Storartet personale

Vi planlægger en time ad gangen

“Hvis nogen siger, det går ad Helvede til, så tro dem ikke …” Citatet stammer fra “Susan Himmelblå” med Kim Larsen, som jeg egentlig aldrig har været videre begejstret for. Han var lidt for jordnær efter min smag, men de fleste andre brød sig om ham – og selv synes jeg trods alt om “Pianomand”.

For at springe ud i det, så går det ad Helvede til, hvilket næppe er nyt for den opmærksomme læser af indeværende hjemmeside, der p.t. fungerer som selvterapi og som hovedregel også som erstatning for “voksenkontakt”, idet jeg er den ældste patient blandt en masse unge mennesker.

Nu er jeg hverken personale, psykiater eller noget som helst andet fint (bare en erfaren psykiatribruger), men det virker på mig som om, folk her faktisk har det ret dårligt. 11 dårlige mennesker under samme tag er måske ikke den bedste cocktail? På den anden side er det absolut bedre end at være derhjemme. Det tør jeg ikke og det er et af paradokserne; en af de ting, jeg ikke kan få til at hænge sammen.

B og H er i aftenvagt, og har nærmest trukket mig ud af isolationen under kugledynen. Vi lægger planer for en time ad gangen. Længere er mit tidsperspektiv ikke. Det er en overvindelse, men det må til.

Det er så dejligt at være på 808, for vi kender hinanden. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Her skal man ikke starte forfra med Adam og Eva hver gang. Fremmede vil få facaden, og fremmede vil ikke kunne se bagom den. Det vil være spild af tid for begge parter, og for RegionH vil det tillige være spild af penge. Derfor vil jeg ikke være i Glostrup.

Til morgen er sygeplejerske K kommet tilbage fra ferie. Jeg fortalte hende, at jeg havde citeret hende i podcasten fra dengang for flere år siden, hvor hun sagde “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg tudende stod i hallen med tasken endnu en gang. Det var i den periode, hvor jeg ikke en gang pakkede ud, når jeg kom hjem – for jeg skulle jo sikkert snart afsted igen. Tænk at hun kunne huske situationen. Det er da imponerende.

“Tankerne er fastlåste” vil overlægen sige på mandag; og jeg vil svare “Hvordan låser jeg dem op?”. Hvis jeg kunne, gjorde jeg det.

En ukendt læge var en skuffelse

Jeg havde set så meget frem til at få en ordentlig drøftelse med den overlæge, jeg kender så godt. Jeg var velforberedt. Men hun havde ikke tid, men sendte en stand-in, der havde kort tid og en kort dagsorden bestående af tre punkter:

1. Medicin mod forhøjet kolesterol (aner ikke hvordan jeg har fået det, da jeg spiser sund mad)
2. Øgning af Lyrica/Pregabalin, der er et krampestillende middel, som jeg tager mod “Restless Legs”. Man må ekesempelvis ikke tage det før ECT. Det skulle åbenbart også virke mod angst. Jeg forstår intet.
3. Tjah, hvad var det nu?

Min dagsorden var der ikke tid til. Blandt andet fordi lægen ikke forstod så meget dansk, så min tilstedeværende, højtelskede kontaktperson M, måtte gentage, hvad jeg lige havde sagt, før det fes ind. Jeg synes ellers, jeg udtrykker mig ret klart. Jeg prøvede at undertrykke min stigende irritation.

Jeg har ikke fået en diagnose. Så jeg stiller den selv: “Svær depression”.

Så nu skal jeg bare gennem en lang weekend time for time og vente på ovl. MS.

At blive klar til ECT

Jeg er ikke i tvivl om, at ECT er vejen frem for mig. Jeg prøver at blive klar inde i hovedet, prøver at lægge angsten ned, men det er meget svært. Måske er jeg nået et lille stykke ad vejen? M mener også, det er vejen frem.

Angsten for ikke at vågne op af anæstesien, er et af de andre paradokser; det vil sige, noget af det jeg heller ikke kan få til at hænge sammen inde i hovedet.

Der er ikke længere ECT på Hvidovre. Man skal til Glostrup. Normalt ville det jo så betyde indlæggelse i Glostrup, men da jeg vil være blandt kendte mennesker på 808, har jeg foreslået, at vi bare kalder det ambulant ECT, det har jeg jo prøvet mange gange. Den eneste forskel er adressen, hvor jeg skal hentes og hvor jeg skal køres hen. Hvis det er et problem med transporten, betaler jeg hellere end gerne selv.

Jeg er ikke klar over, om man kan ønske/stille krav, men det er jo sådan set mit liv, det drejer sig om, og derfor gør jeg det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.