/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Protese nej tak

Er der noget galt?

Jeg kommer lige fra tandlægen på Hvidovre Tandklinik og “min Nadia”, der simpelthen er så sød og så dygtig. Jeg er meget glad for, at hun på forhånd siger, hvad hun vil gøre, når hun allerførst har spurgt, hvad jeg mærker. Efter den tur, jeg har været igennem, er jeg altid lidt bange for, at der kan være noget galt. Det er der stort set ikke.  Jeg er altid bange for en protese. Jeg ved godt, det er dumt.

I dag roste hun mig for, at jeg børster kanterne på kronerne rigtig fint. Jeg bliver så barnligt stolt og glad, når hun siger sådan. Jeg har én tand tilbage uden krone!

Jeg var motiveret

Mine egne kroner er forsvundet i dette projekt, men jeg er færdig med at betale til ca. november. Til den tid vil jeg måned for måned føle mig som en rigmand/-kvinde. 3.000 kr. om måneden er mange penge, når man lever af et fleksjob plus en invalidepension. Det har været en prioritering fra min side, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg i det hele taget har noget at prioritere med. Det er ikke enhver forundt. Jeg læser ofte om mennesker, der har problemer med tandlægeregninger på fx fem eller ti tusinde. Min var på 103.615 kr.. Jeg bliver så glad, når jeg ser på grafen, der dog ikke viser den indledende udbetaling på 40.000 kr.

At det kunne lade sig gøre at få ordnet tænderne for så mange penge skyldes ene og alene, at Amar, som klinikejeren hedder, ville gå med til en afdragsordning. Jeg har senere spurgt ham, hvad der fik ham til at sige ja, når Nordea(!)  sagde nej. Han svarede, at jeg virkede meget motiveret, og det har han jo ret i. Jeg skulle ikke have en protese.

Nadia og jeg småsnakker

Nadia og jeg kender jo efterhånden hinanden rigtig godt, så vi småsnakker også lidt med mindre, jeg absolut er er nødt til at tie stille, fordi hun skal arbejde.

Jeg kommer hver 3. måned, selvom hun egentlig synes, hver 5. måned ville være tilstrækkeligt. Jeg skal bare ikke risikere det mindste. For ikke så længe siden gik jeg i panik, da jeg syntes, jeg i spejlet kunne se noget, der lignede Carries. Gudskelov havde hun en akuttid, og jeg skal bare krydse Hvidovrevej for at komme derhen, og gudskelov kunne hun fortælle, at jeg så syner.

Hvad mærker du?

Hun spørger altid til, om jeg mærker noget. I dag måtte jeg desværre fortælle hende, at det af og til føles som om to af kindtænderne i venstre undermund er “for høje”. Det varer en til to dage, og så er det faldet til ro igen.

På forhånd havde vi aftalt, at hun i dag skulle tage panoramabilleder, der også kaldes “Ortopan-røntgen”, idet der nu er gået 12 – 14 måneder, siden det store arbejde blev gjort færdigt. Den form for billede skaber overblik over alle tænder, rødder, nerveforløb, og kæberelationer.

Hun kunne se, at det er som om, knoglen degenerer på det sted, og hun vil bede Amar om en second opinion. Så må han beslutte, hvad der skal ske. Evt. er der noget med en bro, der skal frigøres. Jeg forstod det desværre ikke rigtigt, og det, jeg forstod, har jeg glemt, men sådan er det jo med mig.

Amar kigger på billederne på torsdag, og så får jeg besked pr. telefon. Jeg håber inderligt, at det ikke er en større historie. Jeg orker næsten ikke, at tandlægen igen skal være en stor del af mit liv. Nu vil jeg bare betale min restgæld, børste mine tænder og så tænke på andre ting.

De er uhyre grundige, og det er jeg glad for. Blandt andet derfor har jeg givet dem fem af fem stjerner på TrustPilot, selvom TrustPilot hos mig kan ligge på et meget lille sted.

Mundtørhed

Mundtørheden er i dag helt tosset, da jeg i nat måtte tage Lysantin mod Restless Legs. Nadia kunne meget tydeligt se det.

En bivirkning hvor bivirkningsmedicinen udløser en anden bivirkning. Det er skruen uden ende. Jeg fik en “tungeskraber” med hjem, da det også går ud over tungen, og passer man ikke på den, er der risiko for svamp… Jøsses…

Prisen

Selvom alt under 100.000 er billigt, er det alligevel smådyrt at gå derhen, blandt andet fordi der ikke er tilskud fra Sygesikringen til panoramabilledet. Regningen (patientens andel) lød på:

  1. Udvidet tandrensning: 277,30
  2. Fokuseret undersøgelse: 132,64
  3. Tandrodsrensning: 104,75
  4. Ortopan-røntgen: 750,00

I alt: 1.264,69

Politik

Hvorfor tandlægeregninger ikke er en del af skattebetalingen, har jeg endnu ikke fattet. I 2½ år sagde alle folk i “systemet” til mig, at jeg skulle se at få ordnet mine tænder, men ingen anviste, hvordan jeg skulle klare det, når mit indtægtsgrundlag var sygedagpenge. Hvem vil låne en sygedagpengemodtager lidt over 100.000?

Jeg ansøgte kommunen, men hørte ikke noget i fem eller seks måneder, og derefter mente de, at at overslaget var forældet. Det havde de jo ret i, men det første overslag lød på 70.000 kr., og det opdaterede overslag lød på 151.000, hvor jeg fik forhandlet en rabat på 47.385 kr. igennem. Regningen til mig lød så på 103.615 kr., men værdien af det arbejde, Amar har lavet, er de 151.000 kr.

Jeg ville ikke have proteser

Skulle jeg have “ladet kommunen betale” havde jeg ikke fået den bedste behandling men den billigste behandling, og det havde været to proteser. Amar spurgte helt specifikt, og jeg glemmer det aldrig, “Vil du have den rigtige behandling eller den billigste behandling?” Jeg var ikke i tvivl: jeg ville have den rigtige behandling, for sådan er jeg! Kun det bedste er godt nok, og jeg går aldrig på kompromis! Har jeg ikke råd til et eller andet, så undværer jeg hellere!

Jeg ville være så flov over ikke at have mine egne tænder. I min mors generation (hun var født 1935) var det ikke ualmindeligt, at man fik en protese eller to i konfirmationsgave, men det er tiden gudskelov løbet fra. Min mor havde protese både i over- og undermund i alle de år, jeg husker, og hun gik meget ofte til tandlæge Skjerning i Skjern. Sådan vil jeg ikke ende.

Hvis jeg skulle få behov for en serie ECT-behandlinger igen, ville jeg være rædsomt ked af at svare nej, når de spørger “har du dine egne tænder”! Jeg ville føle det som et voldsomt stigma.

Jeg synes selv, jeg er bedre end som så, og jeg har den daglige glæde ved at kunne smile igen!

/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Tidsregistrering og makroer

Tidsregistrering og makroer

Det er så sjovt

Tidsregistrering og makroer

Nu befinder jeg mig jo pludselig i det pulserende, private erhvervsliv, hvor jeg lægger de fire timer i Farum og de fire timer herhjemme. Vi har lavet det sådan, fordi jeg har 1½ times transport hver vej. Det er en god løsning.

Jeg har fundet et lille Excelprogram på nettet, hvor jeg registrerer, hvad jeg bruger min tid på. Herefter har jeg lavet min første makro (Eric – hvad siger du så? ) i Excel, så det er lettere at få et overblik, og jeg har tilføjet nogle funktioner, jeg synes manglede. På under et splitsekund er alt sat overskueligt op, det ser pænt ud, og de rette summeringer er lavet. Det var i virkeligheden ikke så svært. Jeg er sikker på, at min metode var håbløs, men jeg konstaterer med tilfredshed, at det virker – og jeg har fået mod på at lave flere makroer.

Min tanke er, at når jeg arbejder så meget hjemme, og i det hele taget arbejder med ting, min nye arbejdsgiver ikke ved, hvad er, må de da have en interesse i, hvad jeg egentlig laver. Jeg viste selvfølgelig arket frem men – og nu kommer overraskelsen – det interesserer dem i virkeligheden slet ikke, bare jeg leverer resultater.

Jeg bliver selvfølgelig ved med at tidsregistrere, for om end ikke andet, vil jeg da selv gerne vide, om jeg er foran eller bagud med timer. Fx: jeg sad forleden dag med noget, der normalt vil tage en halv time, men det tog tre… Her kan jeg godt lide at kunne skrive opgaven og i kommentaren skrive, at det drillede.

Et helt andet politisk system

Jeg kommer jo fra staten, hvor der er et evindeligt pres på produktiviteten og på, hvad vi leverer for skattekronerne. Vi får altid at vide, at vi laver for lidt, drikker for meget kaffe, og at vi bare skulle se, hvordan det foregår ude “i virkeligheden”. Og “virkeligheden” skal som hovedregel forstås som “det private”.

Ydelserne skal hvert år blive de berygtede to pct. billigere. Kvinderne skal så også føde to pct. hurtigere. Dybest set er der jo stemmer og symbolpolitik i udsagnet: “Hvad får vi for pengene, og får vi nok?” Derfor er tidsregistrering en nødvendighed. Hvordan kan vi vide, hvad ydelserne koster, hvis vi ikke tæller op, hvor mange timer vi har brugt på at fremstille dem? Hvordan kan vi vide, at vi har nået de to procent, hvis vi ikke har en hel masse data at gange og dividere med? Det er fuldt forståeligt, men måske har det taget overhånd?

Inhabil

Jeg er i virkeligheden inhabil, idet jeg har implementeret tidsregistreringssystemer i tre styrelser plus Udenrigsministeriet, og det har forekommet mig at være helt naturligt. Og derfor er det en meget speciel følelse at kommer til det private og opdage, at de synes, den slags er irrelevant. På samme måde skal jeg ikke have madpakke med. De betaler frokosten. Al den slags skal jeg godt nok vænne mig til. Jeg forstår det slet ikke, men der er på en måde noget befriende over det.

På en måde kan man sige, at det jeg kommer fra, er et “kontrolhelvede” – på den anden side har den udefinerede masse  “skatteborgerne” ret til at vide, hvad de får for pengene. Ministeren vil gerne kunne gå ud at sige, at han/hun har styr på sin biks, og at vælgerne derfor trygt kan stemme på ham/hende ved næste valg.

At bruge priserne

Når vi nu har ganget og divideret tilstrækkelig mange data i Excel, ved vi, hvad ydelserne koster, og vi kan oplyse, at de blev 2,1 pct. lavere end det foregående år. Så langt så godt.

Jeg talte forleden med en ven om alle disse ting. Hun mente, at det ville være næsten umuligt at opgøre, hvad fx en hospitalsseng kostede i døgnet. Det synes jeg nu ikke, man skal vel bare tage de direkte omkostninger og lægge overheadet til? De første gange man gør det, kan det selvfølgelig være enormt svært at få lagt en andel af fx havemanden og huslejen til en sengedag og få noget fornuftigt ud af det. Der er en række definitioner og regneregler, der skal på plads, men raketvidenskab bliver det altså aldrig.

Når man kender priserne, kan man også opgøre, hvordan bevillingerne bør se ud. Hvis en psykiatrisk afdeling kører på pumperne, og det gør den, har de behov for at kunne sige: Vi har konstant overbelægning, og vi har ydet 51 ECT-behandlinger ekstra. Jeg er helt klar over, at overbelægningen selvfølgelig bringer den gennemsnitlige pris pr. sengedag ned. Der kan køres flere patienter gennem systemet for de samme penge. Huslejen og havemanden bliver billigere pr. sengedag. De ekstra patienter skal selvfølgelig også have mad, medicin, pleje og alt det andet, der hører med til at være indlagt. Men gennemsnitsprisen må alt andet lige falde.

Jeg ville gerne opgøre omkostningerne

I mit strandede bogprojekt ville jeg gerne opgøre omkostningerne til mit forløb. Sundhedsdatastyrelsen har nogle “lækre” regneark med DRG-priser. DRG står for “diagnoserelaterede grupper” og er et begreb, der er alment brugt i sygehusvæsenet. DRG-priserne på hjemmesiden er alle opdaterede. Priserne rummer både somatikken og psykiatrien. Der ligger en takst for ECT-handlinger på ca. 2.800 pr. styk. Det tal gangede jeg med 51 og fik derved et beløb på ca. en kvart million. Altså har væsenet givet mig ECT for en kvart million. Hvis man vil vide, hvad et forløb som mit har kostet, skal dette beløb selvfølgelig med – det er jo enormt mange penge.

Jeg har stået på hovedet for at finde ud af, om det var den rigtige pris på denne ydelse og på et par andre ting i form af fem timers neuropsykologisk undersøgelse, en tur på Hukommelsesklinikken mv.

Jeg blev sendt hid og did i systemet gennem tre måneder. Jeg endte i RegionH, der efter fem uger skrev, at man ikke brugte DRG-taksterne i psykiatrien, og at man i hvert fald ikke vidste, hvad en ECT-behandling kostede.

Jeg er meget overrasket! Hvorfor bruger man ikke DRG-taksterne, når de findes? Hvorfor er de fuldt opdaterede, når de ikke skal bruges til noget? Hvordan kan psykiatrien ansøge om øgede bevillinger, når man ikke ved, hvad ydelserne koster? Til sidst opgav jeg at stille flere spørgsmål, og de var også temmelig trætte af mig.

Det foregår vist nok sådan, at det enkelte psykiatriske center får en arbitrært fastsat pose penge, og uanset antallet af patienter og ECT-behandlinger mv. skal de bare løse opgaverne for de penge.

Der er ikke noget at sige til, at psykiatrien er udsultet! Ved brug af DRG-takster (eller nogle andre takster) kunne dette ret let ændres. Jeg kommer gerne og laver et par regneark til dem.

Men hvis bevillingsgiverne ikke vil kende til fakta, er det selvfølgelig også lettest at vende det blinde øje til. Det er bare ikke tilfredsstillende for os, der bruger psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Royal og kognitive problemer

Royal og kognitive problemer

Jeg er royal

Royal og kognitive problemer.

Det er der sikkert ikke så mange, der ville gætte på, men jeg er faktisk vældig royal, primært fordi jeg synes, H.M. Dronningen er en fantastisk repræsentant for vores land. Og det skal hun have stor tak for.

Nuvel jeg kender hende jo mest fra hendes nytårstaler, som jeg trofast lytter til hvert eneste år. Talen i 2017 var markant, og det var den også i 1984, hvor hun talte om de “dumsmarte bemærkninger”. Hun har vid og bid, og jeg synes, hun er dygtig. Hun forstår at twiste ordene, så hun på en og samme tid er både umisforståelig og neutral. Hun kan sætte nogle på plads. Den slags kræver et klogt menneske – og det er dronningen!

Dronningen har mistet sin livsledsager

H. M. Dronningen har nu mistet sin livsledsager gennem mere end 50 år, og det må være meget, meget svært. Alligevel har hun overskud til i pels at træde ud foran Fredensborg Slot og møde ganske almindelige mennesker, der tænder lys, med smil og taknemmelighed. Det er smukt. Jeg beundrer hende endnu mere nu.

Alle medier/platforme svømmer over med reaktioner på prins Henriks død. Pludselig er der ikke grænser for, hvor stort et aftryk han har sat i vore hjerter. Men jeg undrer mig: Har det ellers ikke hele tiden hedet sig, at han ikke blev accepteret, blandt andet fordi han efter alle disse år stadig ikke talte ordentligt dansk? Jeg synes, jeg husker noget med “Dom panda dom spiser bamboo”.  Han har stået i skyggen af H. M. Dronningen, og det har han brokket sig over, og danskerne har ikke forstået det. Husker jeg helt galt? Det vidste han da på forhånd, da han som fransk greve giftede sig ind i den danske kongefamilie.

Prins Henrik led af demens

Det sidste har selvfølgelig været hans ønske om ikke at blive begravet side om side med sin hustru under Bjørn Nørgaards sarkofag i Roskilde Domkirke. Som jeg husker det, var der ikke meget folkelig forståelse for det. Da det kort efter kom frem, at prins Henrik led af en fremskreden og alvorlig demenssygdom, kunne de fleste alligevel “tilgive” ham. Forståelsesrammen blev ganske enkelt en kende større.

Ære være Prins Henriks minde, men jeg synes, at den påståede enorme kærlighed fra folket til prinsen er vokset ind i himlen siden tirsdag aften kl. 23:18.

Distriktspsykiatrien

Jeg var en tur i Distriktspsykiatrien i dag. Gitte holder mig på sporet, og det er jeg glad for og tryg ved. Hun er så sød og kompetent. Jeg er lidt bange for, at de snart smider mig ud, nu hvor jeg jo faktisk har det ret godt. Vi talte lidt om hvor længe, jeg har været stabil, og det er faktisk siden januar 2017 – altså faktisk et år. Og det er jeg så taknemmelig over! Jeg tror på, at jeg kan sige “sidste gang jeg var indlagt” og ikke bare “da jeg senest var indlagt”. Der er enorm forskel set fra mit perspektiv.

Jeg har tidligere skrevet om det flotte fremskridt mht. Triglyceriderne. Vi talte om det igen, for jeg er animeret til at bringe tallet endnu længere ned. Jeg forstår ikke, hvorfor kolesteroltallet og Triglyceriderne ikke følges ad, når de begge er mål for fedt i blodet. Men hvorom alting er, har jeg, efter aftale, skrevet dette lille afsnit, som forslag til, hvad der kan skrives ind i journalen. Om Gitte nu kan lide/bruge det, kan jeg jo ikke vide, men så er det da forsøgt:

“Patienten har siden september/ oktober 2017 omlagt sine kostvaner ved nu at købe måltider hos “Aarstiderne”. Måltiderne derfra er udelukkende økologiske og består primært af grøntsager og højst 100 gr. kød dagligt.  Det har bevirket et markant fald – ca. 75 pct. – i målte antal Triglecerider pr. mmol/l. Det er patientens egen opfattelse, at sund og lødig kost er en afspejling af, hvor godt hun har fået det, idet den egenomsorg, der ligger i ordentlig mad, kræver overskud både mentalt og økonomisk. På den måde kan målte Triglycerider ses som en indikator for patientens gode både mentale og fysiske tilstand.”

Tænder og kognition

I Hvidovre er der ingen Irma, og jeg kan kun drikke blå Irma-kaffe. Der ligger en dejlig Irma lige overfor Distriktspsykiatrien – Codanhus – så jeg måtte ind at have en del pakker kaffe og lidt andet.

Da jeg kom ud fra Irma, vinkede en kvinde til mig. Jeg kunne svagt huske hendes ansigt, og måtte spørge “Kender vi hinanden”? Og “hvad hedder du?” Jamen jøsses det var jo Tina. Hende mand Gert var i mange år min nærmeste ven. Vi mødtes i “Direktoratet for Social Sikring og Bistand og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner”. For nemheds skyld kaldte vi det “Direktoratet med det lange navn”.

Da han blev skilt for herrens mange år siden, flyttede han ind hos mig i min 53²m-lejlighed i Vanløse. Og vi havde det bare så hyggeligt i nogle måneder. Han fremtryllede hvad som helst med gryder og pander i mit bette køkken. Vi spiste ikke bare, vi talte også om liv og død og den slags. Jeg kan ikke huske hvornår, men vi fulgtes også til et “Copenhagen Photo Marathon”, og det gik os begge ret godt.

Hvorfor kontakten røg, husker jeg ikke. Men vi kunne da drikke en kop kaffe, og se om der er grobund for mere.

Tina sagde “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Jeg bliver så glad, når nogen siger det, så er det alle pengene værd. Jeg tænker også, om de har været og besøge mig, mens jeg har været indlagt, eller de korte stunder, jeg var hjemme? Jeg ved det virkelig ikke, men hvordan skulle de ellers kende til min dårlige tandstatus? Jeg tror da, den kun varede et par år?

En rigtig god ven fortæller, at hun besøgte mig mange gange på psykiatrisk afdeling. Jeg husker intet, heller ikke selvom hun beskriver den grimme have, vi sad i mv.

Jeg vil aldrig komme overens med, at der er så meget, der er skredet i svinget. Jeg går sådan set ikke og piver, men det er ikke rart løbende at blive konfronteret med det. Kend måske et ansigt – men vid ikke hvem det tilhører, uagtet det er mennesker, du har kendt i mange år og tilbragt meget tid med.

Og apropos kognition: Jeg træner med lydbøgerne, men det går ikke særlig godt. Jeg kan høre 4 * 4 minutter, så er tankerne alle andre steder. ØV. Men jeg giver ikke op.

/i , /af ,

Man binder os på mund og hånd

Man binder os på mund og hånd

Et hit under krigen

Liva Weel indspillede i 1940 “Man binder os på mund og hånd” som er en revyvise. Teksten er af Poul Henningsen (PH) og komponisten er Kai Normann Andersen. Teksten har i tredje vers adskillige underforståede hilsner til værnemagten, men de fattede dem aldrig helt. Det til trods flygtede PH til Sverige i 1943 og blev der til kapitulationen.

Kilde: Wikipedia.

Tredje vers:

Man binder os paa Mund og Haand,
men man kan ikke binde Aand,
og ingen er fangne,
naar Tanken er fri.
Vi har en indre Fæstning her
som styrkes i sit eget Værd,
naar bare vi kæmper for det vi kan li.
Den som holder Sjælen rank kan aldrig blie Træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.
Det lover vi med Haand og Mund
i Mørket før en Morgenstund,
at Drømmen om Frihed
blir aldrig forbi.

En helt anden historie

Min historie finder sted i marts 1976 på Sydfyn i en stokroseidyl, hvor jeg boede fra 29. december 1975 (jeg er 12 år) til 12. juli 1978 (jeg er 14 år).

Min mor er indlagt i to uger på Odense sygehus, hvor hun føder min halvbror ved kejsersnit. Den slags tog simpelthen så uendelig lang tid dengang, og derudover var der vist også noget med en navlestreng et par gange om halsen.

Psykopaten havde naturligvis frit spil i de to uger. Som jeg husker det, brugte han det meste af sin tid på at se pornofilm i soveværelset på smalfilmsapparatet. Derudover kritiserede han min madlavning, for jeg var på det tidspunkt ikke klar over, at man ikke putter sild i biksemad. 🙂

Og nu har jeg gået længe nok om den varme grød

En eftermiddag binder han mig på hænder og ankler til en spisestuestol ved det runde spisebord i stuen og kræver oralsex. Om det så rent faktisk blev sådan, kan jeg ikke huske. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg kom fri igen, eller hvad der så skete. Som hovedregel er min hukommelse om den fjerne fortid god. Jeg tolker det selv sådan, at det har været slemt, når jeg ikke kan huske så meget af det.

Det er formentlig den mest ekstreme magtmanifestation i de seks år. Det er et af de værre erindringsglimt, der pludselig er dukket op. Jeg skyder “skylden” på bogprojektet, men glæder mig samtidig over, at få det frem i lyset. Først når jeg kan se tingene, kan jeg agere.

Psykologen siger: “Voldsomt ydmygende, fornedrende og nedværdigende.”

Et barn flygter i sådanne situationer ud af sig selv og ser det hele udefra. Jeg var passiv, men det var også det klogeste. Havde jeg gjort modstand, havde jeg opildnet ham til endnu mere magt.  Det er kun den fysiske krop, der har været tilstede. Den mentale del har været et andet sted. Psykopaten ønskede sig mere at få magt end at have sex. Det vanskelige ved dette glimt er: længst muligt ude i “Absurdistan”. Han fik aldrig magten, idet jeg ikke var i min krop. Beskyttelsesfaktor: Intellekt. Det værste: Afmagten. Men fantastisk at have styrken til at overleve på trods.

Der er en øvelse i at tilgive pigen, og ikke skamme hende ud for at have været passiv. Det svarer til, at mange voldtægtsofre påtager sig skylden, fordi de var passive. Den tilgivelse har jeg ikke svært ved. Og det svarer fuldstændig til, at jeg aldrig nogensinde har været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Der er jeg langt heldigere stillet end andre, der blev misbrugt. Det er jeg glad for.

Vi taler lidt om, at det ikke er svært at forstå, jeg blev syg: For det første er der en høj grad af genetik forbundet med bipolar affektiv sindslidelse. For det andet har de ekstreme ydre påvirkninger være med til at sætte hele systemet under et voldsomt pres. For at håndtere og overleve dette “laver” barnet sygdommen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.