,

Netværk

Jubiiii – der er noget, der lykkes!

Jeg har altid hørt, at de fleste jobs besættes via netværk, men har altid tænkt, at det nok ikke var noget for mig, da mit netværk ikke er så stort. Ved nærmere eftertanke har det nu nok normal størrelse, fx har jeg 100 personer i mit professionelle LinkedIn-netværk og 189 venner på Facebook.

Men: En af dem jeg i sin tid var souschef for i Den Sociale Sikringsstyrelse, læste min seneste blogpost “Desperat eller hvad?”, som jeg også lagde et link til på Facebook, og han så det på selve Facebook, og kunne bruge en medarbejder til arbejdet med dokumentation og governanceprincipper i Statens It. Det er ganske enkelt en drøm.

Nu er det så faldet endeligt på plads med en 4-ugers virksomhedspraktik. Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal starte, for de skal lige have alt det praktiske på plads, så der er en pc med de rigtige adgange, en konkret beskrivelse af hvad jeg skal lave osv. Jeg skal arbejde med på et stort projekt F2 Cloud J, de arbejder med, og mere ved jeg faktisk ikke endnu. Det gør heller ikke noget, jeg er rede til hvad som helst og kan yde fra dag 1, og jeg glæder mig meget til at komme i gang. Det passer mig meget dårligt at stå udenfor arbejdsmarkedet.

Når man er i virksomhedspraktik, skal man stadig skrive de obligatoriske to ansøgninger pr. uge, være til rådighed for arbejdsmarkedet (tænk hvis det også var til rådighed for mig!) og trykke på den forhadte grønne knap på Jobnet hver uge. Det skal jeg selvfølgelig også nok gøre, for jeg er jo interesseret i et fast job, så truslen om at havne på kontanthjælp kan ophæves.; men bare dette at komme i gang giver et stort rygstød. Så kan jeg i det mindste skrive i mine ansøgninger, at jeg er i en tidsbegrænset ansættelse i Statens It.

For Søren hvor er det bare en masse tilfældigheder, der nærmest skal falde over hinanden: Jeg skriver et blogindlæg, poster linket på Facebook, Markus læser det og Statens It har brug for en medarbejder, og chefen accepterer Markus’ ide. Jeg kunne have skrevet ansøgning på ansøgning uden at have opnået tilnærmelsesvist det samme. På en eller anden måde er det ikke rimeligt, men jeg er bare kisteglad for den åbning, der er opstået.

Opdatering: Jeg googlede lidt og fandt dette, det ser godt nok spændende ud!

23 Svar
  1. Pia
    Pia siger:

    Tillykke, hvor er det bare dejligt. Vi kan jo krydse fingre for at de slet ikke kan undvære dig efter 4 uger.
    Jeg må ikke tilbyde mig som gratis arbejdskraft. Det regnes for sort arbejde, bare fordi jeg er så heldig at have et deltidsjob, så både jeg og en arbejdsgiver vil få en bøde., men jeg glæder mig på dine vegne.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Yes det er bare super, jeg er meget glad, og jeg håber selvfølgelig, at det på en eller anden måde kan kaste mere af sig og at de har en masse opgaver, de skal have løst, som der ikke er nogen, der varetager nu.

      Det lyder da fuldstændig forrykt, at du ikke har lov til at tilbyde dig selv i en virksomhedspraktik, for det kan jo tit være en vej ind på markedet igen. Jeg har opgivet at forstå logik, love og regler på arbejdsmarkedet.

      Jeg håber inderligt for dig, at du snart finder noget, der kunne være godt for dig, og som giver penge i kassen.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Yes! Det er bare så fedt. Jeg ved ikke helt endnu, hvornår jeg skal starte, men formodentlig engang i næste uge.

  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Vejen ad hvilken noget sker er uransagelig – eller hvad det nu kan hedde – men det du skriver er sandelig et meget godt eksempel på at det hele ikke er så regelret som man kan forestille sig det har været tidligere. Tilfældigheder er fornøjelige i dit tilfælde. Spændende hvad de kan føre til på sigt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Det er i meget høj grad tilfældighedernes spil, der har rådet i mit tilfælde, og det betyder i hvert fald også, at jeg nu ved, at jeg skal trække meget mere på mit netværk, end jeg hidtil har gjort. Fx har jeg sendt en besked til alle relevante LikedIn-connections og spurgt, om de kan skabe kontakter, og flere af dem har været så søde at svare, enkelte med videre henvisning til hvem jeg også kunne skrive til.

      Det er meget spændende, hvad det hele kan føre til! Allerførst skal jeg godt i gang i Statens It – jeg glæder mig 🙂

  3. overleveren
    overleveren siger:

    Dejligt når noget virker og ja, netværk.. det virker!

    Håber du får gjort dig så uundværlig på den pind at de slet ikke kan forestille sig at pinden skulle stå ubesat hen igen….

    Håber det hele falder på plads for dig og at det bliver til noget fastere..

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Overleveren

      Du har ret netværk virker. Jag har nok haft for store forbehold overfor det, men nu kan jeg jo se, at det virker.

      Jeg har tænkt mig i høj grad at gøre mig uundværlig 🙂

      Jeg håber inderligt, at der snart kommer nogle faste afklaringer, for hele denne usikkerhed er ikke til at holde ud.

  4. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Rasmine

    Mange tak skal du have. Jeg synes også, det ser ud til at være et sted med muligheder 🙂

  5. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Eric

    Ja det er så super. Og selvfølgelig håber jeg, at det kan medføre noget mere, så jeg har tænkt mig, at “gøre mine hoser grønne” derinde 🙂

  6. Inge
    Inge siger:

    Ajjj hvor godt, tillykke med det, det glæder mig meget på dine vegne, at du så hurtigt har fundet noget godt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Susanne

      Yes, det kunne ikke være bedre – ja det skulle da lige være en fastansættelse 🙂

  7. kisser
    kisser siger:

    Eiiij, hvor er jeg glad på dine vegne. Både at noget lykkes og du kan komme i arbejde. Stort til lykke 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Du skal have mange tak. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte hos Statens It.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.