ECT i “Hendes verden”
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Det forjættede land at blive medicinfri
Medicinfri?
Det forjættede land at blive medicinfri
Man kan læse om og høre meget om “medicinfri” i psykiatrien. Jeg følger et par Facebookgrupper om bipolar affektiv sindslidelse. Gruppernes medlemmer består mest består af type 2-patienter – dem uden fullblown manier. Selv er jeg type 1.
For mange af medlemmerne er det forjættede land at blive medicinfri og for nogle er det så forjættende, at de dropper medicinen fra den ene dag til den anden.
Jeg forstår det ikke
Jeg synes ikke, det giver mening at stræbe efter at blive medicinfri. Hvad skulle formålet være med det? Hvorfor er det, det forjættede land? Jeg spiser med glæde det hele inkl. den kæmpe håndfuld kl. 22:00. Jeg gør det gerne til min dødsdag.
Hvis det er den, der fjerner min mundtørhed, sparer tandlægeregningen og fjerner mine smerter i benene, så ser jeg ingen grund til ikke at tage det.
At droppe medicinen fra dag til anden, og det uden at have konsulteret en psykiater, er decideret tåbeligt. Man kan blive virkelig syg af det. Om der også er livsfare forbundet med det, ved jeg ikke.
Af egen erfaring ved jeg bare, at vi trappede ud af Seroquel (antipsykotisk) lige så langsomt: først med 50 mg pr. uge, og da vi kunne se, at det ikke havde negative konsekvenser, hed det 100 mg om ugen, så det tog ca. seks uger i alt, og det under seriøs lægekontrol- og samtale hver uge. Samtidig kørte vi et andet præparat ind, så jeg hele tiden var dækket ind. Altså: det var hele vejen styr på det.
Medicin er ikke for sjov
“Her næsten 20 år senere skal Psykiatrisk Center Glostrup med overlæge og psykiater Jimmi Nielsen i spidsen forsøge at udvikle en behandling, der gør det muligt at trappe skizofrene patienter ud af den medicinske behandling. Men det er en svær og kompliceret opgave, siger Jimmi Nielsen.
– Vi ved ikke så meget om udtrapning af psykofarmaka. Der er mange patienter, der bare stopper med medicinen og bliver dårlige. I dette forsøg foregår udtrapningen langsomt og under kontrol. Vi følger patienterne nøje for at se, hvem der tåler at blive trappet ud, og hvem der ikke gør. Nogle vil måske begynde at udvikle symptomer – det er risikoen – de har jo fået medicinen, fordi de har været syge. Der er ikke nogen, der har givet medicinen for sjov.
Hvordan hjælper medicinen?
– Medicinen dæmper deres symptomer. Ikke så de bliver raske, men så de får færre symptomer.
Hvor sidder sygdommen henne?
– Sygdommen sidder jo i hjernen. Det er en forstyrrelse i hjernen, som medicinen så dæmper, så deres vrangforestillinger og hallucinationer aftager.” Kilde: Psykiatriavisen.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Fantastisk forløb
Tværfagligt forløb
Fantastisk forløb
Jeg er så glad for at komme på Psykiatrisk Center Glostrup. Kasper Thybo Reff (psykiater) og Christina Skovsende Eriksen (farmaceut) tager fat, der hvor alle andre slap. De kigger ugentligt på det regneark, jeg har udarbejdet til formålet. Jeg kan stoppe hvad som helst ind i Excel. Det gælder følgende:
- Restless Legs Syndrome (RLS)
- Fordøjelse
- Mundtørhed
- Væskeindtag
- Sammenhængen mellem væske og fordøjelse
- Søvn
Ikke bolsjer
Jeg har i årevis et præparat (Seroquel), der kan være skyld i alt det ovenstående. På min udtrykkelige anmodning foregår nedtrapningen meget forsigtig og langsomt. Jeg skal ikke tilbage til de 2½ år i helvede. Det er ikke bolsjer, man spiser i psykiatrien. Derfor skal nedtrapning og skift til et andet præparat tages meget alvorligt.
Jeg fortalte dem, at jeg hører en respirator som på en intensivafdeling, når jeg sidder i it arbejdsværelse. Lyden er svag men konstant. Det interesserede dem meget. Jeg har aldrig været på en sådan afdeling, så det er bare, hvad jeg har set i TV.
Vi ses ca. en gang om ugen, og de uger, det ikke kan passe ind i kalenderen, holder jeg telefonmøder med farmaceuten. Det er helt fantastisk. Jeg følger mig utrolig tryg og i gode hænder.
Recidiv
De har åbenbart kørt tværfagligt i noget tid, så de kan fortælle, at de patienter, der har fået denne behandling, ser de efterfølgende ret sjældent. Jeg har spurgt dem, hvad denne investering i tværfaglig behandling har sparet. Det vidste de ikke lige, og det er selvfølgelig en kilde til undren. Jeg koster ikke så lidt, men hvis jeg aldrig dukker op mere, er der sparet et betragteligt beløb. Det kunne være godt for begge parter.
Måske synes de, jeg er lidt skør, men vi har noget konkret at tale om.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Den visuospatiale hukommelse er væk
Skønt skilt
Den visuospatiale hukommelse er væk
Lige ved Forum Metrostation står dette skønne skilt, som jeg ikke kunne lade være med at forevige. Tine Bryld er jo en del af min barndom/ungdom, hvor vi alle hørte “Tværs” søndag aften på P4 i P1. Hun var en klog kvinde, der kunne række ud til dem, der havde behov for det. Det er helt i sin orden, at hun har fået både prisen og pladsen, men genopstanden er hun næppe.
At finde vej
Jeg skulle til frokost kl. 13:00 hos en ven. Jeg havde vha. rejseplanen.dk timet det, så jeg ville være fremme 12:55. Jeg gik fra Forum Station i rask tempo uden Google Maps for Herre Gud, jeg har boet i København i 38 år, og jeg har besøgt hende mindst 10 – 15 gange. Jeg anså derfor hverken Google Maps eller kompas for at være nødvendigheder. Jeg gik efter stedsansen… jeg havde bare glemt, at den er ude af drift – ikke bare midlertidigt men for bestandigt. Jeg var et godt stykke oppe ad Godthåbsvej, før det gik op for mig, at noget var galt.
Jeg spurgte nogle mennesker om vej, men de var usikre, så dem turde jeg ikke løbe an på; derfor måtte Google Maps alligevel op af lommen. Jeg hader, når “damen” siger “gå mod nordvest”, for jeg aner ikke, hvor nordvest er, jeg aner ikke engang, hvor jeg selv er. Jeg forsøgte alligevel, men da hun sagde “Stigbøjlen”, var der bare ikke en vej, der hed sådan. Min ven kunne senere fortælle mig, at det er en del af et stisystem i forbindelse med Landbohøjskolen eller sådan noget lignende.
Jeg mødte en ung hjælpsom kvinde, der fik mig gelejdet i den rigtige retning. Jeg tror, hun fornemmede min desperation, da jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Hun var i hvert fald meget pædagogisk. Det endte med, at jeg nåede frem 13:20. Jeg hader det! Jeg er ikke sådan en, der kommer for sent.
Jeg bliver altid lidt trist, når jeg ikke længere kan finde vej. Min visuospatiale hukommelse er smadret.
- Før GPS mv. var opfundet, cyklede jeg i flere omgange rundt i Toscana, og hele vejen derned, uden at fare vild.
- På vejen gennem Tyskland fandt jeg altid mit Gasthaus og den mundrette Weißbier i et passende glas.
- Da jeg ofte skulle til Viborg for at forlyste mig på “Landsarkivet for Nørrejylland”, fandt jeg da også altid frem til “Oasen”, hvor jeg overnattede hos Annie Mørkbak, og derefter hen til arkivet. Jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre det i dag.
Det er en færdighed, der er væk, og det er en færdighed, der er vanskelig at undvære. Jeg prøver med kompenserende strategier, men det går ikke særlig godt for nu at sige det lige ud.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.