, , ,

Protese nej tak

Er der noget galt?

Jeg kommer lige fra tandlægen på Hvidovre Tandklinik og “min Nadia”, der simpelthen er så sød og så dygtig. Jeg er meget glad for, at hun på forhånd siger, hvad hun vil gøre, når hun allerførst har spurgt, hvad jeg mærker. Efter den tur, jeg har været igennem, er jeg altid lidt bange for, at der kan være noget galt. Det er der stort set ikke.  Jeg er altid bange for en protese. Jeg ved godt, det er dumt.

I dag roste hun mig for, at jeg børster kanterne på kronerne rigtig fint. Jeg bliver så barnligt stolt og glad, når hun siger sådan. Jeg har én tand tilbage uden krone!

Jeg var motiveret

Mine egne kroner er forsvundet i dette projekt, men jeg er færdig med at betale til ca. november. Til den tid vil jeg måned for måned føle mig som en rigmand/-kvinde. 3.000 kr. om måneden er mange penge, når man lever af et fleksjob plus en invalidepension. Det har været en prioritering fra min side, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg i det hele taget har noget at prioritere med. Det er ikke enhver forundt. Jeg læser ofte om mennesker, der har problemer med tandlægeregninger på fx fem eller ti tusinde. Min var på 103.615 kr.. Jeg bliver så glad, når jeg ser på grafen, der dog ikke viser den indledende udbetaling på 40.000 kr.

At det kunne lade sig gøre at få ordnet tænderne for så mange penge skyldes ene og alene, at Amar, som klinikejeren hedder, ville gå med til en afdragsordning. Jeg har senere spurgt ham, hvad der fik ham til at sige ja, når Nordea(!)  sagde nej. Han svarede, at jeg virkede meget motiveret, og det har han jo ret i. Jeg skulle ikke have en protese.

Nadia og jeg småsnakker

Nadia og jeg kender jo efterhånden hinanden rigtig godt, så vi småsnakker også lidt med mindre, jeg absolut er er nødt til at tie stille, fordi hun skal arbejde.

Jeg kommer hver 3. måned, selvom hun egentlig synes, hver 5. måned ville være tilstrækkeligt. Jeg skal bare ikke risikere det mindste. For ikke så længe siden gik jeg i panik, da jeg syntes, jeg i spejlet kunne se noget, der lignede Carries. Gudskelov havde hun en akuttid, og jeg skal bare krydse Hvidovrevej for at komme derhen, og gudskelov kunne hun fortælle, at jeg så syner.

Hvad mærker du?

Hun spørger altid til, om jeg mærker noget. I dag måtte jeg desværre fortælle hende, at det af og til føles som om to af kindtænderne i venstre undermund er “for høje”. Det varer en til to dage, og så er det faldet til ro igen.

På forhånd havde vi aftalt, at hun i dag skulle tage panoramabilleder, der også kaldes “Ortopan-røntgen”, idet der nu er gået 12 – 14 måneder, siden det store arbejde blev gjort færdigt. Den form for billede skaber overblik over alle tænder, rødder, nerveforløb, og kæberelationer.

Hun kunne se, at det er som om, knoglen degenerer på det sted, og hun vil bede Amar om en second opinion. Så må han beslutte, hvad der skal ske. Evt. er der noget med en bro, der skal frigøres. Jeg forstod det desværre ikke rigtigt, og det, jeg forstod, har jeg glemt, men sådan er det jo med mig.

Amar kigger på billederne på torsdag, og så får jeg besked pr. telefon. Jeg håber inderligt, at det ikke er en større historie. Jeg orker næsten ikke, at tandlægen igen skal være en stor del af mit liv. Nu vil jeg bare betale min restgæld, børste mine tænder og så tænke på andre ting.

De er uhyre grundige, og det er jeg glad for. Blandt andet derfor har jeg givet dem fem af fem stjerner på TrustPilot, selvom TrustPilot hos mig kan ligge på et meget lille sted.

Mundtørhed

Mundtørheden er i dag helt tosset, da jeg i nat måtte tage Lysantin mod Restless Legs. Nadia kunne meget tydeligt se det.

En bivirkning hvor bivirkningsmedicinen udløser en anden bivirkning. Det er skruen uden ende. Jeg fik en “tungeskraber” med hjem, da det også går ud over tungen, og passer man ikke på den, er der risiko for svamp… Jøsses…

Prisen

Selvom alt under 100.000 er billigt, er det alligevel smådyrt at gå derhen, blandt andet fordi der ikke er tilskud fra Sygesikringen til panoramabilledet. Regningen (patientens andel) lød på:

  1. Udvidet tandrensning: 277,30
  2. Fokuseret undersøgelse: 132,64
  3. Tandrodsrensning: 104,75
  4. Ortopan-røntgen: 750,00

I alt: 1.264,69

Politik

Hvorfor tandlægeregninger ikke er en del af skattebetalingen, har jeg endnu ikke fattet. I 2½ år sagde alle folk i “systemet” til mig, at jeg skulle se at få ordnet mine tænder, men ingen anviste, hvordan jeg skulle klare det, når mit indtægtsgrundlag var sygedagpenge. Hvem vil låne en sygedagpengemodtager lidt over 100.000?

Jeg ansøgte kommunen, men hørte ikke noget i fem eller seks måneder, og derefter mente de, at at overslaget var forældet. Det havde de jo ret i, men det første overslag lød på 70.000 kr., og det opdaterede overslag lød på 151.000, hvor jeg fik forhandlet en rabat på 47.385 kr. igennem. Regningen til mig lød så på 103.615 kr., men værdien af det arbejde, Amar har lavet, er de 151.000 kr.

Jeg ville ikke have proteser

Skulle jeg have “ladet kommunen betale” havde jeg ikke fået den bedste behandling men den billigste behandling, og det havde været to proteser. Amar spurgte helt specifikt, og jeg glemmer det aldrig, “Vil du have den rigtige behandling eller den billigste behandling?” Jeg var ikke i tvivl: jeg ville have den rigtige behandling, for sådan er jeg! Kun det bedste er godt nok, og jeg går aldrig på kompromis! Har jeg ikke råd til et eller andet, så undværer jeg hellere!

Jeg ville være så flov over ikke at have mine egne tænder. I min mors generation (hun var født 1935) var det ikke ualmindeligt, at man fik en protese eller to i konfirmationsgave, men det er tiden gudskelov løbet fra. Min mor havde protese både i over- og undermund i alle de år, jeg husker, og hun gik meget ofte til tandlæge Skjerning i Skjern. Sådan vil jeg ikke ende.

Hvis jeg skulle få behov for en serie ECT-behandlinger igen, ville jeg være rædsomt ked af at svare nej, når de spørger “har du dine egne tænder”! Jeg ville føle det som et voldsomt stigma.

Jeg synes selv, jeg er bedre end som så, og jeg har den daglige glæde ved at kunne smile igen!

, ,

Tidsregistrering og makroer

Tidsregistrering og makroer

Det er så sjovt

Tidsregistrering og makroer

Nu befinder jeg mig jo pludselig i det pulserende, private erhvervsliv, hvor jeg lægger de fire timer i Farum og de fire timer herhjemme. Vi har lavet det sådan, fordi jeg har 1½ times transport hver vej. Det er en god løsning.

Jeg har fundet et lille Excelprogram på nettet, hvor jeg registrerer, hvad jeg bruger min tid på. Herefter har jeg lavet min første makro (Eric – hvad siger du så? ) i Excel, så det er lettere at få et overblik, og jeg har tilføjet nogle funktioner, jeg synes manglede. På under et splitsekund er alt sat overskueligt op, det ser pænt ud, og de rette summeringer er lavet. Det var i virkeligheden ikke så svært. Jeg er sikker på, at min metode var håbløs, men jeg konstaterer med tilfredshed, at det virker – og jeg har fået mod på at lave flere makroer.

Min tanke er, at når jeg arbejder så meget hjemme, og i det hele taget arbejder med ting, min nye arbejdsgiver ikke ved, hvad er, må de da have en interesse i, hvad jeg egentlig laver. Jeg viste selvfølgelig arket frem men – og nu kommer overraskelsen – det interesserer dem i virkeligheden slet ikke, bare jeg leverer resultater.

Jeg bliver selvfølgelig ved med at tidsregistrere, for om end ikke andet, vil jeg da selv gerne vide, om jeg er foran eller bagud med timer. Fx: jeg sad forleden dag med noget, der normalt vil tage en halv time, men det tog tre… Her kan jeg godt lide at kunne skrive opgaven og i kommentaren skrive, at det drillede.

Et helt andet politisk system

Jeg kommer jo fra staten, hvor der er et evindeligt pres på produktiviteten og på, hvad vi leverer for skattekronerne. Vi får altid at vide, at vi laver for lidt, drikker for meget kaffe, og at vi bare skulle se, hvordan det foregår ude “i virkeligheden”. Og “virkeligheden” skal som hovedregel forstås som “det private”.

Ydelserne skal hvert år blive de berygtede to pct. billigere. Kvinderne skal så også føde to pct. hurtigere. Dybest set er der jo stemmer og symbolpolitik i udsagnet: “Hvad får vi for pengene, og får vi nok?” Derfor er tidsregistrering en nødvendighed. Hvordan kan vi vide, hvad ydelserne koster, hvis vi ikke tæller op, hvor mange timer vi har brugt på at fremstille dem? Hvordan kan vi vide, at vi har nået de to procent, hvis vi ikke har en hel masse data at gange og dividere med? Det er fuldt forståeligt, men måske har det taget overhånd?

Inhabil

Jeg er i virkeligheden inhabil, idet jeg har implementeret tidsregistreringssystemer i tre styrelser plus Udenrigsministeriet, og det har forekommet mig at være helt naturligt. Og derfor er det en meget speciel følelse at kommer til det private og opdage, at de synes, den slags er irrelevant. På samme måde skal jeg ikke have madpakke med. De betaler frokosten. Al den slags skal jeg godt nok vænne mig til. Jeg forstår det slet ikke, men der er på en måde noget befriende over det.

På en måde kan man sige, at det jeg kommer fra, er et “kontrolhelvede” – på den anden side har den udefinerede masse  “skatteborgerne” ret til at vide, hvad de får for pengene. Ministeren vil gerne kunne gå ud at sige, at han/hun har styr på sin biks, og at vælgerne derfor trygt kan stemme på ham/hende ved næste valg.

At bruge priserne

Når vi nu har ganget og divideret tilstrækkelig mange data i Excel, ved vi, hvad ydelserne koster, og vi kan oplyse, at de blev 2,1 pct. lavere end det foregående år. Så langt så godt.

Jeg talte forleden med en ven om alle disse ting. Hun mente, at det ville være næsten umuligt at opgøre, hvad fx en hospitalsseng kostede i døgnet. Det synes jeg nu ikke, man skal vel bare tage de direkte omkostninger og lægge overheadet til? De første gange man gør det, kan det selvfølgelig være enormt svært at få lagt en andel af fx havemanden og huslejen til en sengedag og få noget fornuftigt ud af det. Der er en række definitioner og regneregler, der skal på plads, men raketvidenskab bliver det altså aldrig.

Når man kender priserne, kan man også opgøre, hvordan bevillingerne bør se ud. Hvis en psykiatrisk afdeling kører på pumperne, og det gør den, har de behov for at kunne sige: Vi har konstant overbelægning, og vi har ydet 51 ECT-behandlinger ekstra. Jeg er helt klar over, at overbelægningen selvfølgelig bringer den gennemsnitlige pris pr. sengedag ned. Der kan køres flere patienter gennem systemet for de samme penge. Huslejen og havemanden bliver billigere pr. sengedag. De ekstra patienter skal selvfølgelig også have mad, medicin, pleje og alt det andet, der hører med til at være indlagt. Men gennemsnitsprisen må alt andet lige falde.

Jeg ville gerne opgøre omkostningerne

I mit strandede bogprojekt ville jeg gerne opgøre omkostningerne til mit forløb. Sundhedsdatastyrelsen har nogle “lækre” regneark med DRG-priser. DRG står for “diagnoserelaterede grupper” og er et begreb, der er alment brugt i sygehusvæsenet. DRG-priserne på hjemmesiden er alle opdaterede. Priserne rummer både somatikken og psykiatrien. Der ligger en takst for ECT-handlinger på ca. 2.800 pr. styk. Det tal gangede jeg med 51 og fik derved et beløb på ca. en kvart million. Altså har væsenet givet mig ECT for en kvart million. Hvis man vil vide, hvad et forløb som mit har kostet, skal dette beløb selvfølgelig med – det er jo enormt mange penge.

Jeg har stået på hovedet for at finde ud af, om det var den rigtige pris på denne ydelse og på et par andre ting i form af fem timers neuropsykologisk undersøgelse, en tur på Hukommelsesklinikken mv.

Jeg blev sendt hid og did i systemet gennem tre måneder. Jeg endte i RegionH, der efter fem uger skrev, at man ikke brugte DRG-taksterne i psykiatrien, og at man i hvert fald ikke vidste, hvad en ECT-behandling kostede.

Jeg er meget overrasket! Hvorfor bruger man ikke DRG-taksterne, når de findes? Hvorfor er de fuldt opdaterede, når de ikke skal bruges til noget? Hvordan kan psykiatrien ansøge om øgede bevillinger, når man ikke ved, hvad ydelserne koster? Til sidst opgav jeg at stille flere spørgsmål, og de var også temmelig trætte af mig.

Det foregår vist nok sådan, at det enkelte psykiatriske center får en arbitrært fastsat pose penge, og uanset antallet af patienter og ECT-behandlinger mv. skal de bare løse opgaverne for de penge.

Der er ikke noget at sige til, at psykiatrien er udsultet! Ved brug af DRG-takster (eller nogle andre takster) kunne dette ret let ændres. Jeg kommer gerne og laver et par regneark til dem.

Men hvis bevillingsgiverne ikke vil kende til fakta, er det selvfølgelig også lettest at vende det blinde øje til. Det er bare ikke tilfredsstillende for os, der bruger psykiatrien.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Psykiatri og økonomi

Psykiatri og økonomi

Psykiatrifonden har en plan

Psykiatri og økonomi

Jeg kan så godt lide at læse Anne Lindhardts indlæg på Psykiatrifondens hjemmeside. Hun har ordet i sin magt – og hun har markante holdninger. Det er, efter min opfattelse, en god kombination. Det er det, der er behov for. Det er sådanne, jeg også prøver at have i min magt.

Hun skrev (sikkert ikke selv) følgende på deres Facebookside i går:

Psykiatrifonden har en plan. En genial plan. Den er timet og tilrettelagt. Vi skal bruge:

– Flere midler til behandling
– Et viskelæder, så vi kan viske aldersbegrænsning og brugerbetaling på psykologhjælp væk
– Et forstørrelsesglas, så der kan blive sat fokus på på forebyggelse og efterbehandling

Det handler ikke om et pengeskab. Eller juveler. Det handler om lighed i sundhed. Men det er stadig et kup til milliarder! For psykisk sygdom koster hvert år samfundet rundt regnet 55 mia. kr. i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste.

Udredningsgaranti

I september 2017 blev der fastlagt en såkaldt udredningsgaranti, der bevirker, at også mennesker med psykisk sygdom kan få stillet en diagnose indenfor 30 dage. Sådan har det været i somatikken (somatk er lig alle andre sygdomme end de psykiatriske) i årevis. Så det er godt, at der omsider kom en form for ligestilling mellem somatikken og psykiatrien.

Problemet er

Der fulgte bare ikke nogen penge med! Så nu kan man få sin diagnose, gå hjem at vide, at man har bipolar affektiv sindslidelse og vente nogle måneder på en indkaldelse i e-boks. Tænk hvis man gjorde sådan med kræftpatienter. Kræftens Bekæmpelse ville (berettiget) kæfte op, gå til ministeren og samtlige dagblades webredaktioner. De kan sætte dagsordenen; det kan vi ikke.

Hvorfor er et sådan? Er det fordi, der stadig er meget tabu forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi spillerne på området ikke spiller tilstrækkeligt godt sammen? Er det fordi fx “Psykiatrialliancen” ikke manifesterer sig tilstrækkeligt? Jeg talte med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om “Psykiatrialliancen”. Hun vidste end ikke, hvad det var, og man hører så sandelig heller ikke meget til den. Og min kontaktperson er skam ellers meget opdateret på, hvad der foregår rundt omkring.

Note i november 2021: Alliancens seneste opdatering er fra november 2016. Der sker absolut intet og derfor en god grund til, at hun ikke kendte til den.

Satspuljemidler

Satspuljemidler er kendetegnede ved at være øremærkede til eksempelvis projekter. Da projekter jo hører op, hører midlerne også op. Vil man forbedre driften af et område, skal beløbene på finansloven – det ved enhver.

Psykiatrifonden skriver på sin hjemmeside:

Ekstra midler til behandling er afgørende.

I forbindelse med forhandlingerne om satspuljemidlerne i 2014 blev der faktisk tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien frem til 2018. Det kan lyde af meget, men problemet er, at det ikke er regulære ekstra midler, og at pengene er øremærket mange forskellige indsatser og projekter til fx byggeri og ikke i tilstrækkelig grad varme hænder.

”Det vi har brug for, er det, som vi har set på hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige midler. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Jeg er ikke klar over, hvor mange kræftpakker, der er vedtaget, men det foresvæver mig, at det er fem, og milliarderne er fulgt med. Hvorfor har vi ikke psykiatripakker?  Er psykiatrien ikke lige så “fin” som somatikken?

Der er bestemt behov for byggeri, da den bygningsmasse, jeg kender til, er stærkt kritisabel og under lavmålet. Det er uværdigt, at stoppe fire meget syge mennesker ind i det samme lokale og adskille sengene med stativer “iført” en slags gardiner. Hvis man får seng nummer fire, som er den, der er skubbet ind for at tage spidsbelastningen, mærkes det tydeligt. Der er nemlig ikke nogen natlampe, og der er ikke nogen stikkontakt, så når iPadden skal lades op, må den ligge i håndvasken! Der er i øvrigt heller ikke et skab til tøj og sådan…

Forestil dig

En patient henvender sig i skadestuen med et brækket ben, en forstuvet albue, hjerteflimmer, begyndende cancer eller lignende. Han behandles, og der iværksættes evt. et længerevarende forløb.

En anden patient henvender sig i den psykiatriske akutmodtagelse med angst, depression eller selvmordstanker. Beskeden er ofte: Gå hjem og pas på dig selv. Sov. Gå en tur.

Der er altså et eller andet galt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Kontrol hos tandlægen

Kontrol hos tandlægen

Jeg bliver så glad!

Kontrol hos tandlægen

I torsdags var det atter tid til kontrol hos min søde tandlæge Nadia, som jeg nu har fået fortalt, er opvokset i Algeriet. Hun tog studentereksamen der, og kom derefter til Danmark.

Jeg kommer til hende hver tredje måned, selvom hun mener, hver femte måned ville være tilstrækkelig. Jeg skal bare ikke risikere noget som helst! Beløb i den størrelsesorden har jeg kun én gang i livet.

Når jeg skrår over gaden, er jeg altid bange for, at hun vil sige, at jeg ikke har børstet tilstrækkeligt og/eller, at der er kommet caries. men det gør hun ikke.

Hun siger derimod “Du holder det så flot”, “Det er meget fint” osv. Jeg sagde til hende, at det er som at få ros af læreren for en fin diktat. Hun svarede, at sådan havde alle mennesker det. Det var jeg ganske betrygget af. Regningen lød da også kun på 524,69 kr.

Og hvad med alle de andre?

Jeg er så tilpas usympatisk, at jeg følger et par grupper på Facebook, hvor medlemmerne søger hjælp til alt muligt, det være sig kontanter eller diverse løsøre så som en seng eller en kommode mv. Jeg nasser uden at tilbyde min hjælp.

Der er mange, der søger hjælp til tandbehandling, og der er mange, der har store problemer med mundtørhed. Kommunerne giver stort set ikke noget, og giver de, er det kun til det allermest nødvendigste. Dér er ingen skelen til den livskvalitet, det er, at kunne smile. – Jeg kunne ikke smile i 2½ år – …

Mange, i disse grupper, har smerter i ugevis/månedsvis, fordi de ikke har råd til den nødvendige tandbehandling. Jeg forstår dem så godt. Hvor går man hen med dårlige tænder?

Medicinen ødelægger tænderne

Mange skriver om, at det er medicinen, der har ødelagt tænderne. Og det har de jo utvivlsomt ret i. På kontanthjælp/sygedagpenge er der bare ikke råd til en luksus som tandlæge. Jeg kunne heller ikke. I 2½ år kunne jeg bare se det blive værre, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.

Den rigtige behandling eller den billigste?

Jeg glemmer aldrig da Nadia, eller måske Amar (klinikchefen), spurgte, om jeg ville have den rigtige behandling eller den billigste. Som menneske er jeg sådan indrettet, at jeg altid går efter det sublime. Det var ikke godt nok med to proteser… Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om, at når de, ved næste ECT-behandling, skulle spørge om hvorvidt, jeg havde mine egne tænder, og jeg så skulle rydde både undermund og overmund ud på den lille bakke til højre sammen med uret, brillerne og snøreskoene.

I min mors generation (hun var fra 1935) var det ikke ualmindeligt at få en protese i konfirmationsgave.

Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvor udgifter til tandbehandling ikke falder ind under sygesikringen, så det bliver gratis at gå til tandlæge på samme måde, som det er at gå i til lægen.

Paradoksalt føler jeg mig heldig over, at jeg har min invalidepension, for uden den kunne jeg ikke have valgt den rigtige løsning, som jeg nu bliver bekræftet i hver tredje måned. Der er altså et eller andet galt i vores fælles velfærdsdanmark.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.