/6 Kommentarer/i , /af ,

De hurtige sko

De hurtige sko

De brænder for det

Medarbejderne har købt de hurtige sko

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TV Avis. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Til at få bip af

Til at få bip af

Stemmen fra outer space

Til at få bip af

Jeg havde besøg i går, så det er ikke fordi, jeg (også) hører stemmer. Det var bare så dejligt at tale med et klogt menneske og at tale om noget helt andet end psykiatri, akutmodtagelser, afsnit, præparater, doser og dosispakninger. Og så var det skønt at få en smuk buket. Jeg elsker blomster men køber aldrig til mig selv.

Respiratoren

Når jeg tager til Glostrup, ved jeg aldrig, hvornår jeg kommer hjem igen (det gælder selvfølgelig alle mennesker!). Så jeg havde kun opladere, powerbanks, tandbørste og et par andre livsnødvendigheder med mig. Og fordi man er indlagt, kan man jo godt se ordentlig ud. Ingen natkjoler her 🙂 Altså måtte jeg hjem og hente noget tøj. Køleskab og skraldespand skulle tømmes, Aarstiderne afbestilles mv.

Jeg fik allernådigst lov at gå – de passer på mig – jeg er taknemmelig. Tilladelsen kom fra “højeste sted” nemlig en læge.

Aftalen: du skal være retur senest kl. 16:00. Jeg tjekkede Rejseplanen og fandt en ankomst 15:30. Ingen grund til at bryde tilliden. Undskyld dette er en diskurs. Essensen er, at jeg havde en times tid foran computeren, og det eneste, jeg hørte, var bip, bip, bip. For pokker da. Det er til at få bip af.

Jeg plejer at kalde det “respiratoren”. En læge har dog belært mig om, at respiratoren i sig selv ingenting siger. Det er monitoren, der siger bip, bip, bip.

80.000 børn

Det er ikke så ofte, jeg reklamerer for noget på min blog, men her vil jeg gøre en undtagelse: 80.000 børn vokser op med en psykisk syg far og/eller mor. De har stor risiko for at mistrives både i barndommen og voksenlivet. Lovgivningen bør ændres, så de får retskrav på hjælp og støtte. Det er nemlig ikke deres skyld, at mor har “knald i låget”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Min seng er flyttet

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Jeg befinder mig endnu engang på det, der plejede at hedde Psykiatrisk Center Hvidovre. For postens indhold er det nye navn uinteressant.

Man kan kun være i Akutmodtagelsen i Glostrup i tre dage, hvorefter man bliver transporteret med taxa til Hvidovre. Det var altså rarere, da der også var en modtagelse her. Det er en belastning at blive flyttet, også selvom jeg kommer til mennesker, jeg kender og som kender mig.

Kimmie, jeg kender vældig godt, sagde, da jeg stod og tudede af ulykke over at være her igen: “Vi er her for dig”. Mere kan jeg ikke ønske mig.

Rubrikkerne og da Akutmodtagelsen i Glostrup rodede i min taske

Der var givet besked om, at jeg skulle være klar til transport kl. 12:30, og det var jeg så selvfølgelig. 12:15 kom hende, der talte til mig, som var jeg et barn, med et spørgeskema med 39 spørgsmål fordelt på 230 rubrikker. Da hun kom for at hente det, måtte jeg sige, at det kunne jeg simpelthen ikke overskue! Hun måtte tilbage og spørge en eller anden, om det var i orden. Det var det så, men hun puttede det i min taske med en reminder om, at jeg helst skulle udfylde det på nettet senest niende december. Det oplevede jeg som grænseoverskridende. Jeg skal nok selv bestemme over indholdet af min taske, uagtet jeg har en psykiatrisk diagnose, og jeg synes ikke, det er urimeligt.

Jeg udfylder det, hvis jeg får lyst! Det gør jeg nok ikke.

Det er selvfølgelig umådelig positivt, at de gerne vil have patienternes feed back udover den feed back, man også skal give på apppen, som dog kun har 11 spørgsmål. Som tidligere beskrevet er jeg bare hamrende træt af at skulle stå for diverse virksomheders kvalitetsarbejde: “Tryk ni hvis du var tilfreds”. Det må de selv finde ud af. Hvordan kan de have en forestilling om, at man har en såkaldt “kognitiv rest”, der kan bruges til at udfylde/forholde sig til 230 rubrikker, når man lige er kommet gennem nåleøjet og blevet indlagt? Til tider forstår jeg ikke, hvad de dog tænker på.

Hvor er logikken?

For eksempel kan de lade være at tale ned til mig (Glostrup) og for eksempel kan de sørge for, at der er stikkontakter nok (Hvidovre). På indeværende stue er der i alt en stikontakt til to eltandbørster, to iPads og to iPhones (kan substitueres). Byggeriet er fra før alskens elektronik, fair nok, men måske kunne man have banket nogle stikkontakter op, før man lagde ny linoleum og malede den lange gang?

Gentagelse fremmer forståelsen

I dag mødtes jeg af en utrolig sød ung læge, der gerne ville høre alle de ting, jeg også har fortalt ca tre gange i Glostrup. Hun syntes, det var flot, jeg selv havde regnet ud, det var en psykose. Det synes jeg nu ikke. Fx er Psykiatrifondens hjemmeside meget oplysende.

Da det er første fulde dag i morgen – som nu er blevet til i dag – onsdag, skal jeg igen til lægesamtale. Jeg har heldigvis gemt mine noter, så jeg kan huske at sige det samme.

Natlige bekymringer

Når man ligger vågen et “nyt” sted på en tosengsstue, hvor den ene seng gudskelov er tom, men det er sikkert en stakket frist, kan små problemer blive store, og problemer af ukendt størrelse kan blive endnu større. Jeg tog fat i Berit, og hun hjalp mig af med nogle af bekymringerne:

De sørger for den endelige medicinafklaring og bestiller dosisdispenseringerne på mit eget apotek. Bliver der et “slip”, pakker de det til mig. Jeg troede, jeg skulle rode Distriktspsykiatrien ind i det, og jeg kunne ikke regne kalenderkoordineringen ud.

Forsigtigt luftede jeg bekymring over, om lægerne koordinerer og arbejder sammen. Det kunne hun selvfølgelig ikke svare på. Jeg er bare så bange for at alt det, Kasper Thybo Reff, Christina Skovsende Eriksen og jeg har opnået, går fløjten, fordi “min tissemand er større end din”.

Nå det går vel alt sammen, og det er nok bare fordi, det er nat.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Filteret der blev væk

En 1/1 time med en lægeStegemüller

Hvor længe kan det blive ved?

Filteret der blev væk

Pludselig forsvandt det filter, der bevirker, at vi mennesker kan læse om, og forholde os til den ydre verden uden at tage den ind i de centrale dele af hjernen.

Derfor sad jeg og lå jeg et par dage og græd og græd over: klimaet, fattigdom, krigen i Syrien, hjemsendelser til Afghanistan, armoden som følge af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, jøderne i 1943 osv. Simpelthen alt.

Respiratoren

I et par måneder har jeg hørt en respirator, der stod inde i klædeskabet. Jeg har tjekket, den står der ikke. Da bip bip lydene ikke er der hele tiden, og ikke er så høje, er jeg blevet enig med Kasper Reff (min overlæge) om, at vi lige ser tiden lidt an, for måske forsvinder det af sig selv. Men han har på ingen måde været afvisende, idet Seroquel havde en antipsykotisk effekt.

Min panik satte ind, da respiratoren blev til musik i form af enten pænt klaver eller folkemusik. Ikke så højt men alligevel. Jeg gik rundt ved væggene og tjekkede, at det ikke var naboerne, der pludselig spillede musik. Det plejer de nemlig ikke.

Er jeg for alvor ved at blive rablende vanvittig?

Dernæst

Nu er jeg jo efterhånden en trænet patient, så jeg stillede selv lidt af diagnosen: der er noget psykotisk over det med filteret og lydene. Jeg ringede til Hvidovre, som syntes, jeg skulle tage til Glostrup, og spurgte, om jeg lovede osv. Jeg lovede osv, men sov alligevel på det. Jeg er altid bange for at råbe “Ulven kommer”, for at sidde de tre timer i venteværelset for så at blive sendt hjem igen (det er vist mange år siden, det er sket), for at belaste systemet, for at det bare er noget pjat osv.

De spørger jo altid “Hvor længe har det stået på?” I mit dumme hoved bliver det til “Du har ikke haft det dårligt nok længe nok.” Det vil jeg nok lige arbejde lidt med.

Der er også en trend – i hvert fald i psykiatrien – “Hvad vil du gerne have, vi gør for dig?” Eller “Vil du gerne indlægges?” Det er simpelthen så sødt og næsten kærligt ment, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, så jeg replicerer tamt “Hvad synes du?” “Jeg henvender mig her, fordi jeg er hunderæd og ikke kan få min verden til at hænge sammen, er du så ikke så sød som specialuddannet fagmedarbejder at beslutte, hvad der er bedst for mig?” Jeg ved det godt – patientinddragelse er meget svært!

Den “fedeste” læge

Jeg har talt nærmest halvanden time med en overlæge fra en anden afdeling. Hun var helt fantastisk og startede med at beklage, at hun kun havde læst dele af min journal. Jeg tilgav hende på stedet, da det ville have taget en uge.

Hun turde stille alle de spørgsmål, som de ikke stillede i går. Hun ville virkelig gerne høre om både filteret og folkemusikken, og om sidstnævnte var inde i hovedet eller kom udefra. Ingen tvivl – den kommer udefra. I øvrigt er det et ret nærliggende spørgsmål.

Hun gav sig tid, tid, tid. Det var fantastisk. Efter al den tid: “Bipolar affektiv sindslidelse i episode med blandingstilstand med psykotiske elementer”. Hun syntes, det var godt, jeg kom, og at jeg ikke havde snydt nogen.

Og pillerne: lidt til lige at “overleve” weekenden på, og så koordinerer hun og Kasper på mandag. Jeg har klippet ud i pap, at jeg ikke vil tilbage til Seroquel! De må have flere skud i bøssen, nu hvor jeg til den første betaler sidste rate hos tandlægen.

Hvor længe kan det blive ved?

For nu at slutte med begyndelsen, så ved jeg det ikke. Hvor længe kan jeg holde til det? Skulle jeg være så heldig at finde et fleksjob 15 timer/uge, kan jeg så overhovedet passe det, hvis intervallerne mellem indlæggelserne bliver stadigt kortere? Jeg har aldrig halsbetændelse eller hovedpine eller den slags; hvis jeg er syg, er jeg indlagt, hvilken arbejdsgiver gider det? Har jeg stadig en kognitiv kapacitet, der bevirker, at jeg kan udfylde bare et fleksjob? Jeg ved det sgu ikke. Ville en førtidspension være en bedre løsning? Skal jeg give op?

Det er jo sådan set ikke tanker at tænke lige nu, men de er relevante og hænger i et eller andet omfang sammen med det manglende filter.

——

Det er lidt bøvlet at tjekke kommaer og stavekontrol på iPad; I får det, som det er.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.