Tag Archive for: Aspergers syndrom

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Kognition og detaljer

Det er fortsat svært i Folkekirkens Nødhjælp, fordi mine kognitive problemstillinger viser sig.

Kognition betyder “tænkning” i bred forstand – herunder hører mine problemer  med overblik, koncentration og hukommelse. Jeg står for bestillingerne fra vores ca. 125 genbrugsbutikker. De skal bruge alskens ting for at skaffe os de omkring 25 millioner på årsbasis, som vi sender videre til verdens ca. 795 millioner fattigste. De (altså butikkerne) har behov helt almindelige ting så som prismærker, støvleklemmer, plastikposer, tallerkenholdere mv.

Mine begrænsede kognitive kompetencer kommer i den grad på overarbejde, fordi der er to hovedregler og 27 undtagelser, og herudover er der mindst fire kokke i maden de dage, jeg ikke er der, som jo er de fleste (fem ud af syv). Jeg skal så prøve at overskue den oprindelige bestilling, og finde ud af, hvad andre allerede har gjort, og hvad der resterer. Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Mails, mails, mails. Jeg synes, jeg kommer til kort og bliver mindet om de ting, jeg ikke længere kan.

Af og til er der så nogle butikker, der klager, fordi de ikke har modtaget varerne. I dag viste det sig, at det var en tredjepart, der havde haft hovedet under armen og ikke havde håndteret en ordre fra 1. november korrekt. Fair nok – det kan ske for alle. Problemet for mig er, at alle pile peger på mig, så for at dokumentere, at jeg ikke er en sjusket idiot, gemmer jeg mails, som der kan søges i. Jeg skal hele tiden dokumentere, at det ikke er min fejl. Det er ikke særlig rart.

Detaljer

En god ven og læser mener, at jeg går alt, alt for meget op i detaljerne i forbindelse med bogen. Jeg har forsket lidt i “sagen”, og talt med psykologen om det. Der er tre årsager til, at detaljerne er væsentlige og skal med:

  1. Forfattercoachen Morten Bracker bekræftede mig i, at detaljer er vigtige i en bog.
  2. Psykologen bekræfter, at jeg har nogle Aspergertræk på samme måde som min far: For mig er der 48 km mellem Give og Kolding – ikke 47,75 km 🙂 “I følge Simon Barry-Cohen er personer med Aspergers Syndrom eller træk af Aspergers Syndrom ofte meget bevidste om detaljer, og de kan være specielt dygtige til at arbejde med matematiske problemer eller med fakta og systemer hvor de skal finde mønstre. Det svarer til de evner som kræves for at designe og overskue kompliceret software, og det er da også omtalt at der er en del med Aspergers Syndrom blandt både ingeniører og dataloger.” Kilde: Aspergerforeningens tidligere hjemmeside. Jeg kan ikke finde artiklen på deres nye side.

    • Efterskrift september 2021: 1½ år efter psykologen forsigtigt talte om “Asperger-træk” fik jeg den klokkeklare diagnose “Aspergers syndrom” i foråret 2019.
    • Jeg havde da selv tænkt over diagnosen i 16 år. Hvis du er interesseret, kan du læse hele historien her.
  3. Jeg bruger fx ambulancen og isenkræmmerne til at validere hukommelsen. Der er så meget af det, jeg har oplevet, der er virkelig sindssygt; så sindssygt at jeg selv af og til kan tvivle på, om det er noget, jeg finder på. Lyver jeg? Men når jeg kan se, der er detaljer, der virkelig er fakta, tror jeg på min hukommelse. Alt det andet kan jeg jo ikke dokumentere.

Mærkedag(e)

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Magi hos psykologen

Som sædvanlig er jeg lidt bagud, så det er der jo ikke noget nyt i. Det nye er, at jeg havde en mærkedag i tirsdags den 21. november 2017.

Den dag var det nemlig præcis et år siden, jeg sidst blev udskrevet efter seks og en halv uge på Psykiatrisk Center Hvidovre med “svær depression med psykotiske symptomer”.  Jeg plejer at dække mig ind ved at skrive senest, men nu tror jeg på, det holder. Som hovedregel har jeg fået det rigtig godt og måske endda bedre, end før jeg blev syg.

Forløbet hos psykologen, der startede den 2. december 2016, har virkelig rykket. Vi havde også fine og meget givende samtaler fra maj 2015 til april 2016, hvor hun var i Psykiatrifonden, men der drejede det sig jo alt sammen om sygdommen og en eventuel fremtid på arbejdsmarkedet, hvilket var rigtigt, når det var Hvidovre Kommune, der betalte. Det endte på 151.000 kr.

Nu er vi kommet langt, langt videre. Jeg havde aldrig troet, det ville være muligt at nå hertil, hvor jeg/vi er nu. Jeg synes, vi har taget fat om tingene og fået placeret dem tilstrækkeligt langt fra det, der er det nuværende mig. Hvis det ikke var sådan, kunne jeg heller ikke forsøge på det med en “måske-bog”, for den bringer ting frem fra “Absurdistan”. Jeg bliver bare ikke hverken skræmt eller fedtet ind i det, som jeg gjorde tidligere. En operationel og praktisk orienteret tilgang fra psykologens side har bragt mig hertil. Jeg er glad og lettet!

Herudover var det i tirsdags valgdag og også præcis 45 år siden, min elskede far døde. Vi havde hinanden i seks og et halvt år, og han nåede at overføre vigtige værdier til mig på den korte tid. Dem er jeg glad for den dag i dag. Jeg synes, de – trods alt – har gjort mig til et nogenlunde ordentligt menneske nutildags. Billedet her er det eneste, jeg har fra min barndom. Det er fra ca. 1966 kort tid efter, de hentede mig på børnehjemmet. Derfor er jeg meget glad for det, og der er styr på backuppen; det ligger mange steder…

Vidner

De dejlige mennesker, der tog sig af mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980 (dvs. fra jeg var 14, til jeg var 16), er helt egenhændigt begyndt at samle “vidner” til min bog. Jeg har altså ikke bedt dem om det. De er fra Bornholm, nærmere bestemt Aakirkeby, og kender selvfølgelig Gud og hver mand, idet de havde den isenkram, hvor jeg dengang havde et eftermiddagsjob. Jeg har givet dem psykopatens navn, som jeg kun har udtalt den ene gang i 37 år, og dette er de gået lidt videre med.

En nærtstående person (familie) siger om psykopaten: “jeg får et billede af en lettere fordrukken, lidt sjusket person”.

En tidligere lærer, altså en kollega til psykopaten, er med på at fortælle, hvad han husker. Jeg er meget spændt på det, og jeg har stillet lidt supplerende spørgsmål, fx. hvilke fag han underviste i, og om der var stort sygefravær? Jeg spørger til disse emner, fordi jeg undrer mig over, at han vist aldrig forberedte sig så som at rette stile mv. og over, at der vist nok var lange perioder, hvor han ikke var på arbejde. I hvert fald kan jeg huske, at jeg i de perioder ventede på bussen kl. 15:00 i en til to timer. Ofte gik jeg hen til isenkræmmerne i ventetiden.

Jeg kan sagtens tage fejl, og derfor er jeg glad for vidner – især disse, som jeg aldrig nogensinde selv ville kunne fremskaffe. Mine udsagn skal i det omfang, det overhovedet er muligt, være verificerede.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Internatet

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Det var så Nyborg Strand sammen med andre søde 54 mennesker.

Em af de ting, jeg synes er positivt ved Folkekirkens Nødhjælp er, at vi ved større arrangementer altid starter med at synge (stående) fra højskolesangbogen, og så scenen sat.

Den første dag

Allerede i toget kom Thomas og sagde, at han syntes, jeg var helt rundt på gulvet. Det havde han sådan set ret i. Jeg var overvældet over alt det, der skulle foregå, også selv om det var fine ting, der var programmet. Allerede hjemmefra havde jeg sat krydser ved det, jeg absolut ville deltage i. En af dem var at høre Birgitte Qvist-Sørensen, som virkelig er et dedikeret menneske, der står fast på det, hun mener, uanset om det er på Facebook eller i TV. Hun er ikke bange for at bruge begreber hentet fra bibelen, og for os er “Næstekærlighed” et centralt ord. Den kvinde har karisma, og uanset hvor man møder hende, har hun altid tid til at sige hej. Det burde ikke være noget særligt, men det har jeg ikke oplevet på nogen af min andre arbejdspladser.

Som aftalt med psykologen fandt jeg en plads tæt ved en dør, så jeg kunne liste stille og roligt ud, uden den store ståhej. Men det blev slet ikke nødvendigt den første dag. Jeg klarede det fra kl. 8:00 (hvor toget kørte) og til kl. 16:00. I alt otte timer. Målet var 1½ time. Derefter gik jeg op at sove et par timer inden middagen. og det gik også fint. Jeg trak mig lidt tidligt tilbage, da jeg var udkørt.

Så dag 1 var en succes. Men jeg spændte nok skruen buen for hårdt.

Den anden dag

Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, fordi jeg føler, der er meget på spil for mig. Skal de fastansætte mig, må de også vide, at jeg er fuldt og helt tilstede. En man kan regne med. Jeg kunne ikke alene træffe beslutningen om at forlade stedet. Først kom Thomas og sagde, at han godt lige ville snakke. Vi fandt en stille sted, hvor han sagde, at han og Dorte havde talt om, at jeg vist ikke havde det så godt, og at de syntes, jeg skulle finde mod København. Søde Dorte ordnede togbilletterne, og så var det bare at gå op til stationen, og hun tilbød endda at gå med. Men det behøvede hun ikke. Tværtimod kunne jeg vende tankerne lidt ved at gå turen alene? Men det er da omsorg, der vil noget, og som jeg slet ikke forventer fra andre mennesker. Som skrevet mindst 100 gange har jeg verdens bedste arbejdsplads.

Jeg satte mig ind på 1. klasse og var rede til at betale merprisen for at få fred i mit hoved. Jeg havde såmænd fundet de 150,- frem, men han kom aldrig og opkrævede beløbet. Sådan kommer man altså gratis til København på 1. klasse.

Så dag 2 var en fiasko.

Hjemme igen

Nogle timer under kugledynen har gjort lidt underværker, nu kan jeg da hænge sammen igen. Alt dette har været et eksperiment, men det gik ikke videre godt. Psykologen siger, at det er godt at udfordre skæbnen, men det er jeg nu ikke helt enig med hende i. Jeg trives bedste bag min 32″ skærm herhjemme eller 24″ på arbejdet. Jeg har ikke behov for at udfordre nogen skæbne.

For at klare det har jeg spist, jeg ved ikke hvor mange benzodiazepiner i form af Oxapax, men det tog kun toppen af angsten.

Jeg er glad for at være hjemme igen. Jeg trives bedst i “trummerummen”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Positiv dialog med Psykiatrisk Center Glostrup

Så oprandt dagen, hvor overlæge Jannik Bjerrum og en oversygeplejerske skulle komme kl. 14:00, så vi kunne drøfte mit brev til centerchef Birgitte Welcher om mine oplevelser på Psykiatrisk Center Glostrup, som har fået mig til at skrive, at jeg aldrig tager til Glostrup igen.

Jeg var nervøs, men det var positivt

Jeg var nervøs ved tanken. Det var dog ubegrundet, for det gik langt over forventning, og vi havde en rigtig god dialog.

Vi drøftede følgende:

1) De mange nye diagnoser

Det interessante ved dem, nemlig at jeg bliver ved at blive indlagt, er, at det kunne pege i retning af, at man skulle rette blikket andre steder hen. Måske er der grund til at tænke ud af boksen? Men det skal bare ikke ske umiddelbart efter en indlæggelse, hvor man/jeg er sårbar, skrøbelig, forvirret mv. Angsten for alle disse diagnoser blev for stor, jeg opfattede det som om, jeg skulle forholde mig til en ny virkelighed, der blev præsenteret efter en times samtale, mens resten af det psykiatriske system har kendt mig ret godt i 2½ år uden at komme på disse absurde idéer.

Han har muligvis ret i, at fx Aspergers syndrom slet ikke er så sjælden oven på bipolariteten, for det viser udenlandske forskningsresultater. Men igen skal det ikke præsenteres, når man lige er trådt ind ad døren og er i et skrøbeligt mode.

Jeg nævnte for dem, at nogle af deres kolleger havde sagt, at han var dygtig til at tænke ud af boksen, og det blev han naturligvis glad for at høre.

2) Mine oplevelser med Glostrup skærtorsdag 2016:

Jeg havde det meget dårligt og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme gennem påsken.

Denne situation er ikke medtaget i brevet til Birgitte Welcher, da den er gammel, men jeg fremdrog den på mødet for at underbygge, hvorfor jeg aldrig vil tage til Glostrup igen.

Skærtorsdag hændte dette: Jeg startede med at ringe til Psykiatrifondens telefonrådgivning og kom til at tale med en meget kompetent rådgiver. Efter omkring en times samtale anbefalede hun mig at tage på skadestuen. For at få en second opinion ringede jeg til min præst, der har 18 års erfaring med psykiatrien. Også hun anbefalede skadestuen.

Da det koster 200 kr. i taxa hjemme fra mig, ringede jeg til skadestuen og forelagde dem situationen for ikke at køre forgæves og spilde en masse penge. De ville ikke se mig, de anbefalede egen læge efter påsken eller førstkommende aftale i Distriktspsykiatrien. Man kan nå at tage livet af sig en del gange på den tid, der går, inden egen læge åbner igen, og man endnu senere kan få en tid.

Skadestuen skal se patienten blandt andet for at se, om der stadig er mimik og en hel masse andet, som jeg ikke har forstand på.

Vi fik en god drøftelse af denne situation. De var ret pikerede over det og de lagde vægt på, at jeg jo selv på forhånd havde gjort alt det, man kan forventes at gøre – og måske mere til. Det kan sagtens være, at man ikke skal indlægges, men man har krav på at blive vurderet af en læge face to face. Det kan ikke være rigtigt, at man afvises i telefonen. Det var vi fuldstændig enige om.

De lagde også vægt på, at jeg faktisk har en god sygdomsindsigt, så når jeg henvender mig, er der noget om snakken!

3) Jeg følte mig til gene

I min journal er anført, at jeg henvendte mig for meget til medarbejderne. Det er korrekt, at jeg bankede på og bad om en (lille) snak, og fik svaret, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kollega dagen før. På den måde føler man sig til gene for medarbejderne. Og umiddelbart efter en indlæggelse er man meget sårbar, og så skal man ikke afvises.

En medarbejder her på 808 har bekræftet mig i, at jeg har forståelse for, at de har mange patienter og mange opgaver, og at aftalen let kan blive om to timer. Jeg har aldrig før følt mig til gene her, og jeg håber heller ikke at komme til det igen. Det er trods alt mig, der er “kunden”.

Både Jannik og oversygeplejersken var enige i, at denne opførsel ikke var i orden. De vil gå hjem og undersøge sagen nærmere. Herudover vil de tage samtlige punkter op og se, hvad de kan gøre ved dem.

4) Jeg blev taget alvorligt, så jeg vil gerne hjælpe til

Jeg tilbød dem at være behjælpelig, hvis der var noget, jeg kunne hjælpe med. Det sagde de uden videre ja tak til. Der skal skabes en situation, hvor jeg næste gang har mod på at følge kommandovejen via Glostrup og ikke venter hjemme på at få det så dårligt, at Distriktspsykiatrien kan indlægge mig via fast track.

Jeg er imponeret af at blive taget så alvorligt, at de ligefrem møder op her med et åbent sind og gerne vil lytte til en patient. Det er åbenbart, hvad man kan få ud af at henvende sig til centerchefen.

Og så noget helt andet: menighedsrådet og kommissoriet

Mit kommissorium om økonomistyringen til menighedsrådsmødet i går blev ikke videre vel modtaget. Det blev vedtaget med det mindst mulige antal stemmer (5 mod 4, og en pokkers masse blanke). Det er jeg ikke tilfreds med. Jeg havde gjort en del for at skrive det let forståeligt, så alle kunne være med, men det var åbenbart ikke nok. Det, der ligger til grund, er formentlig, at de, der sidder på magten, vil miste magt med kommissoriet, og det er de selvfølgelig ikke videre interesserede i.

Men ok det blev vedtaget, og så må vi se, om det har gang på jord.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke bliver valgt ind i det kommende menighedsråd, og det er måske meget godt? Jeg tror, min tænkning er for langt fra deres.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Brev til centerchefen

Brev til centerchefen

Jeg har skrevet brev til centerchefen

Kære Birgitte Welcher

Jeg beretter hermed om et par oplevelser på Psykiatrisk Center Glostrup, som jeg gerne ville have været foruden. Jeg har desværre været indlagt temmelig mange gange på Psykiatrisk Center Hvidovre, afsnit 808, og har derfor en vis erfaring med det psykiatriske system, omend det selvfølgelig er brugererfaringer og ikke professionelle erfaringer.

Problem nummer 1

Jeg blev indlagt via fast track på Psykiatrisk Center Glostrup af Distriktspsykiatrien den 6. oktober og talte to gange med Jannik Bjerrum, der var vældig venlig og imødekommende. Allerede ved den første samtale nævnte han tre forskellige nye diagnoser: ADHD, Aspergers syndrom og personlighedsforstyrrelser.

Set ud fra mit perspektiv er de alle alvorlige diagnoser, der ikke kan stilles efter en lille times samtale og et begrænset antal minutters læsning af min – sikkert fyldige – journal.

Jeg nævnte for Jannik, at jeg ikke rigtig kunne forstå, at han kunne præsentere disse diagnoser efter at have kendt mig ca. en time, når hverken Psykiatrisk Center Hvidovre eller Distriktspsykiatrien, der har kendt mig meget godt og intenst i to og et halvt år, har nærmet sig disse.

Det undrede mig endvidere, at han kunne sætte disse diagnoser på en voksen, da de jo oftest opdages i barndommen. Jeg er 52 år.

Problem nummer 2

Idet jeg har det meget dårligt, har jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter.

En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, og inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser.

Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Konklusion

Hvis jeg kan undgå kontakt med Psykiatrisk Center Glostrup i fremtiden, vil jeg sørge for det. Jeg følte mig ikke betragtet som et menneske med en diagnose men derimod som:

  1. en prøveklud, og
  2. et forstyrrende element.

Jeg hører vældig gerne din reaktion på ovenstående.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

—-

Efterskrift: allerede dagen efter fik jeg dette svar fra Birgitte Welcher. Det er ganske imponerende. De tog mig meget alvorligt, og der blev arrangeret møde med Jannik Bjerrum og oversygeplejersken allerede den 28. oktober 2016. Du kan læse om mødet her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.