Åbent brev til Peter Gøtzsche
Medicin i nye rammer
Åbent brev til Peter Gøtzsche
Så er professor Peter C. Gøtzsche ude med riven igen! Jeg er ved at være ret træt af ham. Det har Anne Lindhardt – formand for Psykiatrifonden – også været indimellem; blandt andet i 2015.
Denne gang er det i dagbladet Information med artiklen “Psykofarmakaepidemien kan bekæmpes”, hvor han sammen med farmaceut Birgit Toft igen harcelerer over brugen af psykofarmaka, der åbenbart overtrumfer samtaler med de praktiserende læger. Medicin er pr. definition af det onde og skal først og fremmest nedtrappes og dernæst fjernes helt.
Artiklen er åbenlyst unuanceret og stiller samtaler med den praktiserende læge skarpt op overfor medicinen, og der argumenteres som om, det er et enten eller. Og der argumenteres om enten rask eller syg. Ingen mellemvare.
Mine mange år
Fra min egen lille butik kan jeg berette, at det nu har taget os (nemlig psykiatrien og jeg i forening) 2 – 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser – læg hertil 51 ECT-behandlinger.
Endelig kan jeg passe et job – som jeg elsker – på 15 timer pr. uge, og have et liv, der er nogenlunde afbalanceret og passer til min sygdom. Hvor god og forstående min egen læge end er, havde vi altså ikke kunnet snik-snakke os frem til det resultat. Og jeg tror såmænd, at det hun ved om bipolar affektiv sindslidelse, har hun lært af mig.
Jeg havde den første depression i 2003 og havde frem til 2014 diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. I 2014 dukkede den første og den anden erkendte mani op (forudgået af masser af uerkendte). Det blev så til “Bipolar affektiv sindslidelse” (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), der anses for at være en alvorlig psykisk sygdom, men også som en sygdom der, hvis den er velbehandlet, kan opnås et godt liv på trods af. Jeg er umådelig glad for at have fået en diagnose, der forekommer rigtig, og som vækker genklang hos mig. Lidt dårligt udtrykt: “Den føles rigtig”.
Fra 2003 til 2014 havde jeg kontakt med mange terapeuter, kropspsykoterapeuter osv. Der smuttede såmænd nok 100.000 kr. på den konto. Læg hertil samfundets udgifter til jævnlige besøg hos egen læge. Samlet set har det været rigtig dyrt, men det hjalp ikke det mindste. Jeg havde det stadig forfærdeligt og brugte alle kræfterne på at udvikle og vedligeholde min karriere. Flere ressourcer havde jeg ikke til rådighed.
Sommeren 2014 blev jeg for første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre i en længere periode. Herefter har jeg været indlagt ca. 10 gange – jeg har ikke tal på det. Endelig, endelig efter 11 år var der nogen, der tog det rette ansvar og satte ind med den rigtige hjælp. Indlæggelserne suppleres fortsat med jævnlig kontakt med Distriktspsykiatrien og psykolog.
Distriktspsykiatrien kontaktede Hvidovre Kommune og rådgav dem om, at et afklarings- og udviklingsforløb hos Psykiatrifonden ville være det bedste for mig. Kommunen indvilgede i at betale, også selv om Psykiatrifonden er dyrere end de øvrige “anden aktør”. Det blev til ca. et års forløb, som rykkede afgørende for mine muligheder for at komme (lidt) tilbage til arbejdsmarkedet.
De skriver ikke bare piller ud
Jeg er i flerstofbehandling, og det virker. Professoren skriver som om, at der bare udskrives recepter pr. telefon, og så er der ingen, der evaluerer og drøfter det. Han må tale mod bedre vidende. Er man eksempelvis i behandling med Litium er Distriktspsykiatrien ansvarlig for, at der måles serum-lithium-niveau via blodprøver hver tredje måned. Om dette også gælder for anden medicin, har jeg ikke forstand på.
Professoren har ikke selv prøvet et liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig også i orden – en vejarbejder behøver jo heller ikke at have kørekort. Men det er mit indtryk, at det altid er hans eget mangeårige opgør med medicinalindustrien, man skal høre om. Har han nogensinde spurgt de psykisk syge? Jeg stiller gerne op til et interview. Jeg kan let findes ved hjælp af Google.
Venlig hilsen
Stegemüller
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Nyeste kommentarer