Har du hørt om en “Træskoliste”?
Indholdsfortegnelse
På engelsk hedder en “træskoliste” en “bucket list”
Jeg havde ikke hørt om en “træskoliste”, men jeg er ofte stødt på “bucket list” uden at vide, hvad det betød.Og jeg havde skudt det fra mig, fordi jeg er træt af “sproglig biksemad” eller “pseudoengelsk”.
Det viser sig, at det er en liste, man laver over ting, man gerne vil nå, inden man stiller træskoene. Udtrykket findes faktisk i Den Danske Ordbog (DDO) og det er kendt siden 2008. Så er jeg 13 år bagud – men det er der ikke noget nyt i.
Min “træskoliste” ville i skrivende stund se sådan ud
- Finde flere at tale med. Lever man alene, dør man måske også alene. Det har jeg ikke lyst til.
- Komme dødsangsten til livs. Engang var det livsangst; nu er det forvandlet til dødsangst, hvilket jo sådan set er vældig positivt. Jeg gør noget ved det sammen med psykologen, men det er jo en proces, der tager tid – og det er halvdyrt. Jeg har indledt dialog med min praktiserende læge, om hun evt. vil udstede en henvisning, så det evt. kan ende med bare at være kvartdyrt. Jeg har bare allerede fået så mange henvisninger, mange flere end folk normalt får, så det kan muligvis ikke lade sig gøre.
- Skive nyt testamente, hvor jeg begunstiger SIND, Kattens Værn eller en anden NGO. Det aktuelle testamente er uaktuelt, for de begunstigede findes måske ikke længere, og så vil arveloven i givet fald træde i kraft. Den vil gøre, at min 13 år yngre halvbror bliver arveberettiget, men jeg kender ham ikke, og hvis jeg kendte ham, ville jeg formentlig ikke bryde mig om ham.
- Grunden til at jeg nok ikke ville bryde mig om ham er, at jeg gætter på (men ingen siger selvfølgelig, at min gætterier er rigtige), at han bærer værdierne, det sted vi kommer fra, videre. Det kan fx være:
- Indfør dødsstraf,
- Indfør atomkraft,
- Luk Christiania, og
- Gør Glistrup til statsminister (det er selvfølgelig passé, men så er der nok en afløser).
- Jeg priser mig lykkelig for at flytte til Amagerkollegiet i 1981, et år efter at være flyttet fra Bornholm til København, og møde ældre, mere forstandige, kollegianere, der tog mig under deres vinger. Jeg var 16 år. Havde jeg været fx været 25 år, havde de måske ladet mig sejle i min egen sø.
- Gøre min slægtsforskning “færdig”, bortset fra at sådan noget ikke bliver “færdigt”. Jeg har lyst til at perfektionere det, jeg allerede har i stedet for at udbygge det. Et eksempel er at komme alle kildeangivelser til de dødssyge købte slægtsbøger til livs og erstatte dem med primære kilder altså opslag i – og gennemtrawling af – kirkebøger og folketællinger og hvad der ellers dukker op på Statens Arkivers hjemmeside i de kommende år. Jeg mangler lige at finde ud af, hvordan jeg får Legacy til at generere et udtræk over alle de dødssyge kilder, så jeg ved, hvor jeg skal sætte ind.
Hvordan ville din egen “træskoliste” se ud?
Har du nogensinde overvejet det? Eller er det bare fordi, jeg tænker de tanker, jeg nu engang gør, at jeg faldt over ordet på Facebook?
Jeg har aldrig før hørt det danske udtryk, men mon ikke de fleste mennesker har noget, de gerne vil opnå/ opleve i deres liv? Steder, de gerne vil rejse hen, en uddannelse, de ønsker at tage, en stor kærlighed, de gerne vil opleve? Eller en hobby, der gerne måtte være mere tid til….
Alder spiller også en rolle – når man er ung, føles tiden og mulighederne jo uendelige, senere går det op for een, at det er ved at være nu, hvis drømmene skal virkeliggøres.
@ Glennie
Jo du har sikkert ret i, at de fleste har noget, de gerne vil opnå/opleve og altså noget at sætte på træskolisten! Jeg synes, min egen liste er lidt mærkværdig, men den kan sikkert rettes mange gange, inden den skal revideres den sidste gang.
Du har også helt ret i, at alderen spiller en rolle.
Ikke noget dårligt udtryk! Min liste er vist så lang, at der skal ryddes op i den.
@ Eric
Jamen så har du da ikke tid at drive den af tre uger på Leros…