,

Angst for ECT-2

Hos psykologen

Der må ske noget med angsten for ECT!

Psykologen er så pokkers dygtig til at vende det hele på hovedet! Jeg anbefaler hende til enhver, uagtet hun vist ikke har plads til flere patienter. Hendes (lidt håbløse) hjemmeside er her.

Hun er dygtig, og jeg er glad for hende. Flytter hun sin praksis langt pokker i vold, må vi måske sige farvel, men jeg er jo stoppet før og kommet tilbage. Hendes telefonnummer og e-mail-adresse er nok den samme. Det vil sige, at jeg kan dukke op igen! Det vil være et stort tab og et kæmpe savn – men realiteten er, at jeg p.t. ikke har noget at komme med, og det glæder jeg mig selvfølgelig hvert sekund over, bortset fra:

Angsten for ECT

Den pludselige angst for ECT, som er er en ret indgribende behandling hver tredje uge, kan forstås som, at nu har jeg pludselig noget at miste, som jeg vil være uendeligt ked af at miste! For måske første gang i livet, har jeg ikke andet at være ængstelig for, derfor får præcis denne angst lov at fylde. Jeg er p.t. 57 år, og endelig lever jeg et liv uden ængstelse. Det er fantastisk. Så må jeg være angst hele søndagen og langt op ad mandag formiddag, til det er min tur, til de siger “ECT-apparatet er indstillet til 90 pct” og “Vi har bideskinnen klar”.

Selv har jeg aldrig tænkt, at jeg havde angst, men det mener psykologen. Og det har hun forstand på. Når jeg tænker/læser baglæns på hjemmesiden, er det tydeligt, at siden 2014 – eller 2013 – har angsten for fremtiden, arbejdsmarkedet, økonomien, boligen osv. – dvs. alle de basale ting i tilværelsen – været fremherskende.

Okay, så er jeg angst, og så må Ann Jeanet holde mig i hånden inden behandlingen, i millisekunderne til jeg sover og hvad så? Det har de såmænd nok prøvet før. De er så søde i ECT-afdelingen på psyk. i Glostrup. At det er en “fabrik”, mærker man næsten ikke.

Vil du læse mere om ECT, kan det ske her.

Nyt testamente

Mit liv er så uendeligt forandret fra dengang, jeg havde besluttet at tage en færge en vinternat i frostvejr og springe ud fra den, fordi det kunne man forvente at dø af. Det er nemlig slet ikke let at tage livet af sig selv. Dette var en af de måder, jeg kunne finde på, som ville virke. Det forsøg, jeg gjorde den 3. januar 2006, var i realiteten talentløst, men det var jeg ikke klar over på forhånd. Så havde jeg jo fundet på noget andet. Jeg husker den enorme skuffelse, da jeg vågnede op efter at have slugt 30 sovepiller, som ikke havde den ønskede effekt.

Alting er forandret fra dengang, hvor jeg havde gjort alt parat: som eksempel har jeg et testamente, der er påtegnet i Københavns Byret, der var gjort rent og smidt ud, så dem der skal rydde op ikke får alt for meget bøvl ud af det. Jeg ved ikke hvem, det bliver. Måske viceværten?

Dengang havde jeg ikke et ønske om at udstrække processen længere end allerhøjst nødvendigt. Nu er det i stedet sådan, at jeg håber at få mindst 30 gode år mere.

Testamentet skal ændres – det er helt galt nu om dage. De, der er indsat som begunstigede, har jeg ikke set i 20 år, måske lever de slet ikke længere?

Det er formentlig ikke mere indviklet, end at jeg kan skrive det selv, da jeg ikke har nogen livsarvinger. Jeg skal bare indsætte, hvem jeg ønsker skal overtage min opsparing – Kattens Værn, SIND eller lignende 🙂

Jeg har en halvbror, men han skal ikke have en krone, og derfor er det nødvendigt med et testamente. Er der ikke et testamente, træder arveloven i kraft, og så vil det være ham, der skal arve. Jeg kender ham reelt ikke, og så ham sidste gang til min mors begravelse for 15 år siden. Hvorfor skulle han have så meget om 50 øre?