliver kaldt til en anden opgave i virksomheden og vender først tilbage en time senere. Han havde ingen problemer med at huske, hvor hver eneste af de 200 skruer skulle sidde. Der opdagede han for første gang, at han kunne noget, de færreste kan. Og der begyndte han at overveje, om ikke denne superkraft kunne udnyttes.

Er det et handicap?

Jeg ser mit handicap som en superkraftPodcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.

Ligesom Mathias har jeg valgt at se mit handicap som en #superkraft.

Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg blev temmelig gammel, før jeg fandt min niche/superkraft, som jeg nu udnytter hos nogle, der er glade for min evne til at se (næsten) alle detaljer i en tekst.

Det minder mig altid om Ole Lund Kirkegaard, der allerede i 1975 (i bogen “Gummi Tarzan”) skrev: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

Verden har udviklet sig, siden jeg var barn

Jeg er født i 1963 og dengang i forhistorisk tid havde man slet ikke det fokus udredning af børn, som man har i dag.

Jeg blev 55 år, før jeg endelig fandt en psykiater, Pia Bohn Christiansen, der kunne udrede mig. Jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at det er utrolig vanskeligt – med mindre man er højt specialiseret – at skelne en sygelig mani fra en naturlig særinteresse. Hun var slet ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Og alle tests pegede klart i den retning. Især på Systemizer-testen scorede jeg meget, meget højt – næsten maksimalt. Det var ingen overraskelse for nogen af os.

Det var foråret 2019, jeg kom til Pia Bohn Christiansen. Jeg havde læst al den litteratur, jeg overhovedet kunne opdrive om Aspergers syndrom siden 2003, hvor jeg havde hørt Torkild Sonne, der da stiftede den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne. Ergo havde jeg “øvet mig” i 16 år.

Set fra mit synspunkt skulle jeg “bare” finde en, der ville skrive under; så da hun kom med resultatet, var jeg ikke overrasket. Jeg blev derimod glad. Alt det, jeg vidste og havde læst mig til, passede på en prik på mig.

Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

  • Selvfølgelig har jeg haft den psykiske udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom jo er, hele mit liv. Der er bare ikke nogen, der har vidst det, for da jeg var barn, havde man jo dårligt opfundet barndommen og da slet ikke diagnoserne.
  • Mit liv i folkeskolen havde været betydeligt nemmere, hvis man havde kendt diagnosen og taget bare lidt hensyn til den. I stedet blev jeg den gammelkloge særling og hjælpelæreren, der altid faldt udenfor.
  • På den baggrund overvejer jeg, om inklusion altid er en god idé?
  • Mathias’ fortælling er samtidig en fortælling om, hvad det kan betyde for et menneske, at der tages hensyn til diagnosen. Det taler for de mange tidlige diagnoser, vi ser i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvor er jeg træt af ordet “udfordringer”

Hvor er jeg træt af ordet "udfordringer"

“Udfordringer” er noget positivt

Hvor er jeg træt af ordet “udfordringer”

Medierne mangler sproglig bevidsthed eller opmærksomhed! Jeg har lige set TV Avisen kl. 7:00, og jeg brækker mig snart af ordet “udfordringer.

  • De besøger i vintermørket fx sommerhusejere, der står i vand til “knæerne”, og siger “I kan sikkert ikke se det, eftersom det er mørkt, men her hos Hansen er der store udfordringer med den forhøjede vandstand, hvor haven nu er en pool.
  • Eller: “Der var i går voldsomme udfordringer på E45 på grund af sneen. Mange overnattede i deres biler”. (Gad vide hvordan situationen havde været, hvis folk havde lyttet til myndighedernes anvisninger om “fraråder al (evt. “unødvendig”) udkørsel”?).

Dem, der står i vand til “knæerne” og dem, der overnattede i bilen på motorvejen, har næppe syntes, at det var videre positivt. Og ordet “udfordring” betegner altså noget positivt. Prøv selv at se hvad Den Danske Ordbog (DDO) skriver om ordet – her er et direkte link. Ingen af de eksempler, de giver, betegner noget positivt.

Omvendt gælder det samme sted for ordet “problemer”, der kun beskriver noget negativt.

Hvorfor og hvordan er det sket?

Jeg ved virkelig ikke hvorfor, det er sket. Det er som om, man ikke vil se problemerne i øjnene, og man altid forsøger at være positiv. Men for pokker da det er ikke alt, der er positivt.

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så synes jeg ikke på nogen måde, det er positivt at have bipolar affektiv sindslidelse. Det er et kæmpe problem, som psykiatrien, psykologen og jeg i fællesskab holder i skak, så jeg har et godt liv på trods af det.

Dog er det omvendt med Aspergers syndrom, som jeg vurderer som en styrke, men jeg skulle blive 59 år, før jeg fandt min niche. Jeg har altid haft det, men ingen har vidst det. Mit mantra er nu: “Der er meget vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af”. Min #superkraft er fx, at jeg ser alle detaljer, afvigelser og manglende sammenhænge.

Ole Lund Kirkegaard blev nærmest verdensberømt, da han i “Gummi Tarzan” skrev “der er altid noget, man er god til, bare man kan finde ud af, hvad det er”. Det er nogenlunde sådan, jeg også har det.

“Positivisme” kan af og til være en nødvendighed

En præst har som hovedregel konfirmander, som “går til præst” (gad vide om det stadig hedder sådan?). De skal lære noget, men de skal også have det rart i den tid. Det skal være en positiv oplevelse at forberede sig på konfirmationen.

Jeg kender en præst, der i forbindelse med mit “sprogarbejde” på en hjemmeside, sagde til mig, at man lærer bedst, hvis man bliver mødt af en positiv ånd.

Der måtte jeg tage mig selv alvorligt i skole. Hvordan/hvornår lærer jeg selv bedst? Det gør jeg da, hvis jeg får at vide, at jeg gør det godt, men jeg mangler lige at …

Det minder mig om dengang, jeg gerne ville skrive en bog og sendte forfattercoachen udkast til de første to kapitler. Hans replik var “Det er meget korrekt og røvkedeligt”. Der døde den forfatterdrøm. Jeg blev faktisk vældig ked af det, eftersom jeg syntes, jeg havde en historie, men jeg var åbenbart ikke var i stand til at formidle den.

Med hensyn til hjemmesiden måtte jeg ned fra den høje hest, der kun rummede kritik, rettelser og forslag til ændringer.

Efter jeg indså det og begyndte at leve efter en regel om altid at starte med det positive i fx en tekst, har hele samarbejdet og tonen ændret sig. Det er blevet meget rarere og varmere både for hjemmesidens ejere og for mig selv.

Princippet har også medført, at der er ting og detaljer, jeg bare retter uden at belemre nogen med de bagvedliggende overvejelser. Jeg kan jo alligevel ikke ændre på det, folkeskolen forsømte i ni eller ti år. Når jeg 17 gange har fortalt om, hvornår navneord skal i et eller to ord, retter jeg det bare 18. gang. Det er meget bedre. Vi har det sjovere og hyggeligere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Aspergers syndrom og regler

Vennerne hjælper, når reglerne mangler

Jeg svømmer ikke i venner, men de få, jeg har, er fantastiske! De er så søde til at hjælpe, når jeg er i tvivl om de uskrevne sociale regler.

Jeg så på et tidspunkt et indslag med Christina Sommer, som blandt andet sagde “Aspergere trives utrolig godt med “Det er sådan man …” ” Jeg ville gerne i et forløb hos hende, men hun er så populær og dygtig, at hun har opgivet at have en venteliste. I denne artikel har jeg noteret, alt hvad hun sagde om mennesker med Aspergers syndrom i udsendelsesrækken “De skjulte talenter” på DR1. Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsen.

Tre eksempler hvor mine venner hjælper, fordi reglerne mangler:
  1. Jeg er i tvivl om “Hvor tit må man ringe?” Mit telefonbehov nok lidt større end deres, fordi jeg bor alene og kun ses med få (helt selvvalgt!). Jeg er bange for at ringe for ofte. Med en veninde har jeg derfor aftalt, at vi lige sender en e-mail først og spørger, om det kan passe ind i kalenderen og med energien at føre en telefonsamtale. Det fungerer utrolig godt.
  2. Hvis jeg er ude til fx frokost er jeg bagefter i tvivl om “Blev jeg for længe?” Med en anden veninde har jeg derfor aftalt, at skulle det ske, at hun synes, det er på tide, jeg skrider, så siger hun det tydeligt. Det er jeg tryg ved, og så behøver jeg ikke længere bekymre mig om det.
  3. “Dette var humoristisk eller underforstået“. Når jeg ser vittigheder eller billeder, andre finder morsomme, på fx Facebook, sidder jeg og tænker “Hvorfor er det sjovt?” og jeg prøver virkelig, men jeg kan ikke tolke det på samme måde, som andre kan. Så mine venner er nu begyndt at klippe det ud i pap for mig. Til tider føler jeg mig temmelig dum.

Jeg elsker regler

Det er så skønt, når der er regler – bare ikke de uskrevne. Når der er regler, ved jeg, hvordan jeg skal begå mig, og så behøver jeg ikke gå og bekymre mig om, hvorvidt jeg overtræder en uskreven regel. Og jeg vil gerne gøre “det rigtige”. Christina Sommer fremhæver sjovt nok, at mennesker med Aspergers syndrom er optagede af at gøre “det rigtige”.

En Asperger-hjerne arbejder altid, og det har jeg selvfølgelig vænnet mig til livet igennem. Jeg troede, alle menneskers hjerner altid var på arbejde, men jeg skulle blive klogere.  Når der kun er uskrevne regler, kommer hjernen på over-arbejde, og det kan være anstrengende.

På et tidspunkt købte jeg bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler” af Jennifer Cook O’Toole fra forlaget “Frydenlund”. Jeg fik desværre aldrig læst den færdig, men jeg har lagt den frem på natbordet igen.

Skrevne regler for det uskrevne: Emma Gads “Takt og tone”

  1. Vennerne hjælper, når reglerne manglerMan ringer og siger tak for sidst dagen efter. Da jeg samtidig er bange for at ringe for ofte, sender jeg i stedet en takkemail, hvilket jeg også synes er almindelig høflighed og et udtryk for, at man værdsætter, at værten har gjort sig umage for, at man kan få en hyggelig eftermiddag eller aften sammen.
  2. Det er ikke længere så almindeligt at medbringe bare en lille ting til værtinden; det er mest de ældre, der gør det, og da jeg nu også er “ældre”, gør jeg det af og til også selv. Emma Gad mente, at det var god tone og atter en anerkendelse af, at værtinden har brugt tid (og penge) på en middag eller en frokost. Jeg kan godt lide at finde bare en lille ting, som jeg tror, min værtinde vil blive glad for. Det kan være blomster, men de har jo en kort holdbarhed, så jeg gør mig umage for at finde på noget, der holder lidt længere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser

Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser

Et spil for hjernen

Slægtsforskning: ikke kun fakta og databaser

Ah, slægtsforskning! For nogle er det et livslangt projekt, for andre en hobby, og for mig personligt en fascinerende rejse ind i det, der får hjernens dopamincenter til at danse. Det er som et kæmpe puslespil, hvor man bruger logik og deduktion til at sætte små brikker sammen og opdage den større historie. Og lad mig være ærlig, det er ikke bare hjernen, der bliver glad. Det er hele mit væsen.

Det digitale skatkammer

Ja, vi lever i en tid, hvor onlinedatabaser har gjort det nemmere end nogensinde at finde information om vores forfædre. Men det er en fejltagelse at tro, at slægtsforskning kun handler om at bruge de rette databaser. Databaser er fantastiske, men de er ikke fejlfrie. Og her kommer den “ordentlige forsker” ind i billedet. At være ordentlig i sin forskning indebærer, at man altid tjekker de originale kilder. Slægtsforskning uden kilder er kun mytologi.

Jeg rydder p.t. op i min database, og jeg forsøger at sætte kilder på alt, for oplysningen må jo stamme et eller andet sted fra. Mange af mine gamle fund har ingen kildeangivelse, og jeg bliver så irriteret på mig selv. Kan jeg ikke finde kilden, sletter jeg simpelthen informationen, for den er jo ikke noget værd hverken for mig selv eller dem der evt. måtte bruge data fra min TNG-side.

Det intellektuelle detektivarbejde

At søge i kirkebøger, folketællingslister og andre arkivalier er ikke bare at kigge på tal og navne; det er et intellektuelt detektivarbejde. Det kræver et skarpt øje for detaljer og en stærk logisk sans at koble oplysninger fra forskellige kilder sammen. Det er her, man virkelig kan mærke, hvordan hjernen fungerer på højtryk. Det er dopamin på den ordentlige måde! Her er det vældig praktisk at have Aspergers syndrom.

Alle os på autismespektret har en eller anden #superkraft, det drejer sig bare om at finde den. Min #superkraft er at kunne se alle detaljerne. Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Lige nu glæder jeg mig fx over at finde en stor del af mine gamle fejl, da de så kan blive rettet. Der er sørme mange “Gårdmand”, der bliver degraderet til “Husmand” … Det er helt sikkert, at jeg ikke finder dem alle, men lidt har også ret.

Jeg er nu igennem de første 938 personer, og det ved jeg, da jeg har udviklet et lille Excelark, der hjælper mig med at holde styr på fremdriften. Når jeg når de 1.000, holder jeg en lille online-ceremoni.

Et værdifællesskab

Slægtsforskning skaber et usynligt – men meget ægte – værdifællesskab. Når vi deler vores fund med andre, skaber vi bånd, der går langt ud over det blotte “at være i samme familie”. Det handler om at dele interesser, glæder, frustrationer, og ja også til tider skuffelser. Men det hele er en del af den menneskelige erfaring, og det sætter jeg uendeligt højt.

Det er skønt, at man nu kan sidde hjemme ved skrivebordet og dyrke sin “lidelse”. Men der er noget, jeg savner: fællesskabet og udvekslingen af idéer når vi i al slags vejr stod på trappestenen på Jagtvej lørdag morgen 8:30. Når jeg som begynder var kørt fast i et eller andet, kunne jeg spørge de erfarne “kolleger” til råds. De havde altid et godt tip.

Fællesskabet er nu blevet digitaliseret, og det er selvfølgelig også dejligt, men jeg kan alligevel savne strejfet af medmenneskelighed.

Derfor giver det hele mening

Når alt kommer til alt, så er slægtsforskning en manifestation af vores dybeste menneskelige trang til at forstå, hvem vi er og hvor vi kommer fra. Det er også en form for “ordentlighed”, fordi det kræver en dyb respekt for fakta og en ukuelig trang til at søge sandheden.

Så næste gang du falder over en gammel kirkebog eller en skæv notits i en folketælling, så husk: Det er mere end bare data. Det er en del af, hvad det betyder at være et ordentligt menneske, der stræber efter forståelse og indsigt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.