,

Hjemme igen

Så er jeg atter hjemme hos mig selv, og det er helt rart.

I går tilbragte Ingelise, som jeg har lært at kende på afdelingen, og jeg det meste af dagen ved Kronborg med at lytte til opera. Sangerne havde hård konkurrencen, for vinden stod lige lukt ind i deres mikrofoner, og de kunne næsten ikke overdøve vinden. Det var en skøn oplevelse; de sang om kap med vinden, og de ville ikke give op. Alligevel måtte de give op efter en times sang, hvilket var ærgerligt, for der var de lige kommet i gang. Vi havde en kæmpe taske med mad med og vi spiste os igennem al ventetiden – det var alt sammen så lækkert! Selve operaen var lækker, og det var internationale stjerner, der stod foran os. Jeg har altid syntes, det var lækkert, med nogle stjerner, der kan deres kram.

Da vi endelig kom tilbage til afdelingen igen, gik vi direkte i seng og sov til langt op ad den lyse morgen. Det havde været en anstrengende dag/aften.

Jeg fik den sidste ECT-behandling i går og var ret medtaget. Jeg havde ikke styr på, hvad der stod hvor, og havde ikke styr på, hvad der skulle anbringes hvor, men tror nok jeg fik det. Ingelise mente, at jeg var mere medtaget i går end de andre dage – og for mig var der egentlig bare at konstatere, at jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde styr på mig selv og at alting var ved siden af mig selv. Jeg måtte konstatere, at alting var ved siden af mig selv – og jeg kunne ikke genkende mig selv. Langsomt begyndte jeg at blive mig selv, og langsomt blev jeg mere og mere mig selv; men ubehageligt var det. ECT er trods alt en ret indgribende foranstaltning, og nu har jeg fået i alt 33 behandlinger – gad vide hvor meget man kan tåle?

Jeg har fået lovning på vedligeholdelses-ECT, som går ud på, at jeg kommer ambulant hver 3. uge, overnatter en gang, får en behandling og derefter tager hjem, når jeg er vågnet op igen. Det skulle jeg jo nok kunne tåle. Jeg er spændt på, om det kan holde depressioner og manier væk. Det kunne være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre.


 

På tirsdag skal jeg til samtale om en virksomhedspraktik på 13 uger i koncernen “Atea”, der er kendt fra pressen, fordi de er rodet ind i den bestikkelsessag, der kører p.t. Jane Hansen fra Psykiatrifonden skal med, fordi hun skal sikre, at jeg ikke sidder og lover for meget. Martin, som vi skal tale med, kender mig fra gamle dage, og han kender den gamle Hanne, der arbejdede i døgndrift. Ham skal vi have til at love at kende den nye Hanne, der arbejder på nogle mere fornuftige tidspunkter. Jeg vil meget gerne yde en indsats, men der skal også være fornuft i det.

10 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Jeg ville ønske du ville stoppe den “film der kører i hovedet” ved mentale processer, som du styrer selv, ved at sige “jeg vil” og finde ud af hvad man gør, når man vil. En skolekammerat Ejnar stammede på den mest forfærdelige måde jeg nogensinde har hørt, ved at trække vejret indad midt i et ord, og nogle gange blive ved så han ikke kunne sige noget. Efter 25 år kom han til jubilæum og stammede overhovedet ikke, man kunne ikke høre, at han havde stammet – på spørgsmålet om hvordan han var kommet over det, fortalte han at han jo havde været på alle mulige behandlinger – men at det ikke hjalp, det, der havde været afgørende var, at han havde besluttet at NU ville han holde op og så havde han (selvfølgelig) brugt lidt af hvert fra de mange teknikker, han nu kendte. Han var blevet fysiklærer ved et godt gymnasium.

    En film, der kører, en melodi, der har sat sig fast i hovedet – jeg tror det er samme problematik som når man føler at man er nødt til at stamme.
    Man skal erkende at man er, man er “et jeg” – og at man *selv* vil noget.

    Det slider på systemet og cellerne, behandlinger med overspændt strøm. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med alkohol – det kan hjælpe til at mennesker smider det øverste af deres hæmninger med en aperitif før middagen, men i store mængder ødelægger det både krop og sjæl. Min morbroder var på et tidspunkt ved at drikke sig halvt ihjel og blev indlagt og fik ECT, – men kun nogle gange og med mange lægelige råd bagefter. Han skrev en bog (selvudgivet) om sit liv, som var meget farverigt, og udtrykte også sin mening om samfundet som han kendte det. Det var godt at han gjorde det. Han havde store sorger med sine tre sønner, de to er døde af druk og selvmord; den tredie, den ældste, holdt ikke forbindelsen med ham. Han havde tjent penge til at betale deres rejse og studier i US efter at de var flygtet/emigreret fra Iran ca. 1980.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Jeg bor ikke på mindet om ECT længere. Det har jeg lagt bag mig. Når jeg skal skrive om det, kalder jeg det frem og ellers er det ikke fremme; det er kun fremme, når det skal være fremme i erindringen.

      Jeg har erindringen om det med at erindre i frisk erindring, og jeg gør mig stadig umage for IKKE at erindre.

      Svar
  2. Pia
    Pia says:

    Jeg ved ikke hvor mange behandlinger man kan tåle, men jeg kender en der har fået ‘uhyggelig’ mange (jeg har glemt antallet) om året. De hjalp hende. I dag har hun det godt, og trives i et helt almindeligt liv med job og familie.
    Alle gode ønsker, og velkommen hjem igen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Tak skal du have! Mit mål er også at komme til at arbejde normalt igen – men nu skal jeg først til samtale på den der virksomhedspraktik, hvor jeg håber at blive ansat i de 13 uger, og så håber på, at det kan udvikle sig til noget fast efter de 13 uger.

      Svar
  3. Ellen
    Ellen says:

    Det bliver spændende, hvad du og Atea finder ud af. Jeg kender godt firmaet og synes de har nogle vældig flinke mennesker ansat – men de har selvfølgelig heller ikke haft noget med bestikkelsessagen at gøre …
    Pøjpøj med det hele.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Tak Ellen

      Jeg tror, de vil vil vil følge i blandt de 300 blandt de øvrige for at se, hvem de ellers er i blandt. De 300 vil være blandt de øvrige for at se, hvem de ellers vil være i blandt.

      Svar
  4. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Det bliver spændende, hvad du og Atea finder ud af.

    Jeg ved ikke, hvor meget ECT, man kan tåle, men det ved dine læger forhåbentlig.

    Jeg er ret misundelig over din opera-aften. Sådan en kunne jeg godt have brugt. Synd, at sangerne måtte give op, men en times opera er nu heller ikke så dårligt! 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Ja det er spændende med “Atea”, jeg er i hvert fald godt forberedt. Jeg har forberedt mig godt, og synes ikke jeg kan forberede mig bedre.

      Operaaftenen: Vi kunne næppe have forberedt os bedre. Aftenen skulle ikke have haft gjort det bedre. Aftenen skulle næppe have haft gjort det bedre. En time var heller ikke dårlig!

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *