/i , /af ,

Tiggeri på Facebook

Forbudt!

Sidst med det ældste 🙂

Tiggeri er ulovligt i Danmark, men Østjyllands Politi har ikke kunnet udtale sig om, hvorvidt den digitale metode er lovlig. Kilde: TV2.

Jeg har svært ved at forstå, at Østjyllands Politi ikke vil udtale sig om, hvorvidt tiggeri via Facebook er lovligt eller ej. Facebook er bare en platform, og der står ikke noget i straffelovens § 197 om, at man skal differentiere alt afhængig at platformen. Tiggeri er ganske enkelt forbudt:

Straffelovens §197: ”Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil seks måneder.”

Betalingshjælpen – kun for piger

Ovenstående er titlen på en ret ny gruppe på Facebook, der på ingen tid har fået 3.900 medlemmer. Folk søger hjælp til hvad som helst, og nu hvor vi nærmer os den første, er forespørgslerne på mad – eller penge til mad – eksploderet. Folk skriver eksempelvis, at de har syv kroner tilbage, og der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være sandt. Mange starter deres forespørgsel med at skrive, at de har rigtig svært ved at bede om hjælp på denne måde. Det ville jeg også have.

Mange beder om penge til medicin, evt. på grund af et nyt CTR-saldo-år. Mange beder om hjælp, idet de er gravide. Jeg undrer mig over, at man bliver gravid, når man dårligt har til dagen og vejen. Så bliver der jo bare flere munde at mætte. I øvrigt er der flere, der beskriver en storfamilie med enten tre eller fire børn.

Der er ofte tale om småbeløb, men der findes også mennesker, der beder om 1.100 som hjælp til huslejen for ikke at blive sat på gaden.

Konkret

En forespørgsel kan se sådan ud:

“Jeg har før lavet en annonce om hjælp, nu mangler vi penge til mad igen. Vi har maks 17 kroner på kontoen. Nogle, der kan undvære lidt?”

Overordnet

Flere har udtalt sig om, at det er meget lettere at tigge, når man kan gøre det hjemme bag skærmen. Man er meget mere udstillet, hvis man sidder på et tæppe ved hæveautomaten med det lille papbæger i fremstrakt arm. Sådan siger lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Tække, og det er logisk og fuldt forståeligt.

Dette fænomen vil helt klart blive mere udbredt, når folk ser, at det virker, og efterhånden som systemet skaber flere og flere fattige mennesker.

 

/6 Kommentarer/i , /af ,

Uddannelsesvalg

Dagens historie

I dag mener undervisningsminister Søren Pind, at det er for ringe, at 25 pct. af de studerende skifter studie inden for de første to år. Hans argumentation er, at når man er gammel nok til at kunne blive fængslet, er man også gammel nok til at træffe valg om fremtid og uddannelse.

Fra min egen “ørnerede”

Jeg startede på jura 1. september 1984. Efter tre år konstaterede jeg, at det var en fejl. Mit oprindelige mål var “noget med mennesker”. Jeg ville noget med strafferet, specialstrafferet, kriminalpolitik, kriminologi, socialret og den slags. Realiteten var, at disse emner kunne man få lov at beskæftige sig med i seks måneder. Al resten af tiden gik med fx ejendomsret, konkursret, arveret, familieret og andre økonomiske emner. De emner tændte mig slet ikke.

Tre år var gået og hvad så? Almindelig økonomisk fornuft tilsagde, at jeg ikke kunne skifte retning. Jeg havde ganske enkelt ikke råd, så jeg blev ved min læst. Havde jeg haft råd, skulle jeg have været cand. polit. eller datamatiker, evt. cand. mag. i tysk og historie. Det var bare ikke en mulighed. Enden på det blev, at min juridiske embedseksamen blev en ganske udmærket grunduddannelse, som jeg kunne udvikle til cand. polit. i praksis. Samfundet havde fået mere ud af at lade mig bevare mine drømme om “rigtig cand. polit.”

Nu om dage

Nu om dage forventes børn nærmest i børnehaveklassen at have taget stilling til deres uddannelsesvalg. Børn i vuggestuen skal i hvert fald kunne definere en firkant og en trekant og kunne tælle til 10. Hvorfor pokker lader vi dem ikke være børn? Nej nu skal der tværes “læringsmål” ud over enhver årgang.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og det var der også nogle få andre børn, der kunne. Men vi havde ikke mulighed for at “udleve” disse kompetencer.

Fornylig er der så sket det, at der er indført et “uddannelsesloft” (det er så moderne med lofter, fx “kontanthjælpsloftet”). Det går ud på, at hvis man allerede har én uddannelse, kan man ikke begynde på en ny på samme niveau inden for de første seks år. Det er nærmest en straf at blive klogere på sig selv.

Jeg begriber ikke et samfund, der ikke understøtter unge mennesker i deres studievalg. Pyt da med at 25 pct. vælger forkert – det betyder jo, at 75 pct. vælger rigtigt! Lad os holde fokus på dem. De 25 pct. er jo i virkeligheden temmelig modne – de er så modne, at de kan erkende en fejl og kan handle på den.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Fattigdom i praksis

Facebookgruppen “Support PC og andet”

Jeg er medlem af flere Facebookgrupper. Den bedste er den med IT-supporten til brugere på alle niveauer. Vi er en fem eller seks mennesker, der udgør kernen. Jeg har ikke evner til at yde den direkte support, men jeg kan skrive vores guides. På den måde, er der noget til os alle. Jeg har endnu aldrig mødt nogen af “gutterne”, men vi planlægger at ændre på det i sommerens løb. Jeg har endda inviteret en af dem til at sove på min feltseng.

Jeg skal have fortalt dem, at jeg kun kan klare ca. 1½ time ad gangen, før jeg går en lille tur rundt omkring kirkegården på den anden side af gaden. Derefter er jeg klar igen. Det er de præmisser, jeg kan være med på. Jeg glæder mig, for de er så søde – og det ved jeg, fordi vi har korresponderet i et par år. Jeg kan sagtens afkode de skrevne ord. Jeg glæder mig til at gøre det virtuelle fællesskab til et mere nærværende fællesskab.

Det det egentlig handler om

Et godt menneske – som faktisk ville besøge mig med en buket fra dem alle, da jeg sidst var indlagt – havde brugt rigtig mange timer (syv/otte) remote på en bruger med en XP-maskine (dvs. stærkt forældet). Som det er naturligt, kom de undervejs til at tale om brugerens liv. Vedkommende havde her den 9. juni 100,00 kr. tilbage til resten af måneden til mad og medicin. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er muligt at overleve.

Det gode menneske kontaktede et andet godt menneske, som boede ikke så langt væk fra brugeren. Han lavede et opslag på Facebook om, at man kunne komme forbi med, hvad man nu end havde i skabe og skuffer: Toiletpapir, pasta, flåede tomater og den slags basisvarer. Han ville ikke have kontanter. Naturalier var i højsædet.

I løbet af kort tid (vist ca. otte timer), havde rigtig mange doneret lidt – en enkelt hele to bæreposer med mad og guf. Jeg kan ikke lige komme forbi langt oppe i Jylland, men jeg ville gerne give et lille bidrag, så jeg sendte “en hund” via MobilePay” også selvom han ikke ville have kontanter. Den betrængte var glad. Nu skulle hun ikke dø af sult. Hendes liv var svært nok i forvejen med en del alvorlige diagnoser.

Politik

Jeg ved ikke, om vedkommende er på kontanthjælp med 225-timers regel eller hvilken en anden fattigdomsydelse, hun lige overlever af. Jeg er bare fuldstændig overbevist om, at ingen kan overleve på 100,00 kr. fra den 9. til den 30. Der er ingen, der må skubbes ud i den form for fattigdom. Det er uværdigt, og hvordan skal vi som samfund nogensinde samle dem op igen?

Mine venner fra gruppen: en på førtidspension, en anden vistnok på understøttelse, og jeg selv i fleksjob. Vi hoster faktisk op med lidt. Tænk hvis også de velbjergede gjorde det samme i den samme skala!

/2 Kommentarer/i , /af ,

Europæiske Kul- og Stålfællesskab

Det er mange år siden

I årene efter 2. verdenskrig var de europæiske ledere enige om, at hvis man kunne skabe et økonomisk fællesskab på kul- og stålfællesskabernes område, EKSF, ville man for det første sikre sig, at Tyskland og Frankrig ikke for tredje gang skulle fare i totterne på hinanden, da det var det, der udløste både første og anden verdenskrig. Arvefjenderne skulle blive til samhandelspartnere. Og for det andet ønskede man at binde de europæiske lande tættere sammen på området for menneskerettighederne for at hindre nye udryddelser af særlige grupper – fx seks millioner jøder under Hitlers regime.

EKSF blev forløberen for Det europæiske Fællesskab (EF, som Danmark tiltrådte i oktober 1972) og for Den Europæiske Union (Den Europæiske Union).

Samarbejde og samhandel har hele tiden været den bærende faktor, og det man har troet på.

Nu om dage

Jeg er medlem af Enhedslisten, og jeg er enig i 95 pct. af partiprogrammet, men ét sted er jeg er helt uenig. Partiet bryder sig ikke om Den Europæiske Union, men det gør jeg. For en gangs skyld er jeg enig med Lars Løkke Rasmussen i, at vi måske kunne ønske os et “slankere Den Europæiske Union”. Gud og hver mand kender jo til de krumme agurker. Ingen kan synes, at det er efterstræbelsesværdigt.

Jeg tror på den europæiske idé, og på at staterne kan mere sammen end hver for sig. Jeg mener fx, at flygtningekrisen kunne håndteres langt bedre med en fælles kvoteordning. Det, der p.t. sker er, at Danmark med Martin Henriksen (DF) i spidsen sætter grænsebomme op, læner sig tilbage og griner slesk, alt i mens vi overlader problemerne til Tyskland og Sverige. Efter min opfattelse er det så usolidarisk som muligt. Jeg forstår slet ikke, at landene i Den Europæiske Union ikke for længst har gennemtrumfet en kvoteordning.

Bæredygtighed og Donald Trump

En ting som ikke bare landene i Den Europæiske Union, men alle verdens lande, har et ansvar for at sikre er, at vores klode kan videregives til børn og børnebørn. Temperaturen må indtil 2100 ikke stige mere end 2 grader Celsius. Ingen lande kan mestre problemet alene, for det er gigantisk. Det kræver, at vi alle løfter vores del af byrden. Lyset falder naturligvis straks på de lande, der udleder mest CO2: altså Kina, Indien og USA. I Europa er vi langt med at reducere udledninger af drivhusgasser, og det er den vej, vi skal gå.

Nu har Donald Trump som bekendt trukket USA ud af Paris-aftalen (hvor 195 lande skrev under). Trump vil sable Obama ned med alle mulige midler. Han vil indføre sit eget småtskårne regime i Amerikas forenede stater, og derved udstiller han – igen – sin egen dumhed. Heldigvis er det sådan, at de enkelte stater i USA kan træffe egne beslutninger, og flere har allerede meddelt, at de fortsætter det spor, de allerede er i gang med: Nemlig reduktion af udledning af drivhusgasser og afskaffelsen af kul som energikilde.

Hurra

Omend alt dette er en trist historie, er der grund til at glæde sig over, at Kina og Indien fortsat bakker op om Paris-2015.

De er gigantiske spillere på det globale marked for bæredygtighed. Det skal lykkes – Trump eller ej – for ellers går vor klode en forfærdelig tid i møde.