/8 Kommentarer/i , /af ,

Bange for ECT

Bange for ECT

Det er regulær dødsangst

Bange for ECT.

Hele weekenden er ødelagt; det er godt nok kun hver tredje weekend men alligevel… De poder ganske vist ikke vaccinerede patienter for Covid-19 længere, så det er slut med at skulle op og til Psykiatrisk Center Glostrup før en vis herre får sko på søndagen før mandagen. Nu er det kun om hver tredje mandag, hvor jeg på fornem vis bliver hentet af Flextrafik omkring kl. 08, afhængigt af hvad nummer i rækkefølgen jeg er. Det er en “fabrik”, men det mærker man ikke, for de er så utrolig søde og kender mig efterhånden godt.

De mandag morgener går morgenritualet stærkt, for der er selvfølgelig ingen morgenmad, ingen morgenkaffe eller lignende. Det harmonerer ikke med fuld narkose. Søndag aften spiser jeg først kl. 22, for ellers bliver sulten mandag formiddag simpelthen for stor. Jeg tager det sidste glas vand ved midnatstid, der er grænsen for, hvornår man må indtage noget.

Søndag aften husker jeg at undlade at tage Lyrica/Pregabalin, der er et middel mod Restless Legs/Neuropatiske smerter, som er en krampetilstand i læggene. Da formålet med ECT-behandlingen er at fremkalde en krampe i hjernen, er der ingen idé i at tage et krampestillende middel aftenen før.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Det kan siges og skrives meget, meget enkelt: Selvom jeg har prøvet dette ca. (eller mere end) 75 gange, er jeg bange for ikke at vågne op igen til det liv, jeg endelig er blevet så umådeligt glad for. Før i tiden var det ligegyldigt, nu er det livsvigtigt. Det er i virkeligheden umådelig positivt. Det føles bare ikke så positivt i den time til halvanden, der går fra mødetidspunktet, til det er min tur.

De har givet mig lov at tage 25 mg. Quetiapin og en mikroskopisk tår vand at skylle ned med, inden jeg tager afsted. Det er første gang, jeg skal prøve det og jeg er spændt på, om det hjælper. Jeg tror dog ikke meget på det, da det er en sjettedel af det, jeg tager for at sove.

Sidst kom en læge og sagde “du var meget nervøs sidst; er der noget, vi kan gøre for dig?” Det vil sige, de har noteret det et sted. Jeg kunne ikke svare, idet tårerne i stedet trillede. Åh for f****** (gæt selv, hvad stjernerne står for).

Situationen er låst

Jeg skal på ingen måde tilbage til al den antipsykotiske medicin og Parkinsonismen, der nærmest gjorde mig invalid til sidst, og jeg skal ikke ind i den endeløse række af indlæggelser igen. ECT er derfor eneste mulighed. Det virker utrolig godt og jeg har ikke været indlagt siden de to måneder fra oktober til december 2020. Sådan skulle det gerne vedblive.

Der er ikke andet for end at lære at leve med angsten og den destruerede weekend og så bede Ann Jeanet holde mig i hånden, til verden er væk.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Venskab med forskellighed

Venskab med forskellighed

Jeg nyder hvert et sekund

Venskab med forskellighed.

Jeg talte med min ven om det med at kede sig ctr. ikke at kede sig. Hun har en masse interesser, jeg ikke deler og vice versa. Sådan er det at have et venskab. Vi kender hinanden på et metaplan; det sætter jeg utrolig stor pris på. Hun har fx. umådelig stor forstand på operaer, men kommer til kort, hvis jeg nu skulle begynde at tale om hjemmesidedesign; så det gør jeg ikke. Det udvikler forhåbentlig os begge! Eller også tier vi bare stille i respekt for, at vi er forskellige! Hvis man grundlæggende holder af hinanden, skal man jo ikke være enige om alting.

(Senere: det gik ikke, og vi har sagt farvel. Man skal ikke ændre mig.)

At kede sig

Min ven har forladt arbejdsmarkedet for mange år siden. For mig er det nyt ikke længere at skulle måles og vejes – og på det seneste blive fundet for let hver dag – men jeg elsker det. Jeg elsker hvert et sekund af mit nye liv.

Vi talte om det med at kede sig eller ej. Ingen af os keder os.

Nogle anskaffer sig et Netflixabonnement som det første, når de bliver pensionister – førtids- eller ej. Jeg har kontakt med tidligere medpatienter, der er tilkendt pension, fordi de er hammer-syge, og som bruger dagen på at se serier på Netflix.

Jeg har omvendt skyndt mig at afmelde mit abonnement på Netflix. Hvorfor betale 79 kr. pr. måned for noget, jeg alligevel aldrig brugte?

Kognitive deficitter

En kognitiv deficit er for mig, at jeg ikke kan holde på en historie fra den ene aften til den anden. Andre mennesker kan starte på en serie om mandagen og se videre om tirsdagen og om onsdagen. Det kunne jeg også engang, men det kan jeg ikke længere. Det er lidt træls, men det er på den anden side ikke noget, jeg begræder. Der er så meget andet, der optager mig mere.

Det sker en sjælden gang, jeg finder en film, jeg gerne vil se; jeg tænder for den, ser præamblen og tyve minutter ind i den, hvorefter det går op for mig, at jeg reelt ikke ser/lytter. Jeg har meget mere lyst til at lave noget selv, selv at være aktiv. At sidde og “glo” ind i TV-skærmen er ikke noget for mig.

Da jeg havde Parkinsonisme

Jeg tegnede abonnementet på Netflix, da jeg havde Parkinsonisme i sommeren 2020, for der var jeg alvorligt bange for, at jeg også var dement, og så kunne tiden vel gå med at glo passivt ind i en skærm?

Det gav sig allerstærkest udtryk, da jeg en morgen ikke kunne huske, hvordan man lavede kaffe. Det var frygteligt. Forestil dig, at der er noget, du har gjort mindst 14.600 gange tidligere, og og som du pludselig ikke længere kan huske, hvordan man gør. Jeg forestillede mig, at jeg skulle holde fast i livet med det alleryderste af neglene. Og at der måtte komme nogen og lave kaffen for mig! Jeg skruede op for nødkaldet og ringede til Hvidovre Kommune for at sikre mig, at det nu også virkede.

Næh – jeg vil ikke pive. ECT er godt for mig, og jeg vil aldrig nogensinde tilbage til medicinen, som var det, der fremkaldte Parkinsonismen. Jeg vil bare fortælle, at Parkinsonismen var værre end både manierne og depressionerne tilsammen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

CSS – lærer det aldrig

CSS - lærer det aldrig - og hjerne

Hjernen er ikke, hvad den var!

Jeg kan ikke lære at kode CSS

For pokker hvor er det træls! Hjernen er ikke, hvad den var. Jeg mærker det, når jeg ikke kan huske, men det har jeg accepteret og fundet strategier til at imødegå, men det er svært, når jeg prøver at lære noget nyt fx. CSS, som er en måde at få hjemmesiden til at se ud, som jeg nu vil have det. Man kan komme langt med “Træk og slip”, men af og til er det nødvendigt at kunne skrive noget kode selv. Det gør en fri, hvis man kan selv.

Jeg prøver at bruge alle de “selvstudier” (“tutorials”), der ligger på nettet,  men det går ikke særlig godt, og det tager mig timevis at nå selv små resultater. Jeg har svært ved at forstå selv korte “beskeder”, og jeg skal se dem adskillige gange, før de giver rigtig mening. Det er træls, og jeg føler mig dum. Jeg køber mig i stedet til CSS hos Michael Storm fra Designunivers. Ham kan man stole på; han er både dygtig og hurtig.

Jeg er klar over, at jeg ikke er blevet rigtig dum af at blive syg; på den anden side er jeg klar over, at jeg engang var kvikkere. Jeg kan se på mit Curriculum inden jeg blev syg og tænke, at det beskriver en “datid”, og sådan er det. Det er i datid. Jeg ville aldrig nogensinde kunne hamle op med de samme jobs igen. Det skal jeg gudskelov heller ikke. Der er en grund, eller flere, til at jeg har fået pension.

Jeg savner ikke det liv, der er beskrevet i mit CV, for jeg har det langt bedre nu, hvor jeg beskæftiger mig med det, jeg synes er sjovt, alle mine vågne timer. Jeg nyder hvert et sekund. Væk er angsten for ikke at slå til selv i det mindste fleksjob. Men jeg kan naturligvis savne at have det mentale overblik, der gjorde, at jeg var i stand til at lære fx CSS eller en anden form for programmering.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

ECT og Hokus pokus

Angst for ECT 1

Angsten for ECT

Det fylder meget for mig med angsten for ECT, så jeg måtte tage det op med psykologen endnu engang. Normalt er det sådan, at har jeg forstået et eller andet, behøver vi ikke tale om det igen. Så er det, som det er. Jeg er “hjernestyret” og behøver ikke flere guidelines, når jeg først har forstået det.

Og jo – jeg har forstået, at jeg nu endelig har fået et liv, jeg er umådeligt bange for at miste, og derfor er jeg bange for ikke at vågne op af narkosen hver tredje mandag. Regulær dødsangst efter så mange år med regulære dødsønsker. Det ved man da, hvad er. Jeg går og tænker, at jeg håber at få 30 år endnu delvist på det offentliges regning. Flinke folk – og selvfølgelig delvist på min pensionskasses regning. Jeg bliver sikkert fattig som en kirkerotte, når jeg bliver folkepensionist om 11 år, men dels sparer jeg op til det, dels er der ingen, der siger, jeg lever så længe. Det går nok endda. Jeg håber bare at overleve så længe.

Professor og overlæge Poul Videbech

Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning er ledet af professor og overlæge Poul Videbech. I sin forskning har Videbech fokus på særligt de svære depressioner. Ved hjælp af MR-scanninger samt neuropsykiatriske og psykologiske metoder forsker han i, hvordan behandlingsformerne mod depressioner kan individualiseres og forbedres.

Poul Videbech har skrevet meget om ECT, og han er formentlig den person i Danmark, der ved mest om behandlingen. Især denne artikel er vigtig at læse, hvis du vil vide noget om ECT.

Og så til “hokus pokus”

PsykologDet første billede af Jørgen Stegemüller og Hanne B. Stegemülleren har altid respekteret, at jeg fx ikke var til tegne-/maleterapi, uanset hun også er uddannet noget, der hedder “kunstterapeut” (jeg ved ikke helt, hvad det går ud på). Jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Det har hun respekteret. Hun har siden februar 2015 respekteret, at jeg er lidt sær, men har været med på at opbygge en tillidsfuld relation alligevel. Hun har altid respekteret, at jeg bare er en “tænketype”.

At hun har respekteret mig gør også, at jeg respekterer hende! Den slags er som hovedregel gensidigt. Efter seks år er jeg klar til at lytte:

Det er lidt “hokus pokus” men jeg vil printe det bedste billede ud af min far inden næste ECT. Jeg vil lægge billedet på mit bryst, inden jeg sover ind, mens sygeplejersken holder mig i hånden. Han var den eneste voksne, der forstod den, jeg var/er.

Skulle det forfærdelige indtræffe, at jeg ikke vågner op igen, mødes jeg måske med ham igen, der hvor han nu end er, og det vil jeg gerne.

Er der mere efter dette?

Nej selvfølgelig er der ikke mere efter dette. Det tror jeg såmænd ikke helt. Vi spises sikkert bare op af ormene, men jeg finder alligevel en form for trøst i tanken om, at vi skal mødes med nogen, vi havde kær. Jeg vil gerne mødes med min far. Derfor tager jeg et billede med af ham. Jeg har mange billeder af ham, men jeg tager det bedste, hvor jeg ser ham som voksent menneske. Billedet af den mand jeg husker.

At det ikke bare er slut, og at der er et eller andet efter det jordiske liv, kan jeg godt lide. Selvom jeg definerer mig som kristen, tror jeg ikke på noget så fjollet som et himmerige med englebasser mv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.