/i , , /af , ,

Lægesamtale – mega fed…

Lægesamtale. Lægeligt set

I gamle dage

Lægesamtale

I gamle dage kaldtes det “stuegang”. Det var dengang, lægerne gik rundt til patienterne på stuerne. Nu går patienterne rundt til lægerne, hvilket faktisk passer mig fint, da stuen er mit eneste privatliv bag stofskærmen, der er stillet op mellem mig og min roomie.

Møde med overlægen

Jeg var forfremmet til at se overlægen – eller også skulle hun se mig – tilstede var også en psykolog og oversygeplejersken ville også gerne med. Der sagde jeg stop! Men bare ved at sige “Så bliver vi sørme mange”.

Så mange mennesker orker jeg ikke til noget, der jo egl. er ret privat. “Hvad ser og hører du, som ikke er der – og er det bedre, har du bivirkninger…?”

Nu kender jeg jo efterhånden overlægen ret godt. Tidligere har jeg oplevet hende som noget arrogant, og det har min tidligere bisidder også, men i dag var det helt anderledes; måske fordi hun havde psykologen som sekretær?

Den første glædelige nyhed er, at alle mine blodprøver er så strålende. Yes! Der var ellers nogle tal på sundhed.dk, der havde bekymret mig lidt, så jeg må sige, at læringen for mig her er, at jeg ikke gider kigge på prøvesvarene mere med alle de der røde pile, som jeg jo alligevel ikke fatter så meget af. Når overdoktoren her siger, at alt er fint, tror jeg på det!

“Vi” øger Abilify med 5 mg. til i alt 15 mg. og ser, hvordan det så går. Hun mener, ECT nu vil være for drastisk et skridt, og jeg kan godt se, hvad hun mener. Det er trods alt en indgribende behandlingsform. Meget positivt var det også, at hun spurgte, om jeg havde bivirkninger af Abilify. Jeg var glad over at kunne sige, at det har jeg indtil videre ikke.

Vi fik talt dosispakninger, hvor hun endnu engang forsikrede mig om, at det sætter de i værk herfra. Det er sådan noget, der kan holde mig vågen om natten, også selvom jeg godt ved, at jeg har fået et svar på det. Koordinationen, hvem gør hvad, husker de det, bliver det rigtigt og andre bimsede ting. Jeg har svært ved at slippe kontrollen, og sådan er jeg bare!

Patientstyret indlæggelse (PSI)

Jeg spurgte til en PSI-kontrakt, og den bliver en formssag. Hun syntes, at det var en rigtig god idé, og at jeg bestemt var i målgruppen. Fedt.

Helt uden forespørgsel eller anden ydre anledning sagde hun “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Sådan! Hendes umiddelbare vurdering er derfor, at jeg bliver her tre uger endnu, men det er selvfølgelig med sytten forbehold. Jeg tror, mange overlæger gerne ville kunne sige sådan, men de kan ikke af ressourcemæssige årsager, så hende her må være pokkers dygtig til at kæmpe ting igennem. Det er bare en tese. Alle jeg har talt med siger da også, at hun er meget dygtig. Jeg har bare altid tænkt, at det “kun” var som psykiater. Men der må være noget mere!

Jeg har stor tillid til Melita Svraka. Hun er hamrende dygtig! Her er et spændende referat fra et patientfeedbackmøde, hvor hun deltog.

Den udsultede psykiatri i praksis – lille brok – psykiatripolitik

  • Den friske frugt to gange ugentligt er sparet væk – men der af en anden pulje fundet en kvart million til at lægge fliserne lige … Hvor skal vi ryge, hvor kan vi være for støj, mens gravkøerne arbejder? De, der har værelse ud til haven, har det slemt. Det arbejde, der støjer, vil vare en og en halv uge.
  • Tidligere var der lidt “eftermiddagsmad” knækbrød og lidt smøreost. Sparet væk.
  • Der mangler stikkontakter. En patient foreslog stikdåser…, som jo faktisk er en god løsning, men må man egl. det? Hvad siger brandmyndighederne?  I dag har min tandbørste stået til opladning inde hos sekretæren, for ledningen kan ikke nå ned til gulvet. Absurd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Er det nu en nærpsykose

Er det nu en nærpsykose

Gad vide hvad det er?

Er det nu en nærpsykose

Jeg har talt med en vældig sød “stuegangsgående psykolog” – ville nu hellere have talt med en læge – men hun var helt OK! Og det var en god snak. Hun konkluderede, at der nok var tale om en nærpsykose. Bliver det ikke bedre, kan det overvejes at øge mængden af Abilify…

Jeg har (selvfølgelig) prøvet at finde ud af, hvad en nærpsykose er, men kan kun finde ud af, at det er “psykose light”. Der var ikke tid til at spørge, for hun havde rejst sig og var på vej ud ad døren. Det føles ikke særlig light, men selvfølgelig er jeg ikke ude på overdrevet. Det ved jeg da godt, ellers kunne jeg jo nok ikke skrive her, men det er det, jeg overlever på.

Piller, piller, piller eller en at tale med?

Har du det skidt? Vil du så ikke have en Oxapax (det er en Benzo)? Jeg er ved at få pip (eller bip) af piller. Kl 22:00 sluger jeg et måltid af komplekse ting, som jeg slet ikke kan overskue længere. Er der ingen bedring, kan der overvejes ECT igen, kan jeg læse på sundhed.dk… Jeg må sige, at jeg selv har tænkt tanken, og jeg er slet ikke afvisende; jeg synes måske bare, det var noget, vi burde have talt om, da det jo er en indgribende behandling.

Stedet har psykologer (vist to) men der er vist to måneders ventetid. Jeg vil have min egen – knalddygtige psykolog!– igen. Jeg orker ikke at starte forfra. Jeg tror på, at den medicinske behandling skal kombineres med samtaler, men psykiatrien i dagens Danmark er meget kemisk orienteret.

Problemet er, at da jeg sluttede med hende ultimo 2017, kom hun til at arbejde mere eller mindre gratis den sidste tid, da regionen viste sig ikke at ville betale mere, fordi  jeg havde opbrugt min kvote. Nu siger hun så – forståeligt nok – at det vil hun ikke igen.

Jeg har bragt henvisningen via egen læge på plads i morges. Det er en formssag. Men hvordan får jeg fat i sygesikringen? Socialrådgiverne her er så pressede, at de kun kan tage sig af patienter, der risikerer hjemløshed eller tvangsfjernelse af børnene. Det er selvfølgelig fair nok. Så afdelingen henviser til Distriktspsykiatrien.

Jeg kontaktede min fantastiske kontaktperson og spurgte tudende, om hun kunne kontakte deres socialrådgiver? Gitte er hurtig, og der var en mail på ingen tid. De mener, det kan tolkes som et nyt traume, og at der kan ydes nyt tilskud. Samtidig ringede hun og sagde, at det måske ikke var det, jeg skulle beskæftige mig med lige nu. Og det har hun jo så evigt ret i. Alligevel føler jeg, at jeg har behov for at få oplysningerne verificerede. For et er, hvad Distriktspsykiatrien tolker, noget andet er, hvad sygesikringen siger.

Jeg har viderebragt ovenstående til psykologen, der tager over og undersøger. Fra en sygeseng på en psykiatrisk afdeling kan jeg bare ikke gøre mere. Jeg har bare den der dumme fornemmelse af at falde lidt mellem to stole. Men jeg kan hvert fald ikke gøre mere.

Politik i psykiatri

Jeg har sendt dette link om det fremskudte dige til regionHs direktionssekretariat og spurgt, om det er noget, de har kommentarer til. Det må de da næsten have? Jeg er sørme spændt på, hvad de svarer, hvis de gider svare en svingdørspatient.

Flytninger der til tider er helt gak gak

Hidtil har jeg haft en tosengsstue for mig selv. Nu er jeg så flyttet ind til en ældre dame, der er vældig sød, men som small talker en hel del… hvor kan jeg snart være? Derhjemme står respiratoren jo i klædeskabet og siger bip, bip, bip.

Måske har jeg fået en ven, ham der havde PSI-pladsen, men da hans fem dage var udløbet, var han alligevel for dårlig. Planen var så indledningsvist at flytte ham de tre dage til Glostrup til modtagelsen for derefter at flytte ham tilbage hertil. Så var kommandovejen nemlig fulgt – totalt gak, og han var selvfølgelig totalt smadret ved udsigten til at skulle flyttes to gange på en uge. Det kan man simpelthen ikke gøre med ret syge mennesker. Afdelingens overlæge er sindssygt skarp, så jeg er sikker på, hun har været inde over og fået rettet op på det. Jeg er glad for, at han bliver, for vi taler utrolig godt sammen.

Og en biting: en opredning i Glostrup med rengøring før og efter koster 3.700, og det ville så have været 7.400 kr. ud ad vinduet. Hvad tænker de på?

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Strategi i psykiatri

Strategi i psykiatri

Inspiration

Strategi i psykiatri: Min bekendt Søren på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998. Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok  2016 – 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er der er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på PsykiatriAlliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snapt det går. Senest aktivitet var i 2016. (Og det gælder også, når man besøger siden i 2021.)

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Lægeligt set

Kasper Thybo Reff Lægeligt set

Kemisk orienteret

Lægeligt set: Psykiatrien i Danmark er meget “kemisk” orienteret, men det gælder ikke alene Danmark men også i de lande, vi sammenligner os med. Vi taler præparater og doser i en uendelighed, og havde jeg ikke fået min dosis af psykoterapi først via Psykiatrifonden og dernæst hos Psykiatrifondens psykolog, der gik selvstændig, ville min situation helt sikkert være en anden.

Nu kommer jeg “ren og fri” for gamle traumer, og ved, at det alene er den bipolare lidelse, der taler mig op og ned, og at det kun er medicinen som hjælp på det tilbageblevne – altså sygdommen. Af den grund har jeg intet mod kemien

Jeg har haft verdens bedste psykolog; vi har været rundt om det hele; jeg føler ikke, der er flere lig i lasten, og jeg skal ikke gennem flere mystiske forløb! Der er kun bipolariteten tilbage.

Peter Gøtzsche: nej tak!

Jeg kommer aldrig nogensinde på Peter Gøtzsches hold. Dertil har medicinen og psykiatrien gjort mig for meget godt. Jeg har lige været stabil i 1½ år; det er måske ikke så længe set over en bipolar kam, men for mig er det et kvantespring efter en periode med ni indlæggelser med 188 sengedage på 2½ år. Jeg røg ind og ud. På et tidspunkt følte jeg, at jeg næsten var mere inde end ude, men det er selvfølgelig ikke korrekt. Jeg følte også, at de passede på mig, når jeg ikke selv magtede det, og at de ville mig det godt. Jeg har aldrig nogensinde været ked af at komme i psykiatrien, når vi fraser et intermezzo i 2006, hvor jeg blev sendt hjem efter et selvmordsforsøg. De har gudskelov ændret praksis siden da, for det var da helt utilstedeligt.

Som bipolar er målet en eller anden form for “leverpostej”, nemlig som man har det, når man befinder sig mellem de to poler, som ordet bipolar er afledt af. Et pænere ord for “leverpostej” er “stemningsneutral”.

Jeg havde ikke klaret det uden psykologen, og jeg havde ikke klaret det uden medicinen. Ingen af dem kan stå alene! Der har været en del egenbetaling (ca. 50.000 kr.) til psykologen, og det vil være umuligt for mange psykiatribrugere. Og her viser uligheden i sundheden sig. I det store perspektiv ville det ikke være et problem at finde midler til psykiatribrugeres psykologbehandling; og det er dyrere at lade være! Det er noget billigere at betale psykiatribrugernes psykologbehandlinger end at lade dem indlægge gang, på gang, på gang. En indlæggelse koster kassen. Jeg skal gerne bistå med en cost benefit analyse!

“Kemisk opfølgning” med Kaper og Christina fra Akutteamet på PCGL

Jeg har i dag været til en form for opfølgning sammen med overlæge Kasper og farmaceut Christina. Jeg så glad for at kunne komme at sige, et jeg nu ikke har haft anfald af Restless Legs i sammenlagt 12 sammenhængende  nætter. Jeg tror simpelthen ikke, det er sket siden sommeren 2014. Jeg er nærmest lykkelig, også selvom de muligvis synes, det er lidt mærkeligt, at jeg udtrykker mig i så svulmende termer; men jeg er sluppet for de vilde smerter, som ingen andre har givet et bud på bekæmpelsen af. For satte de Sifrolen op, ville jeg have risiko for at havne i en mani – og det kan ikke udelukkes, at den just overståede mani har med Sifrolen at gøre, da Sifrol kan “skubbe” til manierne, eftersom den er en “dopaminagonist“.

Jeg troede ikke, der var noget at gøre, og at jeg bare skulle leve med det. Kasper og Christina har egl. bare fjernet Sifrol/Oprymea og erstattet det med ganske lille bitte dosis Lyrica. Jeg er på den ringste dosis overhovedet – tabletterne fås simpelthen ikke mindre (målt i antal mg.).

Vi fik os en lidt “kemisk snak”, men det var jo også formålet med mødet. Christina startede dog med at spørge, hvordan jeg har det. Jamen jeg har det faktisk glimrende – det går lidt vel stærkt, men slet ikke som for 1½ uge siden. Jeg får ikke længere fem idéer i minuttet, som jeg ikke kan overskue, jeg fører ikke lange to do-lister, og jeg lægger ikke alt det uoverskuelige ind i kalenderen, hvis det trods alt kan knyttes til en dato. Da jeg kom hjem efter indlæggelsen, slettede jeg mindst 50 sære emner fra kalenderen. Helt generelt er det jo også sådan, at mange problemer løser sig selv, hvis man bare lader dem ligge længe nok.

Planen er nu, at vi lige så stille (50 mg. om ugen) trapper mig ud af Seroquel, der måske er den store synder, måske ikke til alle bivirkningerne men i hvert fald nok til mundtørheden. Jeg kan fornemme, at en tandlægeregning på 103.615 kr. gør et vist indtryk – og det er vel at mærke fratrukket rabatten på 47.85 kr, så den samlede pris var på 151.000 kr.. Det er formentlig også Seroquel, der står for den rigtig dårlige fordøjelse. Nu skruer vi lidt op med et nyt præparat, og ser,  om det vil hjælpe. “Trial and error.” 🙂

De tager imod min bekymring om måske at sige helt farvel til Seroquel uden at stille noget i stedet. Skal jeg igennem 2½ års helvede igen? Det magter jeg ikke, ikke engang bare at tænke på det. Deres forslag er at prøve stille og roligt med Valproat. Jeg er rede til hvad som helst, hvis det bare sker forsigtigt.

Kongeligt

Jeg kender simpelt hen ikke andre, der får mulighed for at holde møder med både en farmaceut og en overlæge en time ad gangen, som også har lyst til at høre de tanker, jeg selv har gjort mig i forbindelse med fx prøvesvar. Jeg kan jo også gå ind på sundhed.dk og se kurver op og kurver ned. Nuvel jeg ikke (helt 🙂 ) læge, men det er jo med små pile, der viser om værdien er for opad- eller nedadgående, og hvor den befinder sig i relation til normalområdet.

Jeg føler, at jeg får en kongelig behandling. Det er simpelthen fantastisk.

Af hjertet tak Christina og Kasper.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.