/2 Kommentarer/i /af

Mette Frederiksen og Coronavirus

Mette Frederiksen og Coronavirus

Pressemøderne

Mette Frederiksen og Coronavirus

Jeg er på ingen måde socialdemokrat, men jeg tror, jeg har set alle Mette Frederiksens pressemøder om Coronavirus. Jeg synes, hun gør det knaldgodt. Hun udviser handlekraft, men er hun usikker, er hun heller ikke bange for at vise det. Hun er en statsmand værdig, også selvom stemmen fredag aften rystede lidt. Jeg er glad for, at det ikke er Anders Fogh eller Lars Løkke, der skal håndtere dette her.

Hun er altid flankeret af eksperterne fra fx Politiet, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for patientsikkerhed eller Statens Serum Institut. Det kan jeg godt  lide. Alt andet ville tyde på magtfuldkommenhed og en form for enevælde.

Mette Frederiksen har nu i samarbejde med sine rådgivere lukket Danmark fuldstændigt. Ingen rejser til og fra Danmark. Ingen offentligt ansatte på arbejde med mindre de varetager kritiske funktioner så som politi, sygeplejersker og læger. Privatansatte kun på arbejde, hvis det er absolut nødvendigt, og der ikke kan arbejdes hjemmefra. Tog og busser er mennesketomme. Folk holder sig inden døre osv.

Rejseforbuddet

Rejseforbuddet, der gælder fra i dag kl. 12:00, er drastisk men forventeligt og rimeligt.

Selv skulle jeg ingen steder, alligevel føler jeg mig indespærret. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg kunne tage til Harzen på en lille vandretur i morgen, hvis jeg fik lyst. Det kan jeg ikke nu, og det gælder minimum en måned frem.

Mennesker, der vil ind i Danmark skal have et såkaldt anerkendelsesværdigt formål, så som at de selvfølgelig bor eller arbejder her. Andre sendes retur ved de lukkede grænser. Der er dog åbent for transport af varer både ind og ud af landet.

Børnenes pressemøde

Mange griner af, at statsministeren kalder sig ‘børnenes statsminister’. Selv vil jeg nu klappe hende på skulderen for, at hun tog sig tid til også at holde pressemøde for børnene. Optagelsen kan ses på DR Ultra. Børn har også spørgsmål og behøver også svar. De opfanger ting på de sociale medier, som de måske ikke helt forstår, eller som de ikke burde se og høre. Der er derfor brug for at tale med børnene om situationen og gerne afdramatisere den.

En pige spurgte fx : kan jeg holde min fødselsdag for 22 klassekammerater som planlagt? Svaret var klart: Nej, du bør udskyde fødselsdagen. En anden spurgte: Skal jeg være bange for, at min mormor på 70 år dør, hvis hun får Coronavirus? Mette Frederiksen svarede: Du skal ikke være bange, men der er grund til at passe rigtig godt på de ældre.

En tredje spurgte: Må man godt gå udenfor, selvom der er Coronakarantæne? Sidstnævnte spørgsmål viser, at pigen havde fået det hele lidt galt i halsen. Der var nogle forældre, der burde have hjulpet bedre med at forstå situationen.

/i /af

Corona eller Covid-19

Corona eller Covid-19

Tag det nu alvorligt

Corona eller Covid-19

Flere steder på de sociale medier læser jeg indlæg om, at Corona/Covid-19 jo bare er en influenza, faktisk noget der er mildere end en influenza, og at myndighedernes handlen er vildt overdrevet.

Selv hører jeg til dem, der bifalder statsministerens ord om, at ‘vi skal passe på hinanden’. Jeg har i min omgangskreds flere med kroniske lidelser, der, i tilfælde af smitte, kunne forværres meget alvorligt. En af disse venner har fornuftigvis aflyst en rejse til London.

Forsigtighedsprincippet

I Danmark arbejder vi ud fra et forsigtighedsprincip for at undgå, at smitten spreder sig, for hvis den spreder sig, og hospitalsvæsenet bliver lagt ned af syge, er vi på herrens mark.

Princippet har vidtrækkende konsekvenser lige fra at Grand Prix blev afholdt uden tilskuere til, at jeg ikke gav hånd til min kontaktperson i distriktspsykiatrien i dag. Og sådan bør det også være, selvom det føles lidt underligt.

Man kan komme langt ved at undgå knus, kram og håndtryk. Ved at nyse i albuebøjningen eller i et papirlommetørklæde og ved ekstra god håndhygiejne – hvis det nu ellers var til at få fat i håndsprit, ville det være en hjælp, men vand og sæbe ofte er en udmærket ‘nødløsning’.

Nye tiltag

I dag ved kaffetid er der 156 smittede og tallet vokser eksponentielt. Fortsætter det, som det er begyndt, kan vi have 100.000 smittede ultimo maj.

  • Udenrigsministeriet har opdateret sine rejsevejledninger, så der er flere lande, man helt fraråder rejser til og fra. Der er en række områder i Italien, hele Iran og noget af Østrig, hvor situationen lige nu er rød. Det betyder, at man ikke skal rejse dertil, siger statsminister Mette Frederiksen. Er man der allerede, risikerer man at strande, fordi flytrafikken lukkes fra midnat.
  • Det frarådes at bruge offentlig trafik i myldretiden. Mød senere og gå tidligere eller senere hjem.
  • Myndighederne anbefaler, at man så vidt muligt undgår offentlig transport som tog og busser i myldretiden. Til kortere ture anbefales det at cykle eller gå.

Der er grund til at tage det alvorligt og rette sig efter myndighedernes anbefalinger.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

At hygge mig

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i /af

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

Det er et nåleøje

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let. Man skal komme med presserende selvmordstanker, næsten -planer.

Jeg har ikke længere styr på antallet af indlæggelser, men så vidt jeg husker, er jeg kun blevet sendt hjem fra akutmodtagelsen en gang. Det var efter et ubehjælpsomt selvmordsforsøg i 2006. Lægen spurgte mig, om jeg ville love ikke at prøve igen. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke garantere; der var jo en grund til, at jeg havde prøvet. Herpå sendte hun mig hjem til en tom lejlighed, hvor alt var gjort parat til ikke at overleve.

Den optælling af indlæggelser, jeg har, starter i 2014, hvor jeg for alvor blev syg, og hvor diagnosen blev stillet. Frem til oktober/november 2018 har jeg været indlagt 11 gange svarende til 220 sengedage. En dag ved lejlighed skal jeg have opdateret optællingen og opgjort samtlige omkostninger. Indtil videre er jeg kommet til 1,7 millioner kr., som dog inkluderer sygedagpengene fra kommunen.

Jeg er altså kommet gennem nåleøjet 11 gange.

Lægens ord og bord

Det er ikke mig, der har opfundet termen “nåleøjet” om det kunststykke, der skal til for at blive indlagt. Det kommer fra en læge til en stuegangssamtale i det netop afsluttede forløb. Jeg havde i flere dage gået og tænkt over, om jeg bare var en lystløgner eller måske en hypokonder. Måske var der slet ikke nogen selvmordstanker og heller ikke nogen gulnede polaroidfotos fra 70’erne, hvor jeg selv hænger fra et træ. Måske havde jeg digtet det hele? Men jeg så og oplevede jo det hele, og det gjorde ikke min grundstemning bedre. Nu skulle jeg både kæmpe med selvmordstankerne, med billederne inde i hovedet og så også med tvivlen om hvorvidt, jeg bare var en løgner og hypokonder.

Det med hypokonderen passede godt med, at folk, der besøgte mig, sagde, at jeg så helt almindelig ud – altså så nærmest godt ud. Jeg kiggede på mine medpatienter. Men de så også godt ud. Altså kan det at se skidt ud ikke være et kriterium for at være på en psykiatrisk afdeling i ugevis.

Lægen greb heldigvis ind og sagde, at selv den største tryllekunstner ikke kunne komme igennem modtagelsen i Glostrup med flere overlæger uden virkelig at fejle noget.

På en måde blev jeg pludselig glad for min psykose og mine selvmordstanker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.