Indlæg

, ,

Tolkegebyr

Har vi råd til at lade være?

Det er nu vedtaget, at udlændinge, der, efter tre års ophold her i landet, ikke kan klare sig uden tolkebistand i sundhedssektoren med virkning fra 1. juli 2018, selv må betale for bistanden. Gebyret udgør:

  • 1.675 kr. på hospitalet og
  • 334 kr. hos lægen.

Læge Abir Al-Kalemjil argumenterer for, at det, der kunne være nøjedes med at udgøre 334 kr. hos egen læge, kan havne med en omkostning på 45.000 kr. i sundhedsvæsenet.  Nej vi har ikke råd til at lade være!

Men det værre:

Hvad sker der, når en kræftramt patient, der skal modtage sin prognose, dukker op med sit mindreårige barn, der skal agere som tolk?

Symbolpolitiken overser en sådan situation. Skal en 12-årig, der er indforskrevet som tolk, fordi han/hun er gratis eller bare billig, fortælle mor eller far, at han/hun har en alvorlig kræftdiagnose? Er det etisk forsvarligt?

Det allervigtigste, læger og andet sundhedspersonale kan gøre, er, at kommunikere med patienten, men hvad gør man, hvis patienten ikke har råd til det? Abir Al-Kalemijil kommer med det konkret eksempel:

Mange af de patienter, som ikke har tilstrækkelige sprogkundskaber, har en dårligere social baggrund. De vil højest sandsynligt undlade at søge læge for at spare tolkegebyr. Et eksempel: Når en patient med svækket immunsystem (fx på grund af diabetes) får lungebetændelse og ikke kommer til læge i tide, kan vedkommende risikere at blive ramt af blodforgiftning og dermed flere dages indlæggelse. Når politikere i deres geniale regnskab sparer de 334 kr. i tolkegebyr ved lægebesøg, må vi skatteydere derfor betale 45.000 kr. i udgifter for et indlæggelsesforløb, der kunne have været afværget med rettidigt lægebesøg og behandling med antibiotikakur.

Man kan altid regne den ud

Jeg er fortaler for, at vi regner på, hvad de forskellige ydelser på både det statslige og det regionale landkort koster! Og vi skal have mest muligt for pengene. Og det er jo netop det, Abir Al-Kalemijil gør. Han sætter en banal udgift på 334 kr. op mod en væsentlig udgift på 45.000 kr. Det politiske Danmarks symbolpolitikere forstår åbenbart ikke at regne sådan. Nogle vil sige, at det er en konsekvens af “djøffiseringen”, men det pudsige er jo netop, at her kunne vores regneark understøtte støtte politikernes hensigter – vi kunne fortælle dem, at de tog fejl! . Det er bedre at udskrive en check på 334 kr. end en på 45.000 kr. Det må enhver, selv en symbolpolitiker, kunne forstå.

,

Psykiatripolitik

(U)Lighed i sundhed

Jeg læste et interessant indlæg af Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt. Hun skriver om uligheden mellem psykiske og somatiske sygdomme. Vi har fået udredningsgarantien på 30 dage, og det er selvfølgelig positivt. Problemet er, at der ikke fulgte penge med, hvilket vil sige, at personalet (igen) skal løbe stærkere.

Anne Lindhardt skriver

”Det, vi har brug for, er det, som vi har set inden for hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man ligeledes vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige penge. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Hvad er det, de kan, som vi ikke kan?

Med “de” mener jeg dem, der kæmper for kræftpatienterne. Kræftens Bekæmpelse må være enormt kompetente, for de er alle steder, og de er dygtige til det, de laver. Som eksempel kan nævnes, at i 2016 (mener jeg, det var) samlede de ca. 30 millioner kr. ind ved deres landsindsamling. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år ca. 14 millioner ind ved deres landsindsamling.

Der er tilvejebragt fem kræftpakker. Der er tilvejebragt milliarder af kroner og det vel at mærke på finansloven, så beløbene er faste indtægter og ikke som satspuljemidlerne til psykiatrien. Satspuljer er midlertidige penge.

De har sparket dørene ind hos politikere og presse, og de bliver hørt.

Kunne vi ikke aflure dem nogle tricks? Hvad er det, de kan, som vi ikke kan? Er “markedet ” for småt (jf. at alle mennesker kender en eller flere, der har haft kræft)?

Psykiatrialliancen

Når man læser om alliancen, ser det rigtig godt og spændende ud. Det er netop en hel masse organisationer, der er gået sammen om skabe bedre betingelser på det psykiatriske område. “Sammen er vi stærke.” Jeg synes bare aldrig, jeg hører noget om deres resultater. Laver de ingenting? [Undskyld, her må jeg rette på mig selv. Jeg fandt et opslag på Psykiatifondes Facebookside fra den 28. juni. Der står:

Med fare for at sige “hvad sagde vi!” – så kan man håbe på, at der nu endelig sker noget. Tidligere i år efterlyste Psykiatrifonden og 32 andre organisationersamlet i Psykiatrialliancen et massivt løft af psykiatrien.

Nu er Sundhedsstyrelsen også med! Det fremgår af et oplæg til en styrket indsats for mennesker med psykiske sygdomme, som Sundhedsstyrelsen offentliggør torsdag. Konklusionen er, at behandlingen af personer med psykisk sygdom halter efter den kvalitet, som sundhedsvæsnet tilbyder borgere med fysiske sygdomme

men det er nu ikke så meget, man har hørt om det.]

Betaler sig på den lange bane

Anne Lindhardt skriver videre:

”Depression er en af de helt store sygdomsbyrder og koster samfundet 4.3 milliarder i tabt produktivitet. I stedet burde støtten til psykolog udvides, så vi kan undgå at udbetale førtidspensioner til mennesker, der kunne have været reddet, hvis de havde fået behandling tidligere.”

Dette synspunkt svarer fuldstændig til det, jeg selv har anlagt om psykologernes “Omsætningsgrænse” i mit forsøg på at opgøre omkostningerne ved mit 2½ år lange forløb. Jeg kunne let være landet på en førtidspension, faktisk ventilerede den kommunale sagsbehandler selv muligheden, men jeg ville ikke have pension, og det sagde jeg fra dag et.

Jeg har forgæves ledt efter modeller for en form for cost benefit analyse: Hvornår har diverse instansers investering i mig “tjent sig hjem”? Jeg ved det ikke, og jeg ikke finde ud af at regne det ud.

 

, ,

Tandlægeforeningen om mundtørhed

Det siger Tandlægeforeningen om mundtørhed

Jeg har meldt mig ind i to Facebookgrupper, der drejer sig om bipolar lidelse. De seneste par dage har der i begge grupper været skrevet meget om problemer med tænderne som følge af mundtørhed. Herudover skrev Henny i går om sine tandproblemer. Læser man om mundtørhed på Tandlægeforeningens hjemmeside er det tydeligt, at der er tale om et ganske stort problem. Siden er i øvrigt meget informativ mht., hvordan man kan forebygge ødelagte tænder.

Jeg talte også om det med min tandlæge forleden dag. Det, hun ser i sin praksis, er, at mange mennesker kommer med dårlige tænder, men de kommer for sent. Skal der fx kroner på, skal der jo være så meget tand tilbage, at der er et sted, kronerne kan klikkes på.

Vi talte også om ”gode gamle dage”, hvor det slet ikke var sjældent, at unge fik en protese i konfirmationsgave. Min mor var fra 1935, og det var faktisk overgået hende. Jeg synes, det må have været frygteligt, men sådan tænkte man nok ikke dengang.

Tænker jeg tilbage til den tid, hvor jeg ofte var indlagt, kan jeg huske, at mange af mine medpatienter havde dårlige tænder.

Det skriver de på Tandlægeforeningens hjemmeside

De næste tre afsnit er kopi fra Tandlægeforeningens hjemmeside:

Et voksende problem?

  • Forskere vurderer, at 10 procent af voksenbefolkningen lider af mundtørhed, som skyldes forbrug af medicin
  • En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen viser, at 63 procent af tandlægerne oplever en stigning eller en stor stigning i antallet af patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug.
  • 98 procent af tandlægerne svarer, at de har patienter, der har tandsygdomme som følge af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug.
  • Mundtørhed er en bivirkning af bl.a. medicin mod psykiske lidelser, allergi og astma. Mundtørhed er også en bivirkning af blodtrykssænkende medicin, vanddrivende medicin og cellegift (kemoterapi).

Flere får medicin mod psykiske lidelser

Årsagerne til stigningen er ifølge tandlægernes besvarelser først og fremmest, at flere og flere danskere får ordineret medicin mod depression og andre psykiske lidelser. Mange præparater inden for denne kategori har mundtørhed som bivirkning. Desuden har et stadigt stigende antal ældre med egne tænder et meget stort og sammensat medicinforbrug. Som en tandlæge svarer, er det ikke usædvanligt, at oversigten over en ældre patients medicin fylder to A4-ark. Derudover får mange kræftpatienter, der har fået kemoterapi, problemer med tænderne bagefter.

Urimeligt høj brugerbetaling

Det er helt urimeligt, at langt de fleste, der får caries og andre sygdomme i munden pga. medicinforbrug, er overladt til selv at betale størstedelen af regningen for behandlingen, mener både Danske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen og Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg.

I Danske Handicaporganisationer hører vi ofte fra borgere, der ender med store tandlægeregninger og ubehagelige gener. Problemet er et eksempel på den store ulighed i borgernes sundhedssituation. Vi taler om mennesker, der allerede kæmper med sygdom eller handicap. De får nye problemer at bekymre sig om ved at tage den nødvendige medicin. Politikerne bør reducere brugerbetalingen for behandling af tandsygdomme, der skyldes medicinforbrug, siger Thorkild Olesen.

[slut på citater fra Tandlægeforeningens hjemmeside]

Ulighed i sundhed

Det er urimelig dyrt at gå til tandlæge og alle produkter/præparater, der har med tænder at gøre, har opskruede priser fx de små sugetabletter, der har til formål at sætte gang i spytproduktionen, koster 1 krone stykket. Tandpastaen på recept koster 2.000 kr. kiloet. De små ”flaskerensere”, også kaldet interdentalbørster, koster også nærmest 1 kr. stykket osv.

Jeg har en ven, der er førtidspensionist. Hans tænder er ikke ret gode, men han kan ikke finansiere en reparation, når han ikke har anden indkomst end pensionen. Jeg spurgte ham, om han havde prøvet at søge kommunen om en enkeltydelse til dette formål? Han fortalte, at det havde han prøvet for ca. 7 år siden. Kommunen havde da svaret, at det ville de ikke hjælpe med, idet han ikke var på arbejdsmarkedet! Det var sørens, kan det virkelig være tilladt? Er det ikke et ulovligt kriterium (på juridisk kaldet “magtfordrejning”)? Må man ikke have livskvalitet i form af at kunne tygge sin mad – og dermed kunne fordøje maden – og smile, når man ikke er på arbejdsmarkedet? Den slags bliver jeg harm over.

Hvilken behandling vil du have?

Jeg glemmer aldrig, da min tandlæge spurgte: ”Vil du have den billigste behandling eller den rigtige behandling?” Jeg kunne have fået proteser for måske maksimalt 15.000, men jeg ville have den rigtige behandling, og det har jeg så måttet bøde for i 1½ år.

Jeg glemmer heller aldrig, at jeg ringede over til dem inden den første aftale, og lettere grådkvalt måtte sige til dem, at de skulle være ”søde” ved mig, idet jeg havde det så dårligt med at skulle åbne flaben hos netop en tandlæge. Jeg var bange for, at de ville sige, det var min egen skyld. At jeg var en tosse, der ikke kunne finde ud af at børste mine tænder.

Det var ikke min egen skyld, og jeg har hans ord for (både på skrift og i tale) at karies sad andre steder, end det ville have siddet, hvis jeg bare var en gris med mine tænder.

Det er gudskelov overstået for mig, men derfor kan jeg godt tænke på alle de mennesker, der ikke oplever lighed i sundhed. Og derfor kan jeg jo godt punke psykiatrien for ikke på forhånd at have advaret mod mundtørheden og oplyst om hvordan, jeg skulle forebygge tandskaderne. Lige på dette ene punkt vil jeg tillade mig at mene, at psykiatrien har svigtet.