/6 Kommentarer/i , /af ,

På batterier?

På batterier

Godt at være kendt

På batterier?

I går blev det for meget med de batterier – eller måske for lidt.

Jeg har kørt for fuld skrue i mere end en uge. Jeg kiggede ikke på mit actioncard, som jeg har lavet sammen med “min Mona” på 808, for jeg vidste jo godt, hvad der stod. Men hvem henvender sig til et hospital, når man har det fantastisk og er fuld af gode idéer og energi?

Jeg har virkelig udrettet utrolige ting om natten, jeg har hygget mig med det og lært en masse.

Trods alt ringede jeg til Hvidovre og fik en snak med en af dem, jeg kender, og som er så sød. Efter få minutters snak sagde hun, at hun ville kontakte Psykiatrisk Center Glostrup, og derefter ringe tilbage til mig. Som sagt så gjort, og nu er jeg så der, bortset fra at jeg lige er hjemme at pakke mine varer fra Aarstiderne ud og hente lidt fornødenheder.

De roser mig for god sygdomsindsigt. Det er jo dejligt, og jeg er glad for, at de vil have mig. Det andet var vist ikke så godt. Da jeg gik rundt nede i Kvickly i går, følte jeg, at jeg svævede. Det blev jeg forskrækket over. De har spurgt mig, om jeg var klar over, at jeg ikke svævede i virkeligheden. Det er jeg fuldt ud klar over, for jeg er ikke psykotisk. Jeg kender jo alt dette til hudløshed.

Det er min 10. indlæggelse. Det er, på trods af den gode sygdomsindsigt, en lille smule svært ikke at se det som et nederlag, når jeg har gået og ment/skrevet/sagt, at den 9. var den sidste. Og jeg håber, dette bliver kortvarigt, da jeg meget gerne skal på arbejde på onsdag, inden vi skal holde tre ugers sommerferie.

Jeg har tidligere talt grimt om Glostrup. Det trækker jeg hermed tilbage – eller også er der bare sket en mentalitetsændring eller en personaleudskiftning. De er virkelig søde!

Der er Litium i batterier

Selvom distriktspsykiatrien lige har sørget for blodprøver, tages de igen. Foreløbig ser det ud til, at Serum-Litium er for lavt. Nye prøver 14:30 i dag for at være helt præcis med 12-timers reglen. Hvis det er for lavt, har det hele en naturlig årsag. Alle andre tal er fine.

Fra Sundhed.dk

  • 54 år; kvinde.
  • Henvendelsesårsag: Patienten møder med henblik på: Mani.
  • Pt er hurtigkørende, angiver at få f.eks 5 ideer pr minut og har gang i dem alle.
  • Har mange gøremål. F eks at programmere om natten. føler sig inspireret og genial. er i godt humør.
  • Pt har erkendelse af at være i manisk tilstand
  • Søvnforstyrrelser. pt har angiveligt ikke sovet 48 timer og har heller ikke spist.
  • Medicinadministration: der er medicinsvigt over et par dage

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hypomani?

HypomaniStegemüller

En god Facebookgruppe

Er det en hypomani?

Lige nu har jeg ikke behov for søvn. Fx; jeg gik i seng kl. 07:30 i dag og sov 2½ time på 500 mg. Seroquel. Jeg bruger for nætterne på at udvikle gode løsninger i Excel eller opsætte job på min server, så oprydning af serveren foregår ganske automatisk. Da jeg ikke på forhånd ved ret meget om det, er jeg nødt til at lave 500 søgninger med Google.

I en dejlig Facebook -gruppe “bipolar affektiv lidelse” syntes de, at jeg skulle henvende mig til min kontaktperson i distriktspsykiatrien, selvom jeg har det super godt! …

Men sådan er det! Du har det glimrende. Det er et lykketræf, når psykiatrien kan diagnosticere en bipolar affektiv lidelse, for ingen går til lægen, når de har det super godt!

Jeg skrev denne mail til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien:

“Emnelinje: Hypomani?

Kære Gitte

Jeg er blevet rådet til at kontakte dig, og det er derfor, jeg gør det.

Jeg har det super fint – men har ingen søvnsignaler. Jeg har ingen appetit bortset fra 1 til 2 måltider pr. dag. Det har sandsynligvis varet et par uger. Jeg har – som aftalt – reduceret Oprymea til tre spørgsmål.

Jeg bruger nætterne på at udvikle forskellige regnearksløsninger, konfigurere job på serveren, efter at have googlet 500 metoder på forhånd for at teste, om det kan fungere. I går havde jeg pludselig en trojan. Det har jeg aldrig prøvet før. Det vare fire timer at få fjernhjælp til at udrydde den.

I dag gik jeg i seng 07:30 og sov 2 timer. Jeg har på ingen måde været træt i dag. Jeg troede, jeg skulle have en gæst kl. 13.00, men jeg har nok fumlet rundt i kalenderen som sædvanlig …

Jeg har det super fint. Jeg ser ingen grund til at gå i seng. Hvad skulle jeg lave der? Jeg ville bare ligge ned og tænke over alle de ting, jeg kunne gøre, hvis jeg stod op. De ting, jeg laver midt om natten, er helt okay. Mao. de fungerer efter hensigten. Det er noget, der bare kommer ud af mit hoved i en form for vanvid. Det er rent faktisk noget, der virker.

Hvad synes du? Har jeg det for godt?”

Det, der er svært

Det er let at kende depressionerne. Jeg ved godt, om jeg vil leve eller dø. Det er, når jeg spørger mig selv, om jeg skal vælge den ene eller den anden mulighed.

Med med manierne er det helt anderledes. Det er svært at føle sig syg, når man har det godt! Jeg hygger mig midt om natten med mine nørdede aktiviteter. Jeg synes, det er fantastisk at finde en løsning på et problem ved hjælp af Excel. Det har typisk krævet en problemformulering, derefter mange søgninger efter noget, der burde fungere og endelig passe til mine behov. Det er sjovt. Når jeg skal lære, skal det være sjovt! Hvorfor skulle jeg ikke have det sjovt om natten, når jeg føler mig fuld af energi? Hvordan føler jeg det, hvis det er naturlig eller unaturlig energi?

Og hvad ved jeg egentlig om at sætte cronjobs på min server? Svaret er: forbløffende lidt, nærmest ingenting, men alligevel er det faktisk lykkedes at lave nogle små scripts, der fx kan rydde op i papirkurv og midlertidige filer. Jeg har en stor tilfredsstillelse ved den slags. Jeg lærer noget, og senere vil jeg give lærdommen videre i en guide på den supportside, jeg også administrerer.

På den anden side: Jeg spørger i Facebookgruppen, fordi jeg ved, det ikke er godt. Der er noget galt her. De bekymrer sig på mine vegne og sparker mig til, og synesjeg skal skrive. De er gode mennesker med masser af erfaring. De ved, hvad de taler om!

Symptomerne

  • Jeg har det rigtig godt.
  • Jeg har masser af energi
  • Jeg hygger mig om natten
  • Jeg ser ingen grund til at gå i seng, da jeg bare ville ligge og tænke over, alt det, jeg kunne lave, hvis jeg stod op
  • Jeg spiser gennemsnitligt 1½ måltid om dagen
  • Jeg er overhovedet ikke træt, selvom jeg kun har sovet 2½ time.

Det er vist ikke rigtig godt!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

(U)Lighed i sundhed

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

Jeg læste et interessant indlæg af Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, som jeg er meget begejstret for. Hun er dygtigt, vidende og skarp. Hun skriver om uligheden mellem psykiske og somatiske sygdomme. Vi har fået udredningsgarantien på 30 dage, og det er selvfølgelig positivt. Problemet er, at der ikke fulgte penge med, hvilket vil sige, at personalet (igen) skal løbe stærkere.

Anne Lindhardt skriver

”Det, vi har brug for, er det, som vi har set inden for hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man ligeledes vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige penge. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Hvad er det, de kan, som vi ikke kan?

Med “de” mener jeg dem, der kæmper for kræftpatienterne. Kræftens Bekæmpelse må være enormt kompetente, for de er alle steder, og de er dygtige til det, de laver. Som eksempel kan nævnes, at i 2016 (mener jeg, det var) samlede de ca. 30 millioner kr. ind ved deres landsindsamling. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år ca. 14 millioner ind ved deres landsindsamling.

Der er tilvejebragt fem kræftpakker. Der er tilvejebragt milliarder af kroner og det vel at mærke på finansloven, så beløbene er faste indtægter og ikke som satspuljemidlerne til psykiatrien. Satspuljer er midlertidige penge, og sådan har det altid været alle de 23 år, jeg har beskæftiget mig med statslig resultat- og økonomistyring.

De har sparket dørene ind hos politikere og presse, og de bliver hørt.

Kunne vi ikke aflure dem nogle tricks? Hvad er det, de kan, som vi ikke kan? Er “markedet ” for småt (jf. at alle mennesker kender en eller flere, der har haft kræft)?

Psykiatrialliancen

Når man læser om alliancen, ser det rigtig godt og spændende ud. Det er netop en hel masse organisationer, der er gået sammen om skabe bedre betingelser på det psykiatriske område. “Sammen er vi stærke.” Jeg synes bare aldrig, jeg hører noget om deres resultater. Laver de ingenting? [Undskyld, her må jeg rette på mig selv. Jeg fandt faktisk et opslag på Psykiatrifondens Facebookside fra den 28. juni 2018. Der står:

Med fare for at sige “hvad sagde vi!” – så kan man håbe på, at der nu endelig sker noget. Tidligere i år efterlyste Psykiatrifonden og 32 andre organisationer samlet i Psykiatrialliancen et massivt løft af psykiatrien.

Nu er Sundhedsstyrelsen også med! Det fremgår af et oplæg til en styrket indsats for mennesker med psykiske sygdomme, som Sundhedsstyrelsen offentliggør torsdag. Konklusionen er, at behandlingen af personer med psykisk sygdom halter efter den kvalitet, som sundhedsvæsnet tilbyder borgere med fysiske sygdomme.

men det er nu ikke så meget, man har hørt om det.]

Det betaler sig på længere sigt

Anne Lindhardt skriver videre:

”Depression er en af de helt store sygdomsbyrder og koster samfundet 4,3 milliarder i tabt produktivitet. I stedet burde støtten til psykolog udvides, så vi kan undgå at udbetale førtidspensioner til mennesker, der kunne have været reddet, hvis de havde fået behandling tidligere.”

Dette synspunkt svarer fuldstændig til det, jeg selv har anlagt om psykologernes “Omsætningsgrænse” i mit forsøg på at opgøre omkostningerne ved mit 2½ år lange forløb. Jeg kunne let være landet på en førtidspension, faktisk ventilerede den kommunale sagsbehandler selv muligheden, men jeg ville ikke have pension, og det sagde jeg fra dag et.

Jeg har forgæves ledt efter modeller for en form for cost benefit analyse: Hvornår har diverse instansers investering i mig “tjent sig hjem”? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke finde ud af at regne det ud.

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til hendes verden om ect

Svært at forklare

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer og en fotograf. Formålet var et interview. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet var ECT

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær, svær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon/drop. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen, at de dårligt kan stikke.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Lydfilen

Der kom dette interview ud af det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.