/4 Kommentarer/i , /af ,

Lytter til Nota under Kulturministeriet

Lytter til Nota under Kulturministeriet

Nota

Lytter til Nota under Kulturministeriet

Jeg er godkendt til Nota, som er en institution under Kulturministeriet, hvor man kan høre 40.000 lydbøger. Nota hjælper mennesker med forskellige former for læsehandicap.

Nota producerer og udlåner tekster, der er gjort tilgængelige for mennesker med læsehandicap. Det gør Nota på vegne af staten som en institution under Kulturministeriet. Formålet med Nota er at sikre lige adgang til viden, samfundsdeltagelse og oplevelser for mennesker, der ikke kan læse almindelig trykt tekst.

På årsbasis udlåner de ca. 2,2 mio. titler til deres 168.000 medlemmer, hvoraf langt de fleste er ordblinde. Nota har 40.000 lydbøger. Og det hele er gratis!

Hidtil har jeg ikke kunnet bruge Nota, men nu lykkes det

Min vej til lydbøgerne har været lang. Den første bog, jeg forsøgte at lytte til, hed ‘I morgen var jeg altid en løve’. Det var i oktober/november 2017, og det gik slet ikke, for tankerne gik på langfart, og jeg fik intet ud af bogen. Herefter var jeg så trist over at jeg ikke kunne hamle op med lydbøger, at jeg bare gav op. Lagde det så at sige på (bog-)hylden.

For en uges tid siden besluttede jeg at prøve igen, og tænk dig, det går rigtig godt. Jeg hører krimier men forventer heller ikke stor litteratur. Et sted skal jeg jo starte. Det drejer sig om at træne hjernen lidt efter lidt. Jeg er så glad for at det lader sig gøre. Forskellen fra 2017 til nu er, at jeg kan holde koncentrationen; det kunne jeg ikke dengang, men det passer jo også fint nok med, at jeg nu kan se en TV avis godt nok bare den korte kl. 18:30, men alligevel er det en sejr pludselig at konstatere, at det har rykket sig ret markant på et par år. Helt som psykologen sagde det ville – så fik hun ret igen.

De dage, jeg skal på arbejde, har jeg i alt to timers transport, så der får jeg hørt “noget bog”, for turen er faktisk for lang og for dyr for mig.

 

 

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hukommelsen har det alligevel ikke godt

Hukommelsen har det alligevel ikke godt

Nu gik det lige så godt

Jeg har i lang tid gået og tænkt, at det gik rigtig godt fremad med hukommelsen. Jeg kan nu eksempelvis se TV avisen 18:30 og spændende dokumentarer på op til 45 minutter. Hvis noget er kedeligt fiser hjernen af efter ingen tid, og jeg gider end ikke anstrenge mig for at følge med, for jeg ved, jeg ikke får noget ud af det. Det er nu nok ikke et spørgsmål om hukommelse men om koncentrationen, men kognitionen hænger jo tæt sammen.

Jeg har stille og roligt formået at træne hjernen op, og det er jeg virkelig glad for. Den tidligere situation var jo helt uholdbar.

Jeg er blevet god til de kompenserende strategier og er flittig med pen og notesblok. Det går dog ikke godt med ansigtsgenkendelsen, fordi jeg ikke kan lide at bruge den kompenserende strategi, der hører til her: tage et billede af folk og så give filen personens navn.  Jeg kan ikke overskride den barriere, det er at spørge, om jeg må tage et billede.

Og så væltede læsset (lidt)

Jeg sad på arbejdet og skulle genskabe en side, som jeg desværre havde overset at tage skærmdumps af, hvilket jeg heller ikke ved, hvordan kunne ske, når det var en opgave – og opgaverne skriver jeg jo ned for ikke at overse noget.

Jeg mener ikke, jeg nogensinde har set den side før, men chefen siger, at vi har lavet den sammen. Jeg husker absolut intet af det. Og det jeg “genskabte” efter anvisninger vakte heller ingen genklang overhovedet. Jeg mener: jeg ville da kunne genkalde mig et et eller andet, hvis jeg havde set det før. Så dårlig er min hukommelse da ikke.

Det var sørme en ubehagelig oplevelse, der kun alt for godt minder mig om dengang, der var huller i hukommelsen på to eller fire uger. Det er bare svært at sige til chefen, at det er ham, der tager fejl.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/5 Kommentarer/i /af

Hos fysioterapeuten

Hos fysioterapeuten

Hurtig ekspedition hos fysioterapeuten

Jeg vovede mig ud i heden – inden regnen der udeblev – for at tage til fysioterapeuten i Vanløse, som er en rigtig dejlig by, hvor jeg har boet i 18 år. Vanløse er en rigtig by med mange butikker nede på Jernbane Allé og ikke mindst en Irma. Jeg er tidligere Irmapige med lyserød kittel og det hele, så jeg føler næsten ikke, jeg kan handle andre steder end hos Irma. Deres blå kaffe er uovertruffen. Jeg har boet i Vanløse i 18 år men fik en lejlighed, der var større, her i Hvidovre. Derfor rykkede jeg teltpælene op. Nå undskyld det var et sidespring…

Konsultationen

Vi startede med at snakke lidt, og han spurgte, om jeg havde fået lavet øvelserne? Ja selvfølgelig da, og jeg kunne fortælle, at jeg den første aften gik alt, alt for hårdt til den, så jeg havde vildt ondt hele natten.. Så effektiv skulle træningen så ikke være! Herefter har jeg taget det mere roligt.

Det jeg har gjort mest har faktisk været at være opmærksom på ikke at sidde at hænge, så hele tyngden kommer til at ligge på skuldermuskulaturen. Jeg retter mig op 100 gange om dagen eller deromkring. Men elastikken er blevet strakt ud, og vandflasken med 250 ml vand er blevet hævet og sænket ud over kanten af bordet.

Jeg kunne med stor tilfredshed fortælle ham, at smerterne i skulderen er næsten væk, og at det kun er engang imellem jeg mærker smerterne i håndledet. Jeg prøver at holde små pauser, når der er gået et par timer med det statiske usunde arbejde, og det var han selvfølgelig glad for at høre.

Han havde en god pointe: hvis man ikke holder pauser, kan man købe alverdens borde, mus og tastaturer. Det hjælper ikke. Det er pauserne og øvelserne, der hjælper. Det skrev jeg mig bag øret.

Han ville gerne se, hvordan jeg lavede øvelserne og efter det sagde han, at jeg gjorde det perfekt. Skønt at få ros af fysioterapeuten.

Trackballmusen

Jeg fik spurgt, om det ville være en god idé at prøve med trackballmusen, og det var han slet ikke afvisende overfor, fordi den aflaster håndledet, når musen ikke skal løftes så mange gange på en dag.

Jeg har fået lov at prøve ind imellem, og hvis tommelfingeren ikke ryster helt vildt, er det okay at fortsætte og ellers er det no go. Så skal jeg stoppe med det samme. Det er der nu ingen tvivl om. Jeg har haft ondt nok i den arm og det håndled.

Ny tid

Da det går så fint, kunne ingen af os se en grund til at mødes før om en måned for at konstatere om/at det fortsat går fint.

Alt i alt en meget positiv oplevelse hos fysioterapeuten. Det tog 15 minutter. Og nu håber jeg, regnen kommer, så luften kan blive vasket.

/3 Kommentarer/i /af

Hos fysioterapeut efter museskade

Hos fysioterapeut efter museskade

Jeg har været til fysioterapeut

Hos fysioterapeut efter museskade

For første gang i mit liv har jeg været til fysioterapeut. Det var højre arm, det gjaldt. Smerterne er ellers aftaget meget, men jeg valgte at gå afsted alligevel. For tre eller fire uger siden havde jeg også en tid, men overlod den ridderligt til en anden, da jeg syntes, det var blevet bedre. Det skulle jeg aldrig have gjort. Måske hørte smerterne om det og kom derfor tilbage med uformindsket styrke. Så denne gang valgt jeg at være mindre ‘socialdemokratisk’.

Forløbet

Jeg er kommet i tanke om, at det startede midt i marts, for jeg måtte aflyse spille-aftaler med en medpatient, når vi var blevet udskrevet, fordi det simpelthen gjorde for ondt.  Den tredje maj har jeg skrevet om at have haft ondt i tre uger.

Rettelse: Der var symptomer allerede i oktober 2018.

Jeg skulle nok have gået til læge og fysioterapeut noget før! Jeg synes bare, jeg ser sundhedspersonale nok, og derudover har jeg hele tiden ventet på, at det ville gå over af sig selv.

Symptomerne som de var

Smerter fra skulderen og ned til ud over fingrene. Ofte det fysioterapeuten kaldte ‘nålesmerter’ i hele armen. Det har sørme gjort nas – også om natten.

Nu er det stærkt på retur, og jeg tror en stærkt medvirkende faktor er, at jeg har købt et nyt bord, der har en tyve centimeter større dybde, så jeg kan lægge armen på bordet og ikke skal sidde med vinklet håndled længere. Jeg er heldig at kende en, der ville hjælpe med at sætte det op. Uden ham havde jeg stået som Moses ved det Røde hav.

Hos fysioterapeuten

Det var en umådelig positiv oplevelse. Han var simpelthen så sød og grundig (tror jeg da). Først stillede han selvfølgelig en masse spørgsmål, hvorpå han undersøgte skulderbladsmuskulaturen og de omliggende sener. Så tog han fat på underarmen og prøvede om han kunne fremprovokere smerte der; det kunne han heldigvis ikke.

Hans konklusion er, at der har været tale om en tennisalbue, der er på vej til at gå i sig selv, og at musklerne omkring skulderbladet er overanstrengte, fordi de ikke kan bære nok. Jeg er glad for, at han ikke sagde musearm, for jeg ved, det kan være svært at komme af med.

Og hvad så nu?

Han spurgte, om jeg var motiveret for at træne hjemme, og det er jeg helt bestemt. Jeg skal ikke ud i dette her en gang til.

  • Øvelse 1: Tag en træningselastik, hold den ud i strakte arme og træk hænderne fra hinanden i forsøg på at få skulderbladene til at mødes. Tre træningspas a ti styk pr. dag. (Det er ret svært!)
  • Øvelse 2: Tag en flaske med 250 ml. vand i. Læg armen så hånden rager ud over bordkanten. Vip langsomt armen op og ned 10 gang tre gange om dagen.
  • Vær opmærksom på at sidde ret, så skulderen ikke skal bære hele armen hele tiden, som den kommer til, hvis man hænger ind over bordet. Det skal jeg lige vænne mig til.

Jeg har fået en ny tid om fjorten dage og er spændt på, om der er sket fremskridt