Et etisk dilemma

Et etisk dilemma

Godt jeg ikke er Søren Brostrøm

Et etisk dilemma

Det fremgik her til aften af TV avisen 18:30, at der er kommet for få vacciner til Europa, fordi AstraZeneca ikke har formået at levere som aftalt. Nu må der altså prioriteres mellem hvem der skal have de vacciner, der er kommet.

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen ved direktør Søren Brostrøm, der forestår denne prioritering sikkert vejledt af sit embedsværk.

Han har valgt at lade de 85-årige – og dem derover – komme foran det resterende frontpersonale. Tænk at skulle træffe den beslutning. Det ville kunne holde mig vågen natten lang.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) siger

Hos DSR, der organiserer en stor del af frontpersonalet, er man selvsagt ikke begejstret! De skriver sådan på deres hjemmeside.

De mener kort sagt, at Sundhedsstyrelsen burde være fortsat med den ‘to-benede’ strategi, hvor man både vaccinerer de gamle og sårbare samtidig med frontpersonalet. Deres argument var (i TVA): hvad hjælper det, at dem på 85+ overlever Corona, hvis de så får andre sygdomme, og der ikke er nogen tilbage til at passe dem? Det er selvfølgelig sat på spidsen og karikeret, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Min mening?

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var Søren Brostrøm, da der i den grad er tale om et etisk dilemma. Sætter man det, som DSR gør, på spidsen, er det valget mellem hvem, der skal overleve, hvis man absolut skal vælge en af de to grupper.

Jeg køber ikke helt den med den ‘to-benede’ strategi for det kommer der jo ikke flere vacciner af. Når der ikke er til alle, må der prioriteres.

Jeg talte med min veninde, der er 75 år, om sagen. Hun vidste heller ikke helt, hvad hun skulle mene men hældede nok mest til at støtte DSR. Hendes argument var, at hvis der ‘bare’ er tale om at udskyde døden fra 85 år til 87 år, så er det bedst at vaccinere frontpersonalet først. Det er selvfølgelig også sat på spidsen og karikeret, men igen er jeg ikke enig. Jeg synes, det er for bastant, og jeg bryder mig vist ikke om den prioritering af liv. På den anden side: der er – i første omgang – ikke til alle, og så må man vælge, og det har Søren Brostrøm så gjort. Det er dejligt ikke at være direktør for Sundhedsstyrelsen.

Noget jeg godt ved: I forbindelse med en verdensomspændende epidemi burde man gribe til et helt andet middel for at få fremstillet tilstrækkeligt med vacciner i en fart: Man burde indføre en midlertidig suspension af patentrettighederne, så adskillige producenter verden over kunne begynde at fremstille vacciner, så hurtigt de overhovedet kunne. Der skal jo en del til for at få vaccineret hele klodens befolkning. Vi er vist omkring syv milliarder mennesker på jorden. Minimum 80 pct. skal vaccineres for at opnå den såkaldte flokimmunitet. Det ville selvfølgelig betyde mindre fortjeneste til hver producent, men det er der bare ikke noget at gøre ved. En gang imellem må profithensyn vige for andre hensyn.

Hvad mener du, hvis du mener noget?

6 Svar
  1. Pernille Lærkedal
    Pernille Lærkedal siger:

    Ser man på alderfordelingen blandt de der er vaccineret, fx her https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-12-09-overblik-saadan-er-status-paa-corona-vaccinen-lige-nu må der være en ret stor andel af frontpersonalet der allerede er vaccinerede.

    Jeg mener de ældre, der er i størst risiko for at dø af covid skal vaccineres først og vi andre må blive hjemme for at mindske smittetrykket og dermed lette belastningen på sundhedsvæsenet. Og nej, jeg er selv blot midaldrende og har ikke nogle kære der er for alvor ældre

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pernille

      Hej og velkommen til! Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Det er et vældig interessant link med mange gode informationer. Du har ret i, at den aldersfordeling må dække over, at man må have vaccineret en betydelig del af frontpersonalet, ellers kan jeg ikke finde nogen mening i det. Men man kan selvfølgelig aldrig vide, hvad der gemmer sig bag sådanne grafer.

      Ja – der er noget rigtigt i, at vi andre må blive hjemme. Det gør jeg som hovedregel også selv. Jeg er 57 år, men har af en eller anden mærkelig grund fået tilbuddet allerede. Jeg har naturligvis sagt ‘Ja tak’, selvom jeg egl. havde indstillet mig på at ligge i gruppe 14…

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det er ganske rigtigt noget af et problem. Jeg har selvfølgelig ikke noget ønske om, at folk i risikogruppen skal dø før tid, jeg er jo selv en del af den, på den anden side har vi ikke meget ud af at være i live, hvis de læger og sygeplejersker og hjemmehjælpere, der skal hjælpe os gennem den sidste fase af livet, selv ligger og dør af corona. Ergo må jeg nødvendigvis stemme for, at frontpersonalet bliver sikret først. Og så i øvrigt bede til, at Pfizer-Biontech får fingeren ud og produktionen op i en fart.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du argumenterer, som altid, godt og ligefremt.

      Jeg havde faktisk ikke tænkt på, at du tilhører risikogruppen, som det så smukt kaldes, men det er da selvfølgelig rigtigt. Næh… hvis frontpersonalet ikke er der længere, så er der jo ikke meget at stille op. Og man kan sige, at jo færre af det personale, der er tilbage, jo færre vil der være til at passe alle – ikke bare risikogrupperne. Det er skruen uden ende dette her, men Mette Frederiksen sagde på dagens pressemøde, at der trods alt er lys for enden af tunnellen. Og hende har jeg ret meget fidus til i denne sammenhæng.

      Jeg faldt over en artikel i ‘Ingeniøren’ om at flokimmunitet i Europa som sådan efter de forsinkede leverancer. Den kan først forventes ultimo oktober (dog 2021). Af artiklen fremgår det, at der er forsinkelser fra både Pfizer-Biontech, som du nævner, og fra AstraZeneca. Det var jeg ikke klar over. Artiklen er her, hvis du skulle have lyst at læse med. Og vi skal selvfølgelig se situationen i et europæisk lys.

  3. Eric
    Eric siger:

    Når krybben er tom, bides hestene – hamstringsgenet vækkes til live.
    Prioriteringen har været klar fra start, nemlig at de svageste skulle have først. Prioriteringen kan man så af forskellige grunde være uenig i, men jeg synes egentlig, at det er dårlig smag at blive ved med at presse på for at få prioriteringen ændret, når man ser på aldersfordelingen af de døde og indlagte.
    I øvrigt er noget frontpersonale blevet vaccineret, selvom det ikke var planlagt, fordi vaccinen ellers ville gå til spilde (ikke bookede tider, koks i bookingsystemet osv.).

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja alle tænker på sig selv! Det nytter bare ikke. Det er virkelig vigtigt, at vi står sammen om dette her og holder fast. Solidaritet er et fremmedord for rigtig mange mennesker.

      Jeg er helt enig med dig i det med den dårlige smag. Jeg synes også, de svageste skal have først, og at man bør holde fast i de planer, der er lagt.

      Jeg er helt med på, at der faktisk er en del frontpersonale, der allerede har fået de to stik.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.