,

Lad aldrig Microsoft komme på din PC

Kampen med Microsoft

Det var nærmest ikke min PC

Jeg har i lang tid haft det sære problem, at min maskine havde to konti, hvorfor Windows selvfølgelig ikke selv kunne “gætte”, hvilken der skulle bruges til at logge på med. Derfor fik jeg besked om, at der var fejl i brugernavn eller adgangskode. Jeg kunne klikke OK og vælge den rigtig konto (Microsoftkontoen). Dernæst kunne jeg logge på uden problemer.

Kampen mod overflødige klik

At klikke OK var dumt og overflødigt, og når man har så fremragende en PC som min, skal den jo bare kunne logge på af sig selv uden indblanding. Derfor ville jeg nedlægge den overflødige konto, som vist nok er en “lokalkonto”. Den var usynlig, forstået på den måde at den ikke kunne ses i sektionen “Konti”.

Adskillige søgninger med Google viste, at mange havde haft det samme problem tilbage i 2016, derfor turde jeg ikke forlade mig på svarene. Man kan ikke bruge fem år gamle løsninger til noget.

Min ven på Mors kunne heller ikke se lokalkontoen. Derfor aktiverede han super-administratorkontoen i håb om, at denne konto kunne bruges til at se den usynlige konto. Det kunne den ikke. Nu havde jeg tre konti i stedet for to.

Opringning til Microsoft Support

Hrm… når man selv har forsøgt alt, er der kun opringning til Microsoft Support tilbage. Da det endelig lykkedes at finde ud af, hvordan man ringer til et menneske og ikke en talemaskine med tåbelige standardløsninger, fik jeg fat i en venlig medarbejder.

Hun fik adgang til min PC og rodede rundt de samme steder, vi selv havde været, hvilket naturligvis var resultatløst. Herefter slettede hun lokalkontoen! Det viste sig, at den var “bundet sammen med” min Microsoftkonto. Det medførte, at der kun var super-administratorkontoen tilbage, og at det var som om, det ikke var min PC længere. Ingen af mine ting var tilgængelige, min mail var væk, mine programmer var væk – simpelthen alt.

Zofia tilhørte formentlig first level-support og kunne ikke mere, end vi selv kunne. Jeg skulle have bedt om third level-support.

Microsofts manglende forståelse for brugerens præferencer

Hun anbefalede herefter en ren installation/clean install uden at fatte, at jeg jo så ville stå tilbage på et absolut nulpunkt, uden mine programmer, mine mails, mine alting samlet sammen gennem årevis.

Jeg tager backup med Acronis hver dag. Der er også et backupjob, der rummer hele maskinens c-drev. Hun mente ikke, det kunne bruges. Det forstår jeg ikke. Man tager jo backup for at sikre sig mod lige netop sådanne uheld. Hvorfor kan den ikke bruges?

For at hun kunne vise, hvordan jeg fandt linket til en ren installation, skulle hun bruge en side på deres hjemmeside. Min standardbrowser er Firefox og har været det siden 2006. Men hun kunne kun bruge Edge og sagde, at det er en del af Windows 10. Det forstår jeg heller ikke, for hvorfor kunne jeg så fjerne programmet uden videre?

Hun forstod ikke, at jeg ikke bruger OneDrive og anbefalede det varmt. Men jeg skal ikke have mine ting til at ligge og flyde i en eller anden sky. Jeg kan ikke holde overblik, hvis jeg ikke har dem på mine egne diske.

Hold da op hvor blev jeg træt af at få Microsofts præferencer og produkter trukket ned over hovedet. Og af at hun ødelagde meget mere, end jeg selv kunne have ødelagt på langt kortere tid. Allerede mens hun ævlede løs og talte som om, jeg ikke kunne bruge en PC, besluttede jeg at kontakte GladTeknik for at få hjælp.

GladTeknik afhjalp problemet

GladTeknik har mulighed for at vælge en trippel-haster: “Kommer på teknikerens bord inden for 5 minutter – og du får svar hurtigst muligt i forhold til selve fejlfindingen.” Sådan en valgte jeg. Det er naturligvis ikke gratis. Efter en time ringede Jens – deres supertekniker – og sagde, han mente, han kunne løse problemet. Og han lyttede faktisk til, hvad jeg sagde, og behandlede mig ikke som om, jeg ikke kunne bruge en PC. Det var rigtig rart.

Kl. 11:00 i dag kom Rasmus tilbage med vilddyret, satte kablerne i, alt fungerer igen, det er min PC, og jeg er, hvor jeg var, inden Microsoft Support smadrede det hele. Mit råd er desværre, at du aldrig nogensinde skal lade Microsoft Support få adgang til din PC. Skulle det alligevel være nødvendigt, bør du bede om en medarbejder fra third level-support, der kan mere, end du selv kan.

 

,

Den nye computer er i hus – alt spiller

GladTeknik har hentet computeren

Det er helt fantastisk dejligt

Kl. 13:15 kom Rasmus fra GladTeknik med min nye computer, og jeg har ikke ladt den af syne siden. Han satte diverse kabler i og forlod mig ikke, før end vi begge havde set, at alt så tilforladeligt ud. Og det gjorde det.

Alt spiller, som det skal.

Selvom kloningen i weekenden ikke var gået planmæssigt, fik de den op at køre her til formiddag, så min drøm om bare at kunne fortsætte hvor jeg slap, er gået i opfyldelse. Der er en lille detalje med, at Windows ikke er aktiveret, men det fixer vi telefonisk i morgen.

Jeg har ændret på systemmappernes placering, så jeg udnytter den kæmpe disk på to TB bedre. Det tog sin tid at flytte dokumenterne, for Windows talte op, at der var lidt over 70.000 filer. Godt nok gemmer jeg meget, faktisk smider jeg næsten aldrig noget væk, men jeg har altså ikke 70.000 dokumenter. Jeg undrer mig lidt over, hvad det mon går ud på.

Backupjobbene skulle lige konfigureres på ny, når der nu er nye placeringer, og det tog lidt tid. “Heldigvis havde jeg noget, der ikke virkede.”

Og jeg har brugt et par timer på at rydde op i nogle meget gamle filer, som jeg med garanti aldrig nogensinde får brug for igen.

Da den er klonet, sparer jeg flere timers arbejde med at rydde op i diverse standardprogrammer, der følger med Windows, og som jeg alligevel aldrig bruger.

I weekenden opdagede jeg, at jeg ikke havde fået kopieret Legacy-filen (slægtsforskningen) til Google Drev, som jeg ellers havde kopieret alt meget vigtigt til. Jeg havde givet GladTeknik den eksterne harddisk med, hvor der ligger backup. Jeg havde næsten onde drømme om, at den lille disk skulle blive væk for dem, at der skulle ske noget med den eller lignende samtidig med, at klonen mislykkedes. Det kunne have været 18½ års arbejde, der smuttede med et. Heldigvis var alle mine bekymringer overflødige.

Det er virkelig skønt!

, , , ,

“Sproglig biksemad” eller “pseudo-engelsk”

Da pressemøde blev til doorstep

Det er som om, dansk er på vej ud

Udtrykket “Sproglig biksemad” er Erics, men jeg har fået lov at bruge det. Jeg er vild med udtrykket, da det er sigende for de tekster, mange skriver i dag. Faktum er, at der skrives så mange ulæselige tekster, fordi de er fyldt med “sproglig biksemad” eller “pseudo-engelsk”.

Nogle argumenterer med, at det skyldes, at det er det naturlige sprog inden for visse (fag-)områder, og at der ikke findes danske udtryk, der er lige så præcise og dækkende. Det er jeg slet ikke enig i. Gør man sig bare en smule umage, vil det som regel være ret let at finde et dækkende dansk ord eller udtryk. Punkterne herunder viser, at det som hovedregel er muligt.

Nogle eksempler

Jeg er medlem af en virkelig god Facebookgruppe ved navn “WordPress DK (Officiel)”, hvor man kan få hjælp til selvhjælp om stort alt, der har med WordPress at gøre. Der er et dygtigt team af administratorer, brugerne er meget hjælpsomme, tonen er altid respektfuld og der er plads til alle uanset videnniveau.

I dag stillede jeg et spørgsmål om de såkaldte visitkorthjemmesider er i færd med at udkonkurrere hjemmesider med meget indhold? Pludselig vrimlede det med udtryk som:

  1. breaker” – kunne være afløst af “offentliggør” (her er jeg ikke helt sikker, for der er selvfølgelig forskel på “breaking news” og så bare “nyheder”),
  2. content” – kunne være afløst af “indhold”,
  3. ranke” – kunne være afløst af “opnå topplaceringer” (vi drøftede Google),
  4. Google præmierer godt content” kunne være afløst af “Google belønner godt indhold”,
  5. sitet” kunne være afløst af “siden” (underforstået “hjemmesiden”),
  6. SEO” kunne være afløst af “søgemaskineoptimering”,
  7. metadescriptions” kunne være afløst af ? Det ved jeg faktisk ikke. Det kan være et eksempel på, at der er tale om decideret fagudtryk, hvor der ikke findes et dansk synonym,
  8. websted” kunne være afløst af “hjemmeside”,
  9. SoMe” kunne være afløst af “sociale medier”,
  10. business” kunne være afløst af “forretning”, og
  11. one-page hjemmeside” kunne være afløst af “visitkort-hjemmeside”.

Mit “brok” må dog på ingen måde overskygge, at jeg fik mange fine svar fra gruppens medlemmer på mit spørgsmål – helt uden emojis 🙂 . Et af af dem har endda tilbudt mig en analyse af søgeord helt uden beregning. Det har jeg selvfølgelig sagt tusind tak til.

 

, ,

Cookies: mange lever ikke op til kravene

Cookies: mange lever ikke op til kravene

Yndlingshadeobjekt: overflødige klik

Åh hvor er jeg træt af overflødige klik med musen. Der er adskillige overflødige klik på bare en enkelt dag. Opgjorde man dem for et helt liv, ville det formentlig udgøre flere millioner. Et eksempel er: Man trykker på slette-knappen til et eller andet og bliver spurgt “vil du slette…?”. Hver eneste gang tænker jeg “ja, ellers havde jeg jo ikke trykket på den knap”. Opgjorde man det for et helt liv, ville det udgøre mange overflødige tanker 🙂

Overflødige, irriterende klik til cookies?

Det kan diskuteres, om det at acceptere eller afvise cookies er overflødige klik? Jeg er bare træt af cookies, og det er jeg næppe alene om.

Jeg er klar over, at jeg har skrevet om det tidligere. Jeg er ikke blevet mindre træt af dem i mellemtiden. Imidlertid trykker jeg ikke bare “accepter”, når det fx drejer sig om store virksomheder, der gerne vil have min accept af markedsføringscookies. Min holdning er, at de enten må have eller lægge et budget for deres markedsføring. Det behøver de ikke min hjælp til. Faktisk tager jeg stilling hver eneste gang. Firmaer, jeg gerne vil støtte, får derfor min accept af alle cookies. På den baggrund er det ikke overflødige klik.

Stort, spildt tidsforbrug?

Jeg har brugt oceaner af tid på at udarbejde min egen cookie- og privatlivspolitik, og det var urimeligt besværligt. Eric og jeg blev i februar hurtigt enige om, at reglerne burde lempes for alle os almindelige hjemmesideejere.

Jeg blev færdig med politikken i januar i år, og reviderede den af en eller anden grund i juni måned. I mellemtiden har jeg droppet statistik på hjemmesiden, da jeg alligevel aldrig kiggede på den, og så siger Erhvervsstyrelsens vejledning om cookiebekendtgørelsen følgende:

Cookieregler for ejere af hjemmesider

Cookiereglerne stiller krav om, at du indhenter et informeret samtykke fra dem, der besøger hjemmesiden, inden du og andre anvender cookies og lignende teknologier til fx statistik eller markedsføringsformål.

Hvis du derimod kun bruger eller tillader, at der bruges cookies til tekniske nødvendige formål på din hjemmeside, behøver du ikke informere brugerne eller få deres samtykke hertil. Hvis du ikke lever op til cookiereglerne, kan det straffes med bøde.

Jeg kunne helt droppe politikken, da min side lige nu kun sætter syv “tekniske” cookies.

Skulle jeg have haft den, må jeg konstatere, at jeg faktisk, trods stort besvær, ikke levede op til kravene (var ikke “compliant”), fordi jeg ikke oplyser om den enkelte cookies udløbsdato. Det er mit tema, Enfold, der dynamisk genererer selve listen over cookies, men det rummer ikke mulighed for at vise udløbsdatoen. Eller også har jeg overset et eller andet, for enkelt var det ikke.

Virksomheders ulovlige cookies

Noget, jeg er endnu mere træt af, er alle de mange virksomheder, der ikke overholder cookiebekendtgørelsen. Jeg faldt i går over følgende ordflom på GLS’ side:

Dette websted bruger cookies til at aktivere visse funktioner og for at forbedre brugeroplevelsen. Ved at fortsætte accepterer du brugen af cookies.

Det er ikke lovmedholdeligt, idet reglerne siger, at brugeren skal afgive et informeret samtykke. Brugerne skal vide, hvad de siger ja og nej til, og de skal have mulighed for at ombestemme sig senere. Det er ikke en mulighed, når cookiebanneret er sat op på den måde.

En virksomhed som GLS’ afdeling i Danmark, der i 2020 havde et årsresultat på 32,2 mio. euro, kunne nok godt undvære lidt penge til sagkyndig bistand med henblik på at overholde lovgivningen.

Jeg håber, Datatilsynet holder et vågent øje med sådanne virksomheder i stedet for at jagte ejere af almindelige hjemmesider uden hverken køb eller salg men måske bare med et ønske om at følge med i statistikker for sidens popularitet.

Bøderne kan udgøre op til fire pct. af virksomhedens årsomsætning. Er der tale om en global virksomhed, et det fire pct. af den globale omsætning…