/2 Kommentarer/i , /af ,

Parkeringsplads

Parkeringsplads

Ressourceforløb

Parkeringsplads?

Det er svært ikke at kalde ressourceforløb for en parkeringsplads. Intentionerne i loven (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 68 a, stk. 2 – og lovbekendtgørelsen) er såmænd ellers gode nok, tror jeg, men det er let at komme i tvivl, når man kender konkrete eksempler.

Formål

Hvad er et ressourceforløb?

Et ressourceforløb er et længerevarende forløb, der kan bestå af flere forskellige indsatser med det formål at udvikle din arbejdsevne, så du kan komme i arbejde (herunder fleksjob) eller uddannelse. Ressourceforløb tilkendes især personer, hvor det er overvejende sandsynligt, at de uden en særlig, tværfaglig indsats vil ende med at få tilkendt førtidspension.
Men det kan også være personer med aktuelle komplekse problemer i form af f.eks. helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold mv., hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang.
Kommunen skal dog vurdere, at alle relevante muligheder i den ordinære beskæftigelseslovgivning er udtømte, før der kan tilkendes et ressourceforløb. Kilde: DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet.

Et opslag i Statistikbanken viser, at der i 2016 var 14.486 personer i ressourceforløb i hele landet.

Konkret eksempel

Jeg kender fra hospitalet en kvinde på 32, som lider af svær skizofreni, hører stemmer, har svært ved at klare helt dagligdags opgaver så som tøjvask, hårvask, opvask mv. Det er så slemt, at hun nu er indlagt seks til otte måneder på rehabiliteringsafsnittet på Psykiatrisk Center Hvidovre. Formålet er, at hun skal lære at klare sig selv. Jeg håber sådan, det kan lade sig gøre, og jeg sætter min lid til de kompetente specialister på rehabiliteringsafsnittet.

Hun er i et femårigt ressourceforløb i Hvidovre Kommune. Jeg har af blot og bar nysgerrighed spurgt til, hvad der egentlig foregår i sådan et forløb. Hun svarer, at der ikke foregår noget, andet end at hun taler i telefon med – eller mødes med – sagsbehandleren vist nok hver tredje måned. De taler lidt (10 minutter) om, hvordan det går. Det er der nu næppe meget fremdrift i. Hun har været syg i mange år.

Sagsbehandleren har på forespørgsel svaret hende, at hvis hun ikke har det meget bedre, når de fem år er gået, vil hun få et nyt femårigt forløb. Når de år så også er gået, er hun 42 – og så kan hun søge førtidspension!

Sygt system

Systemet er sygt. En relativt ung kvinde skal altså sidde 10 år på sofaen i den et-værelses på 32² og vente på at blive gammel nok til pension. Hvorfor foregår der ikke noget (mildt) i sådan et forløb? Så er det jo netop en parkeringsplads. Disse udsagn betyder på ingen måde, at jeg synes, man skal jagte syge mennesker rundt i systemet, men jeg har svært ved at forstå, at man ikke skaber et eller andet, der peger lidt fremad. Min bekendte er en utrolig sød og beleven kvinde, der elsker bøger. Hun har engang været nogle måneder på et bibliotek. Måske kunne der skabes noget i den verden?

Hun siger ofte til mig, at hun ikke har lyst til at stå op, for hun ved ikke, hvad hun skal få dagen til at gå med. Da arbejdsmarkedet nu er alfa og omega for mig selv, har jeg (af ren projektion) et par gange foreslået, at hvis hun kunne få det bare lidt bedre, kunne hun måske finde et lille fleksjob på måske seks timer eller lignende. Så ville hun have noget at stå op til et par gange om ugen og af og til have nogle mennesker omkring sig. Det er hun slet ikke afvisende overfor.

Hvis hun gerne vil have et lille fleksjob, så opstil dog det som et mål og arbejd målrettet hen mod det. Den proces kan måske tage to år – men hvad gør det? Hvis det ikke er noget for hende, så tilkend hende dog den pension nu og ikke om 8 – 10 år! Det er for længe at sidde på sofaen!

Men hvad med mig selv? Kunne jeg ikke blive lykkeriere med en førtidspension? (Det skulle så blive 2021, før jeg indså det.)

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatridialog

Psykiatridialog

Mail fra Glostrup om psykiatridialog

Der kører p.t. et projekt, der hedder “Sikker psykiatri”, hvor man fokuserer på at opsamle patienternes gode og dårlige historier. Jeg synes ikke “Sikker psykiatri” er en særlig god overskrift, men pyt nu med det. Overskrift eller ej så er jeg blevet inviteret til at deltage i to møder:

  1. Enesamtale med en projektleder.
  2. Gruppesamtale med alle deltagerne.

De vil gerne have erfaringer med Psykiatrisk Center Glostrup, og her synes jeg, jeg har noget at bidrage med. Jeg har siddet og forberedt mig lidt, og samtalen skal favne nedenstående punkter.

Generelt er jeg meget interesseret i at blande mig i psykiatridebat og -dialog. Fx kunne jeg forestille mig at medvirke i “aftabuiseringsprojekter“, da det måske kan give systemet noget, og jeg måske også selv kunne få noget ud af det. Det er trods alt ikke den rene altruisme 🙂

Et andet sted at påvirke/medvirke kunne være Psykiatrifonden, som jeg oplever som hyper-professionelle.

Det er tredje gang jeg medvirker i den type projekter, og jeg vil gerne hjælpe, men så vil jeg også have sikkerhed for, at mine input til projekterne bliver brugt til noget. De to første gange er der vist ikke kommet noget ud af det.

Til drøftelse

Jeg var ikke “ventet og velkommen”

Ved indlæggelse 7. oktober 2016 var alle papirer udfyldt af Distriktspsykiatrien, Nana Hengstenberg, til fast track. Det eneste, jeg ønskede mig, var en seng. Hvorfor skulle jeg så alligevel vente flere timer i jeres arkitekttegnede venteværelse? Hvorfor skulle jeg så igen besvare de samme spørgsmål? Det eneste, jeg ønskede mig, var jo en seng og hurtigst mulig overførsel til ”mit” afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), afsnit 808, hvor jeg føler mig tryg.

Jeg følte mig bestemt ikke “ventet og velkommen”.

Et eksempel herpå er: Idet jeg havde det meget dårligt, havde jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter. En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, men inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser. Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Som en slags ”forsvar”, sagde de på 808 på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), at Glostrup jo ikke kendte mig endnu. Dette er ikke et validt argument. Hvad skal den patient, som indlægges første gang, så gøre? Hun er jo heller ikke ”kendt”. Skal hun ikke også have en ordentlig behandling?

Tre nye diagnoser på en times tid

En – i øvrigt meget rar og venlig – (over-)læge Jannik Bjerrum, udstak tre nye diagnoser efter en samtale på 45 minutter. Det drejede sig om Aspergers syndrom, ADHD og personlighedsforstyrrelse. Jeg skrev til Birgitte Welcher, at det kunne jeg ikke forstå, når resten af det psykiatriske system havde kendt mig i 2½ år uden at se dette. Jeg fik en rigtig fin snak med Jannik efterfølgende, hvor han kom til PCH, og hvor han forklarede, hvad der havde fået ham til at nævne disse muligheder. Jeg kan ikke huske, hvad han forklarede, men mit ærinde er også nærmere, at den slags aldrig må finde sted, da jeg er sårbar, forvirret og bange, når jeg lige er blevet indlagt. Og jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Når jeg henvender mig i skadestuen, er jeg altid bange for at blive sendt hjem igen, uagtet jeg kender tilstrækkeligt til min sygdom til at vide, om det er på den gale side eller den gode side. Jeg har været syg siden 2003, men den rigtige diagnose – bipolar affektiv sindslidelse – blev først stillet i sommeren 2014. Dvs., at jeg ved, hvad jeg taler om. Alle siger, at jeg har stor sygdomsindsigt.

På grund af pladsmangel på 808 måtte jeg blive i Glostrup i en uge. Det håber jeg ikke at skulle opleve igen. Så hellere sige ja til en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Hvidovre med pigtråd og annektering af opladeren til min iPad, fordi de tror, jeg hænger mig i den.

Konklusion

Jeg følte mig som prøveklud og som en gene. Det er ikke det, jeg har behov for, når jeg lige er blevet indlagt. Jeg vil bare have en seng.

Også noget på den positive side

Det skal bestemt også siges, at jeg har haft en positiv oplevelse i Glostrup: En lørdag skrev jeg i et blogindlæg om alt det, jeg pludselig var i gang med, om al den energi jeg pludselig havde, og om at jeg næsten kunne gå på vandet. Adskillige af mine læsere blev “opskræmte”, og mente jeg burde se en læge. Jeg er klar over, at jeg i manierne ikke ser klart på tingenes tilstand, så jeg turde ikke andet end at tage til Glostrup.

Efter den sædvanlige uhyrlige ventetid kom jeg til at tale med en rigtig sød læge. Hun konstaterede, at der ikke var spor af mani, og så tilføjede hun: “Det er altid bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt”. Sådan! Det svar var jeg glad for – her følte jeg mig faktisk “ventet og velkommen”.

Venlig hilsen

Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatrien er stadig udsultet

Psykiatrien er stadig udsultet

Arrig

Psykiatrien er stadig udsultet

Jeg kan blive så arrig, når jeg læser dette indlæg ovre hos Lene. Hun arbejder som sygeplejerske på et trombolyseafsnit, hvilket vil sige, at hun tager sig af mennesker, der har forskellige former for hjerneskader – og vist nok også mennesker, der er i risiko for at blive ramt. Når man kommer til hendes afsnit, er man derfor rigtig dårlig, og den medicin, man spiser, er ikke bolcher. Prøv at læse hendes indlæg for at se, hvordan hendes hverdage kan se ud. Jeg synes, det er rystende.

Eric kommenterede ved at spørge, hvad det er statsministeren mener, når han taler om “kernevelfærd”; det er åbenbart ikke noget, vi skal vente at se i sundhedssektoren, og den slet skjulte hensigt kan være at fyre lidt mere op under privathospitalerne.

Psykiatrien

Jeg genkender det; godt nok kun fra den anden side af bordet. De løber stærkt i psykiatrien. Psykiatrien er alvorligt udsultet, måske mere end det somatiske område, og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at der bliver gjort noget ved det. De hellige to pct. skal nås hvert år. Hvad pokker (jeg kan også værre ord, men de ser ikke godt ud på skrift) er det, der foregår?

Når jeg kan se, at medarbejderne har rigtig travlt, kan jeg ikke lide at “forstyrre” med fx et ønske om en snak. Og det er jo helt galt, når det er sådan. Måske gælder det især på et psykiatrisk afsnit, at patienterne har brug for en snak måske for at jage dårlige tanker væk, få afløb for diverse bekymringer om fremtiden eller jage stemmerne væk mv. Selvom medarbejderne ikke har tiden, er der flere af dem, der tager sig tiden.

En kvart million borgere til 13 sengepladser

Et enkelt eksempel på udsultningen: Det “gamle” 808 havde 18 åbne sengepladser, hvilket blandt andet betød, at man stoppede fire alvorligt syge mennesker ind på én stue. Er man indlagt i dagens Danmark, er man virkelig syg. Jeg har altid bedt om en kugledyne, men de tidligere kugler larmede helt enormt, så når jeg bevægede mig i sengen, kunne mine stue-medpatienter ikke sove, og de beskrev lyden som et tordenvejr.

Der var bad og toiletter på gangen.

I forbindelse med en fusion mellem Glostrup og Hvidovre, flyttede 808 op ad gangen til mere tidssvarende forhold med som hovedregel enestuer med eget bad og toilet. Dog er det stadig sådan, at når man får det lidt bedre, er der risiko for, at man bliver flyttet ind på en tosengsstue, fordi der kommer en ny patient, der har det værre. Det er ikke værdigt.

Før var der 18 åbne pladser. I forbindelse med fusionen og flytningen er der nu skåret ned til åbne 13 pladser. Optageomåderne er: Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. Nu kender jeg ikke lige befolkningstallet for disse kommuner, men enhver kan sige sig selv, at 808 er voldsomt underdimensioneret. Hvor længe skal det vare ved? Lige til en hænger sig lysekronen?

Tilføjelse: Jeg har undersøgt befolkningstallene pr. kommune: Albertslund 27.780, Brøndby 20.000, Hvidovre 52.027, Høje Taastrup 48.853, Ishøj 21.675, Rødovre 37.540, Vallensbæk 15.727. Det giver i alt 223.602 – til 13 sengepladser. Det holder altså ikke.

Kræftområdet

Hvis man kan sige, at nogle patienter har det bedre, så er det på kræftområdet. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, det er en forfærdelig sygdom, men der er en massiv spiller med indflydelsesrige kræfter: Kræftens Bekæmpelse. De er simpelthen så dygtige, og de har en kæmpe politisk gennemslagskraft. Jeg mener, at der er vedtaget fem kræftpakker, der er behandlingsgarantier, som blandt andet betyder, at behandling skal iværksættes inden for ganske korte frister mv. Der er brugt milliarder af kroner.

På det psykiatriske område er der hverken behandlingsgarantier eller poser med penge. Og det er så heller ikke helt korrekt: Der blev for et par år siden sendt 200 millioner kr. til psykiatrien, men den tidligere sundhedsminister (2015 – 2016) Sophie Løhde anede ikke, hvor pengene var blevet af!

Ekstrabevillinger til psykiatrien gives fra satspuljemidlerne, der er midlertidige/engangsløft, mens ekstrabevillingerne til kræftområdet altid er givet som varige løft på finanslovene. Det er fuldkommen urimeligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Strategisk samarbejde i psykiatrien

Strategisk samarbejde i psykiatrien

Kræftens Bekæmpelse

Strategisk samarbejde i psykiatrien

Da Kræftens Bekæmpelse for en lille måneds tid siden, holdt deres årlig landsindsamling, indsamlede de 34 millioner kr. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp 14 millioner ind. Hvad er det, de kan, som vi andre ikke kan?

Politisk gennemslagskraft

En anden ting, de kan hos Kræftens Bekæmpelse, er, at opnå politisk gennemslagskraft. De har initieret adskillige “Kræftpakker” – vist nok fire eller fem. På de psykiatriske område er det uhyre småt med den slags. Der er vist nok noget med en psykiatripakke på 200 millioner kr., som er forsvundet ud i den blå luft. Ingen ved hvor pengene er blev af – ikke engang Sonja Löhde. Det er i sig selv mærkeligt.

Pengene er i hvert fald ikke gået til Psykiatrisk Center Hvidovre (som nu hedder noget helt andet efter engang også at have heddet “Brøndbylund”). De har nu kun 13 åbne sengepladser på 808 til et optageområde, der dækker Hvidovre, Rødovre, Valby og også noget mere, som jeg ikke lige kan huske. På én måde er det positivt, at der nu er færre sengepladser, da det betyder, at vi ikke længere ligger på 3- og 4-sengsstuer. Læg lige fire psykisk syge mennesker med sygdommen i udbrud i samme rum… Det er ganske enkelt uværdigt, men man tager imod det, da alternativet er værre: Ensomheden i eget hjem – måske med mange farlige tanker.

Strategisk samarbejde

Endelig kommer jeg til sagen: Hvorfor slår Psykiatrifonden og SIND sig ikke sammen i et strategisk fællesskab, der skal dreje sig om at kæmpe psykiatripakker – der vel at mærke batter – gennem det politiske system? “Fællesskab gør stærk”, siger man, og det må også gælde her!

I den daglige kernedrift har de to organisationer hver deres profil, men det behøver vel ikke betyde, at de ikke kan forene kræfterne på et enkelt strategisk område?

  • Psykiatrifonden går op i viden, uddannelse, aftabuisering, forskning, kommunalt samarbejde, uddannelse af patienter og pårørende mv. De har fx et super flot “mentalt motionscenter” på deres hjemmeside. På siden kan man hjælpe sig selv og få inspiration til, hvad man selv kan gøre.
  • Fra hjemmesiden: “SIND citeres meget ofte i medierne. Både aviser, tv, radio, magasiner og internetmedier omtaler regelmæssigt Landsforeningen SIND. Omtalen gælder både kommentarer til aktuelle sager og mere langsigtet ekspertise. SIND har desuden god kontakt til adskillige politikere og embedsmænd. Både formelt via de høringssvar, SIND som repræsentant i fx Danske Handicaporganisationer er berettiget til at afgive, og uformelt, når udspil og lovforslag tager form. SIND har også repræsentanter i en lang række lokale og landsdækkende udvalg, råd og nævn.”

Nytænkning?

Det er såmænd ikke fordi, jeg har fundet “de vises sten” mht. det strategiske samarbejde. Nogen må vel have tænkt disse indlysende tanker før mig?

Det betyder bare ikke, at der ikke kan være behov for endnu et svar på, hvorfor Kræftens Bekæmpelse kan meget mere end os.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.