/13 Kommentarer/i , , /af , ,

Vemodigt farvel til psykologen

Vemodigt farvel til psykologen

Det var ikke nemt

Vemodigt farvel til psykologen

Jeg har sat mig til rette med et stort glas økologisk hyldeblomstdrik og skriver om dagen i dag for at gøre den lidt lettere at bære.

Det var dagen at sige farvel til min psykolog i Psykiatrifonden. Jeg havde frygtet det, men det var alligevel ikke helt så slemt, som jeg havde troet. Jeg var lige ved at græde, men det lykkedes at kontrollere det. Havde jeg ikke kunnet kontrollere det, havde det ikke været nogen katastrofe, for det har hun såmænd oplevet så tit.

Hun har båret mig på hænder og fødder siden foråret 2015, og hun har i bogstaveligste forstand udgjort forskellen på liv og død for nu at sige det ligeud.

Jeg har optaget alle vores samtaler, så jeg kan høre dem igen, men det er tvivlsomt, om jeg nogensinde får det gjort. En ting er dog blevet mejslet i sten, og det er, at jeg har en stor, stor livsvilje, for ellers havde jeg ikke klaret den så langt, som jeg har med det liv, jeg har haft. Det giver god mening, jeg tror på det, og jeg synes, hun har ret. En anden ting, der er mejslet i sten, er, at jeg bliver nødt til at indgå i nogle sammenhænge, hvor det ikke bare er mig, der skal levere, men hvor jeg også kan få noget igen. Det mangler jeg at gøre noget ved.

Jeg er blev mødt, selvom jeg er sær

Kun sjældent har jeg i den grad følt mig mødt, som det lidt kantede menneske jeg nu engang er. Hun har taget mig alvorligt og lyttet. Hun har fundet alternative synsvinkler, der kan bruges til noget, og hun har til tider udfordret mig.

I lang tid gik jeg og tvivlede på, om jeg ville kunne klare mig selv, når vi havde sagt farvel. Nu har hun været syg i to måneder, og jeg har faktisk klaret mig selv i al den tid, så jeg kan altså godt, når jeg absolut skal. Det er godt at vide. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil savne hende.

Vi har mødtes som ligestillede med respekt for det, den anden kan, selvfølgelig med den modifikation at det var mig, der havde “hjælpbehov”. Jeg har aldrig følt, at hun overrulede mig, hvilket jo havde været nemt i hendes position.

Vi besluttede, at det var nu, det var nu, og mødtes i et stort knus. Så var der bare tilbage at gå ud ad døren og ned på gaden. Det var okay, men samtidig føltes det tomt. Der vil gå nogle dage, inden det går over. Så meget har hun betydet!

PS: Hvis du, der læser dette, nogensinde skulle få en psykisk sygdom og behøve hjælp til den, vil jeg på det varmeste anbefale Psykiatrifonden. De ved, hvad de taler om. Med andre ord er de top-professionelle og top-kompetente hele vejen igennem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/15 Kommentarer/i , , /af , ,

Kognitive problemer

Kognitive problemer

Kognition mv.

Måske har jeg skrevet om de kognitive problemer før, men det kan jeg ikke huske, og I må bære over eller lade være at læse med!

Jeg glæder mig over, at jeg har fået det rigtig godt, at jeg har fundet en plads på arbejdsmarkedet, og at jeg har resterhvervsevne. Jeg er blevet ansat på den mest fantastiske arbejdsplads – bedre end nogen anden, jeg har haft, jeg har de bedste kolleger, en rigtig god chef og opgaver, der virkelig passer til mig, og som jeg er vild med. Det er det perfekte match. Tænk at det kunne ende så lykkeligt. I hvert fald indtil videre. Ingen ved, hvad der sker efter den 30. december 2016.

Der er dog to ting, der ikke er kommet i orden, og det er de kognitive problemer med koncentration, overblik og især hukommelse. Jeg har mistet håbet om, at det nogen sinde bliver bedre.

Koncentration

Det går fint nok på arbejdet, men det går ikke herhjemme. Jeg kan fx ikke rigtig se en TV Avis. Jeg sidder hele tiden med fornemmelsen af, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men det gør jeg mig de største anstrengelser for, det hjælper bare ikke. Hvis der fx er et interview, hvor billedet skifter mellem intervieweren og den interviewede, kan jeg ikke forbinde de to billeder med hinanden. Jeg har ingen idé om, hvad der skete på billede 1, når det skifter til billede 2. På samme måde kan jeg heller ikke fastholde en prædiken. Det bliver bare til fragmenter, og så er det ærlig talt ikke videre interessant. Tilsvarende er jeg heller ikke i stand til at læse en bog, hvilket jeg ellers var meget glad for tidligere.

Den gode og kloge læge i Distriktspsykiatrien siger, at det er naturligt nok, at der ikke er mere koncentration “tilbage” efter arbejde, da den er brugt derinde. Det kommer til at lyde lidt som en hyldevare, men det har hun jo nok ret i.

Hukommelse

Jeg har for længst accepteret (tror jeg nok), at 2014/15 er væk, og alligevel er det meget, meget ubehageligt, at der bliver ved at dukke ting op fra de år, som jeg ikke ved noget om. Hvis det handler om andre mennesker, kan det blive taget som udtryk for, at jeg ikke finder dem videre interessante. Hvis det handler om andre ting, kan jeg blive stemplet som ret dum, og det har jeg ikke lyst til.

Et lille eksempel: En kvinde skrev en meget hjertelig kommentar til et indlæg på Facebook. Hun skrev som om, vi kendte hinanden. Jeg kiggede på hendes profil med billede, men der var ingen klokker, der ringede. Jeg skrev til hende og spurgte, om vi kendte hinanden? Hun fortalte, at vi havde været indlagt sammen to måneder i sommeren 2015, og at vi havde haft mange, lange gode samtaler. Jeg har absolut ingen erindring om det/hende.

Problemerne dukker gradvist op

Hvis det nu var sådan, at jeg kunne få præsenteret alt fra de to år på en gang, så der ikke hele tiden kom disse nye mindelser, ville jeg være glad. Så kunne jeg trække en streg i sandet og sige, at det var så det, og så komme videre derfra. Det er imidlertid gået op for mig, at det ikke “bare” er de to år, der er væk, det er meget mere. Jeg kan bringe lidt historik frem ved at læse mine egne gamle blogposter og ved at kigge på www.sundhed.dk. Den øvelse viser blandt andet, at jeg også har været indlagt på psyk. i 2009, og at jeg havde et løntilskudsjob i 2012. Jeg har åbenbart haft problemer med at holde fast i arbejdsmarkedet i lang tid. Jeg husker intet af det.

Den anden dag kom jeg til at kigge på mine ledninger ved musikanlægget. De er sat perfekt op og løber meget fint med de særlige små søm henover en dørkarm. Mit skrivebord er hængt op på væggen, som det skal. Det er helt sikkert ikke mig, der har gjort det, da jeg ikke kan betjene en hammer. Gad vide hvem der har hjulpet med det? Jeg flyttede ind i 2007, så de forsvundne år breder sig også hele tiden som ringe i vandet.

Heller ikke nutiden går det særlig godt med at erindre. På arbejdet, hvor jeg bliver konfronteret mest med problemet, må jeg skrive alting ned, og jeg har efterhånden så mange noter, at jeg ikke kan finde rundt i dem. Jeg må spørge til ting flere gange, og jeg gentager mig selv. Det er jo også måder at virke uintelligent på.

Et andet eksempel: I min kalender, som jeg næsten er slave af, stod, at jeg skulle til min egen læge. Selvfølgelig kørte jeg derned, men jeg måtte jo sige til hende, at jeg ikke kunne huske, hvorfor vi havde en aftale. Det er ærlig talt ikke særlig rart.

Jeg er ikke i stand til at følge en TV-serie, der sendes på ugentlig basis, for jeg har ingen idé om, hvad der skete i sidste uge. Det skal så siges, at det ikke i sig selv er noget stort tab, og jeg har bare medtaget det for at forklare princippet.

Jeg lægger altid alting på den rette plads, nøglerne på netop den knage, telefonen til venstre på skrivebordet, briller på netop deres plads osv. Men det er jeg godt klar over, at andre mennesker sikkert også gør. For mig er det bare noget, der kommer oveni alt det andet.

Hukommelsesproblemerne synes at blive ved

Kunne jeg dog bare gøre op med det én gang for alle, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre. Der er så mange, der har prøvet at hjælpe mig uden held. Derfor har jeg opgivet håbet, men jeg synes ikke, det er let at give slip. Alle lægfolk siger “det er alle de elektrochok”, men det kan jeg til enhver tid afvise med basis i en mail til SIND i sommeren 2014, hvor jeg bad om en bisidder pga. hukommelsesproblemer, og det var før, jeg havde fået så meget som en eneste ECT-behandling.

Neuropsykologen sagde, at de kognitive problemer efter ECT ville være væk efter tre måneder. Det er selvfølgelig først nu, jeg skal prøve at nå frem til denne tidsgrænse, da jeg ellers har været i konstant behandling. Jeg tror bare ikke på det længere.

En eller anden skrev til mig, at det drejede sig om at “tænke positivt”. Jeg synes ikke, det var noget videre godt råd, og at det mest udstillede hende egen uvidenhed om emnet. Det svarer lidt til at sige, at Mindfulness ville være en god idé. Mindfulness og empati er blevet de nye modeord, og Gud og hver mand dyrker dem. Ingen af dem er noget for mig.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien vil prøve at tage det op med med lægen, så de måske kan hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg ville være lykkelig, hvis der var noget at gøre, men som sagt har jeg opgivet håbet, og jeg synes, alt efterhånden er prøvet. Forløbet hos CSV gav ikke rigtig noget, men det var selvfølgelig forsøget værd.

Jeg føler mig som et halvt menneske, når erindringen er væk.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/24 Kommentarer/i , , /af , ,

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Minder fra en “chokdement”

Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til en post, der er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chokdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og hvor personalet måtte hjælpe med at spærre kortet.

Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Efterskrift oktober 2021: At jeg lader afsnittet “chokdement” være bevaret her skyldes, at jeg synes, alle aspekter ved ECT-behandling skal frem. Jeg har søgt lidt med Google og kan se, at de, der ellers skriver om chokdemens, er mere end kritiske overfor behandlingen. Det er jeg på ingen måde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT har reddet mit liv flere gange. Hertil kommer, at jeg i eftersommeren 2020 ikke længere kunne tåle den antipsykotiske medicin. Jeg fik en neuroleptikaudløst Parkinsonisme, og blev nærmest invalid af det. Det var ganske forfærdeligt. Af den grund er jeg overgået til vedligeholdelses-ECT, og nu kan jeg leve et næsten normalt liv uden medicin og uden Parkinsonisme.

Dansk Folkepartis Ungdom: Generation DF

DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem.

En ven

I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning.

Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var? Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad

I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/22 Kommentarer/i , /af ,

Angst og ensomhed

Angst og ensomhed

Er angst og føler mig ensom

(Posten “Angst og ensomhed” drejer sig ikke om at få medlidenhed, selvom det måske kan se sådan ud.)

Jeg holder af hverdagen

Jeg har det ligesom Dan Turèll: “Jeg holder af hverdagen”. Jeg har glædet mig til at komme på arbejde igen og komme ud af min egen lille kokon. En påske er frygtelig lang, når man ikke har et netværk i form af venner og familie. For alle andre handler det om sild, snaps og samvær med familien eller vennerne. Det er ligeså afskyeligt som julen.

Det er tabubelagt, men jeg erkender, at jeg er ensom, og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer ud af det. Man opbygger ikke bare lige et netværk. Jeg har tænkt på, at jeg egentlig ikke behøver en telefon; den ringer alligevel aldrig 🙂 Jeg har været i kirke tre dage for dog at se nogle levende mennesker. I kirken har jeg et strejf af netværk med søde mennesker, men det er ikke nogle, jeg ser privat. Det er bare en time ad gangen til gudstjenesterne.

Jeg har meldt mig hos “En af os”, som bruger frivillige til at holde foredrag om psykisk sygdom – det vil jeg gerne hjælpe med, og en sidegevinst kan muligvis være en forsigtig start på at opbygge et netværk. Jeg har i parentes bemærket holdt mange foredrag i mit liv, men selvfølgelig aldrig om mig selv, så jeg ved egentlig ikke, om jeg kan finde ud af det.

Oven i ensomheden har jeg kæmpet med en kolossal angst for at blive fyret, inden jeg er blevet ansat. Jeg havde det meget dårligt før påske og kunne ikke gå på arbejde. Angsten handlede om, at min chef ville ombestemme sig og sige, at de ikke kunne bruge mig alligevel, når jeg har så meget fravær. (Skær)-torsdag morgen bestemte jeg mig for at tage derind for dog at foretage mig et eller andet, tænke på noget andet og gøre nytte. Det hjalp lidt. Chefen er imidlertid en engel og da vi talte lidt om det i dag, sagde han “Det er en gave, hver dag du er her”. Fantastisk!

Jeg var klar til ny indlæggelse

Søndag var jeg klar til indlæggelse med alt for mange dårlige tanker. Samtidig kunne jeg (heller) ikke overskue det, for hvad så med jobbet, rehabiliteringsteamet og hundrede andre ting? De dårlige tanker kommer, når jeg opgiver håbet om, at det nogensinde bliver bedre – bare lidt. Min logik er: Gennem de seneste 1½ år har jeg fået så meget – fantastisk god – hjælp af hele systemet, jeg tager masser af medicin og får forebyggende ECT; hvorfor kan jeg så stadig falde i de forfærdelige sorte huller?

Så er det, jeg ikke orker mere, når jeg i tillæg tænker på, at hele mit liv har været op ad bakke, og at mit liv nu er gået i stykker. Præsten (se senere) siger, at det er sygdommen, der taler her. Hun har nok ret.

For dog at tale med et menneske ringede jeg til Psykiatrifondens telefonrådgivning. De syntes, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg var ikke sikker. Den næste jeg ringede til, var “min” præst som har hjulpet mig utrolig meget. Hun er ansat både på psyk. og i Hvidovre Kirke. Hun ved altså, hvad hun taler om, og så er hun god til at lytte. Hun syntes også, jeg som minimum skulle tage på skadestuen og blive vurderet af en læge.

Svingninger er en del af livet som bipolar

Samtidig tænkte jeg på det, psykologen siger om ikke at gå i panik, når svingningerne kommer, for de er og bliver en del af mit liv. Derfor besluttede jeg trods alt at sove på det. To sovepiller og så god nat. Som ved et mirakel var de dårlige tanker væk næste morgen. Angsten og ensomheden var der selvfølgelig stadigvæk, men den store håbløshed var væk.

Jeg bliver vanvittig af de svingninger; det er utrolig hårdt at leve med dem. De dukker op som en tyv om natten. Jeg har ingen kontrol over dem; jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Men nu er det gudskelov hverdag igen, og jeg skal noget hver dag inkl. lørdag (vi skal ansætte en ny præst), ikke mindst skal jeg på arbejde og der er nogen at sige god morgen og farvel til. Jeg skal se, om jeg kan få lavet nogle software-guides færdige, og dem er der adskillige af; jeg skal bare tage mig sammen.

Det var bare det, jeg ville. Tak fordi du læste med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.