Indlæg

Fysioterapeut

Hos fysioterapeuten

Fysioterapeuten hedder Victor og er enormt sød og behagelig. Han havde været inde at kigge i journalen, men jeg tror, han havde givet op igen, fordi den er så fyldig. I stedet ville han høre min version, og det var jo også væsentligt.

Jeg prøvede at fortælle ham kort om stofskiftet, de tre fald ud af sengen, rystelserne i næsten ¾ år, indlæggelsen på endokrinologisk afsnit, og det at kommunen har bevilget mig et nødkald, hvis jeg skulle falde igen.

Mere kunne jeg ikke finde på bortset fra at fortælle, at jeg også har en psykisk lidelse, der p.t. er i ro.

Han fortalte, at de har et decideret Parkinsonhold (ikke et ældrehold som jeg skrev forleden), hvor der er holdtræning hver fredag;, der er styrketræning, balancetræning og to ting mere, som jeg ikke kan huske, men det lød godt. Man skal møde op ‘mest muligt omklædt’.

Det vil sikkert være sådan, at der er noget, man kan mere af end andet, men så bruger man bare tiden på de svage punkter.

Herudover får jeg til en start individuel træning. Når jeg har fået nok af det, kan jeg gå ud i træningssalen og træne som jeg selv vil ud fra et program, som Victor lægger for mig.

Min stakkels ryg

Jeg har så pokkers ondt i ryggen, og bad ham se lidt på den og om nogle øvelser for den. Jeg kunne godt selv mærke, at det er noget med musklerne. Han trykkede og masede henover lænden, uden at det gjorde specielt ondt. Også han konkluderede, at det var noget med musklerne.

Jeg fik fire sæt øvelser med hjem, som jeg skal lave tre til fire gange om dagen. De værste er dem med sidebøjningerne, og når han nu viser dem igen, kan jeg godt huske, at det var dem, de instruerede mig i på hospitalet. Det havde jeg bare glemt.

Jeg har et sammenfald i min ryg uden at det helt er gået op for mig om det skyldes de tre fald, eller der er andre årsager. I journalen skriver de om friske brud, jeg kan bare ikke finde stedet igen.

Vederlagsfrit

Det er slet ikke til at forstå det, men jeg får holdtræningen plus den individuelle træning vederlagsfrit. Googler man, fremgår det, at ‘vederlagsfri fysioterapi til personer med svært fysisk handicap og til personer uden svært fysisk handicap med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.’

Jeg forstår det ikke helt, for jeg har ikke et svært fysisk handicap, og som jeg forstod lægen, er der ikke tale om en progressiv sygdom. Man kan ringe til neurologisk ambulatorium og komme til at tale med en sygeplejerske. Desværre har de lukket om fredagen, men jeg vil ringe på mandag og spørge, og det er en progressiv sygdom?

,

På indkøb

Hos Sportmaster

Jeg prøver indtil videre at følge det, lægen sagde i torsdags (det var hende med rygningen), så jeg skal til fysioterapeuten på torsdag. Jeg forventer, at han lægger en plan for min træning, og at jeg ender på et Parkinsonhold, som er en del af deres ældrehold. Jeg er spændt på det.

Jeg føler mig ikke ældre, men Parkinsonismen tilsiger, at det er der, jeg hører til, hvis jeg altså vil gå i Vanløse.

Så gik det op for mig, at jeg ikke havde noget tøj at træne i, så turen gik til den nærliggende Sportmaster. Jeg gik ind og sagde, at jeg skulle trænes op fra det absolutte nulpunkt, og at jeg ejede tilsvarende mængde træningstøj.

Den unge mand fandt det hele frem i de næsten korrekte størrelser. Jeg hader at prøve og købe tøj, men jeg kom igennem det. Det sjoveste var skoene, hvor jeg fandt et par virkelig fede hvide adidas Ligra 6 til indendørs brug.

Alle priserne var vist for medlemmer af Klub Sportmaster og for ikke-medlemmer. Han oprettede mig lynhurtigt i klubben, og det betød, at jeg slap med 1.000 kr. for det hele, inkl. fem par avancerede strømper for en hundredkroneseddel. Jeg kan ikke huske, hvad det var de kunne.

Nu ser jeg frem til at prøve det hele. Men det bliver ikke på torsdag, det har jeg simpelthen for ondt i ryggen til.

At åbne et glas sild

Nu hvor jeg alligevel var i Stationscenteret, gik jeg ind i Imerco og spurgte efter en ‘Jarkey’, som er en tingest, der tager ‘trykket’ af fx et glas sild, et glas agurker eller lignende, for jeg kan simpelthen ikke klare det selv mere. Den havde de naturligvis. Det er en velassorteret biks. Der er i øvrigt mere af den slags på Procare.

Endelig kunne jeg så gå hjem og få den sildemad, jeg har ventet på siden jul. Jeg tjekkede dog først, at sildene ikke var ovre sidste holdbarhedsdato.

Post scriptum

Det går virkelig godt med rygestoppet. Jeg havde troet, jeg skulle kæmpe, men det skal jeg ikke. Jo det niver da lidt i haserne efter maden, men så går jeg ombord i opvasken, en bog eller noget andet. En anden svær situation er telefonsamtaler eller venten på bussen, men det går også allerede bedre.

Jeg har bevilget mig selv tre stykker tyggegummi pr. dag, men dem har jeg faktisk svært ved at nå op på.

Havde jeg dog bare hoppet ud i det for fem eller ti år siden. Men jeg var ikke klar. Det er lidt ligesom at få noget ud af at gå i terapi: Man skal være klar.

Hos fysioterapeuten

Hurtig ekspedition hos fysioterapeuten

Jeg vovede mig ud i heden – inden regnen der udeblev – for at tage til fysioterapeuten i Vanløse, som er en rigtig dejlig by, hvor jeg har boet i 18 år. Vanløse er en rigtig by med mange butikker nede på Jernbane Allé og ikke mindst en Irma. Jeg er gl. Irmapige med lyserød kittel og det hele, så jeg føler næsten ikke, jeg kan handle andre steder end hos Irma. Deres blå kaffe er uovertruffen. Jeg har boet i Vanløse i 18 år men fik en lejlighed, der var større her i Hvidovre. Derfor rykkede jeg teltpælene op. Nå undskyld det var et sidespring…

Konsultationen

Vi startede med at snakke lidt, og han spurgte, om jeg havde fået lavet øvelserne? Ja selvfølgelig da, og jeg kunne fortælle, at jeg den første aften gik alt, alt for hårdt til den, så jeg havde vildt ondt hele natten.. effektiv skulle træningen så ikke være! Herefter har jeg taget det mere roligt.

Det jeg har gjort mest har faktisk været at være opmærksom på ikke at sidde at hænge, så hele tyngden kommer til at ligge på skuldermuskulaturen. Jeg retter mig op 100 gange om dagen eller deromkring. Men elastikken er blevet strakt ud, og vandflasken med 250 ml vand er blevet hævet og sænket ud over kanten af bordet.

Jeg kunne med stor tilfredshed fortælle ham, at smerterne i skulderen er næsten væk, og at det kun er engang imellem jeg mærker smerterne i håndledet. Jeg prøver at holde små pauser, når der er gået et par timer med det statiske usunde arbejde, og det var han selvfølgelig glad for at høre.

Han havde ne god pointe: hvis man ikke holder pauser, kan man købe alverdens borde, mus og tastaturer. Det hjælper ikke. Det er pauserne og øvelserne, der hjælper. Det skrev jeg mig bag øret.

Han ville gerne se, hvordan jeg lavede øvelserne og efter det sagde han, at jeg gjorde det perfekt. Skønt at få ros af fysioterapeuten 🙂

Trackballmusen

Jeg fik spurgt, om det ville være en god idé at prøve med trackballmusen, og det var han slet ikke afvisende overfor, fordi den aflaster håndledet, når musen ikke skal løftes så mange gange på en dag.

Jeg har fået lov at prøve ind imellem, og hvis tommelfingeren ikke ryster helt vildt, er det okay at fortsætte og ellers er det no go. Så skal jeg stoppe med det samme. Det er der nu ingen tvivl om. Jeg har haft ondt nok i den arm og det håndled.

Ny tid

Da det går så fint kunne ingen af os se en grund til at mødes før om en måned for at konstatere om/at det fortsat går fint.

Alt i alt en meget positiv oplevelse hos fysioterapeuten. Det tog 15 minutter. Og nu håber jeg, regnen kommer, så luften kan blive vasket.

Fysioterapeut

Jeg har været til fysioterapeut

For første gang i mit liv har jeg været til fysioterapeut. Det var højre arm, det gjaldt. Smerterne er ellers aftaget meget, men jeg valgte at gå afsted alligevel. For tre eller fire uger siden havde jeg også en tid, men overlod den ridderligt til en anden, da jeg syntes, det var blevet bedre. Det skulle jeg aldrig have gjort. Måske hørte smerterne om det og kom derfor tilbage med uformindsket styrke. Så denne gang valgt jeg at være mindre ‘socialdemokratisk’.

Forløbet

Jeg er kommet i tanke om, at det startede midt i marts, for jeg måtte aflyse spille-aftaler med en medpatient, når vi var blevet udskrevet, fordi det simpelthen gjorde for ondt.  Den tredje maj har jeg skrevet om at have haft ondt i tre uger.

Rettelse: Der var symptomer allerede i oktober 2018.

Jeg skulle nok have gået til læge og fysioterapeut noget før! Jeg synes bare, jeg ser sundhedspersonale nok, og derudover har jeg hele tiden ventet på at det ville gå over af sig selv.

Symptomerne som de var

Smerter fra skulderen og ned til ud over fingrene. Ofte det fysioterapeuten kaldte ‘nålesmerter’ i hele armen. Det har sørme gjort nas – også om natten.

Nu er det stærkt på retur, og jeg tror en stærkt medvirkende faktor er, at jeg har købt et nyt bord, der har en tyve centimeter større dybde, så jeg kan lægge armen på bordet og ikke skal sidde med vinklet håndled længere. Jeg er heldig at kende en, der ville hjælpe med at sætte det op. Uden ham havde jeg stået som Moses ved de Røde hav.

Hos fysioterapeuten

Det var en umådelig positiv oplevelse. Han var simpelthen så sød og grundig (tror jeg da). Først stillede han selvfølgelig en masse spørgsmål, hvorpå han undersøgte skulderbladsmuskulaturen og de omliggende sener. Så tog han fat på underarmen og prøvede om han kunne fremprovokere smerte der; det kunne han heldigvis ikke.

Hans konklusion er, at der har været tale om en tennisalbue, der er på vej til at gå i sig selv, og at musklerne omkring skulderbladet er overanstrengte, fordi de ikke kan bære nok. Jeg er glad for, at han ikke sagde musearm, for jeg ved, det kan være svært at komme af med.

Og hvad så nu?

Han spurgte, om jeg var motiveret for at træne hjemme, og det er jeg helt bestemt. Jeg skal ikke ud i dette her en gang til.

  • Øvelse 1: Tag en træningselastik, hold den ud i strakte arme og træk hænderne fra hinanden i forsøg på at få skulderbladene til at mødes. Tre træningspas a ti styk pr. dag. (Det er ret svært!)
  • Øvelse 2: Tag en flaske med 250 ml. vand i. Læg armen så hånden rager ud over bordkanten. Vip langsomt armen op og ned 10 gang tre gange om dagen.
  • Vær opmærksom på at sidde ret, så skulderen ikke skal bære hele armen hele tiden, som den kommer til, hvis man hænger ind over bordet. Det skal jeg lige vænne mig til.

Jeg har fået en ny tid om fjorten dage og er spændt på, om der er sket fremskridt