Tag Archive for: Sundhed & Sygdom

/6 Kommentarer/i /af

Et etisk dilemma

Et etisk dilemma

Godt jeg ikke er Søren Brostrøm

Et etisk dilemma

Det fremgik her til aften af TV avisen 18:30, at der er kommet for få vacciner til Europa, fordi AstraZeneca ikke har formået at levere som aftalt. Nu må der altså prioriteres mellem hvem der skal have de vacciner, der er kommet.

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen ved direktør Søren Brostrøm, der forestår denne prioritering sikkert vejledt af sit embedsværk.

Han har valgt at lade de 85-årige – og dem derover – komme foran det resterende frontpersonale. Tænk at skulle træffe den beslutning. Det ville kunne holde mig vågen natten lang.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) siger

Hos DSR, der organiserer en stor del af frontpersonalet, er man selvsagt ikke begejstret! De skriver sådan på deres hjemmeside.

De mener kort sagt, at Sundhedsstyrelsen burde være fortsat med den ‘to-benede’ strategi, hvor man både vaccinerer de gamle og sårbare samtidig med frontpersonalet. Deres argument var (i TVA): hvad hjælper det, at dem på 85+ overlever Corona, hvis de så får andre sygdomme, og der ikke er nogen tilbage til at passe dem? Det er selvfølgelig sat på spidsen og karikeret, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Min mening?

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var Søren Brostrøm, da der i den grad er tale om et etisk dilemma. Sætter man det, som DSR gør, på spidsen, er det valget mellem hvem, der skal overleve, hvis man absolut skal vælge en af de to grupper.

Jeg køber ikke helt den med den ‘to-benede’ strategi for det kommer der jo ikke flere vacciner af. Når der ikke er til alle, må der prioriteres.

Jeg talte med min veninde, der er 75 år, om sagen. Hun vidste heller ikke helt, hvad hun skulle mene men hældede nok mest til at støtte DSR. Hendes argument var, at hvis der ‘bare’ er tale om at udskyde døden fra 85 år til 87 år, så er det bedst at vaccinere frontpersonalet først. Det er selvfølgelig også sat på spidsen og karikeret, men igen er jeg ikke enig. Jeg synes, det er for bastant, og jeg bryder mig vist ikke om den prioritering af liv. På den anden side: der er – i første omgang – ikke til alle, og så må man vælge, og det har Søren Brostrøm så gjort. Det er dejligt ikke at være direktør for Sundhedsstyrelsen.

Noget jeg godt ved: I forbindelse med en verdensomspændende epidemi burde man gribe til et helt andet middel for at få fremstillet tilstrækkeligt med vacciner i en fart: Man burde indføre en midlertidig suspension af patentrettighederne, så adskillige producenter verden over kunne begynde at fremstille vacciner, så hurtigt de overhovedet kunne. Der skal jo en del til for at få vaccineret hele klodens befolkning. Vi er vist omkring syv milliarder mennesker på jorden. Minimum 80 pct. skal vaccineres for at opnå den såkaldte flokimmunitet. Det ville selvfølgelig betyde mindre fortjeneste til hver producent, men det er der bare ikke noget at gøre ved. En gang imellem må profithensyn vige for andre hensyn.

Hvad mener du, hvis du mener noget?

/4 Kommentarer/i /af

Farvel til Kasper og Christina fra Akutteamet

Farvel til Kasper og Christina fra Akutteamet

Det var vemodigt

Farvel til Kasper og Christina fra Akutteamet

Selv om jeg i formiddag skrev sådan til Kasper og Christina på Psykiatrisk Center Glostrup “eg vedhhæhfter rgeberrey og synes, det det se ser hrlt gogt/fint unu,, næ jrg vr st mærk rt flittig mrf æjnrdråberbrnr.” var vi alligevel enige om, at nu er det så godt, som det kan blive. Lamictalen er fjernet, og jeg må være mere flittig med øjendråberne.

I fællesskab når vi ikke videre. Vi er nået så langt, vi overhovedet kan. Der er kun et præparat tilbage af det, jeg kom til Glostrup med den 12/7 2018 (ca.): Litiumen. Kosttilskuddene har været ude af drift siden da og blev smidt ud forleden dag. De siger, jeg havde dem med derud; det kan jeg altså ikke huske. Men jeg kan heller ikke huske, hvor hundesyg, jeg faktisk var; noget med at svæve 20 cm. over gulvet nede i føtex. Jeg har åbenbart også fortalt dem, at jeg var klar til at jagte medicinsk cannabis, uagtet at det var ulovligt.

Indledningsvist ville jeg ikke være med til at omlægge noget som helst, da jeg trods alt havde været stabil på ‘det gamle’ i 1½ år. Det var ikke så meget fravær af vilje, det var fremtvungen angst. De må med de samme have set nogle muligheder og lovede at gøre det lige så forsigtigt. Og det holdt de. Hvis man nu tager udgangspunkt i 600 mg. Seroquel og reducerer med 25 mg. om ugen, tager det altså lang tid, så sådan gjorde vi selvfølgelig heller ikke. Jeg tror, vi hakkede 25 mg af de først 3-4 uger, da det gik godt, gik vi over til 50 mg. og så fremdeles.

Formålet med hele øvelsen var at gøre mig bivirkningsfri, og det er jeg blevet. Det kan ske, jeg hører lidt musik, og nu vil der være lidt være lidt med synet, men husk nu de øjendråber Hanne! Det er småting.

Vi har i fællesskab skrevet en artikel om ‘Monitorering i fællesskab‘, og den er muligvis på vej gennem systemet. Kasper har i hvert fald gjort sit. Det er spændende, om vi kan få den til at få liv.

Det har været et langt og intenst forløb, og det er derfor, det er er lykkedes – og fordi vi alle tre har villet det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

(U)Lighed i sundhed

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

Jeg læste et interessant indlæg af Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, som jeg er meget begejstret for. Hun er dygtigt, vidende og skarp. Hun skriver om uligheden mellem psykiske og somatiske sygdomme. Vi har fået udredningsgarantien på 30 dage, og det er selvfølgelig positivt. Problemet er, at der ikke fulgte penge med, hvilket vil sige, at personalet (igen) skal løbe stærkere.

Anne Lindhardt skriver

”Det, vi har brug for, er det, som vi har set inden for hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man ligeledes vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige penge. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Hvad er det, de kan, som vi ikke kan?

Med “de” mener jeg dem, der kæmper for kræftpatienterne. Kræftens Bekæmpelse må være enormt kompetente, for de er alle steder, og de er dygtige til det, de laver. Som eksempel kan nævnes, at i 2016 (mener jeg, det var) samlede de ca. 30 millioner kr. ind ved deres landsindsamling. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år ca. 14 millioner ind ved deres landsindsamling.

Der er tilvejebragt fem kræftpakker. Der er tilvejebragt milliarder af kroner og det vel at mærke på finansloven, så beløbene er faste indtægter og ikke som satspuljemidlerne til psykiatrien. Satspuljer er midlertidige penge, og sådan har det altid været alle de 23 år, jeg har beskæftiget mig med statslig resultat- og økonomistyring.

De har sparket dørene ind hos politikere og presse, og de bliver hørt.

Kunne vi ikke aflure dem nogle tricks? Hvad er det, de kan, som vi ikke kan? Er “markedet ” for småt (jf. at alle mennesker kender en eller flere, der har haft kræft)?

Psykiatrialliancen

Når man læser om alliancen, ser det rigtig godt og spændende ud. Det er netop en hel masse organisationer, der er gået sammen om skabe bedre betingelser på det psykiatriske område. “Sammen er vi stærke.” Jeg synes bare aldrig, jeg hører noget om deres resultater. Laver de ingenting? [Undskyld, her må jeg rette på mig selv. Jeg fandt faktisk et opslag på Psykiatrifondens Facebookside fra den 28. juni 2018. Der står:

Med fare for at sige “hvad sagde vi!” – så kan man håbe på, at der nu endelig sker noget. Tidligere i år efterlyste Psykiatrifonden og 32 andre organisationer samlet i Psykiatrialliancen et massivt løft af psykiatrien.

Nu er Sundhedsstyrelsen også med! Det fremgår af et oplæg til en styrket indsats for mennesker med psykiske sygdomme, som Sundhedsstyrelsen offentliggør torsdag. Konklusionen er, at behandlingen af personer med psykisk sygdom halter efter den kvalitet, som sundhedsvæsnet tilbyder borgere med fysiske sygdomme.

men det er nu ikke så meget, man har hørt om det.]

Det betaler sig på længere sigt

Anne Lindhardt skriver videre:

”Depression er en af de helt store sygdomsbyrder og koster samfundet 4,3 milliarder i tabt produktivitet. I stedet burde støtten til psykolog udvides, så vi kan undgå at udbetale førtidspensioner til mennesker, der kunne have været reddet, hvis de havde fået behandling tidligere.”

Dette synspunkt svarer fuldstændig til det, jeg selv har anlagt om psykologernes “Omsætningsgrænse” i mit forsøg på at opgøre omkostningerne ved mit 2½ år lange forløb. Jeg kunne let være landet på en førtidspension, faktisk ventilerede den kommunale sagsbehandler selv muligheden, men jeg ville ikke have pension, og det sagde jeg fra dag et.

Jeg har forgæves ledt efter modeller for en form for cost benefit analyse: Hvornår har diverse instansers investering i mig “tjent sig hjem”? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke finde ud af at regne det ud.

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

 

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

En opringning

En opringning

Telefonen ringede 16:54

En opringning

Det var en kvinde på 65 år, der har fulgt min blog i mange år men aldrig har kommenteret. Hun var særdeles velorienteret om mit liv og min færden. Det er helt fint. Ellers skulle jeg holde mig til dagbogen (barndommens med den lille lås i højre side). Jeg skriver jo blandt andet for at blive læst, og det er mit indtryk, at jeg har en del læsere, der bare aldrig giver sig tilkende fx via en kommentar.

Hun havde længe haft glæde af at læse posterne om bipolar affektiv sindslidelse, da hun selv er bipolar.

Mennesker mødes

Vi talte hyggeligt sammen i 30 minutter, og hun nævnte, at hun måske vil ringe igen. Det er hun selvfølgelig velkommen til. Jeg skal nok tage telefonen…

Det er et pudsigt lille eksempel på, at man, hvis man vil, kan have en del tilfælles med mennesker, man ikke kender. Måske især hvis de fejler det samme. Verden er gudskelov andet end sygdom og diagnoser, men vi blev fx rørende enige om, at mange mennesker med en psykisk sygdom i den grad mangler “startknappen” ~ har svært ved at lette røven, for nu at udtrykke det på jævnt – eller bare forfladiget – dansk.

Inspiration

Opringningen giver blod på tanden til at skrive mere om bipolar affektiv sindslidelse. Det er mit håb, at jeg kan give sygdommen et mere menneskeligt ansigt end det, man finder med Google.

Jeg har masser af stof både i alle de gamle blogposter, men også fra den bog jeg forsøgte mig med, og som jeg har opgivet. Måske begynder jeg bare forfra for at få en bedre struktur på stoffet. Blogposter har et midlertidigt skær, mens indholdet i fanebladene måske kan opleves som mere varigt.

Et faneblad skal helliges ECT-behandling, da det er mit indtryk, at der stadig er meget mystik og angst knyttet til det. Jeg har meget erfaring at dele ud af på det felt. Jeg har trods alt prøvet det 51 gange. Måske slår jeg en eller anden rekord?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.