Indlæg

,

Vemodigt

Det var lidt vemodigt

Selv om jeg i formiddag skrev sådan til Kasper og Christina “eg vedhhæhfter rgeberrey og synes, det det se ser hrlt gogt/fint unu,, næ jrg vr st mærk rt flittig mrf æjnrdråberbrnr.” var vi alligevel enige om, at nu er det så godt, som det kan blive. Lamictalen er fjernet, og jeg må være mere flittig med øjendråberne.

I fællesskab når vi ikke videre. Vi er nået så langt, vi overhovedet kan. Der er kun et præparat tilbage af det, jeg kom til Glostrup med den 12/7 2018 (ca.): Litiumen. Kosttilskuddene har været ude af drift siden da og blev smidt ud forleden dag. De siger, jeg havde dem med derud; det kan jeg altså ikke huske. Men jeg kan heller ikke huske, hvor hundesyg, jeg egl. var; noget med at svæve 20 cm. over gulvet nede i føtex. Jeg har åbenbart også fortalt dem, at jeg var klar til at jagte medicinsk cannabis, uagtet at det var ulovligt.

Indledningsvist ville jeg ikke være med til at omlægge noget som helst, da jeg trods alt havde været stabil på ‘det gamle’ i 1½ år. Det var ikke så meget fravær af vilje, det var fremtvungen angst. De må med de samme have set nogle muligheder, og lovede at gøre det lige så forsigtigt. Og det holdt de. Hvis man nu tager udgangspunkt i 600 mg. Seroquel og reducerer med 25 mg. om ugen, tager det altså lang tid, så sådan gjorde vi selvfølgelig heller ikke. Jeg tror, vi hakkede 25 mg af de først 3-4 uger, da det gik godt, gik vi over til 50 mg. og så fremdeles.

Formålet med hele øvelsen var at gøre mig bivirkningsfri, og det er jeg blevet. Det kan ske, jeg hører lidt musik, og nu vil der være lidt være lidt med synet, men husk nu de øjendråber Hanne! Det er småting.

Vi har skrevet en artikel i fællesskab om ‘Monitorering i fællesskab’, og den er muligvis på vej gennem systemet. Kasper har i hvert fald gjort sit. Det er spændende, om vi kan få den til at få liv.

Det har været et langt og intenst forløb, og det er derfor, det er er lykkedes – og fordi vi alle tre har villet det.

 

, ,

Tandbehandling og politik

Et lille studie i tænkningen bag brugerbetalingen

Jørgens kommentar gav mig anledning til et lille studie: Hvad er det egentlig politikerne tænker, når brugerbetalingen på tandlægeydelser nu ligger på 82(!) pct.? Er det overhovedet indtænkt, at her er der for alvor tale om at skabe ulighed i sundhed? Her er igen noget, der vender den tunge ende nedad.

De første skrifter

Jeg startede med Tandlægeforeningens hjemmeside med masser af pressemeddelelser, og fandt en kort pressemeddelelse, der henviste til en dugfrisk kronik af Allan Flyvbjerg i Dagbladet Information fra 14. november 2018. Den er god at læse. Allan Flyvbjerg, direktør og professor ved Steno Diabetes Center Copenhagen. Diabetespatienter er særligt udsatte, så dem skriver han i sagens natur meget om, ligesom der er meget om strålepatienter. Desværre skriver han ikke om psykiatri og psykofarmaka.

Slutningen er god til dette studie: ‘I Folketingets åbningstale sagde statsministeren, at sundhed først og sidst handler om at hjælpe mennesker. Lad os blive enige om, at det gælder det hele menneske.’

Jeg tjekkede så selv åbningstalen, hvor det bl.a. siges:

På den anden side af efterårsferien vil regeringen fremlægge en sundhedsreform. Der – som en del af sammenhængsreformen – vil sætte borgeren, mennesket, patienten i centrum.

Sundhed handler først og sidst om at hjælpe mennesker.

Hvis man nu søger på fx ‘tandl’ i åbningstalen, får man ingen hits.

Det er spændende – jeg bliver grebet af det

Jeg vender tilbage til Tandlægeforeningens pressemeddelelser og trevler de 12 sider igennem. Her er meget relevant at finde, også selvom man ikke må glemme, at det er tandlægernes fagforening og interesseorganisation.

  1. Social ulighed på tandområdet var på dagsordenen i et åbent samråd den 20. september 2018 i Sundheds- og Ældreudvalget: Kan ses her. Det er link til et åbent samråd (altså en video), men det varer tre timer… så det er knap så brugervenligt.
  2. Lørdag den 11. august 2018 bragte dagbladet Politiken et fælles debatindlæg af Susanne Kleist, medlem af Tandlægeforeningens hovedbestyrelse og Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH). Kan ses her. ‘Langt de fleste, der får alvorlige tandsygdomme på grund af medicin, er overladt til selv at betale størstedelen af regningen for behandlingen. Er det retfærdigt, at mennesker med handicap får nye udgifter og tandproblemer at slås med, fordi de tager nødvendig medicin?’

Men det jeg jo jagter, er det Jørgen skriver, nemlig at der nu er fjernet endnu flere tilskud til tandbehandling.

Her kommer endelig noget politik fra Professor i tandsygdomslære, MPH, ph.d., dr.odont., Aarhus Universitet, Bente Nyvad den 15 august 2018. Hun skriver:

…regeringens indførelse af den såkaldte særlov efter opsigelsen af Tandlægeoverenskomsten, og den planlagte reform af voksentandplejen, der forventes færdig i 2019.

Bente Nyvad siger bl.a., at nogle politikere har ringe forståelse for betydningen af den forebyggende tandpleje og pointerer desuden, at fravær af tandfyldninger ikke er ensbetydende med fravær af sygdom:

‘Sundhedsministeriet har desværre givet befolkningen det indtryk, at halvdelen af en ungdomsårgang har sunde tænder, fordi de ikke har fyldte huller. Men fravær af tandfyldninger er ikke ensbetydende med fravær af tidlige tegn på sygdom!’

Bente Nyvad siger også, at det er svært at få en bedre tandplejemodel med et reduceret budget.

‘Politikernes antagelse om, at billigere tandpleje kan føre til bedre tandpleje, er også tankevækkende.  Tandlæger leverer sundhedsydelser, hvis omfang er reguleret af Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer, der tager udgangspunkt i den enkelte patients sygdomsstatus og risikofaktorer. Derved allokeres der, som regeringen ønsker, flere ressourcer til patienter med stor sygdomsaktivitet i forhold til dem, der har lav sygdomsaktivitet. Det er derfor svært at forestille sig, at man kan opnå billigere tandpleje gennem øget konkurrence, uden at det går ud over kvaliteten af behandlingerne. Hvis man som tandlæge følger de anbefalede krav til for eksempel fremstilling af en fyldning, kan man ikke springe stadier i processen over, uden at det forringer kvaliteten af fyldningen.’

Læs hele debatindlægget på Altinget.dk her

Det fremgår bl.a. af debatindlægget at:

  • Nogle venstrepolitikere ikke mener, at det er formålstjenligt at instruere i rigtig brug af tandbørsten.
  • At det er problematisk, at der drikkes så mange søde læskedrikke, efter afgiften blev sat ned.
  • Det er fejlagtigt kun at tale om antallet af fyldte huller, som er faldet over de seneste 40 år. Man må også se på de begyndende huller, der kan forebygges uden bor.
  • Mange ældre får medicin, der nedsætter spytsekretionen, hvilket alt andet lige fremmer udviklingen af huller. Andre lider af kroniske sygdomme og psykiatriske lidelser, herunder demens, som også påvirker tandsundheden negativt. Disse marginaliserede grupper har, ligesom plejehjemsbeboere, ofte et stort udækket behov for forebyggelse og behandling af tandsygdomme.
  • Nu har de modige politikere givet sig selv den udfordring, at de inden udgangen af 2018 vil skabe en ny og bedre model for voksentandplejen.

Styringsudfordringer

Jeg tro, jeg endelig fandt det: Jeg søgte på ‘reform af voksentandplejen’, og det gav endelig pote. Sundheds- og ældreministeren skriver nemlig om ‘styringsudfordringer’ her.

Der er tale om et lille dokument på to sider fra februar 2018: ‘Aftale om nye rammer for voksentandplejen’. Det ser ud til, at alle Folketingets partier har tilsluttet sig en aftale om i det mindste at indhente nogle tal, kortlægge og blive klogere. Det er i sig selv positivt, at de ønsker at vide, hvad de taler om!

Men regeringens klare holdning er, at de offentlige udgifter på 1,4 mia. kr. er for store.

Og så er vi tilbage til Jørgens spørgsmål: Hvorfor og hvornår bliver det dyrere? Sikkert i sommeren 2019, og hvis det offentliges udgifter er for store, når tandlægernes priser er for høje, så er der vel kun patienterne til at betale?… tak jeg tager en Cola til.

I gamle dage

Jeg fandt også denne pragtfulde betænkning fra 1966, hvor man tænkte anderledes:

Betænkning om offentlig forebyggende børnetandpleje

Afgivet af den af indenrigsministeriet nedsatte kommission

Betænkning nr.  427.

1966

, ,

Tolkegebyr

Har vi råd til at lade være?

Det er nu vedtaget, at udlændinge, der, efter tre års ophold her i landet, ikke kan klare sig uden tolkebistand i sundhedssektoren med virkning fra 1. juli 2018, selv må betale for bistanden. Gebyret udgør:

  • 1.675 kr. på hospitalet og
  • 334 kr. hos lægen.

Læge Abir Al-Kalemjil argumenterer for, at det, der kunne være nøjedes med at udgøre 334 kr. hos egen læge, kan havne med en omkostning på 45.000 kr. i sundhedsvæsenet.  Nej vi har ikke råd til at lade være!

Men det værre:

Hvad sker der, når en kræftramt patient, der skal modtage sin prognose, dukker op med sit mindreårige barn, der skal agere som tolk?

Symbolpolitiken overser en sådan situation. Skal en 12-årig, der er indforskrevet som tolk, fordi han/hun er gratis eller bare billig, fortælle mor eller far, at han/hun har en alvorlig kræftdiagnose? Er det etisk forsvarligt?

Det allervigtigste, læger og andet sundhedspersonale kan gøre, er, at kommunikere med patienten, men hvad gør man, hvis patienten ikke har råd til det? Abir Al-Kalemijil kommer med det konkret eksempel:

Mange af de patienter, som ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber, har en dårligere social baggrund. De vil højest sandsynligt undlade at søge læge for at spare tolkegebyr. Et eksempel: Når en patient med svækket immunsystem (fx på grund af diabetes) får lungebetændelse og ikke kommer til læge i tide, kan vedkommende risikere at blive ramt af blodforgiftning og dermed flere dages indlæggelse. Når politikere i deres geniale regnskab sparer de 334 kr. i tolkegebyr ved lægebesøg, må vi skatteydere derfor betale 45.000 kr. i udgifter for et indlæggelsesforløb, der kunne have været afværget med rettidigt lægebesøg og behandling med antibiotikakur.

Man kan altid regne den ud

Jeg er fortaler for, at vi regner på, hvad de forskellige ydelser på både det statslige og det regionale landkort koster! Og vi skal have mest muligt for pengene. Og det er jo netop det, Abir Al-Kalemijil gør. Han sætter en banal udgift på 334 kr. op mod en væsentlig udgift på 45.000 kr. Det politiske Danmarks symbolpolitikere forstår åbenbart ikke at regne sådan. Nogle vil sige, at det er en konsekvens af “djøffiseringen”, men det pudsige er jo netop, at her kunne vores regneark understøtte støtte politikernes hensigter – vi kunne fortælle dem, at de tog fejl! . Det er bedre at udskrive en check på 334 kr. end en på 45.000 kr. Det må enhver, selv en symbolpolitiker, kunne forstå.