/8 Kommentarer/i , /af ,

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Det går den rigtige vej

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Jeg har været til ECT for femte gang i vedligeholdelsesforløbet. Der er bestilt i alt seks gange. Jeg havde besluttet mig for, at jeg allerede denne gang ville “varme op” til drøftelserne om at få bevilget flere behandlinger.

Det viste sig, at jeg slet ikke skulle kæmpe for sagen. De havde haft min sag oppe at vende på morgenkonferencen og havde besluttet at bevilge mig 10 ekstra behandlinger med tre ugers mellemrum. Det er jeg så glad for. Nu har vi endelig fundet noget, der virker, så lad os endelig køre videre ad det spor. Min psykolog siger også, at hun tydeligt kan mærke, at jeg “dykker”, når det er tid til at skulle ind igen. Så det er altså en nødvendig behandling.

Samlet set er jeg meget tilfreds med Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg synes, de gør deres job godt, og de slipper mig ikke, før de ved, at det går, som det skal. Jeg føler mig både set og hørt, og det er dejligt. Når de næste 11 gange er gennemført, mener jeg, at jeg har fået 60 ECT-behandlinger. Det er helt vildt.

Virksomhedspraktikken

Og så er jeg jo startet på arbejdet, som bare er en virksomhedspraktik, i Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har været der to dage i alt syv timer, og jeg tror, det er gået rimeligt, men jeg føler mig meget usikker på, om jeg gør det godt nok.

Min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden siger, at Folkekirkens Nødhjælp ikke rigtig kan stille nogen krav til mig, da jeg kun er praktikant. Jeg kæmper med den indre kritiker. Herudover er der alle de sædvanlige begynderproblemer: Hvad hedder printeren og hvor står den, hvordan finder jeg op i IT-afdelingen osv. Huset er meget svært at finde rundt i. Det er fyldt med små gange og krinkelkroge; jeg er allerede faret vild én gang på vej fra IT-afdelingen.

Kollegerne er søde. Jeg har endnu ikke overblik over, hvem der skal være mine samarbejdspartnere, så det er et af mine spørgsmål til chefen.

Overblik over projektet

Jeg har brugt tiden på at prøve at danne mig et overblik over projektet, som har ligget stille siden efteråret 2014. Jeg har lavet en lang liste med spørgsmål – stort og småt imellem hinanden – og den liste skal jeg så tale med chefen om på mandag.

De startede med at ville opbygge et system med mange integrationer til andre systemer, men det gik op for dem, at ambitionsniveauet var for højt, så de skrællede de fleste integrationer af. Jeg har endnu ikke overblik over, hvor mange der er tilbage.

Jeg har siddet og kigget lidt i systemet og prøvet at orientere mig om, hvad det kan og hvilke data, der ligger. Det er et HR-system, som rummer nogle ret basale oplysninger om afdelinger og medarbejderes stamdata. Ideen er blandt andet, at medarbejderne selv skal kunne opdatere stamdata: Når de fx har været på kursus, skal de selv kunne føre det ind i systemet, så der altid er et overblik over alle kompetencer i organisationen. Det er smart nok.

Jeg er meget træt, når jeg kommer hjem, men det er sikkert naturligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen så dygtig, og jeg får så meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/12 Kommentarer/i , /af ,

ECT hed engang elektrochok

ECT hed engang elektrochok

Hvordan foregår ECT?

ECT hed engang elektrochok

Flere har spurgt mig, hvordan ECT egentlig foregår, og hvad det er, så derfor kommer der her en forklaring baseret på lige knapt 50 behandlinger. Lad det være sagt straks: Der er ingen lighed mellem “Gøgereden” og virkeligheden. I filmen foregik behandlingen fx uden bedøvelse; nu om dage er det i fuld narkose. Efter min opfattelse er der tale om en effektiv og skånsom behandling, der virker med det samme. Jeg ville ikke være den foruden, for den gør mit liv tåleligt.

ECT er en forkortelse for det engelske Electoconvulsive Therapy – på dansk elektrokonvulsiv terapi. I gamle dage hed det elektrochok på dansk.

Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald er godt, skal det vare ca. 60 sekunder. Mine har på det seneste varet omkring 80 sekunder, hvilket har fået dem til at regulere på et eller andet for at bringe dem ned.

ECT gives fx i følgende tilfælde

Man giver fx ECT, når medicinen ikke virker tilstrækkelig effektivt, når der ikke er tid til at vente de ca. otte uger på, at medicinen har fuld effekt, når der er stor fare for selvmord eller når ECT tidligere har vist sig at have god effekt. ECT kan også gives som forebyggende ambulant behandling mod nye udsving i det depressive eller bipolare spektrum.

Sådan foregår det

Det er en specialuddannet psykiater, der forestår selv behandlingen. Han/hun assisteres af narkosepersonale og af plejepersonale, der hjælper til under behandling og opvågning. Det er fx plejepersonalet, der gør en klar med blodtryksmanchet, den lille gummidims på en pegefinger og sætter elektroderne på.

Når behandlingen gives forebyggende, skal man møde op dagen før, fordi der skal foretages en lægeundersøgelse, hvor de måler alle mulige værdier (puls, temperatur, blodtryk), lytter på hjerte og lunger mv. Hvis man er indlagt, og behandlingerne gives i den faste rytme mandag, onsdag og fredag morgen, foregår lægeundersøgelserne løbende.

Lokalet, hvor behandlingen foregår, er ganske lille. Der er lige plads til lejet, psykiateren, de to fra anæstesien og en fra plejepersonalet. Til tider sniger de så også to studerende ind, hvilket jeg synes er temmelig ubehageligt, men de skal jo på en eller anden måde lære det. Jeg synes bare ikke, de behøver øve sig på mig.

Da behandlingen foregår i fuld bedøvelse, skal man faste i seks timer før, og det er en af de ting, de spørger specifikt til, inden de går i gang: “Hvornår har du sidst fået noget at spise og drikke?” Man må heller ikke indtage Benzodiazepiner, fx sovepiller, aftenen før.

Bedøvelsen gives i et drop, der lægges på den ene håndryg – et såkaldt Venflon. Når man sover, gives der endvidere et muskelafslappende middel gennem droppet. De sprøjter bedøvelsen ind, sætter iltmasken på – hvor jeg lige når tre dybe indåndinger – og siger god nat, og så oplever man ikke mere.

Inden bedøvelsen sættes der små klistermærker = EKG-elektroder på brystet. De overvåger hjertet. Til overvågning af aktiviteten i hjernen sættes der EEG-elektroder i tindingen.

For at passe på tænderne får man en bideskinne, som man kan vælge, om de skal sætte ind, eller om man selv vil gøre det. Jeg foretrækker at gøre det selv.

Opvågningen

Når behandlingen er overstået, slukkes for det bedøvende middel og man bliver kørt ind i den tilstødende opvågningsstue. Det tager ca. 15-20 minutter at vågne op. Jeg har aldrig set opvågningsstuen, men kommer til mig selv på vejen ned til afdelingen, hvor jeg bliver kørt i en kørestol. Jeg kan åbenbart ikke gå derned selv. Når man vågner op, har de på mirakuløs vis fået “monteret” sko og briller igen. I forbindelse med de først behandlinger var jeg lidt konfus bagefter, men sådan er det ikke mere. Jeg føler mig frisk efter ca. en time og er da klar til at tage hjem. Jeg føler ikke, at jeg har nogen bivirkninger. Hukommelsesproblemerne skyldes ikke ECT, men den grundlæggende lidelse, som består af bipolar affektiv sindslidelse. Behandlingerne har på den anden side set ikke gjort det bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/11 Kommentarer/i , /af ,

At få det bedre

At få det bedre

Jeg arbejder for sagen

Den sag det er at få det bedre, og jeg synes, det går lige så stille fremad. Det er jeg glad for og taknemmelig over. Mit liv vil nok bestå af op- og nedture fra nu af. Jeg har et ønske om at kunne holde mig fra de idelige indlæggelser, men jeg ved ikke, om det er realistisk.

Stemningsregistreringsskema

Speciallægen anbefalede at føre et “stemningsregistreringsskema”, som er udviklet specielt til personer med bipolar affektiv sindslidelse. Det vil sige, at man dagligt sætter et lille kryds i en rubrik for, om man er i en mani, i en depression eller bare er i en almindelig neutral fase. Endvidere registrerer man mængden og kvaliteten af søvnen. Skulle en indlæggelse blive aktuel, vil skemaet være en god dokumentation at vise frem. Hvis du af en eller anden grund vil finde skemaet som app, skal du søge på “moodlog”. En app er lidt mere mig end den papirbårne udgave.

Center for Specialundervisning for Voksne  (CSV)

Hos CSV i går gennemgik vi den opfølgning, jeg havde lavet på vores seneste møde, og det var faktisk ret tilfredsstillende, for jeg havde fået fulgt op på det meste. Det eneste, jeg ikke havde fået gjort noget ved, var “Universal Mobilholder til Cykel”, for jeg kunne ikke gennemskue, hvilken der ville passe til min telefon, der er indhyldet i et avanceret cover udviklet til det amerikanske forsvar. I fællesskab fandt vi dog denne holder, som er kommet med posten i dag. Den passer! Den glæder jeg mig til at tage i brug, så jeg kan blive ordentligt mobil igen.

En anden ting jeg bare har forberedt mig på, men altså endnu ikke gjort noget ved, er, hvad jeg skal sige til de mennesker i kirken, som jeg skal have taget et billede af for at huske deres navne. Det er meget godt at have forberedt en lille “tale”, så jeg ikke kludrer i det og dermed virker utroværdig. Det skal være noget i retning af: “Jeg har problemer med min hukommelse, og er i behandling for det. Jeg har svært ved at huske navne, og det vil være en stor hjælp for mig, hvis jeg må have lov at tage et billede af dig”. Jeg håber ikke, at nogen vil finde det intimiderende.

Og så apropos hukommelse: Jeg har fået et afbud på Hukommelsesklinikken på fredag. Yes – så har jeg kun ventet en måned og ikke de otte uger, de ellers skrev om. Det er meget positivt.

Psykiatrifonden

I Psykiatrifonden i mandags brugte vi det meste af tiden på at følge op på mødet med speciallægen. Min fantastiske psykolog var helt godt tilfreds med resultatet/konklusionen, men var lidt bange for, om jeg nu havde overpræsteret, siden lægen mente, jeg kunne arbejde 25 timer om ugen. 25 timer er i parentes bemærket for meget til et fleksjob.

Herudover oplyste psykologen mig om, at jeg har mere livsvilje, end jeg selv ved. Ellers var jeg død. Det er rart at vide.

Mandsopdækket!

Herudover passer jeg mine aftaler i Distriktspsykiatrien med henholdsvis kontaktperson, læge og psykolog. Endvidere er der indtil videre aftalerne om forebyggende ECT på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Til tider synes jeg, jeg har for travlt med at passe alle mine aftaler i “systemet”, og jeg skal altid have kalenderen frem for ikke at dobbeltbooke. Jeg håber dog på, at denne mandsopdækning kan gøre, at jeg hurtigt kan få det bedre. Jeg synes, “systemet” virker fantastisk godt, og jeg møder kun søde og dygtige mennesker. Måske skal man bare have det tilstrækkelig elendigt.

Tænk hvis jeg en dag kunne blive helt fri igen og bare var sådan et helt almindeligt menneske, der stod op og gik på arbejde hver dag. Det ville være fantastisk, og det er mit mål.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.