/12 Kommentarer/i , /af ,

Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse

Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse

En bog af Peter Gøtzsche

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er temmelig hårdt medicineret for at holde mig mellem de to poler i den “bipolare affektive sindslidelse”. Kunsten er at holde mig mellem de to poler, på den ene side depressionerne og på den anden side manierne.

Overlæge dr. med. Peter Gøtzsche er netop udkommet med en bog, “Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, hvor han argumenterer for, at 98 pct. af den antidepressive medicin, der udskrives, kunne undværes.

Anne Lindhardt ærgrer sig

Psykiater og formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt ærgrer sig over den retorik, professor Peter Gøtzsche, Københavns Universitet, bruger i debatten om sin nye bog. Hun mener, retorik og form står i vejen for hans ellers fornuftige budskaber om, at vi har brug for mere forskning, viden og debat om brugen af medicin i psykiatrien.

Jeg er jo bare en bruger af kemien

Tilbage sidder man som bruger og ved ikke, hvad der er op og ned. For mit eget vedkommende ved jeg dog, at mine antidepressiva er seponerede, fordi de ville kunne medvirke til manier. Resten er der skruet op for med henblik på at holde mig mellem de to poler.

Indtil videre føles det rigtigt, og jeg tror og håber, jeg er på vej til et godt liv med medicinen. Skulle jeg leve uden medicinen, som foreslået af Peter Gøtzsche (PG), ville det blive det liv, hvor jeg har taget stilling til alt i forbindelse med min død og begravelse (udførelsesmåde, salmer, “Min sidste vilje”, afskedsbrev, begravelsesgæster osv.).

Jeg synes, Peter Gøtzsche kommer for let til sine konklusioner. Han ved intet om, hvordan det er at have levet med en sygdom igennem 12 år og bare ønske sig et liv med færrest mulig bivirkninger og noget, der måske kan ligne det normale arbejdsmarked i et fleksjob.

Det skal siges, at jeg stort set ikke har bivirkninger af medicinen bortset fra “restless legs” som jeg får Akineton for. Jeg har taget på i vægt på grund af medicinen, men det er ikke værre, end at jeg har kunnet købe to par nye jeans hos Zizzi.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykiatrifonden hukommelse virksomhedspraktik

Psykiatrifonden hukommelse virksomhedspraktik

Hos Psykiatrifonden

Psykiatrifonden hukommelse virksomhedspraktik.

I dag har jeg været hos Psykiatrifonden til møde inden starten på virksomhedspraktikken på mandag, som jeg er både spændt på og nervøs for.

Jo mere jeg lærer dem at kende hos Psykiatrifonden, jo dygtigere synes jeg, de er. Jeg føler mig på alle måder i trygge hænder der – ja det gør jeg faktisk i hele systemet (Distriktspsykiatrien, afdeling 808 mv.). Jeg kan på ingen måde klage over den hjælp, jeg får, og det gør jeg da heller ikke.

Min erhvervsrådgiver har på mine vegne kontaktet Center for Specialundervisning af voksne (CSV) og forklaret problemerne med hukommelsen. Jeg har selv prøvet at få fat på dem, men det lykkedes ikke. Hun har givet dem mit CPR-nummer og mit telefonnummer, og på et eller andet tidspunkt vil jeg blive ringet op med henblik på en samtale, hvor de skal vurdere, om de kan gøre noget for mig. Det kan blive spændende.

Jeg er helt med på, at det sikkert vil inkludere træning fra min side, men det er også helt okay; ingen ting kommer jo af sig selv, og jeg spiller naturligvis gerne med. Jeg har fx lige siddet og lavet en liste over de problemer, jeg oplever i det daglige, som jeg kan tage med til dem:

Problemer i dagligdagen

  • Kan ikke finde vej fordi jeg ikke kan visualisere vejen, jeg skal tage. Det skræmmer mig!
    • Eksempelvis finde vej til Psykiatrifonden: det tog mig en hel eftermiddag at komme i tanke om, hvordan jeg skulle gå fra Nørrebro Station til Hejrevej. Men jeg har været her mindst 20 gange før…
    • Eksempelvis finde hjemmefra ind til byen på cykel. Har kørt den vej gennem syv år. Nu kan jeg kun huske de første 1½ km.
  • Hele tidsspand mangler i hukommelsen – en slags absencer:
    • I marts 2014 var jeg i virksomhedspraktik hos Statens IT i fire uger. Jeg ved det kun, fordi jeg efter råd fra en af mine læsere kan søge det frem på min blog. Jeg kan ikke huske, hvor skrivebordet stod, hvem der sad overfor, hvad opgaven var osv.
    • I februar 2014 deltog jeg i et coaching-forløb hos Rebound på to uger. Jeg kan huske firmanavnet ellers intet. Jeg ved det kun, fordi jeg efter råd fra en af mine læsere kan søge det frem på min blog.
  • Resultater i Lumosity: Det fremgår klart, at den parameter jeg scorer lavest på er ”Memory”
  • Resultater i den neuropsykologiske test fra Kaj Bjerring Andersen af 26-03-2015.
  • Software: når jeg scanner ned over listen over software på computeren, aner jeg ikke, hvad halvdelen af programmerne er til.
  • Genvejstaster: Normalt kunne jeg huske genvejstaster i alle mulige forskellige programmer. Det kan jeg ikke længere.

Vi talte lidt om, hvorvidt det så var forkert parallelt at bede Distriktspsykiatrien om en henvisning til Hukommelsesklinikken, men det mente hun ikke.

Virksomhedspraktikken

Resten af samtalen gik så mest på starten på virksomhedspraktikken på mandag. Som nævnt i indledningen er jeg både spændt og nervøs. Vi talte om, at jeg skal have en ny “målepind” frem. Det nytter ikke, at jeg kommer med den gamle målepind, for så skal jeg da nok knække nakken.

Vi starter forsigtigt med 2 * 3½ time pr. uge i de første to uger, og herefter evaluerer vi, hvordan det er gået. Der bliver udfordring nok i bare at komme ud ad døren og afsted, komme inden for døren, sagt hej til kollegerne, hvor er mit skrivebord, få tændt computeren, begynde at få lidt styr på opgaverne osv. Det dur ikke, at jeg stiller større krav til mig selv, end min nye chef gør.

Erhvervsrådgiveren fortalte, at vi til mødet derude havde brugt en del tid på at tale om kognitive problemer. Det kan jeg imidlertid ikke huske. Men Martin (chefen) er i hvert tilfælde opmærksom på det, og det er godt.

Jeg er klar over, at jeg i denne post har gentaget mig selv fra tidligere poster, men det var nu lige, hvad der lå mig på sinde.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/16 Kommentarer/i , , /af , ,

Noget der virker

Noget der virker

Jeg går og filosoferer over, om jeg har noget der virker

Hukommelse

Noget der virker.

Min hjerne virker i hvert fald ikke, som den skal. Fx kan jeg ikke genkende folk endsige huske deres navne. Jeg kan ikke finde vej, fordi jeg ikke kan visualisere det for mig. Fx aner jeg ikke, hvordan jeg skal finde ind til byen på cykel. Jo, jeg kan huske den første 1½ km., men så er det også slut. Jamen jeg har jo kørt den vej hver dag i syv år, nemlig i al den tid jeg har boet her på Torvet.

Forleden skulle jeg planlægge vejen til Psykiatrifonden på Hejrevej i Nordvest, hvor jeg jo har været masser af gange. Jeg kunne huske, at jeg skulle med S-toget til Nørrebro Station. Men hvad derefter? Det hjalp ikke at kigge på et kort. Gudskelov “kom det til mig” langt hen på dagen, og det var jeg meget lettet over.

Der er også adskillige andre ting fra mit liv (lange forløb, hvornår var jeg ansat hvor mv.), jeg ikke kan huske, og det, parret med følelsen af ikke at kunne noget som helst længere, er meget ubehagelig. Jeg var inde og tale med Gitte i Distriktspsykiatrien i går, og hun mindede mig om mit ønske om en henvisning til Hukommelsesklinikken. Paradoksalt nok havde jeg glemt alt om dette ønske. Jeg har været lidt på Hukommelsesklinikkens hjemmeside, og det ser relevant ud, omend de fokuserer meget på demens. Uden at ville gruble unødigt kan jeg dog ikke lade være med at tænke på en artikel, jeg har læst af professor Poul Videbech om, at man lettere udvikler demens, hvis man har haft mange depressioner eller har udviklet bipolar affektiv sindslidelse.

Kan det evt skyldes de utrolig mange ECT-behandlinger?

Programmer er ikke noget der virker?

Mit backupprogram til bloggen – BackupBuddy – virker heller ikke. Programmet kører endeligt igennem, men når jeg så tjekker, om det er gået godt ved at kigge ind i status, står alting til “empty”. Øv – den slags skal bare virke. Jeg mistænker lidt Windows 10, da jeg ikke kan se, hvad det ellers skulle være. Jeg kan ikke huske, at jeg skulle have lavet andre ændringer. Jeg har nu prøvet at skrive til firmaet i håb om, at de vil hjælpe. Det bør de, da det er et købeprogram.

Jeg synes, der er adskillige programmer, jeg ikke kan få til at virke eller bare ikke kan finde igen. Jeg har svært ved at finde mine dokumenter, der pludselig er spredt for alle vinde, så jeg nu har mistet overblikket over års historik. Igen: Jeg mistænker Windows 10, selv om det selvfølgelig er svært at forestille sig at et nyt styresystem skulle bytte rundt på ens dokumenter. En af de nærmeste dage bliver jeg nødt til at sætte mig ned og rydde op i alt det rod.

Andagt for Claus Bjerregaard

I aften skal jeg til en lille andagt i kirken for vores provst Claus Bjerregaard og bagefter er der samling i menighedshuset med en bid brød og øl/vand. Jeg synes, det er fint at menighedsrådets formand har sat sig i spidsen for den proces, der skal i gang nu. Vi skal jo blandt andet have lavet et stillingsopslag og have gang i ansættelsesproceduren.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Hjemme igen 3

Hjemme igen 3

Jeg er hjemme igen 3

Så er jeg atter hjemme hos mig selv, og det er helt rart.

På Kronborg til opera

I går tilbragte Ingelise, som jeg har lært at kende på afdelingen, og jeg det meste af dagen ved Kronborg Slot med at lytte til opera. Sangerne havde hård konkurrencen, for vinden stod lige lukt ind i deres mikrofoner, og de kunne næsten ikke overdøve vinden. Det var en skøn oplevelse; de sang om kap med vinden, og de ville ikke give op. Alligevel måtte de give op efter en times sang, hvilket var ærgerligt, for der var de lige kommet i gang. Vi havde en kæmpe taske med mad med og vi spiste os igennem al ventetiden – det var alt sammen så lækkert! Selve operaen var lækker, og det var internationale stjerner, der stod foran os. Jeg har altid syntes, det var lækkert med nogle stjerner, der kan deres kram.

Da vi endelig kom tilbage til afdelingen igen, gik vi direkte i seng og sov til langt op ad den lyse morgen. Det havde været en anstrengende dag/aften.

Den foreløbigt sidste ECT-behandling

Jeg fik den foreløbigt sidste ECT-behandling i går og var ret medtaget. Jeg havde ikke styr på, hvad der stod hvor og havde ikke styr på, hvad der skulle anbringes hvor, men tror nok jeg fik det.

Ingelise mente, at jeg var mere medtaget i går end de andre dage – og for mig var der egentlig bare at konstatere, at jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde styr på mig selv, og at alting var ved siden af mig selv. Og jeg kunne ikke genkende mig selv. Langsomt begyndte jeg at blive mig selv; men ubehageligt var det.

ECT er trods alt en ret indgribende foranstaltning, og nu har jeg fået i alt 33 behandlinger – gad vide hvor mange man kan tåle?

Jeg har fået lovning på vedligeholdelses-ECT, som går ud på, at jeg kommer ambulant hver 3. uge, overnatter en gang, får en behandling og derefter tager hjem, når jeg er vågnet op igen. Det skulle jeg jo nok kunne tåle. Jeg er spændt på, om det kan holde depressioner og manier væk. Det kunne være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre.

Til samtale hos Atea om en virksomhedspraktik

På tirsdag skal jeg til samtale om en virksomhedspraktik på 13 uger i koncernen “Atea”, der er kendt fra pressen, fordi de er rodet ind i den bestikkelsessag, der kører p.t. Det er jeg ret ligeglad med.

Jane Hansen fra Psykiatrifonden skal med, fordi hun skal sikre, at jeg ikke sidder og lover for meget. Martin, som vi skal tale med, kender mig fra gamle dage, og han kender den gamle Hanne, der arbejdede i døgndrift. Ham skal vi have til at love at kende den nye Hanne, der arbejder på nogle mere fornuftige tidspunkter. Jeg vil meget gerne yde en indsats, men der skal også være fornuft i det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.