Fysioterapeut

Jeg har været til fysioterapeut

For første gang i mit liv har jeg været til fysioterapeut. Det var højre arm, det gjaldt. Smerterne er ellers aftaget meget, men jeg valgte at gå afsted alligevel. For tre eller fire uger siden havde jeg også en tid, men overlod den ridderligt til en anden, da jeg syntes, det var blevet bedre. Det skulle jeg aldrig have gjort. Måske hørte smerterne om det og kom derfor tilbage med uformindsket styrke. Så denne gang valgt jeg at være mindre ‘socialdemokratisk’.

Forløbet

Jeg er kommet i tanke om, at det startede midt i marts, for jeg måtte aflyse spille-aftaler med en medpatient, når vi var blevet udskrevet, fordi det simpelthen gjorde for ondt.  Den tredje maj har jeg skrevet om at have haft ondt i tre uger.

Rettelse: Der var symptomer allerede i oktober 2018.

Jeg skulle nok have gået til læge og fysioterapeut noget før! Jeg synes bare, jeg ser sundhedspersonale nok, og derudover har jeg hele tiden ventet på at det ville gå over af sig selv.

Symptomerne som de var

Smerter fra skulderen og ned til ud over fingrene. Ofte det fysioterapeuten kaldte ‘nålesmerter’ i hele armen. Det har sørme gjort nas – også om natten.

Nu er det stærkt på retur, og jeg tror en stærkt medvirkende faktor er, at jeg har købt et nyt bord, der har en tyve centimeter større dybde, så jeg kan lægge armen på bordet og ikke skal sidde med vinklet håndled længere. Jeg er heldig at kende en, der ville hjælpe med at sætte det op. Uden ham havde jeg stået som Moses ved de Røde hav.

Hos fysioterapeuten

Det var en umådelig positiv oplevelse. Han var simpelthen så sød og grundig (tror jeg da). Først stillede han selvfølgelig en masse spørgsmål, hvorpå han undersøgte skulderbladsmuskulaturen og de omliggende sener. Så tog han fat på underarmen og prøvede om han kunne fremprovokere smerte der; det kunne han heldigvis ikke.

Hans konklusion er, at der har været tale om en tennisalbue, der er på vej til at gå i sig selv, og at musklerne omkring skulderbladet er overanstrengte, fordi de ikke kan bære nok. Jeg er glad for, at han ikke sagde musearm, for jeg ved, det kan være svært at komme af med.

Og hvad så nu?

Han spurgte, om jeg var motiveret for at træne hjemme, og det er jeg helt bestemt. Jeg skal ikke ud i dette her en gang til.

  • Øvelse 1: Tag en træningselastik, hold den ud i strakte arme og træk hænderne fra hinanden i forsøg på at få skulderbladene til at mødes. Tre træningspas a ti styk pr. dag. (Det er ret svært!)
  • Øvelse 2: Tag en flaske med 250 ml. vand i. Læg armen så hånden rager ud over bordkanten. Vip langsomt armen op og ned 10 gang tre gange om dagen.
  • Vær opmærksom på at sidde ret, så skulderen ikke skal bære hele armen hele tiden, som den kommer til, hvis man hænger ind over bordet. Det skal jeg lige vænne mig til.

Jeg har fået en ny tid om fjorten dage og er spændt på, om der er sket fremskridt

3 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Det var sørme godt, du kom afsted, og at der var råd og dåd. Det er først, når man får skavankerne, at man opdager, at visse dagligdags bevægelser kan være en atletisk bedrift.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja du har ret. Jeg skulle have været afsted for længst! Og jeg skal nok få lavet mine øvelser, det skal der ikke herske tvivl om. “Dagligdags bevægelser” kan såmænd også være at sove 🙂

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] startede med at snakke lidt, og han spurgte, om jeg havde fået lavet øvelserne? Ja selvfølgelig da, og jeg kunne fortælle, at jeg den første aften gik alt, alt for hårdt til […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *