/4 Kommentarer/i , /af ,

Corona og ECT

Corona og ECT

En større øvelse

Jeg har lyst til kort at at fortælle om den indvirkning, Corona gør på ECT-behandlingerne. Derfor hedder posten “Corona og ECT”.

Population

Peter Geisling sagde i ‘Lægens bord’ for et par uger siden, at man tilbyder ECT (elektrochok) til ca. 2.000 danskere årligt. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien sagde forleden dag, at ECT ikke er noget, man ‘bare’ tilbyder. Der er trods alt tale om strøm til hjernen.

For mit vedkommende er det meste af medicinen afløst af ECT hver tredje uge, og jeg bytter aldrig tilbage. Jeg skal aldrig tilbage til Parkinsonismen!

Aldrig har jeg haft det bedre. Jeg betaler prisen i form af en ekstraordinært elendig hukommelse, men det er der bare ikke noget at gøre ved.

Man siger normalt, at ECT kun rammer korttidshukommelsen (kaldes også ‘arbejdshukommelsen’), og at generne vil være forbigående og overståede i løbet af tre måneder. Sådan har jeg det slet ikke.

  1. For det første vil jeg ved ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge aldrig nå de tre måneder.
  2. For det andet er der masser fra langtidshukommelsen, der er slettet. Der er lange perioder af mit (arbejds)-liv mange år tilbage, jeg slet ikke kan huske.

Inden du skyder al skylden på ECT, skal du være opmærksom på, at den grundlæggende lidelse (bipolar affektiv sindslidelse) i sig selv kan medføre væsentlige hukommelsesproblemer. Jeg er ikke selv i stand til at skelne den ene årsag fra den anden, og det er der vist heller ikke andre, der kan.

Corona og ECT

Som sagt får jeg ECT hver tredje uge. Det er planlagt til hver tredje mandag i hvert fald indtil marts og selvfølgelig har pandemien indvirkning på forløbet.

Jeg skal tage ud til Psykiatrisk Center Glostrup dagen før (dvs. om søndagen) tidligt om morgenen for at få foretaget en PCR-test. Det skal være tidligt, for at de kan nå at analysere testen, inden jeg melder mig til behandlingen mandag morgen.

Efter testen søndag morgen skal jeg gå i selvisolation, for ellers ville den jo være ligegyldig. Transporten søndag foregår med taxa, som RegionH betaler. Hvis testen er negativ, bliver jeg hentet mandag morgen af Flekstrafik og kørt til Glostrup. Når behandlingen er overstået, og jeg er vågnet op af narkosen, bliver jeg kørt hjem af Flekstrafik – også betalt af regionen.

Jeg bliver ringet op af Psykiatrisk Center Glostrup et par dage før, så vi kan aftale tidspunkter for taxa og Flekstrafik. Jeg er nødt til at være ved pen og papir for at skrive vores aftaler ned, men det går også.

Jeg har fundet frem til, at et rigtig godt tidspunkt at møde frem til PCR-testen er søndag morgen kl. ca. 8:15. Der er der ikke et øje i venteværelset, og de kan se mig med det samme, og jeg kan være hjemme igen ved 9-tiden. Jeg hader testen, men accepterer, at sådan er det nu engang.

Sikke et virvar! Men de har styr på det, og det glipper ikke, selvom processen må siges at være “håndholdt”. Jeg glæder mig usigeligt over at leve i et velfærdssamfund. Det er utrolig flot, at alt dette kan koordineres.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/6 Kommentarer/i /af

Et etisk dilemma

Et etisk dilemma

Godt jeg ikke er Søren Brostrøm

Et etisk dilemma

Det fremgik her til aften af TV avisen 18:30, at der er kommet for få vacciner til Europa, fordi AstraZeneca ikke har formået at levere som aftalt. Nu må der altså prioriteres mellem hvem der skal have de vacciner, der er kommet.

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen ved direktør Søren Brostrøm, der forestår denne prioritering sikkert vejledt af sit embedsværk.

Han har valgt at lade de 85-årige – og dem derover – komme foran det resterende frontpersonale. Tænk at skulle træffe den beslutning. Det ville kunne holde mig vågen natten lang.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) siger

Hos DSR, der organiserer en stor del af frontpersonalet, er man selvsagt ikke begejstret! De skriver sådan på deres hjemmeside.

De mener kort sagt, at Sundhedsstyrelsen burde være fortsat med den ‘to-benede’ strategi, hvor man både vaccinerer de gamle og sårbare samtidig med frontpersonalet. Deres argument var (i TVA): hvad hjælper det, at dem på 85+ overlever Corona, hvis de så får andre sygdomme, og der ikke er nogen tilbage til at passe dem? Det er selvfølgelig sat på spidsen og karikeret, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Min mening?

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var Søren Brostrøm, da der i den grad er tale om et etisk dilemma. Sætter man det, som DSR gør, på spidsen, er det valget mellem hvem, der skal overleve, hvis man absolut skal vælge en af de to grupper.

Jeg køber ikke helt den med den ‘to-benede’ strategi for det kommer der jo ikke flere vacciner af. Når der ikke er til alle, må der prioriteres.

Jeg talte med min veninde, der er 75 år, om sagen. Hun vidste heller ikke helt, hvad hun skulle mene men hældede nok mest til at støtte DSR. Hendes argument var, at hvis der ‘bare’ er tale om at udskyde døden fra 85 år til 87 år, så er det bedst at vaccinere frontpersonalet først. Det er selvfølgelig også sat på spidsen og karikeret, men igen er jeg ikke enig. Jeg synes, det er for bastant, og jeg bryder mig vist ikke om den prioritering af liv. På den anden side: der er – i første omgang – ikke til alle, og så må man vælge, og det har Søren Brostrøm så gjort. Det er dejligt ikke at være direktør for Sundhedsstyrelsen.

Noget jeg godt ved: I forbindelse med en verdensomspændende epidemi burde man gribe til et helt andet middel for at få fremstillet tilstrækkeligt med vacciner i en fart: Man burde indføre en midlertidig suspension af patentrettighederne, så adskillige producenter verden over kunne begynde at fremstille vacciner, så hurtigt de overhovedet kunne. Der skal jo en del til for at få vaccineret hele klodens befolkning. Vi er vist omkring syv milliarder mennesker på jorden. Minimum 80 pct. skal vaccineres for at opnå den såkaldte flokimmunitet. Det ville selvfølgelig betyde mindre fortjeneste til hver producent, men det er der bare ikke noget at gøre ved. En gang imellem må profithensyn vige for andre hensyn.

Hvad mener du, hvis du mener noget?

/3 Kommentarer/i , , /af , ,

Struktur

Struktur hos psykologen

Hos psykologen

Hvordan får jeg struktur på mine dage?

Vi talte mestendels ‘struktur’ hos psykologen i dag; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂

Ugeskemaer

Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.

Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.

Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.

Er jeg afklaret?

Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?

Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?

Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:

  1. Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
  2. Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.

Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.

En snak med sagsbehandleren

Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.

Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene,  for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?

Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.

Limboet

Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…

Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.

Hvis jeg skulle leve livet om

Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftsætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.

Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.

Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv, en identitet og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i /af

Stik nummer et mod Coronavirus

Stik nummer et mod Coronavirus

Så er jeg halvvejs

Stik nummer et mod Coronavirus.

Fredag morgen kl. 8:45 var jeg klar på Frederiksberg Hospital til det første stik – vaccinen mod Coronavirus. Hun stak i højre overarm, og det kunne overhovedet ikke mærkes. Der har heller ikke været noget at mærke de følgende dage. Næste stik bliver den 5. februar kl. 9:15. Til den tid kan jeg så føle mig nogenlunde sikker 7-10 dage efter. Jeg kan ikke huske, hvor jeg fandt den information, men sådan er det.

Til den tid er min nærmeste ven også vaccineret to gange, og vi kan begynde at ses igen. Det glæder jeg mig meget til.

Sikke en logistik

Sidste weekend brugte jeg rigtig lang tid på vacciner.dk for at finde et vaccinationssted med en ledig tid. Det lykkedes hverken lørdag eller søndag, selvom jeg søgte alle stederne igennem – selv helt til Roskilde. Nuvel sitet kunne jo være overbelastet i weekenden, så jeg prøvede igen mandag formiddag, og der lykkedes det sørme at finde en ledig tid – ganske vist ikke det nærmeste sted, som er Hvidovre Hospital,  men pyt med det. Jeg transporterer mig gerne.

Jeg er imponeret over myndighedernes samarbejde og logistik i denne coronatid. Tænk hvad de skal få op at køre dels for at passe på dem, der faktisk er smittede og syge, dels for at sikre at alle de andre ikke bliver smittede og syge.

Pressemøderne er dem, vi sikkert alle ser, men de er det mindste af det. Der er masser af hjemmesider, der løbende skal holdes opdaterede, masser af personale, der skal (efter-)uddannes, masser af alting der skal håndteres, for at vi bare kan opretholde illusionen om, at samfundet fungerer selv under en hård nedlukning. Det er flot.

På Frederiksberg Hospital

Da jeg var på Frederiksberg Hospital, var jeg også imponeret over deres logistik: Jeg blev – iført mundbind – vist hen til en lille glasluge, frem med sygesikringskortet, blev krydset af, fik udleveret et spørgeskema hvor jeg blandt andet skulle svare på, om jeg var gravid eller ammede eller tidligere havde haft allergiske reaktioner efter vaccinationer.

Derpå nul ventetid og jeg blev vist ind til en sød sygeplejerske, som jeg bad stikke i højre arm, da jeg sover på venstre. Nålen er meget lang men også meget tynd, så man kan ikke mærke den.

Herefter: til venstre og ud og sidde i 15 minutter med god afstand til de andre ventende, så personalet kunne holde øje med, at jeg ikke drattede om som følge af vaccinationen. Det gjorde jeg ikke. Og så var det bare at tage hjem igen. Uhyre effektivt var det.

Der sidder nogle mennesker og udtænker og planlægger alt dette. Dem kan jeg godt være imponeret af. Selvfølgelig kommer frontpersonalet i første række, men alle de andre nødvendige hænder gør også en ekstraordinær indsats i disse dage. Dem sender jeg også en venlig tanke.