/i /af

Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Så gik der tid med det

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

De stakkels mennesker!

Jeg skal til ECT på onsdag, og altså skulle jeg til Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup i dag for at få foretaget PCR-test.

Det er så spændende, hvordan det vil føles på onsdag og ikke mindst natten til onsdag. Vil jeg stadig græde af angst, ikke lukke et øje og føle mig som en idiot, når følelserne overvælder mig? Vil dødsangsten faktisk være mindre, nu hvor psykologen har banket ind i hovedet på mig (på en god måde selvfølgelig):

  • at jeg gør det frivilligt,
  • at jeg kunne rejse mig og gå,
  • at det ikke er tvang,
  • at de ikke vil mig noget ondt,
  • at det er den bedste behandling, jeg kan få, og
  • at osv.?

Indtil videre føles det bedre!

Processen er vanvittig håndholdt – mere vanvittig end patienterne

Det er et led i den vanvittigt håndholdte proces, at en medarbejder i ECT-afdelingen ringede i fredags, og vi aftalte, at Flekstrafik skulle komme 13:00 i dag mandag og hente mig og køre mig til Glostrup til PCR-test. Den slags noterer jeg i kalenderen med det samme for ikke at kludre i det. Altså var jeg klar kl. 13:00 med slukket PC og jakke på. Flekstrafik plejer at være utrolig præcise, så 13:30 ringede jeg til modtagelsen og spurgte, om man mon havde glemt mig?

Hende, der tog telefonen, spurgte, om jeg var sikker på, at det var i dag? Om jeg var sikker på, at behandlingen er på onsdag? Om jeg ikke bare kunne komme til test i morgen tidlig? Ja – jeg er sikker, jeg er ikke idiot, og jeg gider ikke blive behandlet som sådan, bare fordi jeg er bruger af psykiatrien. Hun troede ikke på mig.

Der er noget med, at testen ikke må være mere end 48 timer gammel, eller også skal den være mere end 48 timer gammel. Aner det ikke. Det må være dem, der skal have styr på det og ikke mig. Flekstrafik var bestilt til på onsdag, hvor jeg slet ikke skal bruge den, da jeg altid tager en taxa hjem for egen regning efter behandlingen, da jeg ikke har kræfter til at vente en time på Flekstrafik. Jeg skal bare hjem til min kugledyne. Noget må være gået galt. Det kan ske for alle

Efter flere “forhandlinger” lykkedes det at få hende til at undersøge det med ECT-afdelingen. Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg ville blive afhentet 15:25 i dag i stedet.

Endelig kom jeg til Glostrup.

Ingen, ud over patienten, aner hvad der foregår, men det tror de ikke på

PCR-testen var hurtigt klaret. Jeg bad dem bestille en taxa hjem, for det er det, der er aftalen, samt en Flekstrafik til i morgen kl. 19:00, da jeg jo skal overnatte derude. Hun ville undersøge, hvad der var aftalt, selvom jeg jo altså oplyste det. Altså troede hun ikke på mig.

15 minutter senere kom hun og bad om mit CPR-nummer. 10 minutter senere kom hun og sagde, jeg skulle vente på en læge. Jeg spurgte hvorfor. “Det skal man, når man skal indlægges”. Jamen det plejer jeg da ikke. Og det er jo først i morgen (overnatningen er en indlæggelse). “Er du sikker på, behandlingen er på onsdag?” Ja. ECT-afdelingen ruller mandage, onsdage og fredage om formiddagen. Igen troede hun ikke på mig, og jeg var bedre informeret end hende.

Ny medarbejder. Nu en der troede på mig

Så kom der en ny medarbejder, der tog mig ind i et samtalerum og beklagede mange gange, at de havde 15 bolde i luften på en gang. Det havde jeg nu selv opdaget, for de løb rundt. Det positive var, at hun stolede på, at jeg nok var ved mine fulde fem, at jeg havde tjek på det aftalte og ikke fremstod videre psykotisk. Det stakkels menneske! Sådan en arbejdssituation havde jeg aldrig selv klaret.

Og jeg beklagede og undskyldte, at jeg var en sur kælling/mokke, fordi jeg havde spildt i alt 4½ time i dag på cirkusset. Jeg bliver altså bare så sur, når de ikke stoler på, hvad jeg siger og jeg faktisk har mere styr på aftalerne, end de har. Det er sikkert vældig svært at finde noget i min sikkert enorme journal – men så kunne de jo lytte til mig!

Ville man behandle en cancerpatient med sådan en mistro? Det tror jeg ikke.

PS: Mens jeg ventede på taxaen kom politiet med en fyr i håndjern og pludderbukser. Betjentene var unge og omsorgsfulde, men det var alligevel voldsomt. Det har jeg heldigvis aldrig prøvet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

  • Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
  • Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
  • Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
  • Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
  • Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
  • Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
  • Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
  • Hun ikke synes, jeg er kedelig!
  • Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Har man kendt mage?

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Det er onsdag den 23. marts, og egentlig skulle jeg have været ECT i dag. For det er nemlig hver fjerde onsdag. Men “min” fantastiske sygeplejerske fra ECT-afdelingen på Psykiatrisk Center  Glostrup, det er hende, der holder mig i hånden, ringede i sidste uge, og fortalte, at hun skulle have ferie i to uger – og så spurgte hun, om jeg ville have behandlingen flyttet, til hun var retur?

Jeg udbrød højt og helt spontant “Hvor er du sød”. Jeg forstår slet ikke, at der findes den form for individuel omsorg i et så stort system, som psykiatrien er. Tænk at nogen tænker så langt. Så er jeg et ængsteligt menneske og ikke bare en brik i et spil, et nummer i rækken på “fabrikken”, en patient ud af de mange de behandler hver uge, hver måned og hvert år.

Hvad er det, “min sygeplejerske” gør?

  • Hun kommer og småsludrer: Det er ikke så længe siden, det endelig gik op for mig, at grunden til, at “min sygeplejerske” kommer og småsludrer, hvis jeg er på som den første, og jeg sidder og venter, nok ikke er fordi jeg er så frygtelig interessant, men at det er for at dæmpe min angst. Tænk at hun tænker så langt. Når hun ikke er der, har jeg telefonen at forsvinde ind i, men samtale med et dejligt, varmt menneske er selvfølgelig bedre. Vi taler om hvad som helst ofte politik, der interesserer os begge. Næste gang bliver emnet sikkert krigen i Ukraine.
  • Hun holder mig i hånden: afhængig af om de lægger droppet til bedøvelsen i højre eller venstre side, står hun altid og fuldstændig beredvilligt i modsatte side, når “vi” er klar. Hun rækker hånden frem. Når jeg mærker, at jeg er ved at forsvinde fra verden, klemmer jeg hendes hånd hårdest muligt. Det hjælper. Jeg håber ikke, det gør ondt på hende. Det ville være synd.

Næste gang er den 6. april

Nu må jeg vente til den 6. april med at finde ud af, i hvilken grad erkendelsen hos psykologen om, at det er mit eget valg, og at jeg dybest set kunne sige, at jeg ikke vil lege med mere og rejse mig og gå. Det ville være tåbeligt, men jeg kunne gøre det. Der er ingen, der tvinger mig til ECT-behandlingerne. Jeg har selv sagt ja til tilbuddet, og det er en fantastisk effektiv behandling, der bevirker, at jeg kan leve et næsten normalt liv. Det er den behandling, man tilbyder, når alt andet er forsøgt.

Jeg er meget spændt. Min tankeverden siger mig, at erkendelsen vil have en utrolig positiv virkning. Indtil videre er det tanker, men som min “mor” altid sagde “Det er tanken, der tæller”.

Hvis det nu “virker”, kan det være, vi om et par måneder kan aflive special-ordningen om, at jeg sover derude natten før, for det er trods alt rarest at sove hjemme. Sidst lukkede jeg ikke et øje natten før, blandt andet fordi de kommer hver anden time og tjekker, om man sover. På en måde kan man sige, at det er ligegyldigt, om jeg er søvnløs i Hvidovre eller i Glostrup. Sover jeg derude, er der bare sikkerhed for, at jeg kommer afsted, selvom jeg dårligt kan stå på benene. Jeg har én gang aflyst, fordi jeg ikke havde lukket et øje herhjemme. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig oprejst. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.