/4 Kommentarer/i , /af ,

Jeg har mistet en ven og det er svært

Jeg har mistet en ven og det er svært

I min verden er der ikke så mange, jeg kan kalde venner

Jeg har mistet en ven og det er svært.

Jeg har mistet en ven, faktisk min nærmeste ven gennem rigtig mange år, og det er ikke let, men der kom et tidspunkt, hvor selv jeg måtte sige stop. Pludselig var fokus på det, der adskilte, fremfor det der var fælles. Jeg har ikke let ved grænsedragning, og jeg går for let for langt, men her gik grænsen.

Pludselig var jeg ikke fin nok, og pludselig var jeg ikke god nok endsige kulturel nok. Jeg gjorde pludselig ikke de ting, veluddannede og intelligente mennesker gjorde. Det gjorde mig trist, da jeg betragter mig som både veluddannet og intelligent.

Drøftet igennem med psykologen

Jeg har drøftet det hele igennem med psykologen, og det har gjort godt, fordi jeg selvfølgelig er bange for, at min verden skal vælte igen. Jeg ser ikke nogen nye indlæggelser for mig, men sporene skræmmer af naturlige årsager efter sådan 14 – 15 stykker. Angsten for at det hele skal begynde forfra er iboende, og jeg ved ikke, hvor meget (eller lidt) der skal til, før læsset tipper. Det gør det nu nok ikke, men bare tanken… Den er ikke til at holde ud. Endelig har jeg fået det godt; og sådan skulle det jo gerne blive ved.

Jeg er måske nok mere konfliktsky end de fleste, og jeg er nok ikke let at skændes med. Det kan selvfølgelig være irriterende, men sådan er jeg bare, og det har jeg overlevet på i mange herrens år. Men jeg er et okay menneske, der ikke gør andre mennesker fortræd. Jeg er relativt rummelig og forsøger at sætte mig ind i, hvor andre er.

Anette og jeg blev enige om, at der måske kunne være en idé i at søge fællesskaber blandt andre nørder. Det kan være blandt andre medlemmer af Aspergerforeningen eller blandt andre mensanere. Det vil jeg overveje. Selv jeg kan jo da have behov for andre levende væsener.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Verdens bedste sundhedssystem

Verdens bedste sundhedssystem!

(Kl. 14:33 var der 33° Celsius på Hvidovrevej. Det er ikke noget for mig.)

Verdens bedste sundhedssystem.

Fremragende sundhedsvæsen

  • På mandag er det ECT-dag igen, så kl. 9:00 ringede ‘min’ sygeplejerske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen og oplyste, hvornår hun havde bestilt Flextrafik til mig mandag morgen. Det er også hende, der holder mig i hånden, når jeg er bange for ikke at vågne op igen. 9:10 og 20 minutter frem, skal jeg være klar. Sådan er det altid – der er et tidsspand på 20 minutter, men de kommer altid på det først udmeldte tidspunkt. Jeg har aldrig ventet de 20 minutter.
  • Hun mindede mig om at tage de 25 mg. Quetiapin. Jeg må gerne, og de er måske en hjælp mod angsten. Den er ikke så slem denne gang.
  • En time senere ringede hun og fortalte, at anæstesien ikke vil bedøve mig, med mindre de får et nyt EKG, der ser bedre ud. Der var for mange afvisninger. De har sørme styr på tingene forud for behandlingen.
  • De sidder åbenbart og tjekker de enkelte EKG’er, der ikke må være mere end to måneder gamle.
  • Selvfølgelig blev jeg lidt bekymret. EKG er trods alt noget med hjertet. Jeg kunne fortælle, at jeg faktisk havde tid på Hvidovre Hospital (HH) kl. 13:50 til EKG og blodprøver (der er også bøvl med kolesteroltallet… Jeg forstår ikke hvorfor; måske for meget ost?). Så der vil være et frisk EKG at kigge på inden behandlingen på mandag. Vi aftalte, at jeg bare skulle stå stand-by mandag morgen.
  • Jeg vandrede de 20 minutter ned til HH, og fik taget EKG og blodprøver. Da jeg bagefter stod i vandrehallen, ringede jeg til ECT-sekretæren, og bad hende kontakte anæstesien og sige, at der nu forelå nye resultater, de kunne dyrke. Der var lidt besvær med det, fordi hun tilhører psykiatrien, og ikke uden videre kan kontakte somatikken. Der er åbenbart vandtætte skodder mellem de to dele af systemet. Men hun gjorde sit arbejde godt og lovede at se, hvad hun kunne gøre.
  • Ann Jeanet havde fri på det tidspunkt. Hende kunne jeg ikke komme til at tale med.
  • Da jeg stod i den kilometerlange kø i Kvickly ringede Ann Jeanet hjemmefra i sin fritid og fortalte, at hun havde fået mail fra anæstesien på HH om, at alt var i orden, de havde set det nye EKG, og der var ikke nogen afvisninger. Så jeg skal være klar mandag morgen som oprindeligt aftalt.
  • Det er da imponerende. Alt dette skete på ca. to timer.

Dedikerede medarbejdere

Et sådant flow kunne ikke lade sig gøre uden super-dedikerede medarbejdere, der har styr på patienterne – også i fritiden. Jeg er meget imponeret. Psykiatrien er undtaget for sygeplejerskestrejken, men deres krav er fuldt forståeligt. Selvfølgelig skal de ikke aflønnes ud fra en tankegang, der blev født ved tjenestemandsreformen i 1969.

Hende, jeg var til EKG hos, betegnede sig selv som perfektionist. Sådan betragter jeg også mig selv på nogle områder, så det fik vi en fin lille sludder om. Hun var også årgang 1963 og vi havde haft den samme type røde rulleskøjter (af mærket ‘Basta’) og en far, der løb efter den første to-hjulede cykel med et kosteskaft i ryggen (på cyklen altså).

Hun sagde, pulsen skulle ned, og at jeg skulle tænke på noget andet end det dårlige EKG. Og det gjorde jeg så. Hun var så sød og grundig, og nu er EKG-tallene, som de skal være, og jeg kan komme i narkose på mandag. Det er jeg meget lettet over.

Jeg synes, det er fantastisk!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne er syge

Efter Ydelseskommissionens rapport er der fokus på mennesker, der modtager kontanthjælp.

Marianne Stein, der er forfatter, debattør, foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver, havde således en kronik i Politiken søndag den 30. maj 2021, hvor hun sammen med sociolog Anne Marie Lyager Kaae skrev, at det for de syge drejer sig om at overleve jobcenterets kynisme – og ikke mindst, at 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de er syge. Jamen de burde jo slet ikke figurere i kontanthjælpssystemet. De burde være på sygedagpenge og hjælpes derfra.

På Marianne Steins hjemmeside findes også en blog, hvor læserne kan kommentere indlæg. Der er en kommentar til det seneste indlæg, hvor Jane Pihlman (som er kendt fra debatten, men jeg kan ikke huske hvordan) bekræfter de ca. 70-73 pct. Hun henviser til en statistikbank ved navn Jobindsats.dk, så den har jeg besøgt, fordi jeg ville prøve, om jeg kunne danne samme andele. Det kunne jeg ikke, for jeg kan ikke overskue alle sidens muligheder, men der er en ironisk ting:

En af tabellerne hedder “Overlevelseskurver”. Hvordan kan de få sig selv til det på en side fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der publicerer data om Arbejdsmarkedet? I realiteten handler alle data dog om mennesker, der ikke er på arbejdsmarkedet. Måske siden skulle have haft en helt anden undertitel?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Hvorfor er de syge på kontanthjælp?

Jeg ved det ikke. Der er dog en oplagt mulighed og det er, at kommunen sparer en hel del ved at flytte borgeren til kontanthjælp fra sygedagpenge, der udgør 4.460 kr. pr. uge (* 4 = 17.840 pr. md. før skat). Hvis man skal have nogenlunde det samme (15.547 kr. pr. md. før skat) i kontanthjælp, skal man være forsørger og over 30 år eller fx psykisk syg, under 30 med forsørgelsespligt. Der er dog stadig 2.300 kr. i forskel.

Der er adskillige satser for kontanthjælp. De er, sammen med en række andre ydelser, listet her. Det er positivt, at Ydelseskommissionen vil rydde op i det roderi og i stedet operere med bare to ydelser. Sagen er vel, at det nuværende system er vokset ved knopskydning, og så er resultatet ofte den slags roderi.

Marianne Stein og hendes medforfatter stiller sagen på spidsen

Det er at stille sagen på spidsen, når man skriver om at “overleve jobcentrets kynisme”, men det skal man, hvis man vil opnå noget med en kronik, og hvis man vil råbe Christiansborg op. Det kommer bare til at virke som om, de kommunale medarbejdere er ansat ud fra et “ondsindethedskriterium”, og det er selvfølgelig langt fra tilfældet.

Jeg tænker naturligvis tilbage på mine egne oplevelser med jobcenteret i Hvidovre Kommune, og de var vist kun positive. Det var mig, der pressede dem og ikke omvendt. Sagsbehandleren roste mig efter sagens afslutning for at have været positiv gennem hele forløbet. For min part syntes jeg, han havde været kompetent og forstående. Jeg var også så heldig vist nok kun at have den samme – muligvis kun to forskellige sagsbehandlere. Men kan det være rigtigt, at man skal være “heldig”? Burde alle borgere ikke have den samme sagsbehandler gennem hele forløbet? Burde alle ikke have en kompetent og forstående sagsbehandler?

Når presset er væk, får man det bedre

Psykologen sagde på et tidspunkt, at det ikke kun er på grund af ECT, jeg har fået det meget bedre. Det skyldes også, at hele det udefrakommende pres er taget af bordet, og det har hun ret i.

(Syge) Kontanthjælpsmodtagere, der lever i årevis i usikkerhed om fremtiden, får det naturligvis ikke bedre. Der er en stresstilstand knyttet til ikke at vide, hvad der skal blive af en. Flytning? Overlevelse? Økonomi? Arbejdsmarked?

Tilkender rehabiliteringsteamet ressourceforløb, der kan vare mellem et og fem år, er der tale om en relativ tryghed i de år, forløbet varer, men derefter er fremtiden igen usikker for de fleste. Presset er ikke taget af.

Når jeg skriver “for de fleste” skyldes det, at der selvfølgelig er undtagelser. Jeg glemmer aldrig en medpatient på 808, psyk. i Hvidovre, der var 35 – 37 år, meget syg af skizofreni og havde været indlagt mange gange. I hvert fald havde jeg truffet hende mange gange. Hun var vældig sød, og vi talte godt sammen.

Hun var tilkendt ressourceforløb, så jeg spurgte hende, hvad der foregik i et sådant. Der foregik ingenting. Og hendes fremtid tegnede sådan her: Når de fem år var gået, ville hun blive tilkendt et nyt femårigt ressourceforløb, og når det løb ud, ville hun være 40 år, og så kunne hun få førtidspension. Hvis det ikke er vanvittigt, ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.

De kommunale ressourcer kunne sikkert være brugt meget mere fornuftigt, og måske ville patienten have fået det meget bedre meget hurtigere?

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Angsten for ECT

Angsten for ECT

Jeg har været hos psykologen

Om at håndtere angsten for ECT.

Hun (altså psykologen) kan altid vende det hele på hovedet – og det er dejligt! Om et par måneder skal jeg nok sige farvel til hende, idet hun flytter sin praksis. Det har jeg prøvet før; jeg ser lidt med gru på det, men vi er helt enige om, at jeg i realiteten ikke har behov for hende længere mere bortset lige fra dette ECT-noget. Skulle der opstå et eller andet behov, kender vi hinanden godt nok til at kunne tage en enkelt eller to sessioner online. Eller også hopper jeg da på toget; hun flytter jo ikke til verdens ende.

Det er en stor ting for mig, for hun har været med siden foråret 2015 og hjulpet med at bringe ufatteligt mange vanskelige ting på plads. Hun har kunnet alt det, de øvrige behandlere har måttet give op overfor eller har serveret halve løsninger på. Hun har accepteret, at jeg er styret af min hjerne og hjulpet mig ud fra det. Ingen maleterapi til mig. Sådan noget kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan dårligt tegne en tændstikmand.

Angsten for ECT – det handler om kontroltab

Vi fandt ud af så meget godt. Nu har jeg en “værktøjskasse”, jeg kan tage frem om tre uger, og som jeg tror på. Forklaring følger:

  1. Der er endnu ikke nogen, der ikke er vågnet op efter behandlingen, siger de i Glostrup. Jeg skal have undersøgt, om det bare er i Danmark, i Europa, i verden, eller hvordan det er. Hvis jeg kan få styr på fakta, kan jeg lettere tale angsten ned om søndagen og mandag formiddag.
  2. Jeg har, siden jeg var 14 år (og det er godt nok længe siden), overlevet ved med indædt styrke at overvinde svagheden. Det lyder floromvundet, men det er sandt.
  3. Fra 2014 og frem fik jeg en identitet som “syg” = svag. Og det var jeg også. Den identitet er væk nu, og noget andet må træde i stedet. Der er tale om en transformationsproces. Jeg har det rigtig godt, når jeg passer behandlingerne, Distriktspsykiatrien, psykologen og den smule medicin, der er tilbage. Men når jeg ligger på briksen i Glostrup og venter på, at de tænder for bedøvelsen, jeg kigger på slideshowet i loftet, de siger “har vi bideskinnen parat?”, “er ECT-apparatet indstillet til 90 pct.?”, de slår sengehestene op osv., er det et enormt kontroltab. Jeg er i deres “vold” og har ingen verdens indflydelse. Jeg er nødt til at stole på, at de kan deres kram – og det kan de, for de laver ikke andet mandag, onsdag og fredag i hvert fald om formiddagen. Og som sagt, er der endnu ikke nogen, der er døde af behandlingen. Der gives, så vidt jeg husker, ca. 2.000 behandlinger årligt i Danmark.
  4. Jeg har en indre checkliste, og jeg følger meget nøje med i, hvad de foretager sig, og om de gør det rigtigt. Det er jo helt absurd, men sådan er jeg, og det kan jeg ikke lige lave om på. I mandags var jeg bekymret for, om bedøvelsen løb ved siden af venflonen, for det føltes, som om det løb koldt ned ad underarmen. Jeg sagde det højt, og anæstesien forklarede, at det bare føltes sådan. Sådan synes jeg bare ikke, det plejer at være og jeg har trods alt prøvet det mange gange.
    • De tilbød at sige højt, hvad de foretog sig. Det afslog jeg, fordi jeg var bange for, at det blev for mange indtryk, som jeg ikke kan rumme på en gang. Det vil jeg revidere. Hvis de siger højt, hvad de gør, kan jeg måske bedre føre min checkliste? Det lyder som en bevidst handling at ville kontrollere, men det er det ikke.
    • Jeg har sagt fra overfor en kødrand af studerende, der skal se på. Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv, når jeg ligger svag og sart uden fodtøj på briksen. På en eller anden måde skal de studerende selvfølgelig lære det, men de må øve sig på en anden end mig. Der er patienter nok.
  5. Før i tiden betød det ikke så meget, om jeg vågnede op igen. Det var vel ikke en bevidst tanke, men sådan var det. Nu er det livsvigtigt.
  6. I søndags fik jeg et tilbud om at komme på besøg hos min ven hver tredje søndag. Det afslog jeg, fordi jeg tænkte, jeg ikke var værd at være sammen med. Det var nok dumt, og jeg vil prøve, om den beslutning kan revideres. Hvis fokus kan flyttes fra angsten nogle timer, er meget vundet. Er jeg bare sammen med mig selv, fylder angsten 90 pct. af bevidstheden, også selvom jeg laver noget, der kræver fuld koncentration

Det hjælper at sætte ord på

Det har altid hjulpet mig at sætte ord på svære ting. Det er rigtig godt med psykologen, og jeg har optaget alle vores samtaler, eller i hvert fald 95 pct. af dem, og kan høre dem igen, hvis det skulle blive nødvendigt. I dag søgte hun efter flere ord fra min side. Hun havde ikke meget at gribe fat i, når jeg bare kunne sige, at jeg er angst for ikke at vågne op igen. I Glostrup siger de, at det er fuldstændig almindeligt med folk, der lægges i narkose. Det gør bare ikke min angst mindre eller bedre at være i stue med.

Men nu har jeg nogle helt konkrete ting, jeg kan gøre – jeg kan handle, og så kan jeg se, om det hjælper. Det skulle jo nødig gå hen og blive så stort et problem, at “de” beslutter at indstille behandlingerne. For hvad gør jeg så? Jeg skal under ingen omstændigheder tilbage til medicinen.

I morgen er der mulighed for at sætte endnu flere ord på: Jeg skal i Distriktspsykiatrien til møde med min kontaktperson, og hun har fået psykiateren til at deltage. Det er så fint.

De passer alle sammen godt på mig, og det kan jeg ikke lade være at være taknemmelig over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.