,

I DIS-Danmarks bestyrelse og endnu et blog

I går havde DIS-Danmark sin årlige generalforsamling og Inger Buchard, H. C. Andersen og jeg var opstillet som bestyrelsens kandidater. Der var desværre ingen modkandidater. Jeg havde nu foretrukket et kampvalg; nu blev det jo bare en udpegning af os tre, fordi der ikke var andre. Sådan er det altid med frivilligt arbejde. Men jeg fik da holdt min ‘valgpropaganda’, så folk på forhånd ved, hvad jeg står for og vil arbejde for.

Det er lidt sjovt med generalforsamlinger. Hvis alt forløber i god ro og orden, er den siddende bestyrelse glad og synes det gik godt. Som medlem må man sige, at det er lidt kedeligt og at det var seks timers togrejse for stort set ingen ting. Omvendt er der de generaforsamlinger, der huskes, og som medlemmerne taler om i flere år. De er spændende for medlemmerne, men en katastrofe for en bestyrelse. Men sådan er der jo så meget.

Generalforsamlingen i går var flot og professionelt lagt til rette, der var ingen slinger i valsen, og dirigenten kunne sit kram. Han var godt nok dygtig!


I lang tid har jeg talt med Thorkild Søndergaard fra Saltlandets Historiske Forening om, at de da skulle have sig et blog, så de på en nem måde kan publicere på nettet, uden at jeg skal rodes ind i det – og have betaling. Nu er det sørme blevet en realitet, og der er allerede to poster skrevet af Thorkild. Jeg synes det er godt gået, og kender ikke andre bloggere på 75! Tillykke Thorkild.

Jeg har knoklet lidt med opsætningen, for jeg har ikke prøvet at sætte et Nucleus CMS op fra grunden før. Apehjerne i Norge har som så ofte givet en hånd. Tak til dig Roger Brattås. Det er da fantastisk at man kan sidde i Danmark og savne lidt hjælp, og så kende en ude i verden, der vil hjælpe. Internettet er fantastisk og binder verden sammen i et netværk af søde og hjælpsomme mennesker.

,

Hurra for Monrad

Ugen bragte mig til vores bedste landsarkiv: nemlig Viborg. Jeg synes, det er sådan en smuk bygning, læsesalen er lys og venlig med højt til loftet, medarbejderne er hjælpsomme, kort sagt det er et dejligt sted at være. Har du aldrig været der, skulle du unde dig selv en tur til LAV.

Målet med turen var at prøve at finde ud af, hvordan barnedrabet i Uhre nogensinde kom til myndighedernes kundskab, når de alle sammen slet ikke vidste nogent med andre ord, hvem endte med at tale over sig?

Det spørgsmål kom der ikke svar på, men med stor hjælp fra Ole Bech Knudsen lykkedes det at komme godt ned i Nørvang Tørrild Herredsfogderi samt Vejle Amt arkiv. Vi fandt stævningen af de to og så et dejligt dokument skrevet af herredsfoged M. A. Monrad (der blev herredsfoged i Nørvang Tørrild i 1876). Monrad forholder sig faktisk til den stokdøve husbond Otto Sørensen. Det glædede mig at se – så var der da én, der tænkte sig om. Historien kommer senere som et led i “Historien i Glimt”. I får lige en hurtig udgave her:

Arkivnummer: B7 5616
Journal nummer 222/81
29/11 81 Anklage C 635

“Vejle 28 Novbr 1881

Hermed tillader jeg mig tjenstligt at fremsende Udskrift med Bilag af et Forhør over 1) Arrestantinden Karen Christensen og 2) Karlen Jens Mourids Hansen paabegynd den 5te dennes og sluttet i dag.

Ved paany at gennemgaa Sagen før Forhørets Slutning har det Spørgsmaal paatrængt sig mig, om der maatte være Anledning til at fortsætte Undersøgelsen mod Arrestantindens tidligere Husbond og Madmoder, som, skjøndt de maa antages at have været vidende om, at Pigen var højt frugtsommelig, har undladt at tale til hende om forberedelse til Nedkomsten m.m. og særlig mod Husbonden, som, skjøndt han hørte Pigen klage sig den paagjældende Nat, har undladt, enten selv eller ved sin Hustu at undersøge Grunden dertil, en Undersøgelse, hvorved den begaaede Forbrydelse rimeligvis vilde være bleven forebygget.

Da jeg imidlertid er af den mening, at en fortsat Undersøgelse imod dem ikke vil føre til, at kriminelt Ansvar kan gøres gældende imod dem, har jeg troet ikke at burde fortsætte Forhøret, forinden Sagen og dermed det ovenberørte Spørgsmaal har været forelagt Amtet.

A. Monrad

Til
Det kongelige Amt
Vejle”


Et andet mål med turen var at lære kunsten at fotografere kirkebøger af Leif Sepstrup. Det gik sådan set meget godt – problemet er bare, at noget gik galt, så jeg havde kun ca. 1/3 af de fotograferede sider med hjem. ØV. Gad vide hvor de er blevet af?, for de var der, og vi kontrollerede om kvaliteten var i orden.

Men det har da fået mig til at læse manualen til kameraet – og det er da vist meget godt, for det viser sig at kunne alt, hvad man kan ønske sig. Jeg håber, at blive i stand til at fotografere nogle sjællandske kirkebøger efter 1891 fra mine sogne, og så lægge dem på min side til glæde for flere. Nu er Midtjylland fantastisk godt dækket – så vi må da også i gang herovre.

Og så er det jo påske lige om tre dage

,

En efterlysning & et jubilæum

Christianshavns Straffeanstalt huser Karen Christensen i tre år. Hun løslades den 5. januar 1884 fra Forbedringshuset, som hun ankom til med præcis 1 krone og 28 øre på lommen. Men hvad bliver derefter af hende? Er der en af jer, der læser med her, der “kender” Karen Christensen og ved, hvad der videre skete? Jens Mourits Hansen er også forsvundet som dug for solen efter 1890. Kender nogen ham?

Men bortset fra det, så er historien nok næsten slut, og det har været utrolig sjovt at fortælle den. I går sad jeg og fandt alt “det almindelige” i kirkebøger og folketællinger, for at runde historien af, og det var en lidt sjov tanke, at her arbejdede jeg bare som ‘bonus’ med det, vi plejer at standse ved. Jeg kan blive helt vanvittig af at tænke på alle de historier, der kunne skrives på baggrund af alle de arkivalier, vi ikke engang har fantasi til at spørge efter. Måske skulle jeg tage og finde mig et job i arkivverdenen i stedet? Så får man vel en nøgle, og så skal jeg gerne passe på arkivet om natten

Et lille jubilæum skal der også være plads til. Du sidder nu og læser indlæg nr. 100 i mit blog. Jeg startede med at blogge i december 2005 og siden da, ser det ud som om, jeg har fået en del faste læsere. Tak fordi I vil bruge tid her. Jeg prøver at holde fast i den oprindelige idé om, at det skal være et ugebrev om proces og resultater i min forskning. Af og til er der selvfølgelig “en afviger”, men det kan også gå.

Der dukker langsomt flere blogs om slægt op. Jeg undrer mig over, at der ikke er flere slægtsforskere, der blogger, for når man først har fået det installeret, er det at skrive et indlæg ikke ret meget anderledes/sværere end at sende en e-mail. Jeg er sikker på, der sidder rigtig mange ældre slægtsforskere med skufferne og computerne fyldt med historie i øjenhøjde, der bare skal fortælles, men som er lidt tøvende overfor at begynde på at lave en hjemmeside. I de tilfælde er bloggen den absolut letteste måde, at få fortalt historien. Husk: “Film skal ses i biografen” og “Slægtens historie skal fortælles”.