/2 Kommentarer/i , /af ,

Sundhedsreform og psykiatri

Sundhedsreform og psykiatri

Sundhedsreformen skulle give psykiatrien et løft

Men hvad skete der? Sundhedsreformen tilføjede psykiatrien 30 nye sengepladser svarende til gennemsnitligt seks pr. region og svarende til 60 mio. kr. jf. artiklen på Berlingskes forside i dag.

Det forslår som en skrædder i helvede siger formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle:

“Det er atter engang klatbeløb, og det forslår som en skrædder i helvede. Det er positivt, at politikerne nu er begyndt at se på psykiatrien, men de forstår slet ikke alvorligheden af det mangeårige svigt og underfinansiering af psykiatrien,« siger Gitte Ahle og peger på, at de ekstra sengepladser ikke engang kan kompensere for det antal senge, som er blevet skåret væk de seneste år.”

SIND udtaler, at der er tale om “en dråbe i havet”.

Perspektivering

En af kategorierne til dagens indlæg hedder “psykiatripolitik”, for jeg synes, det er vigtigt til stadighed at sætte fokus på den udsultede psykiatri. Og hvem er bedre til det end psykiatribrugerne selv?

Med regeringen og Dansk Folkepartis egne ord vil psykiatriske patienter “opleve markante forbedringer” med sundhedsreformen. Det er nu svært at se.

Med respekt for at man ikke kan gøre alting op i Excel, er beregninger af omkostningerne til mit eget forløb alligevel interessante: lige knap 1,7 mio. kr. (inkl. sygedagpengene), og så mangler jeg endda at få indføjet omkostningerne til det ambulante forløb i Glostrup og den seneste indlæggelse. 35,3 af min slags så er den markante forbedring spist op.

Vitaminindsprøjtningen fra sundhedsreformen til psykiatrien svarer til ti pinocchiokugler til en meget stor tyrekalv; altså helt ude af proportioner.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skyder skylden på regionerne og udtaler, at det er dem, der har behandlet psykiatrien stedmoderligt.

Så bliver alting nok bedre, når sundhedsreformen centraliserer magten på få hænder i noget, der vist skal kaldes “SundhedDanmark”. Ordet minder mig om “UdbetalingDanmark”, og jeg synes, sporene skræmmer.

/13 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Forår med erantis

Forår erantis

Drømmer om forår

Forår med erantis

Jeg må sige, at jeg drømmer om forår, når jeg går mine ture i tre graders såkaldt varme, men som billedet viser, så er det på vej. I dag har jeg set både erantis og vintergækker, og jeg mærker ikke kulden så meget, så længe turen går gennem parken. Ved Damhussøens åbne vidder og bredder er det anderledes. Men pyt med det. Jeg kommer op på de lovbefalede 10.000 skridt og er ude og væk fra PC’en i 1¾ time. Hvis jeg kan holde den kadence på mine fridage, vil jeg være helt godt tilfreds. 10.000 skridt hver dag klarer jeg aldrig.

Psykiatrifonden

Jeg var på Psykiatrifondens hjemmeside for at melde mig til et foredrag på torsdag og faldt i den forbindelse over et nyt faktaark med tal om om psykisk sygdom. Det er udarbejdet af deres analytiker Joan Bentzen. Så tog jeg chancen og ringede hende op, idet hun aldrig reagerede på min mindst et år gamle henvendelse om at lave et samarbejde. Vi kunne samarbejde om de omkostninger, jeg har beregnet for mit eget forløb (1,7 mio. kr.). Og nu er jeg kommet i tanke om, at jeg har glemt det enormt vigtige ambulante forløb til medicinjustering, så det skal selvfølgelig lægges til. Det må kunne tælles op ud fra sundhed.dk. Selve taksterne har jeg jo allerede, så det bliver nemt.

Min tanke med et samarbejde er, at vi fx kan sætte de 100 mio. kr. på finansloven i perspektiv. Alene jeg har jo brugt to pct. af dem allerede. Psykiatrifondens kan lave de overordnede tal, men de vil aldrig kunne lave de samme data som mig om et konkret patientforløb. Derfor mener jeg, jeg har noget at bidrage med. I fællesskab må vi kunne nå nogen vegne.

RegionH’s kommunikationsenhed og medicinjustering

Farmaceuten, overlægen og jeg skal mødes med en medarbejder fra RegionsHs kommunikationsenhed inden min lille artikel om “Monitorering i fællesskab” bliver offentliggjort på regionens intranet. Det, synes jeg, er vældig positivt. Kasper og Christina har selvfølgelig deres projekt at redegøre for, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg har skrevet til dem, at jeg synes, det allervigtigste, der skal komme ud af mødet, er, at vi har skabt resultaterne i fællesskab. Ingen af os kunne have gjort det uden de andre. Uden samarbejdet havde jeg stadig haft Restless Legss, mundtørhed og forstoppelse i virkelig høj grad.

Bliv nummer 1 på Google

Forår med erantisJeg  har aldrig tidligere interesseret mig for søgemaskineoptimering eller min placering på Google. Jeg har følt mig højt hævet over den slags for nu at sige det lige ud. Men: jeg skriver jo for at blive læst og især artikler om psykiatri mv., vil jeg gerne have læsere til. Men fordi jeg har været så torskedum, så bliver mine sider selvfølgelig ikke fundet – i følge Google Analytics har jeg dog 200 sessioner pr. dag. Jeg bliver dog fundet som nr. 1 på termen “Servicekat” 🙂

Opgaven med at gå siderne igennem, sætte søgeord på, gøre Yoast SEO fuldt tilfreds osv. er helt uoverskuelig for mig. Jeg har dog fundet denne enkelte side frem, som er vigtig for mig og prøvet at følge retningslinjerne, men Yoast bliver ved at brokke sig.  Jeg synes, opgaven er umulig. Og jeg synes også, at sproget let bliver noget Anders And-agtigt, hvis man skal leve op til alle kravene. Jeg tænker på alle gentagelserne, der skal tvinge Google til at forstå, at dette indlæg virkelig startede med erantis selvom det endte et helt andet sted.

Jeg får typisk gode “karakterer” i læsbarhedsanalysen, men fx  “27.3% af dine sætninger indeholder mere end 20 ord, hvilket er over det anbefalede maksimum på 25%. Jeg har 1.448 sider, der ikke er gennemgået og derfor ikke har en score. Der er ca. 30, der er fine. Vi høres ved til jul …

Hvad gør I andre?

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Myter og misforståelser

Myter og misforståelser

En kampagne

Psykiatrifonden kører i øjeblikket (januar 2019) en kampagne, hvor man kan dele de myter og misforståelser, man har oplevet angående psykisk sygdom:

Fortæl os om den skøreste, værste eller mest sejlivede myte om psykisk sygdom, du har oplevet. Når vi har indsamlet alle jeres myter, sætter vi dem til afstemning, så vi kan kåre de allerværste – og aflive dem én eller én

Initiativet er vældig godt og vældig vigtigt. Hvis der er myter, skal de aflives, for de er i sig selv med til at fastholde patienterne i at være patienter!

Mit ærinde med denne post er at fortælle, at jeg aldrig nogensinde har oplevet en eneste myte eller et eneste tabu rettet mod mig. Ingen har set skævt til mig. Ingen har sagt, at det da nok bare var almindelige svingninger, svarende til dem alle mennesker oplever. Ingen har sagt, at det var noget pjat. Det var kun mig selv, der tænkte sådan. En undtagelse herfra er måske nok, at folk i 2003, hvor jeg havde den første depression, sagde, at det nok bare var en 40-års-krise, for det var netop det år, jeg blev 40.

Det eneste, jeg har oplevet, er, at en beboer her i ejendommen ikke vidste, hvad hun skulle sige, da jeg ganske kort sagde: ‘Jeg har en psykisk sygdom’. Og det kan man vel egentlig ikke tage fra vedkommende, når det siges på vej hen over den lille parkeringsplads hernede.

En plan

Sundhedsstyrelsen har i juni 2018 udarbejdet en samlet plan for psykiatriens udvikling. Heraf fremgår det bl.a., at:

Der er behov for at forankre principperne og erfaringerne fra EN AF OS og andre hidtidige antistigma-indsatser i den kommunale og regionale praksis, så antistigmatisering bliver et indlejret fokusområde på linje med eksempelvis forebyggelse. Antistigma skal således være et indbygget omdrejningspunkt for arbejdet med målgruppen på alle niveauer. Kilde: Sundhedsstyrelsen, side 35.

EN AF OS er en afstigmatiseringskampagne, der blev etableret i 2011 med fem målgrupper:

  1. Den brede befolkning
  2. Patienter og pårørende
  3. Unge
  4. Arbejdsmarkedet
  5. Personale på social- og sundhedsområdet

Det er også positivt og vigtigt, og det er fantastisk, at aktører på det psykiatripolitiske område har kunnet stampe penge ud af satspuljemidlerne til afstigmatisering, som jo kan siges at være lidt floffy i kanten.

Måske har jeg bare været enormt heldig, men jeg synes ikke, jeg har oplevet noget stigma knyttet til min person – eller også er jeg bare så ualmindeligt tykhudet, at jeg ikke opfatter det. Det er også en mulighed.

Da jeg har været indlagt mange gange, har jeg haft mange medpatienter, og emner som myter, misforståelser og stigma er naturlige – fælles – samtaleemner. Som jeg husker det, havde heller ingen af de andre oplevet disse ting.

Jeg undrer mig. For mit eget vedkommende har jeg jo da kæftet op fra starten. Jeg har skrevet, tegnet og fortalt – i starten mest for selv at forstå, men nogen hemmelighed har det i hvert fald ikke været.

PS: Prøv at læse bare forordet (side 5 af 60). Det er til at blive helt glad af; der står, de vil gøre noget for at mindske uligheden mellem psykiatrien og somatikken, måske ligefrem sidestille. De erkender, der er et fastholdelsesproblem blandt personalet mv. Men det er selvfølgelig også bare en plan…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

En medicinstuderende optog journal

En medicinstuderende optog journal

Dygtighed – for det meste

En medicinstuderende optog journal

Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en medicinstuderende med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem.

Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se næste afsnit.

Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere det. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.

Senere

Den studerende fremlagde sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.

Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.

Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg, eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.

På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bedt om udredning for Aspergers syndrom. Mentoren bad om årsagerne til mit ønske. Og det er garanteret et helt okay spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om siden 2003. Det knækkede mig lidt.

De medstuderende var temmelig tilbagelænede

Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.

En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar affektiv sindslidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!

Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “mere syg”.

Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.

Lige nu

  • Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ude i det virkelige liv
  • Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
  • For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg, end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!

Den flotte nye forhal

En medicinstuderende optog journal

Og her bor patienterne

En medicinstuderende optog journal

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.