,

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Medicin i nye rammer

Åbent brev til Peter Gøtzsche

Så er professor Peter C. Gøtzsche ude med riven igen! Jeg er ved at være ret træt af ham. Det har Anne Lindhardt – formand for Psykiatrifonden – også været indimellem; blandt andet i 2015.

Denne gang er det i dagbladet Information med artiklen “Psykofarmakaepidemien kan bekæmpes”, hvor han sammen med farmaceut Birgit Toft igen harcelerer over brugen af psykofarmaka, der åbenbart overtrumfer samtaler med de praktiserende læger. Medicin er pr. definition af det onde og skal først og fremmest nedtrappes og dernæst fjernes helt.

Artiklen er åbenlyst unuanceret og stiller samtaler med den praktiserende læge skarpt op overfor medicinen, og der argumenteres som om, det er et enten eller. Og der argumenteres om enten rask eller syg. Ingen mellemvare.

Mine mange år

Fra min egen lille butik kan jeg berette, at det nu har taget os (nemlig psykiatrien og jeg i forening) 2 – 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser – læg hertil 51 ECT-behandlinger.

Endelig kan jeg passe et job – som jeg elsker – på 15 timer pr. uge, og have et liv, der er nogenlunde afbalanceret og passer til min sygdom. Hvor god og forstående min egen læge end er, havde vi altså ikke kunnet snik-snakke os frem til det resultat. Og jeg tror såmænd, at det hun ved om bipolar affektiv sindslidelse, har hun lært af mig.

Jeg havde den første depression i 2003 og havde frem til 2014 diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. I 2014 dukkede den første og den anden erkendte mani op (forudgået af masser af uerkendte). Det blev så til “Bipolar affektiv sindslidelse” (tidligere kaldet manio-depressiv sygdom), der anses for at være en alvorlig psykisk sygdom, men også som en sygdom der, hvis den er velbehandlet, kan opnås et godt liv på trods af. Jeg er umådelig glad for at have fået en diagnose, der forekommer rigtig, og som vækker genklang hos mig. Lidt dårligt udtrykt: “Den føles rigtig”.

Fra 2003 til 2014 havde jeg kontakt med mange terapeuter, kropspsykoterapeuter osv. Der smuttede såmænd nok 100.000 kr. på den konto. Læg hertil samfundets udgifter til jævnlige besøg hos egen læge. Samlet set har det været rigtig dyrt, men det hjalp ikke det mindste. Jeg havde det stadig forfærdeligt og brugte alle kræfterne på at udvikle og vedligeholde min karriere. Flere ressourcer havde jeg ikke til rådighed.

Sommeren 2014 blev jeg for første gang indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre i en længere periode. Herefter har jeg været indlagt ca. 10 gange – jeg har ikke tal på det. Endelig, endelig efter 11 år var der nogen, der tog det rette ansvar og satte ind med den rigtige hjælp. Indlæggelserne suppleres fortsat med jævnlig kontakt med Distriktspsykiatrien og psykolog.

Distriktspsykiatrien kontaktede Hvidovre Kommune og rådgav dem om, at et afklarings- og udviklingsforløb hos Psykiatrifonden ville være det bedste for mig. Kommunen indvilgede i at betale, også selv om Psykiatrifonden er dyrere end de øvrige “anden aktør”. Det blev til ca. et års forløb, som rykkede afgørende for mine muligheder for at komme (lidt) tilbage til arbejdsmarkedet.

De skriver ikke bare piller ud

Jeg er i flerstofbehandling, og det virker. Professoren skriver som om, at der bare udskrives recepter pr. telefon, og så er der ingen, der evaluerer og drøfter det. Han tale mod bedre vidende. Er man eksempelvis i behandling med Litium er Distriktspsykiatrien ansvarlig for, at der måles serum-lithium-niveau via blodprøver hver tredje måned. Om dette også gælder for anden medicin, har jeg ikke forstand på.

Professoren har ikke selv prøvet et liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig også i orden – en vejarbejder behøver jo heller ikke at have kørekort. Men det er mit indtryk, at det altid er hans eget mangeårige opgør med medicinalindustrien, man skal høre om. Har han nogensinde spurgt de psykisk syge? Jeg stiller gerne op til et interview. Jeg kan let findes ved hjælp af Google.

Venlig hilsen

Stegemüller


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Dedikerede medarbejdere i psykiatrien

Dedikerede medarbejdere i psykiatrien

Det hænger sammen af én årsag

Dedikerede medarbejdere i psykiatrien

Jeg har tænkt på det længe: alle medarbejderne på afdeling 808 er utrolig dedikerede. De gør alle deres allerbedste for patienterne, og de er altid til rådighed for en snak, når det er nødvendigt. Det kan da godt være, at det ikke er lige her og nu, men så aftaler vi en tid til et senere tidspunkt.

En mødte ind i sin ferie for at give mig ECT. Jeg synes, det er imponerende.

Flere af dem har været her i mange år og husker, da der var langt flere tilbud til patienterne fx keramikværksteder og cykelreparation. Tænk hvis det var her endnu, så ville tiden ikke føles så lang, som den af og til gør. Man kunne selvfølgelig tage lidt hjem, jeg har bare ikke rigtig mod på det endnu.

Fusion mellem Glostrup og Hvidovre – nu er det PCG

Den 1. februar i år fusionerede Glostrup og Hvidovre – sandsynligvis som led i en spareøvelse. To virksomhedskulturer skulle smelte sammen, men det kan jeg som patient (heldigvis) ikke mærke noget til. Det mest synlige er, at der ikke længere er skadestue i Hvidovre, og at man temmelig sikkert kan risikere at skulle opholde sig en nat i Glostrup for næste morgen at blive puttet i en taxa og kørt hertil.

Jeg spurgte dem i Glostrup, hvad en opredning, en ekstra rengøring mv. kostede for en nat. Svaret var 3.700 kr og hertil kommer så de ca. 200 kr. i taxa. Jeg har svært ved at se “effektiviseringsgevinsten”, som den slags også kaldes, når man ikke tør sige ordet “besparelse” højt.

Vist nok på samme dato smeltede afdeling 808 og 801 sammen, og også her skulle to kulturer smelte sammen. Det er lykkedes rigtig godt. Mange af medarbejderne er jo dem, jeg kendte på forhånd, og de er såmænd så dygtige, søde, rare, omsorgsfulde og hjælpsomme. Jeg kunne godt finde flere superlativer frem!

Med den nye organisation er der 13 åbne sengepladser til optageområdet Valby og Hvidovre. Det er jo fuldstændig absurd, når man sammenholder det med antallet af mennesker, der på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af psykisk sygdom; det er vist nok 25 pct. Befolkningstallet i optageområdet er ca. en kvart million mennesker.

Folk “ligger i kø” i Glostrup for at komme til Hvidovre, og er man her, kan man være sikker på, at man er syg nok. Hvem kan sige sig fri fra af og til at tænke noget i retning af: “Fejler jeg overhovedet noget, er det ikke bare noget, jeg har bildt dem ind?” Men det skulle der altså være sikkerhed for ikke kan ske.

Julehjælp

Julen nærmer sig, og de første tilbudsaviser med diverse tingel tangel er begyndt at dukke op. Nogen på afdelingen kan lide at kigge i den slags. Hvis det ikke havde været for dem, havde jeg såmænd aldrig opdaget det, da jeg ikke holder den slags og også har sagt nej tak til “Hvidovre Avis”.

Jeg er med i en Facebookgruppe med titlen “Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”. Her toner Jørn Neergaard Larsens virkelighed frem i al sin gru. Jeg læser om mennesker, der har forsørgerpligt, som har 800 kr. eller mindre til forbrug, når alle de faste udgifter er betalt. Og om mennesker, der ikke har råd til deres medicin og går tomhændede hjem fra apoteket. Det gibber såmænd også i mig, når han siger 647 kr.

Mange i gruppen skriver allerede om julen, og om hvordan de skal kunne holde en bare nogenlunde anstændig jul for deres børn. Nedenstående link er fra websitet Folkekirken, og rummer rigtig mange muligheder for at søge julehjælp. Der er lidt flere muligheder inden for det kirkelige spektrum, end jeg var klar over.

http://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/advent-og-jul/julehjaelp

Nu har jeg jo ikke rigtig været i kirken en måneds tid, så jeg ved ikke, om der er kommet gang i arbejdet med Menighedsplejen. Hvis ikke er det på tide. Så vidt jeg har forstået på vores kordegn, er der kommet ekstra gang i indtægterne i kirkebøsserne, nu hvor vi også tilbyder MobilePay. Mange mennesker tager ikke portemonnæen med i kirke, men telefonen har man jo stort set altid på sig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Jubilæum

Jubilæum

Det er en slags jubilæum

I dag har jeg fået ECT-behandling nummer 25 (10 i november, 9 i marts/april/maj og 6 i denne her omgang). På mig er det en meget virksom behandling. Der er selvfølgelig problemerne med hukommelsen, men de burde jo være helt ovre efter tre måneder, og i hvert tilfælde er de problemer mindre, end når jeg primært har lysten til at tage livet af mig og ser alting sort i sort.

Nu har jeg fået på skrift, at vedligeholdelses-ECT er godkendt, hvor jeg skal komme ambulant hver fjerde uge og få behandlingen. Det er super godt, og det ser jeg frem til. Jeg vil jo gerne bevare mit eget liv derhjemme og så bare komme her ambulant.

Jeg skal have spurgt, om jeg inden disse behandlinger skal tage mindre Lamictal og Lithium af hensyn til krampeanfaldene, sådan som jeg har gjort, mens jeg har været her.

Jeg synes, man får en fantastisk god behandling i det psykiatriske system, selvom det er frygtelig udsultet. Der mangler penge! Området prioriteres ikke politisk, og det er ganske enkelt for ringe, når der er så mange mennesker, der har en psykiatrisk diagnose.

Når jeg ser denne og forrige post på min iPad, vises indledningsvist et kæmpe whitespace og så kommer teksten først langt nede ad skærmbilledet. Ser I det på samme måde?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.