Alternativt arbejdsmarked
Genbrug
Der er muligvis ved at opstå en jobmulighed i den afdeling i Folkekirkens Nødhjælp, der hedder Genbrug. Det betyder ikke, at jeg skal stå i en genbrugsbutik, for det hverken kan eller vil jeg. Jeg skal ned at tale med chefen på mandag. Indtil videre aner jeg ikke, hvad det går ud på, men det er også næsten ligegyldigt.
Sune har et par gange spurgt: “Hvad er vigtigst: et sted at være eller lønnen?”. Jeg har hver gang svaret “Et sted at være”. Jeg er ham taknemmelig for, at han gør et stort benarbejde.
Det alternative arbejdsmarked
Hvis de skal ansætte mig i Genbrug, skal det være så billigt som muligt for dem. De kan slippe med at betale for en time om ugen. Det har jeg tjekket med kommunen.
Umiddelbart klingede det lidt af moderne slavehandel. Det er det, jeg kalder for det alternative arbejdsmarked.
Dette arbejdsmarked består af:
- Fleksjobs
- Aktivering
- Skånejobs
- Virksomhedspraktikker
- Løntilskudsjobs
- 225 timer om året, jfr. kontanthjælpsloftet
- Og der er sikkert flere, jeg kan bare ikke lige finde dem
Disse jobtyper tilbyder man mennesker, der hænger med det yderste af neglene i kanten af arbejdsmarkedet. Enhver på kanten vil sige ja til alt dette næsten uanset vilkårene. Siger man ikke ja, får man sikkert også bøvl med kommunen.
Apropos kommunen består dialogen på Jobnet primært af trusselsbreve, der lister alle sanktionerne og nævner alle de ydelser, jeg kan miste. Når jeg så spørger fleksjobkonsulenten, hvordan jeg skal forholde mig til disse breve, er svaret, at det skal jeg ikke tage mig af… Det er selvfølgelig rart nok, men hvordan i alverden skulle jeg vide det? Det forekommer mig at være temmelig uprofessionelt.
Og hvad svarer jeg så?
Efter en kort samtale med min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden, er der ingen tvivl om, at jeg skal sige “ja tak” til stort set hvad som helst. Og det skal jeg fordi:
- Folkekirkens Nødhjælp er verdens bedste arbejdsplads
- Jeg kender organisationen og en stor del af kulturen
- Kollegerne i HR er hjælpsomme og “fremkommelige” og hvorfor skulle de så ikke være det også nede i Genbrug?
- NGO-verdenen er ny for mig, men rummer alt det, jeg gerne vil med et job på de præmisser, jeg nu engang har
- Det er langt bedre for min psykiske habitus at blive et sted, hvor jeg kender kulturen end at skulle “starte forfra” i en ny organisation. Det har jeg ganske enkelt ikke kræfter til lige nu. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle gå rundt og sige “Hej jeg hedder Hanne”.
Og så siger jeg pyt til alt det med hvem, der betaler hvilke/hvor mange timer. Jeg kan leve af det, der kommer ud af det, og det er fuldstændig ligegyldigt for mig, hvor pengene kommer fra.
Til slut er der så det med en bagkant: Selvfølgelig ville jeg langt foretrække noget uden bagkant, da det er hårdt hele tiden at skulle tænke på, hvad man gør næste gang, kontrakten løber ud. Det giver meget indre uro. Men jeg siger ja stort set uden skelen til kontraktens rækkevidde – ja måske er tre måneder lidt vel lidt, men det må kunne forhandles.
Jeg er glad for at have erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden i ryggen. Hun stillede det klarere op, end jeg selv kunne.
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad det går ud på og om jeg er kompetent til det 🙂