Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Lang god snak med Melita Svraka

Lang god snak med Melita Svraka

Hvor lang tid tager det så?

Lang god snak med Melita Svraka

Jeg havde en lang god snak med overlægen i går. Jo mere jeg lærer hende at kende, jo bedre kan jeg lide hende. Det vil så sige, at jeg efterhånden kan lide hende rigtig godt. Hun har en hukommelse som en elefant, hun husker fx altid, at jeg er adopteret, hun tager sig den tid, der skal til, og hun er knivskarp. Hun kæmper for sin patienter, og hun har den holdning, at når patienterne udskrives, skal de have det godt. Det er vist lidt et særsyn.

Baggrunden for indlæggelsen

Hun spurgte indgående til baggrunden for indlæggelsen, også selvom hun selvfølgelig har kunnet læse det i journalen. Hun ville vist høre det fra hestens egen mund. Hun spurgte lige så indgående til tanker og symptomer. Tanker vil jeg ikke komme ind på i det offentlige rum, men jeg har som noget nyt fået angstsymptomer. De spørger mig, om jeg har klinisk angst. Det har jeg ikke og har aldrig haft. Men jeg har en stor solgul kugle nede i maven, der gør pokkers ondt. Det er et angstsymptom. Jeg forestiller mig, at den er som en Pacman, der spiser Oxapaxerne hurtigere, end jeg kan absorbere dem.

Jeg kan kontrollere kuglen ved hjælp af dybe vejrtrækninger, men det tager mange timer at opnå denne kontrol, måske fem eller seks timer. Jeg ryster indeni, og det er også et angstsymptom. Og så er der selvfølgelig alle de klassiske depressionssymptomer, hvor man føler sig dum, umulig, ubrugelig osv.

De beholder mig, så længe det er nødvendigt

De beholder mig. Tre måske fire uger evt. lidt længere. Det tager tid at blive lappet sammen!

En weekend er lang på en afdeling, så jeg glæder mig sådan, til jeg får besøg i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Så meget usikkerhed

Fast arbejde

Tænk at man kan være så bange og usikker

Jeg havde tre timers møde med min chef i dag, jeg var så usikker, og de ting, jeg havde lavet blev jordet – på en sød måde. Det er sådan set forståeligt nok, for jeg kunne også godt selv se, at det ikke så særlig “lækkert” ud, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at se “lækkert” ud. Når det skal sælges til rigtige kunder, skal det selvfølgelig se “lækkert” ud, men jeg synes, det er svært, og jeg har jo kun erfaring med noget, jeg selv synes er pænt.

Tekniker ctr. designer

Jeg er tekniker ikke designer, men pludselig skal jeg være designer. Pyh ha jeg synes, det er svært, også selvom jeg får al mulig god hjælp fx hvad chefen kan lide ved en side, sider jeg kan finde inspiration i osv.

Jeg troede, jeg kendte Enfold… Det gør jeg så ikke. Jeg har fundet en fire timers YouTube, hvor alle elementer gennemgås, og jeg vil gerne investere tiden, problemet er, at jeg ikke kan huske det.

Jeg gik hjem og følte mig som en idiot, der ikke engang kunne følge de udstukne retningslinjer. Angsten for at det ikke kommer til at gå, men at det ender som i Farum, overvældede mig. Jeg kravlede under kugledynen, men det hjalp ikke. Angsten var for stor. Det SKAL lykkes denne gang, ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør. Jeg har haft nederlag nok.

Anden aktør

Når jeg har det sådan, må jeg på en eller anden måde handle, så jeg ringede til kontaktpersonen hos den anden aktør, der har formidlet jobbet og berettede åbenhjertigt om mine trængsler. Jeg ville ikke spørge chefen direkte, for jeg har ikke behov for at tabe (mere) ansigt. Tanken om at sige åbent og ærligt, at jeg er bange for, at han føler, han har købt katten i sækken huede mig ikke. Jeg har heller ikke lyst til at stå der og græde. Det kan enhver idiot stille op med. Han skal ikke se min usikkerhed.

Endelig, endelig kan jeg se idéen i en anden aktør. Kontaktpersonen agerede med det samme, da jeg sagde til ham, hvordan jeg havde det, og at hvis dette ikke lykkes, hænger jeg mig i et træ ude i Vestskoven. Der er ikke så langt på cykel. Jeg kan ikke klare en fyring mere. Jeg kan heller ikke klare at skulle starte forfra igen. Kontaktpersonen kontaktede chefen “bare for at høre, hvordan det gik? Altså uden at det fremgik, at jeg havde kontaktet ham.” Og det går fint! Der er meget at lære, men vi bliver et godt team, jeg er ivrig og gør det så godt, som jeg kan. Han vil gerne sende mig på et designkursus, næste gang der er et tilbud, når jeg lige har fået lidt ro på. De drøftede kontraktens ordlyd.

Angst essen Seele auf

Jeg har været her før – mange gange. Jeg ved, at angsten og usikkerheden æder mig op, og at jeg er et afskum af bekræftelsessyndrom, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved bare, at nu har jeg behov for ro og stabilitet efter den rutschetur, der tog sin begyndelse i sommeren 2013 med fyringen fra Moderniseringsstyrelsen pga. sygdom.

Jeg vil elske at falde til i et job 15 timer om ugen, levere alt det jeg kan inden for den ramme og vide, at der skal jeg være 5-8 år endnu eller måske, til jeg skal pensioneres. Hos min nuværende chef er der i hvert fald opgaver nok p.t., og det er fedt.

Jeg døjer lidt med at være for ansvarlig, og at blive stresset på virksomhedens vegne, og jeg fortæller mig selv, at det jo ikke er mig, der har lovet noget til en bestemt dato. Men vi er bagud, og der ligger “loads” af opgaver, hvilket jo er super godt for mig, for så er der brug for mig, og jeg tror på, at jeg kan lære at lave noget “lækkert”.

Så fik I mine tanker… I morgen skal jeg til speciallægen, og det er jeg spændt på.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Gik Kirkegaard ikke?

Gik Kirkegaard ikke?

Jeg ved ikke, hvor han skulle hen

Jeg er for doven til at slå det op, men jeg mener Søren Kirkegaard gik lange, lange ture og på disse tænkte han store tanker. Jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på, men formentlig noget eksistentielt.

Mine tanker er ikke så store. Faktisk holder jeg mest af tidsrummet efter de 40 minutter, hvor jeg ikke tænker mere, men fødderne bare går. Den ene fod sætter efter den anden. Der er noget meditativt over det, som jeg godt kan lide.

Mit mål er bare 7.000 skridt om dagen, og det er mere end rigeligt, for jeg når det kun yderst sjældent, men hvis jeg har et (andet) mål, kan jeg godt komme afsted. I dag skulle jeg i distriktspsykiatrien (DPC) og mødes med min kontaktperson kl. 11:00. Google Maps mente, det ville tage 1:26 at gå, men jeg skal jo altid lægge tid til til at fare vild, så jeg gik hjemmefra kl. 9:00 og nåede det i fin tid. Faktisk passede Google Maps og jeg for ikke vild. I alt kom jeg op på 11.327 skridt og 8,5 km. i dag. Det er jeg helt godt tilfreds med. I går var det 10.835 skridt og 7,7 km. Det kan måske blive en vane? Tænk hvis jeg bare kan gå hver gang, jeg skal i DPC? Lidt er bedre end ingenting. Og når foråret kommer… I dag var det bidende koldt, men det går jo over.

Tankerne går også

Der er mange tanker om arbejdet. De sædvanlige tanker om at være god nok eller ej? slår jeg større brød op, end jeg kan bage? er det jeg laver pænt nok, nu hvor der er “rigtige kunder” i den anden ende? Er det for farligt at ville leve af noget, hvor man er autodidakt?

Sporene fra firmaet i Farum skræmmer, men chefen her er simpelthen så sød, og jeg skal ikke gætte mig til, hvad han vil have. Det er bare mig, der er hundeangst for ikke at slå til. Jeg holder ikke til en fyring mere.

/2 Kommentarer/i /af

Et brev

Brug det til noget!

Jeg talte med min gode cyberven oppe på Mors om brevet herunder. Vi talte om, hvad alle de mennesker, der ikke kan sætte et skarpt brev sammen, gør, dem der ikke kan finde en bekendtgørelse vha. Google, fordi de simpelthen ikke kender de rette termer, der ikke kender ordet bisidder og derfor ikke kan finde en osv. Hvad gør de? Jeg kan med input, fordi jeg i min nærmeste vennekreds har et menneske, der er ultrakompetent og meget erfaren.

Jeg tænker på de andre, og derfor er der behov for at offentliggøre et brev som dette:

Et brev

Hvidovre, tirsdag den 30. januar 2018

Til: [sagsbehandler]

Kopi: [sagsbehandler]

1. Fradrag (modregning) i ledighedsydelsen:

 I håb om en meget hurtig sagsbehandling og snarlig udbetaling af min ledighedsydelse for januar 2018 bidrager jeg med følgende til fremme af dette:

./. Vedlagt finder I afgørelsen fra Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) af 15. august 2016, der drejer sig om, at min erhvervsevne er nedsat med 2/3, af hvilken grund jeg er tildelt invalidepension af med virkning fra 1. august 2016.

I tillæg til afgørelsen er indsat en side fra ”Sociale ydelser – 2017”, der udgives af Forsikring og Pension. Det fremgår af afsnittet ”Samspil med pensioner og forsikringsydelser” at:

 ”Der sker ingen fradrag i ledighedsydelsen for private alderspensioner og pensioner, der udbetales som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevnen. Det gælder pensioner ved erhvervsevnetab både fra et ansættelsesforhold og private forsikringer.”

Jeg henviser i øvrigt til følgende BEK nr. 1599 af 19/12/2017:

”Bekendtgørelse om beregning af og fradrag i ledighedsydelsen samt varsling af ferie med ledighedsydelse.”

“Indtægter, der ikke medfører fradrag i ledighedsydelse”:  § 12 nr. 14:

”Pension, der udbetales som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevne, og som er led i et tidligere ansættelsesforhold.””

  • Der kan krydstjekkes med § 11, stk. 1, hvor der skal ske fradrag i pensioner, men dette – og det er væsentligt – modificeres i bestemmelsens slutning, hvor der står ”jf. dog § 12”,
  • Tillige findes der ikke i § 13 – om beregningen af fradraget – henvisninger til § 12. Hvis det havde været lovgivers intention, at der skulle modregnes, ville det af § 13 været fremgået, hvordan dette skulle ske. Når det ikke fremgår, kan der af bestemmelsen sluttes modsætningsvist, og derfor skal der ikke modregnes.
  • Jeg har telefonisk drøftet med JØP, om den invalidepension, jeg modtager derfra, er af den type, der omhandles i § 12 nr. 14. Det bekræfter de. Det vil så også sige, at JØP bekræfter, at der ikke skal ske fradrag.

2. For så vidt angår den manglende sagsbehandling

Jeg har tidligere i dag (kl. 12:19) i sendt en mail, hvor jeg undrede mig over, at der ikke er sket nogen sagsbehandling i perioden fra i hvert fald den 11. december 2017, (men rent faktisk i perioden fra den 17. november), hvor jeg:

  1. oplyser, at min kontrakt med FKN udløber ved årsskiftet.
  2. formoder, at jeg vil overgå til ledighedsydelse.
  3. spørger om, hvorvidt det er jer, der skal have meddelelsen? og hvis det ikke er jer, hvem er det så i stedet?
  4. spørger, hvorvidt jeg skal foretage mig yderligere.

Jeg vedhæftede et screen shot fra Jobnet, der er et notat udarbejdet efter et møde den 17. november 2017.

Jeg har nu set på det igen, idet jeg blev opmærksom på, at der var yderligere en sætning, der burde have været markeret, da det også her fremgår, at jeg vil blive ledig, jf. ”efter udløb af ansættelse”. Jeg har indsat det korrigere skærmdump på side tre i denne skrivelse.

Der er tillige en faktuel fejl, idet jeg aldrig tidligere har modtaget ledighedsydelse. Jeg var til møde i rehabiliteringsteamet – vist nok den 20. april 2016. Jeg havde på det tidspunkt jobbet i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) på hånden, og organisationen skrev kontrakt med mig, så snart kommunens endelig afgørelse forelå. Jeg har været i FKN hele 2016 og hele 2017. I tiden fra 1. januar 2016 til kommunens endelig afgørelse forelå, var jeg i virksomhedspraktik i FKN.

På baggrund af dette notat indført på Jobnet stiller jeg mig uforstående overfor, at der ikke er foretaget skridt til at sørge for, at ledighedsydelsen kunne udbetales rettidigt med virkning fra 1. januar 2018.

3. Tro og love-erklæring

Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt jeg har udfyldt og afleveret en tro og love-erklæring.

Derfor vedlægger jeg:

  1. Den tro og love-erklæring jeg underskrev og sendte den 20. maj 2016.
  2. Jeg vedlægger også udskrift af en mailkorrespondance med [sagsbehandler], hvor det fremgår, at jeg har sendt erklæringen to gange, og at [sagsbehandler] i anden omgang bekræfter modtagelsen.

Jeg vil gerne bede om en bekræftelse på, at denne mail er modtaget samt et estimat for sagsbehandlingstiden.

 

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller

Et brev