Indlæg

/i , /af ,

Syrien: indpas i mit hjerte

Syrien: indpas i mit hjerte

POV havde ikke plads til denne

Så er det herligt selv at have at sted at publicere.

At leve i frygt og angst: retur til Syrien eller i udrejsecenter

Gennem en længere periode har jeg været med i nogle af de mest fremtrædende fællesskaber på Facebook, der har de 505 syrere, som kan få frataget den midlertidige opholdstilladelse og sendt til et udrejsecenter, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, i fokus. Fællesskaberne har tusindvis af medlemmer, og de vokser hver dag. Indimellem har jeg prøvet at kloge mig med lidt jura, når det var for svært at gennemskue, hvad de tænker i regeringskontorerne.

Onsdag den 19. maj 2021 er der store demonstrationer mod udvisningerne i en lang række byer landet over. Jeg tror, man kan sige, der har rejst sig en folkestemning, og at mange har svært ved at forstå regeringens hårde linje. Regeringen har ikke flertal alene, men kan nemt tælle til langt over de nødvendige 90, når de ser til højre i salen.

Imidlertid var jeg nødt til at melde mig ud af fællesskaberne, for hver eneste syriske skæbne havnede i mit hjerte; det er desværre ikke en farbar vej for en med et skrøbeligt sind.

Jeg identificerede mig med den frygt og angst, de mennesker – for det handler om mennesker – må føle. Hvad tænker de, når de lægger sig til at sove? Hvad er de sidste billeder på nethinden, inden søvnen overmander dem? Kan de overhovedet sove? Er det de udbombede kvarterer i Aleppo eller er det Assads fængsler, hvor man kun kan stå op (en slags oprejste kister)?

Jeg ved, hvordan man frygter fremtiden

Jeg forstod dem, fordi jeg selv en årrække har levet med en grusom angst for fremtiden. Alt var usikkert: arbejdsmarkedet, økonomien, boligen – alt det der skal være på plads, for at man kan tænke på noget andet, kaste sig over interesser eller måske endda være noget for sine venner.

Der er naturligvis stor forskel på et udrejsecenter, Assads fængsler og så frygten for fremtiden i et dansk velfærdssamfund. Jeg risikerede ikke en enkeltbillet til Damaskus eller en busbillet til et udrejsecenter, men det er heller ikke det, angst handler om. Der skal ikke sondres.

Den eksistentielle angst

Det handler om en eksistentiel angst for, hvad der skal blive af en. Selveste eksistensen og overvejelserne om, hvorvidt den skal opretholdes? Flygtningene har næsten kun muligheden for at gå under jorden eller søge asyl i et af nabolandene. Der har allerede været beretninger om unge, der er ”forsvundet”, og ingen aner hvorhen. Den mulighed har man ikke som pæredansk. Vores samfund er – på godt og ondt – for velreguleret og gennemregistreret til det. Kan man ikke se eksistensen i møde, er der kun en vej, men den er ikke nem.

Har man ikke mulighed for at være her længere, kan man overveje at takke af for denne gang. Det er bare ikke så let. Faktisk er det uhyre svært at tage livet af sig. Jeg har prøvet. Senere fortalte en psykiater mig, at man skulle tage mindst 100 sovepiller, men jeg havde kun 30. Derudover er de farligste stoffer taget ud af de almindeligste Benzodiazepiner, så det er ikke engang sikkert, 100 er nok.

Bor man i Københavnsområdet, er det heller ikke så let at finde et træ at klynge rebet op i. Træerne i Vestskoven er formentlig for unge og dermed uegnede. De holder ikke til vægten.

Min sidste og mest ”velegnede” idé var at tage en færge en frostklar vinternat og hoppe ud, når vi var i rum sø. Man dør formentlig forholdsvis hurtigt af kulde.

Nu er jeg på den anden side af alle disse frygtelige tanker, sover godt og ser ingen mærkelige billeder, inden søvnen indfinder sig. Men jeg venter heller ikke på en afgørelse fra Flygtningenævnet, der stadfæster eller ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Man er så skrøbelig, når man ligger der under dynen!

Flygtningenævnet er et uafhængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asyl-relaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a.

Flygtningene fra Syrien, der går en uvis skæbne i møde, har optaget mig længe. Du kan læse mine tanker om flygtningene her.

/2 Kommentarer/i /af

Angst for ECT 3

Angst for ECT 1

Jeg ved, jeg er dum

Det er så dumt: Jeg har prøvet det mere end 70 gange: De siger “baseline”, “har vi bideskinnen parat?” og “ECT-apparatet er indstillet til 90 pct. og der gives bilateral ECT”.

Bilateral betyder “I begge sider”.

Jeg er bare bange. Psykologen siger, jeg er bange for at miste det liv, jeg endelig efter 56½ år har fået. Det har hun nok ret i. Hun plejer jo at have ret. Selv tænker jeg, at jeg er bange for ikke at vågne op igen. Det er nyt for mig. I mange år foretrak jeg ikke at vågne op igen.

Jeg er bange hele søndagen, hvor jeg har været til Corona-test kl. 8:15, og til de kalder mig ind mandag formiddag.

De har fine roterende billeder fra Thailand og omliggende egne i loftet. De roder på min venstre håndryg, hvor de prøver at lægge et venflon, som bedøvelsen skal flyde igennem. I mandags gik det rigtig fint og uden at jeg måtte fare op med alskens bandeord, som jeg faktisk slet ikke bryder mig om. Der gjorde det overhovedet ikke ondt. Måske er der forskel på, hvor dygtige, de er til at stikke?

Bagefter

Jeg har endnu ikke (efter mere end 70 gange) oplevet “opvågningen”, jo måske en eller to gange, men jeg ved, Jette er der, og at hun passer på mig, hvis der skulle være noget “sært”. Indtil videre har de givet mig støvlerne på, og jeg har forladt ECT-afdelingen på begge ben efter at have nedsvælget en lille yoghurt. Men så har jeg heller ikke fået hverken vådt eller tørt siden sent søndag. Jeg har fundet ud af, at jeg skal spise “det sidste måltid” sent søndag, omkring 22:30, så går det bedre mandag formiddag.

Tilbage til medicinen?

Af og til kan jeg naturligvis tænke, at medicinen kunne fjerne den frygtelige angst. Den er jo slem en hel søndag og lagt op ad mandag formiddag. På den anden side set lever jeg langt hellere med den end med de bivirkninger, jeg fik af medicinen, hvor Parkinsonismen selvfølgelig var det værste. Jeg vil ikke “pive”, men det var sgu slemt. Det var værre end både depressionerne og manierne. Det er fx. slemt at falde om på gulvet og ikke at kunne rejse sig igen, men i stedet at måtte trykke på nødkaldet, så kommunens folk kan komme og en op.

Piv, piv..?. Nej jeg angler ikke efter medlidenhed og er bare lykkelig for det behandlingstilbud “systemet” stiller til rådighed! Tænk at jeg hver tredje uge kan få et tilbud, der indebærer fuld narkose osv. Det sker kun i et velfærdssamfund som det danske.

Yderligere læsning?

Vil du læse mere om mine erfaringer med ECT-behandling, kan du klikke her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Angst for ECT 2

Angst for ECT 2

Hos psykologen

Der må ske noget med angsten for ECT!

Psykologen er så pokkers dygtig til at vende det hele på hovedet! Jeg anbefaler hende til enhver, uagtet hun vist ikke har plads til flere patienter. Hendes (lidt håbløse) hjemmeside er her.

Hun er så dygtig, og jeg er så glad for hende. Flytter hun sin praksis langt pokker i vold, må vi måske sige farvel, men jeg er jo stoppet før og kommet tilbage. Hendes telefonnummer og e-mail-adresse er nok den samme. Det vil sige, at jeg kan dukke op igen! Det vil være et stort tab og et kæmpe savn – men realiteten er, at jeg p.t. ikke har noget at komme med, og det glæder jeg mig selvfølgelig hvert sekund over, bortset fra:

Angsten for ECT

Den pludselige angst for ECT, som er er en ret indgribende behandling hver tredje uge, kan forstås som, at nu har jeg pludselig noget at miste, som jeg vil være uendeligt ked af at miste! For måske første gang i livet, har jeg ikke andet at være ængstelig for, derfor får præcis denne angst lov at fylde. Jeg er p.t. 57 år, og endelig lever jeg et liv uden ængstelse. Det er fantastisk. Så må jeg være angst hele søndagen og langt op ad mandag formiddag, til det er min tur, til de siger “ECT-apparatet er indstillet til 90 pct” og “Vi har bideskinnen klar”.

Selv har jeg aldrig tænkt, at jeg havde angst, men det mener psykologen. Og det har hun forstand på. Når jeg tænker/læser baglæns på hjemmesiden, er det tydeligt, at siden 2014 – eller 2013 – har angsten for fremtiden, arbejdsmarkedet, økonomien, boligen osv. – dvs. alle de basale ting i tilværelsen – været fremherskende.

Okay, så er jeg angst, og så må Ann Jeanet holde mig i hånden inden behandlingen, i millisekunderne til jeg sover og hvad så? Det har de såmænd nok prøvet før. De er så søde i ECT-afdelingen på psyk. i Glostrup. At det er en “fabrik”, mærker man næsten ikke.

Vil du læse mere om ECT, kan det ske her.

Nyt testamente

Mit liv er så uendeligt forandret fra dengang, jeg havde besluttet at tage en færge en vinternat i frostvejr og springe ud fra den, fordi det kunne man forvente at dø af. Det er nemlig slet ikke let at tage livet af sig selv. Dette var en af de måder, jeg kunne finde på, som ville virke. Det forsøg, jeg gjorde den 3. januar 2006, var i realiteten talentløst, men det var jeg ikke klar over på forhånd. Så havde jeg jo fundet på noget andet. Jeg husker den enorme skuffelse, da jeg vågnede op efter at have slugt 30 sovepiller, som ikke havde den ønskede effekt.

Alting er forandret fra dengang, hvor jeg havde gjort alt parat: som eksempel har jeg et testamente, der er påtegnet i Københavns Byret, der var gjort rent og smidt ud, så dem, der skal rydde op, ikke får alt for meget bøvl ud af det. Jeg ved ikke hvem, det bliver. Måske viceværten?

Dengang havde jeg ikke et ønske om at udstrække processen længere end allerhøjst nødvendigt. Nu er det i stedet sådan, at jeg håber at få mindst 30 gode år mere.

Testamentet skal ændres – det er helt galt nu om dage. De, der er indsat som begunstigede, har jeg ikke set i 20 år, måske lever de slet ikke længere?

Det er formentlig ikke mere indviklet, end at jeg kan skrive det selv, da jeg ikke har nogen livsarvinger. Jeg skal bare indsætte, hvem jeg ønsker skal overtage min opsparing – Kattens Værn, SIND eller lignende.

Jeg har en halvbror, men han skal ikke have en krone, og derfor er det nødvendigt med et testamente. Er der ikke et testamente, træder arveloven i kraft, og så vil det være ham, der skal arve. Jeg kender ham reelt ikke, og så ham sidste gang til min mors begravelse for 15 år siden. Hvorfor skulle han have så meget om 50 øre?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Angst for ECT 1

Angst for ECT 1

Pludseligt opstået angst

Angst for ECT 1

Jeg har været til ECT i dag, og jeg er dybt taknemmelig for behandlingstilbuddet – og dets effekt. Ikke mere “parkinsonisme” til mig tak. Og kan jeg slippe for flere depressioner og manier, vil jeg også være taknemmelig.

De seneste to gange er der bare indtruffet noget mærkeligt:

  • Resten af dagen er jeg helt flad og sover flere timer om eftermiddagen, når jeg kommer hjem, og kan stadig fint falde i søvn om aftenen.
  • Jeg er bange i de (milli-)sekunder, der går, inden bedøvelsen virker. Jeg er bange for at mærke strømmen til hjernen, selvom jeg ikke ved, hvordan det vil føles. Det er en helt irrationel angst.

Jeg har talt med dem om trætheden, og der siger de, at det er naturligt, eftersom kroppen er i en voldsom anspændelse, de få minutter (2- 2½) behandlingen varer. Jeg synes bare ikke, jeg husker det fra tidligere, men det har de selvfølgelig ret i, og de har forstand på den slags.

Nåh men pyt jeg kan sove resten af dagen og natten; det betyder ikke noget. Nu ved jeg bare, jeg ikke skal lave andre aftaler hver tredje mandag.

Det er værre med angsten. Jeg forstår ikke, hvor den kommer fra her efter minimum 70 behandlinger. Jeg plejer at lægge mig roligt på lejet, lade dem gøre, hvad de nu skal på hver sin side af mig, trække vejret dybt i masken, og vente på de fantastiske millisekunder, hvor jeg svæver væk.

Nu må sygeplejersken Ann Jeanet holde mig i hånden, til jeg sover, og hun er så sød at gøre det. Det er en stor hjælp.

I mens jeg ventede på, at det blev min tur, man skal møde ca. en time før mhp. helbredscheck, fortalte jeg dem om min frygt, og de skaffede noget beroligende, som jeg ikke lige kan huske navnet på, men som også hjalp lidt. Det er bare begrænset, hvad de kan give, når behandlingen skal virke.

“Forstukne årer”

Åh for pokker hvor gjorde det ondt, da de skulle lægge droppet i dag. De har snart så stukket på min venstre håndryg, at det hele er groet sammen, og de ikke kan stikke. Jeg bander normalt ikke, men jeg kom alligevel til det; men undskyldte mig med at det gjorde pokkers ondt.

God nat!

Mine personlige erfaringer med ECT.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.