Lang god snak med Melita Svraka
Hvor lang tid tager det så?
Lang god snak med Melita Svraka
Jeg havde en lang god snak med overlægen i går. Jo mere jeg lærer hende at kende, jo bedre kan jeg lide hende. Det vil så sige, at jeg efterhånden kan lide hende rigtig godt. Hun har en hukommelse som en elefant, hun husker fx altid, at jeg er adopteret, hun tager sig den tid, der skal til, og hun er knivskarp. Hun kæmper for sin patienter, og hun har den holdning, at når patienterne udskrives, skal de have det godt. Det er vist lidt et særsyn.
Baggrunden for indlæggelsen
Hun spurgte indgående til baggrunden for indlæggelsen, også selvom hun selvfølgelig har kunnet læse det i journalen. Hun ville vist høre det fra hestens egen mund. Hun spurgte lige så indgående til tanker og symptomer. Tanker vil jeg ikke komme ind på i det offentlige rum, men jeg har som noget nyt fået angstsymptomer. De spørger mig, om jeg har klinisk angst. Det har jeg ikke og har aldrig haft. Men jeg har en stor solgul kugle nede i maven, der gør pokkers ondt. Det er et angstsymptom. Jeg forestiller mig, at den er som en Pacman, der spiser Oxapaxerne hurtigere, end jeg kan absorbere dem.
Jeg kan kontrollere kuglen ved hjælp af dybe vejrtrækninger, men det tager mange timer at opnå denne kontrol, måske fem eller seks timer. Jeg ryster indeni, og det er også et angstsymptom. Og så er der selvfølgelig alle de klassiske depressionssymptomer, hvor man føler sig dum, umulig, ubrugelig osv.
De beholder mig, så længe det er nødvendigt
De beholder mig. Tre måske fire uger evt. lidt længere. Det tager tid at blive lappet sammen!
En weekend er lang på en afdeling, så jeg glæder mig sådan, til jeg får besøg i dag.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
