, ,

Emojis

Emojis

De små søde figurer?

Jeg bruger uhyre sjældent de små søde figurer også kaldet “Emojis”, men alle mine venner og bekendte i mit efterhånden store virtuelle netværk gør. Og resten af verden gør også, så det er mig, der er bagud!

Mine svar og nye indlæg er i fare for at drukne, for hvem ser noget, der bare er tekst blandt alle de poster, der er fyldt med små figurer?

En af mine venner skrev for et par år siden, at hun syntes, de var rigtig gode til hurtigt at udtrykke en følelse. Det har hun selvfølgelig ret i.

Jeg bruger dem alligevel ikke af disse årsager:

  • Der findes tusindvis af emojis, p.t. over 3.000, og jeg føler mig slet ikke sikker på, hvad hver enkelt af dem betyder. Hvordan kan jeg vide, om jeg bruger den rette?
  • Vi har så mange gode bogstaver. Hvor ikke bare bruge dem? Bogstaver kan sat rigtigt sammen blive til fine ord.
  • Hvorfor skal det gå så stærkt? Både veninden og jeg har mere eller mindre forladt arbejdsmarkedet (jeg selv helt), så hvorfor er der ikke tid nok til at sætte bogstaver sammen til ord?

Nej de bliver aldrig noget for mig. Jeg er for gammel(dags) til dem. Jeg ville skulle sidde med en form for emoji-ordbog, inden jeg kunne bruge nogen af dem for ikke at komme i tvivl om, hvorvidt jeg brugte dem rigtigt/forkert.

Nej så hellere bogstaver og ord. Det ved jeg da, hvad er! Dem har jeg kendt siden ca. 1968…

, , , ,

Sølvpapirshat?

Sølvpapirshat

Debatniveauet?

Er jeg en “sølvpapirshat”? Debatniveauet er visse steder på de sociale medier ufatteligt lavt. Alligevel jeg af og til kæfte op.

Statsministeren skrev på Facebook (de små irriterende figurer er også hendes):

“Jeg lover at overlade pladsen til dirigenten i aften, når Odense Symfoniorkester holder genåbningskoncert 😅

Det er en stor dag. For i dag genåbner dele af kulturlivet. Bliver så skønt, når koncertsale landet over igen fyldes med musik. Corona har for alvor sat streg under, hvor vigtig kulturen og kunsten er for os. Fællesskabet, nærværet og dén følelse af samhørighed, som kulturen giver os, kan vi ikke undvære 🙏🏼

Smitten er stadig i blandt os – og det er vigtigt, at vi holder fast – fortsætter med at huske de gode råd. Pas godt på hinanden derude”

Det resulterede naturligvis i hundredvis af coronaskeptikeres mere eller mindre usympatiske og dårligt formulerede kommentarer.

Selv svarede jeg hende:

“Jeg bakker op om regeringens restriktioner og håndtering af pandemien! Jeg synes, de har bragt os helskinnede gennem noget, der kunne have bragt os i en forfærdelig krise!
Jeg har dog svært ved at forstå, det er så frygtelig vigtigt at komme til koncert/Roskilde/Skanderborg, til fitness, på værtshus, på busrejse osv. Men det er jo nok bare mig, der har et mystisk sind med en autismediagnose!”

Sølvpapirshat?

Flere syntes herefter, jeg er en kæmpe-idiot, og en kaldte mig en “sølvpapirshat”. Jeg har ofte set udtrykket, men var ikke klar over, hvad det var, jeg blev beskyldt for.
Information havde i januar 2014 en fin beskrivelse af det. De skrev blandt andet som led i serien “Ugens ord”:

“Sølvpapirshat” bruges dog oftest som en nedsættende betegnelse for personer, der giver meninger til kende som opfattes som paranoide eller konspiratoriske. Hatten kan antage forskellige former og blev såvidt vides nævnt første gang i en science-fiction novelle af Julian Huxley fra 1927, hvor sølvpapirshatte skulle blokere for telepati:

»Vi havde opdaget, at metal var relativt uigennemtrængeligt for den telepatiske effekt, og havde forberedt en slags prædikestol af tin, som vi kunne stå bag ved, mens vi gennemførte eksperimenterne. Dette kombineret med hætter af metalfolie reducerede virkningerne på os enormt«.”

Han mangler en ordbog!

For det første tror jeg ikke på telepati, og for det andet synes jeg ikke, jeg er hverken paranoid eller konspiratorisk. Og for det tredje mener jeg ikke, den mening jeg tilkendegav, kunne opfattes som hverken paranoid eller konspiratorisk. Faktisk tror jeg slet ikke, vedkommende selv ved, hvad ordet betyder og bruger det forkert. Jeg vil muligvis forære ham en nudansk ordbog ved lejlighed…

Herefter stod jeg af den debat. Niveauet var simpelthen for lavt.

Andre poster om sprog

Jeg interesserer mig for det skrevne og talte sprog. Du finder flere poster om sprog her.

, , , ,

Identitet

Identitet

Så nyt med ny identitet!

Vågner op til regn og slud, men det gør ikke noget. Jeg arbejder på at acceptere min nye identitet

Eftermiddagen skal alligevel fyldes med gode indendørs sysler:

  • Telefonsamtale kl. 13:00 med ‘Aktiv Patientstøtte’, som præsenterer sig sådan på sin hjemmeside: ‘Aktiv Patientstøtte tilbyder støtteforløb til patienter med kroniske sygdomme. Sygeplejerskerne er specielt uddannede i telefoniske støttesamtaler, hvor de støtter patienterne til at kunne leve et godt liv med sygdom.’
    • Der er tale om et forskningsprojekt i Hovedstadsregionen, hvor det ypperste formål er at undgå genindlæggelser. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til mig, men pludselig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde naturligvis ‘Ja’, da jeg gerne vil undgå indlæggelser.
    • Vi har haft to samtaler, og indtil videre er jeg ikke specielt imponeret, men det skal have en fair chance, så jeg ser tiden lidt an. Måske bliver det bedre med tiden?
  • Hjælp til Karen via Skype og TeamViewer: Hun vil gerne bygge en hjemmeside til sine slægtsdata med det program, jeg også selv bruger. Vi begyndte forleden aften, men alting drillede. Det er så længe siden, jeg satte mine egne sider op, at hukommelsen kommer på en hård prøve, og jeg ind imellem føler, jeg ikke er til megen hjælp. Det var imidlertid utrolig hyggeligt, så vi fortsætter kl. 14:00 og ser, om det går bedre der. Fyret kan jeg jo ikke blive længere 🙂

Ny identitet med tilbageblik

Jeg kan – trods alt – godt huske, at jeg har skrevet det før: Jeg forlader ikke bare en 32″ skærm og et hæve-sænkebord et eller andet sted i centraladministrationen. Jeg forlader en identitet, for arbejdet har været hele mit livsindhold. Jeg har knoklet, fra jeg var 14 år. Nu, hvor jeg er 57 år, er det slut.

Man kan være ond og sige, at jeg har været for fantasiforladt til at finde på andet og mere end at gå på arbejde.

Faktisk lavede jeg også andet end at gå på arbejde

Jeg har både skrevet og sagt mange gange, at jeg ikke lavede andet end at gå på arbejde, men jeg er kommet i tanke om, at det ikke er hele sandheden: i perioden fra 2003 til 2013 var jeg bidt af en gal slægtsforsker og gik vældigt op i det. Det var en hobby, der medførte mange glæder og mange ‘forbindelser’ til andre slægtsforskere. Vi havde det sjovt, men for mit vedkommende var noget af det præget af mani, når jeg ser det i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kunne jeg bare ikke se dengang, og diagnosen ‘bipolar’ kom da også først i 2014.

Et eksempel på det maniske er, at jeg, sammen med en ven i Herning, etablerede et projekt, hvor vi ville organisere registrering af samtlige gravsten i Danmark. Gravstenene skulle fotograferes, oplysningerne på dem skulle indtastes i regneark, der skulle danne grundlag for hjemmesider, hvor data kunne søges frem sammen med billedet af stenen. Vi kaldte det for Dansk KirkegårdsIndeks (DKI), og du kan stadig se det her.

Nu skal jeg finde mig tilrette i et helt nyt liv og med en ny identitet

Jeg er spændt på, hvad det kommer til at indeholde. Allerede i aftes føltes det anderledes, da jeg gik i seng: Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde mere. Det er ikke til at begribe; der går nok nogle uger, før det helt går op for mig, hvad det vil sige. Tænk at jeg selv kan disponere fra nu af…

Allerførst har jeg har en masse mennesker, jeg skal have sagt ‘Tak’ til for den hjælp og støtte, de har ydet i de forbandede år.

I aftes fik jeg skrevet til den farmaceut og overlæge fra Glostrup, som for et par år siden hjalp mig afgørende af med de værste bivirkninger af medicinen, og som i efteråret 2020 sørgede for, at jeg blev indlagt et par måneder på en afdeling for komplekse lidelser og fik igangsat vedligeholdelses-ECT hver 3. uge. Jeg fik skønne mails retur fra dem begge, og det var tydeligt, at de glædede sig sammen med mig.

Jeg har skrevet til min kommunale sagsbehandler, for han har været en sagsbehandler præget af ordentlighed og grundighed. Jeg kunne vældig godt lide ham, og det er min oplevelse, at relationen var præget af gensidig respekt. Og så har jeg vist nok haft den samme sagsbehandler gennem alle årene, og det er nok lidt af et særsyn.

Jeg har skrevet til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, som jeg også har haft lige siden 2014 (var det vist). Hun glædede sig også sammen med mig. Det gør alle. Det er dejligt.

Det er endnu for tidligt at fremture med planer for, hvad jeg vil bruge al den frie tid på, for jeg skal først forstå, at den frie tid er blivende og at det ikke bare er midlertidigt. Der er dog én ting, der har bidt sig fast, og det er at blive frivillig ‘dansklærer’ i Ungdommens Røde Kors. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge nogle timer på hver uge. Når dønningerne lige har lagt sig lidt, ringer jeg til dem og får en snak. Jeg mener, jeg er kvalificeret, men jeg har også tænkt på, at min ‘sprogbehandling’ muligvis er for gammeldags til, at de kan bruge mig. Men det må de jo finde ud af.

Jeg beklager, at dette blev lidt langt, men jeg har så mange – gode – tanker at dele med mine læsere.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Låneord

Arbejde

Jeg var lige ved at falde i fælden

Fælden var at kalde indlægget for ‘Anglicismer’ … 🙂

Kun skriftsproget?

Jeg har god tid, så jeg færdes en del på Facebook, og der er mange ting, jeg undrer mig over. En af dem er den udbredte brug af engelske låneord.

Det forekommer mig virkelig mærkeligt, at langt hovedparten af skribenterne bruger engelske låneord i deres indlæg, og det er ikke bare i IT-relaterede tråde, hvor de kan have deres berettigelse; det er overalt.

Jeg synes, det bliver et mere og mere fremherskende fænomen. Hvorfor kan vi ikke bare bruge danske ord med mindre, der er en særlig grund? Jeg er med på, at en gang imellem er man nødt til at bruge det engelske ord for at være tilstrækkelig præcis og for at undgå misforståelser. Men prøv selv at tage en rundtur på din Facebookprofil og kig efter sådanne ord.

Det gør sig ikke kun gældende på Facebook og andre ‘underlødige’ steder; det gør sig også gældende på fx dr.dk, og i talesproget. Jeg holder ikke en avis, men mit gæt er, at det ikke er meget bedre i aviserne. Hvorfor skulle det være det?

Gammel artikel i Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad beskæftigede sig med fænomenet for et par år siden i denne artikel, som er interessant med nogle sjove eksempler. Fx fremgår det, at vi altid har brugt låneord, men at de nu udgør ca. 10 pct. af vores ordforråd. Brugen af dem er eksploderet i det 21. århundrede. Gode eksempler er ‘app’, ‘tough’, ‘airbag’ og ‘film’. De to sidste kan vi selvfølgelig ikke undvære, men det er da en tanke værd?

Andre fund på Facebook

Noget andet, der vinder større og større indpas, er den udbredte brug af smileys ( 🙂 ), der også kaldes emojis. Det er som om ingen kan udtrykke sig med ord alene men er nødt til at have sådan en sat ind. De er selvfølgelig meget søde og kan spare mange ord, men risikoen for at bruge dem forkert eller mistolke dem er stor, når man ser, hvor mange der egentlig er. Jeg fandt en liste her. Jeg ville ikke have en chance for at huske bare en tiendedel af dem, men jeg kan se, at andre bruger dem lystigt, så de må jo vide, hvad de betyder.

Og nu vil den gamle dame gå i seng…