/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Hos psykologen

Hos psykologen

Jeg sætter overliggeren for højt

Jeg startede dagen hos psykologen i Psykiatrifonden. Hun er simpelthen så dygtig, og jeg får så meget ud af sessionerne hos hende.

Jeg optager – af hensyn til hukommelsen – alle vigtige møder, og dagens lydfil har jeg allerede hørt; det bekræftede mig bare i, hvor godt det var.

Vi startede med at tale om den kommende virksomhedspraktik, som jeg glæder mig meget til, men som jeg også er meget nervøs for. Hun skar det ud i pap for mig: Jeg sætter overliggeren for højt.

Jeg vil gøre mig uundværlig

Min stille ambition er at gøre mig så uundværlig, at Folkekirkens Nødhjælp (FKN) ser sig nødsaget til at oprette et fleksjob til mig, når praktikken er ovre. Med det ambitionsniveau kan det kun gå galt, for det er simpelthen så sjældent, Psykiatrifonden oplever, at det går sådan. Det er en utopi.

Jeg er fx bange for, at jeg ikke kan huske, hvordan man laver en projektplan, som er trin et i processen. Hun siger, at jeg godt kan huske det, men at det ikke vil gå så stærkt, som det plejede. Jeg er vant til at kunne jonglere lynhurtigt med opgaverne, og jeg er som menneske meget ambitiøs. Det kan jeg nok ikke mere, og jeg er nødt til at opbygge noget tålmodighed med mig selv. Bare tænk på hvordan det er at komme tilbage efter en god lang sommerferie; det kan være rigtig svært at komme i gang igen efter de 3 – 4 uger, hvordan er det så ikke at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter flere års fravær?

Jeg er bange for ikke at kunne leve op til kravene, men realiteten er, at det ikke er Folkekirkens Nødhjælp, der stiller de største krav; det er mig selv.

Hos psykologen er meldingen: det vil ikke være sundt

Angående det med at være uundværlig: Jeg kunne måske godt gøre mig uundværlig, men det vil være usundt for mig, for så er jeg tilbage i det gamle spor, hvor jeg kører på randen af en mani, og det skal jeg slet ikke i nærheden af. Jeg har kun været indlagt to gange med mani, som først blev diagnosticeret i sommeren 2014, hvor jeg fik min nuværende diagnose “bipolar affektiv sindslidelse”, men jeg har gået og tænkt meget over, at store dele af mit arbejdsliv har været præget af u-erkendte manier. Hvis jeg har været opslugt af en opgave, er jeg aldrig gået hjem, før den var løst, uanset om det hastede eller ej; jeg er også stædig, så jeg kæmper til sidste blodsdråbe. Jeg har sat mig selv fuldstændig til side i mange år og kun arbejdet på min karriere. Og hvad har jeg egentlig fået ud af det?

Det realistiske ambitionsniveau

Ambitionsniveauet bør i stedet være at leve op til følgende med skånehensynene, som er hentet fra den praktikaftale, der er indgået mellem FKN og Psykiatrifonden på vegne af jobcenteret:

“Hanne B. Stegemüller har behov for strukturerede opgaver, tydelige instruktioner, og feedback på opgaveløsning. Der bør ikke være deadlines, men en plan, der sikrer et tidsmæssigt overblik. Hanne B. Stegemüller har brug for pauser efter behov og hjælp til kun at arbejde inden for de fastsatte rammer, hvad angår timetal og opgaver. Hun har brug for en rolig arbejdsplads.”

Hvis jeg kan leve op til det, er det jo en succes, og ingen forventer mere, men jeg synes jo ikke, det er ret meget, og jeg synes næsten, det er beskrevet som om, de forventer, at jeg er blevet dum af at blive syg, og det (be-)nægter jeg.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/12 Kommentarer/i , /af ,

ECT hed engang elektrochok

ECT hed engang elektrochok

Hvordan foregår ECT?

ECT hed engang elektrochok

Flere har spurgt mig, hvordan ECT egentlig foregår, og hvad det er, så derfor kommer der her en forklaring baseret på lige knapt 50 behandlinger. Lad det være sagt straks: Der er ingen lighed mellem “Gøgereden” og virkeligheden. I filmen foregik behandlingen fx uden bedøvelse; nu om dage er det i fuld narkose. Efter min opfattelse er der tale om en effektiv og skånsom behandling, der virker med det samme. Jeg ville ikke være den foruden, for den gør mit liv tåleligt.

ECT er en forkortelse for det engelske Electoconvulsive Therapy – på dansk elektrokonvulsiv terapi. I gamle dage hed det elektrochok på dansk.

Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald er godt, skal det vare ca. 60 sekunder. Mine har på det seneste varet omkring 80 sekunder, hvilket har fået dem til at regulere på et eller andet for at bringe dem ned.

ECT gives fx i følgende tilfælde

Man giver fx ECT, når medicinen ikke virker tilstrækkelig effektivt, når der ikke er tid til at vente de ca. otte uger på, at medicinen har fuld effekt, når der er stor fare for selvmord eller når ECT tidligere har vist sig at have god effekt. ECT kan også gives som forebyggende ambulant behandling mod nye udsving i det depressive eller bipolare spektrum.

Sådan foregår det

Det er en specialuddannet psykiater, der forestår selv behandlingen. Han/hun assisteres af narkosepersonale og af plejepersonale, der hjælper til under behandling og opvågning. Det er fx plejepersonalet, der gør en klar med blodtryksmanchet, den lille gummidims på en pegefinger og sætter elektroderne på.

Når behandlingen gives forebyggende, skal man møde op dagen før, fordi der skal foretages en lægeundersøgelse, hvor de måler alle mulige værdier (puls, temperatur, blodtryk), lytter på hjerte og lunger mv. Hvis man er indlagt, og behandlingerne gives i den faste rytme mandag, onsdag og fredag morgen, foregår lægeundersøgelserne løbende.

Lokalet, hvor behandlingen foregår, er ganske lille. Der er lige plads til lejet, psykiateren, de to fra anæstesien og en fra plejepersonalet. Til tider sniger de så også to studerende ind, hvilket jeg synes er temmelig ubehageligt, men de skal jo på en eller anden måde lære det. Jeg synes bare ikke, de behøver øve sig på mig.

Da behandlingen foregår i fuld bedøvelse, skal man faste i seks timer før, og det er en af de ting, de spørger specifikt til, inden de går i gang: “Hvornår har du sidst fået noget at spise og drikke?” Man må heller ikke indtage Benzodiazepiner, fx sovepiller, aftenen før.

Bedøvelsen gives i et drop, der lægges på den ene håndryg – et såkaldt Venflon. Når man sover, gives der endvidere et muskelafslappende middel gennem droppet. De sprøjter bedøvelsen ind, sætter iltmasken på – hvor jeg lige når tre dybe indåndinger – og siger god nat, og så oplever man ikke mere.

Inden bedøvelsen sættes der små klistermærker = EKG-elektroder på brystet. De overvåger hjertet. Til overvågning af aktiviteten i hjernen sættes der EEG-elektroder i tindingen.

For at passe på tænderne får man en bideskinne, som man kan vælge, om de skal sætte ind, eller om man selv vil gøre det. Jeg foretrækker at gøre det selv.

Opvågningen

Når behandlingen er overstået, slukkes for det bedøvende middel og man bliver kørt ind i den tilstødende opvågningsstue. Det tager ca. 15-20 minutter at vågne op. Jeg har aldrig set opvågningsstuen, men kommer til mig selv på vejen ned til afdelingen, hvor jeg bliver kørt i en kørestol. Jeg kan åbenbart ikke gå derned selv. Når man vågner op, har de på mirakuløs vis fået “monteret” sko og briller igen. I forbindelse med de først behandlinger var jeg lidt konfus bagefter, men sådan er det ikke mere. Jeg føler mig frisk efter ca. en time og er da klar til at tage hjem. Jeg føler ikke, at jeg har nogen bivirkninger. Hukommelsesproblemerne skyldes ikke ECT, men den grundlæggende lidelse, som består af bipolar affektiv sindslidelse. Behandlingerne har på den anden side set ikke gjort det bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/11 Kommentarer/i , /af ,

At få det bedre

At få det bedre

Jeg arbejder for sagen

Den sag det er at få det bedre, og jeg synes, det går lige så stille fremad. Det er jeg glad for og taknemmelig over. Mit liv vil nok bestå af op- og nedture fra nu af. Jeg har et ønske om at kunne holde mig fra de idelige indlæggelser, men jeg ved ikke, om det er realistisk.

Stemningsregistreringsskema

Speciallægen anbefalede at føre et “stemningsregistreringsskema”, som er udviklet specielt til personer med bipolar affektiv sindslidelse. Det vil sige, at man dagligt sætter et lille kryds i en rubrik for, om man er i en mani, i en depression eller bare er i en almindelig neutral fase. Endvidere registrerer man mængden og kvaliteten af søvnen. Skulle en indlæggelse blive aktuel, vil skemaet være en god dokumentation at vise frem. Hvis du af en eller anden grund vil finde skemaet som app, skal du søge på “moodlog”. En app er lidt mere mig end den papirbårne udgave.

Center for Specialundervisning for Voksne  (CSV)

Hos CSV i går gennemgik vi den opfølgning, jeg havde lavet på vores seneste møde, og det var faktisk ret tilfredsstillende, for jeg havde fået fulgt op på det meste. Det eneste, jeg ikke havde fået gjort noget ved, var “Universal Mobilholder til Cykel”, for jeg kunne ikke gennemskue, hvilken der ville passe til min telefon, der er indhyldet i et avanceret cover udviklet til det amerikanske forsvar. I fællesskab fandt vi dog denne holder, som er kommet med posten i dag. Den passer! Den glæder jeg mig til at tage i brug, så jeg kan blive ordentligt mobil igen.

En anden ting jeg bare har forberedt mig på, men altså endnu ikke gjort noget ved, er, hvad jeg skal sige til de mennesker i kirken, som jeg skal have taget et billede af for at huske deres navne. Det er meget godt at have forberedt en lille “tale”, så jeg ikke kludrer i det og dermed virker utroværdig. Det skal være noget i retning af: “Jeg har problemer med min hukommelse, og er i behandling for det. Jeg har svært ved at huske navne, og det vil være en stor hjælp for mig, hvis jeg må have lov at tage et billede af dig”. Jeg håber ikke, at nogen vil finde det intimiderende.

Og så apropos hukommelse: Jeg har fået et afbud på Hukommelsesklinikken på fredag. Yes – så har jeg kun ventet en måned og ikke de otte uger, de ellers skrev om. Det er meget positivt.

Psykiatrifonden

I Psykiatrifonden i mandags brugte vi det meste af tiden på at følge op på mødet med speciallægen. Min fantastiske psykolog var helt godt tilfreds med resultatet/konklusionen, men var lidt bange for, om jeg nu havde overpræsteret, siden lægen mente, jeg kunne arbejde 25 timer om ugen. 25 timer er i parentes bemærket for meget til et fleksjob.

Herudover oplyste psykologen mig om, at jeg har mere livsvilje, end jeg selv ved. Ellers var jeg død. Det er rart at vide.

Mandsopdækket!

Herudover passer jeg mine aftaler i Distriktspsykiatrien med henholdsvis kontaktperson, læge og psykolog. Endvidere er der indtil videre aftalerne om forebyggende ECT på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Til tider synes jeg, jeg har for travlt med at passe alle mine aftaler i “systemet”, og jeg skal altid have kalenderen frem for ikke at dobbeltbooke. Jeg håber dog på, at denne mandsopdækning kan gøre, at jeg hurtigt kan få det bedre. Jeg synes, “systemet” virker fantastisk godt, og jeg møder kun søde og dygtige mennesker. Måske skal man bare have det tilstrækkelig elendigt.

Tænk hvis jeg en dag kunne blive helt fri igen og bare var sådan et helt almindeligt menneske, der stod op og gik på arbejde hver dag. Det ville være fantastisk, og det er mit mål.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/25 Kommentarer/i , /af ,

Altid velkommen og ikke pinligt

Altid velkommen og ikke pinligt

De ser mig gerne på Psykiatrisk Center Hvidovre

Altid velkommen og ikke pinligt

Det er rart at vide, at man altid er velkommen. Det er jeg, sagde lægen i morges, da jeg selv sad og syntes, at det er pinligt så mange gange, jeg har været der. Hun beskrev det som et tilbud, der altid er der. Et sted jeg altid kan vende mig hen…

Jeg har taget endnu en tur omkring Psykiatrisk Center Hvidovre; det bestod i, at jeg blev der efter ECT-behandlingen i fredags, har været der i weekenden og er kommet hjem her i formiddag. Jeg havde det for dårligt til at være hjemme. De “dårlige tanker” tog over og fyldte det hele, og sådan kan det ikke gå, det dør jeg af i bogstaveligste forstand.

Katalysatoren for depressionen var min kommende ringe økonomi, som Bodil og jeg nu ikke er helt enige om, hvornår indtræder. Jeg mener, det er om ca. 14 dage, mens hun mener, det er som planlagt i april. Vi må spørge den kommunale sagsbehandler ad. Jeg håber, Bodil får ret.

Kan de gøre mere for mig?

Det var psykologen i Psykiatrifonden og hospitalspræsten, der fik mig til at tage derud og blive der. Egentlig var min egen holdning, at de ikke kunne gøre mere for mig, så hvad skulle jeg der?

  • Min medicin er allerede optimeret og justeret
  • Jeg er allerede i et forløb med ECT.
  • Hvad skulle de ellers kunne stille op?

Men de har givet mig noget ro og et helle, som har fået alle de syge tanker til at lægge sig lidt i dvale igen. Lige nu har jeg det faktisk udmærket. Jeg var bange for, at tankerne ville vende tilbage, så snart jeg trådte over mit eget dørtrin, men sådan er det heldigvis ikke. Og så har jeg nu en læges ord for, at jeg altid er velkommen, og at jeg ikke skal gå hjemme og få det så dårligt. Det er jeg glad for, for det andet er ubærligt. Selvfølgelig vil jeg helst klare mig selv hjemme – hvem vil ikke det? – men det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre, og så skal man have et sted at vende sig hen.

Hos Pia Glyngdal er man i gode hænder

Det er på fredag, jeg skal ind til den psykiater, der skal skrive speciallægeerklæringen. Pia Glyngdal viser sig at være tidligere læge og klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre, og alle siger, at hos hende er jeg i gode hænder. Det, håber jeg, er sandt. Jeg er nervøs for det, for det hun skriver vil få afgørende betydning for min fremtid. Hvis hun er enig med kommunen i, at jeg er for syg til sygedagpenge, er jeg på den. Dagsformen skal bare være god på fredag. Når jeg har det godt, har jeg det faktisk rigtig godt og omvendt, når jeg har det dårligt. Jeg må nok se i øjnene, at mit liv altid vil bestå i disse svingninger, selvom det er hårdt.

Overblik over økonomien

En af de ting, jeg hidtil har været for handlingslammet til, er at få kigget på mit budget. Det skal bringes up to date, så jeg præcis ved, hvor galt det kan komme til at stå til. Af hospitalets socialrådgiver fik jeg tre numre til “gældsrådgivninger”; jeg har ingen gæld, men det gælder også for folk med små indkomster, så når budgettet er færdigt, vil jeg tage kontakt til et af de steder. Der må være nogle muligheder; jeg skal bare lige ud af handlingslammelsen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.