/3 Kommentarer/i , /af ,

10-årsplanen for psykiatrien

10-årsplanen for psykiatrien

Der skal ske noget

10-årsplanen for psykiatrien

I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” (for psykiatrien forstås). Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Fra sidstnævnte har jeg “hugget” en række uhyggelige citater. Har du interesse i psykiatriens problemer og fremtid, bør du i det mindste skimme den.

Læsningen af Pixiudgaven erindrede mig om de år, hvor jeg herhjemme stillede tasken uåbnet på gulvet, når jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Det kunne ikke betale sig at pakke ud, for erfaringen var, at jeg sikkert skulle retur inden for de nærmeste to uger. Det var hårde år. Heldigvis er det snart længe siden.

Nogle af problemerne i psykiatrien – citater fra Pixiudgaven:

Nogle kalder det “udfordringer”. Selv kalder jeg en spade for en spade. Det er problemer, og det handler om mennesker. Havde der været tale om cancer, var problemerne løst for længst.

“Denne faglige gennemgang viser, at der på blot et årti er sket en stigning på ca. 30 pct. i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 pct. i samme periode.”

“Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40 – 50 pct. af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse. Blandt børn og unge vil ca. 15 pct. blive diagnosticeret med en psykisk lidelse inden de fylder 18 år. Tallene kan dog være højere, da det formodes, at en del mennesker med psykiske lidelser ikke bliver registreret i de nationale registre eller i spørgeskemaundersøgelser, og heller ikke nødvendigvis opsøger hjælp.”

“…i et samfundsperspektiv tegner psykiske lidelser sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde.”

“Der er for det første en markant overdødelighed…”

“For det andet er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige…”.

“For det femte: …Herudover er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte.”

“En anden del af overdødeligheden skyldes selvmord. Mennesker der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives, før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.”

“Manglende prioritering af forskning og faglig udvikling giver manglende prestige og udfordringer i forhold til fastholdelse og rekruttering.”

En helt særlig overlæge

Den overlæge, jeg har talt mest med under indlæggelserne, fik mange interne “tæsk”, fordi hun holdt for længe på patienterne. Den gennemsnitlige liggetid blev for lang på hendes afsnit sammenholdt med liggetiden på de andre afsnit. Hendes holdning var nemlig, at patienterne skulle have det godt, når de blev udskrevet. Det er utroligt, at den holdning kan medføre interne problemer. Har patienterne det ikke godt ved udskrivelsen, kommer de jo bare igen. Og måske har de det værre næste gang, og så bliver de endnu længere. En negativ spiral er startet.

Jeg en “svingdørspatient”

Man kan så sige, at jeg selv var “svingdørspatient”, når jeg end ikke pakkede tasken ud. Jeg har bare aldrig haft følelsen af for tidlig udskrivelse. Jeg har følt mig “udskrivningsparat”, som det vist kaldtes.

Problemerne (gen-)opstod, når hverdagens problemer med fremtid, job, bolig og al den anden usikkerhed bankede på. På et tidspunkt fik jeg tildelt en bostøtte efter en bestemmelse i Serviceloven, der skulle hjælpe med det. Idéen var sådan set god nok, men det er et eksempel på en ufaglært medarbejder, der udelukkende leverede “papegøjesnak”, og det var ikke behovet. Det løste ingen problemer.

Så stod respiratoren i klædeskabet og bippede døgnet rundt, naboerne hørte salonmusik fra tyverne og jeg svævede tyve centimeter over gulvet nede i Kvickly. Sådan var det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men det var min virkelighed. Herefter turde jeg ikke være hjemme af angst for, hvor det kunne ende.

Der var klare fordele ved at være “kendt” i systemet/”svingdørspatient”: direkte nummer til afdelingen, nogen at ringe til døgnet rundt og en sygeplejerske, der sagde “Vi er der for dig Hanne”, da jeg grædende stod der igen med tasken. Det glemmer jeg simpelthen aldrig.

Det bør bare ikke være sådan, at det er fordelagtigt at være “kendt”, selvom det selvfølgelig er rart. De, der kommer første gang, skal da også have en god behandling.

Sammenligning med cancerområdet

Min egen onkel, professor Sigvard Kaae, forestod allerede i starten af 50’erne (altså for 70(!) år siden):

multidisciplinært samarbejde og fordelene ved interaktion mellem de forskellige behandlingsmodaliteter. Kaae var således tidlig til at introducere “evidence based medicine” og praktiserede dette i væsentligt omfang, blandt andet ved en fremsynet rolle inden for den multidisciplinære behandling af sarkomer (Kilde: Nekrolog i Ugeskrift for læger).

  • Er der prestige i cancerbehandling? Ja.
  • Er der tværgående samarbejde mellem de forskellige specialer? Ja.
  • Er der markant overdødelighed? Nej ikke længere som følge af de bredt accepterede kræftpakker. Faktisk er jeg ikke sikker på, om der nogensinde har været det, men der må på den anden side set være en årsag til, at man har investeret mange millioner/milliarder kroner i kræftpakkerne gennem årene.
  • Er bevillingerne på cancerområdet etårige satspuljemidler? Nej de er på finansloven og dermed flerårige (Finansloven udarbejdes altid med et fireårigt perspektiv).
  • Er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser? Nej.
  • Er der en overdødelighed på 200 gange i den første uge efter udskrivelsen? Nej.
  • Er der en meget høj andel af ufaglærte medarbejdere? Nej.
  • Møder man i visse tilfælde patienterne med mistro og mistillid? Nej (det tror jeg ikke).

Kort sagt

Kan vi på psykiatriens område lære af indsatserne i kræftpakkerne, er meget nået. Og der er meget at gøre, for psykiatrien er udsultet og under pres. Der skal ske noget. Man kan kun håbe på, at 10-årsplanen for psykiatrien er starten på en positiv spiral.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Patient- og pårørenderepræsentanter

Patient- og pårørenderepræsentanter

Psykiatrien søger “medarbejdere”

Patient- og pårørenderepræsentanter

Jeg fandt på en eller anden måde dette “stillingsopslag” fra Region Hovedstadens Psykiatri og efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at søge om at deltage. Det fremgår ikke af opslaget, hvad man skal kunne ud over at læse en masse, så jeg ringede til konsulenten og spurgte, hvad de gerne ville have klarlagt i en ansøgning.

I et normalt stillingsopslag står der ret klart, hvad man skal lave, og hvad man derfor skal kunne. Og så kan man besvare det. Men sådan er det ikke her. Konsulenten gav nogle stikord, og det kom der nedenstående ud af:

Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora

Kære Tone Nymann Nielsen

Tak for samtalen, hvor du skitserede, hvad I gerne vil vide noget om hos de enkelte ansøgere til ”Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora”.

Jeg søger om at blive brugerrepræsentant og forsøger herunder at besvare jeres spørgsmål:

Meningen med logoet er at vise, at min hoveddiagnose, og det der fra 2014 bragte mig i nærkontakt med psykiatrien, er bipolar affektiv sindslidelse. Logoet er måske for subtilt, for jeg tror, kun få kan tolke det. Men jeg kan godt lide det, og det findes også på min hjemmeside, hvor jeg blandt andet skriver om psykiatri. Hjemmesiden findes her: https://stegemueller.dk.

Min sidediagnose er Aspergers syndrom, der blev diagnosticeret i 2019, hvor jeg var 55 år; selv var jeg klar over det i 16 år før. Jeg manglede bare en psykiater, der ville skrive under.

Fra 2014 og frem til ca. 2020 har jeg været indlagt omkring 15 gange på Psykiatrisk Center Hvidovre. Der var vist tillige en indlæggelse i 2009. Mine erfaringer med psykiatrien er for 99 pct.s vedkommende positive. Jeg kommer fast hos en meget dygtig kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er et positivt forløb, idet jeg har haft den samme kontaktperson siden 2015, så hun om nødvendigt kan ”holde mig på sporet”, når vi kender hinanden så godt. Der er stor kvalitet og tryghed knyttet til et gennemgående menneske. Det er overvældende konstant at skulle ”starte forfra”.

Jeg har stor erfaring med ECT (ca. 100 behandlinger), der har været min redning. Nu får jeg forebyggende ECT hver fjerde uge, idet jeg til sidst fik Parkinsonisme af antipsykotisk medicin gennem mange år (vist fra 2006). Den gjorde mig nærmest invalid til sidst. Status er, at jeg har det rigtig godt. Formentlig har jeg aldrig haft det bedre.

Medvirkende til min recoveryproces er også et langvarigt psykologforløb, som jeg startede i foråret 2015. En meget belastet baggrund – der var medvirkende til sygdomsudbruddet i 2014 – overstås ikke med 12 samtaler.

Motivation: Efter at have opgivet arbejdsmarkedet for ca. et år siden og opnået pension, har jeg ressourcer, jeg gerne vil bruge til noget, der peger fremad.

Jeg synes, jeg har så meget erfaring med psykiatrien, at jeg har noget at bidrage med. Herudover har jeg en universitetsuddannelse (cand.jur.), der bevirker, at det er uproblematisk at konsumere store stofmængder og at samarbejde med fagpersoner, også selvom jeg fortsat har kognitive problemer (overblik, hukommelse og koncentration). I årenes løb har jeg lært en række kompenserende strategier.

De få gange, jeg i årenes løb har været mindre tilfreds, er jeg om nødvendigt gået ”til toppen” (centerchefer mv.) og det har jeg rimelige erfaringer med. Det er mit indtryk, at psykiatrien som hovedregel gerne lytter til brugerne.

Andet ”frivilligt arbejde” består i at hjælpe andre slægtsforskere i gang med at opbygge hjemmesider, hvor de kan vise slægtsdata. Dette er ikke, hvad de fleste forstår ved frivilligt arbejde, men jeg føler ikke noget for at sælge brugt porcelæn mv. i en genbrugsbutik.

Det mest interessante forum er for mig at se ”Forum for kvalitet i behandlingen”. Det skyldes, at jeg for det første vil kunne inddrage min erfaring fra 23 års arbejde i statsadministrationen på mange forskellige niveauer, men også at årene i psykiatrien har afsløret en ekstremt presset organisation, der muligvis vil kunne optimeres lidt her og der, og at en optimering måske vil kunne øge den oplevede kvalitet. Det er med fuldt overlæg, jeg udtaler mig forsigtigt her, for det ved jeg jo reelt intet om endnu, og jeg ønsker ikke at støde nogen.

Jeg vedhæfter jeg en anbefaling fra HR-chef Sune Lyng i Folkekirkens Nødhjælp (fleksjob nr. et ud af i alt seks inden jeg gav op). Jeg vedlægger den, fordi det er min oplevelse, at Sune rammer plet med sin beskrivelse, og at I bliver klogere af den end af mit curriculum vitae. Er I alligevel interesserede i det, kan jeg naturligvis sende det.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller

Jeg er vældig spændt på deres reaktion og på, om de har lyst til at tale med mig. Jeg synes ikke, stillingsopslaget er helt “klar i spyttet” angående “jobbets” indhold, men det må de så fortælle om, og måske ved de det ikke engang selv endnu. Det ser man jo ofte.

/i /af

Meget mindre angst ved ECT

Meget mindre angst ved ECT

Jeg var så “spændt”

Meget mindre angst ved ECT

Jeg har været så “spændt” (ikke “anspændt”) på, hvordan det ville gå til ECT denne gang, som var i går. Ville psykologen have ret? Peger det “vi” arbejder med (det er jo primært hende, der arbejder) den rigtige vej?

Ville hun få ret (igen) i, at den nye bevidsthed om, at jeg jo kunne gå min vej og sige “jeg vil ikke” betyde, at jeg var mindre angst? Bevidstheden om, at de ikke vil mig noget ondt og at det ikke er tvang.

Det er en angst for ikke at vågne op igen, skønt jeg er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at patienter ikke er vågnet op igen efter en ECT-behandling. Rationalerne kommer bare til kort her. Er man angst, er man angst. Punktum – men man skal arbejde med det, for det er pokkers ubehageligt.

Færre diasshow i loftet

Det gik meget bedre! Og det er jeg så glad for, da behandlingen er den bedste, jeg kan få og da den gør mig næsten medicinfri. Jeg fik til sidst Parkinsonisme af medicinen; det var et mareridt, der gjorde mig næsten invalid. Psykologen foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle have ble på – så hellere nogle kognitive problemstillinger, som man jo kan opstille kompenserende strategier imod. Jeg betaler gerne prisen! Jeg skal sgu ikke gå med ble! Det er jeg for stolt et menneske til.

Det, jeg lagde mest mærke til, var, at jeg så deres diasshow i loftet med de dejlige billeder fra Vietnam og Thailand i langt kortere tid. Det drejer sig om 1 – 2 sekunder, før man er væk. Jeg tænkte på, at der har jeg også været. Måske kommer jeg der aldrig mere, da jeg jo ikke længere kan finde vej, men jeg har været der.

Herudover: Jeg mærkede ikke nålen i armen (hvor de lægger droppet til bedøvelsen) nær så meget. Mit umiddelbare gæt var, at han var meget bedre til at stikke; ved nærmere eftertanke var det nok, at jeg slappede mere af, så han bedre kunne stikke.

Jeg holdt selv iltmasken, og det var også godt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det korrekt, så jeg spurgte til det, men de kunne på deres måleudstyr se, at iltmætningen var, som den skulle være. Okay så kunne jeg slappe af. De har tjek på mig.

“Min sygeplejerske” som jeg er så vild med, holdt mig som altid i hånden, til jeg var væk. Jeg tror, der går nogle få sekunder – men at hun er der de få sekunder er utrolig meget værd: noget trygt, noget kendt, et dejligt varmt – næsten kærligt – menneske, der kan en masse uden at sætte ord på det. Hun fortalte mig kort forinden, at hun kender til mennesker med Autisme. Det gjorde det endnu bedre.

Bagefter var jeg en anelse konfus

Der findes et udtryk, der hedder “chokdement“, men så galt var det ikke, men af og til kan man godt være lidt forvirret bagefter. I går sad jeg fx og ventede på en læge, som man skal se, inden man forlader afsnittet, og det er jo en fin sikkerhedsforanstaltning, indtil der kom en medarbejder og oplyste, at vedkommende altså havde været der. Åh okay. Så kunne jeg jo gå min vej.

Men jeg var ikke mere konfus, end at jeg gik hen og besøgte professor Poul Videbech, hvilket jeg tit har tænkt på. Vi har mailet frem og tilbage i i hvert tilfælde et år og linker til hinandens hjemmesider. Han er en meget venlig mand, og vi talte vel 20 – 30 minutter. Jeg bød mig til i forbindelse med et forskningsprojekt angående ECT, som de arbejder på p.t., hvis de nu skulle mangle forsøgspersoner. Han fortalte nogle meget interessante ting om hjernen i forbindelse med ECT, men jeg kan for min dyd ikke huske, hvad det var.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Så gik der tid med det

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

De stakkels mennesker!

Jeg skal til ECT på onsdag, og altså skulle jeg til Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup i dag for at få foretaget PCR-test.

Det er så spændende, hvordan det vil føles på onsdag og ikke mindst natten til onsdag. Vil jeg stadig græde af angst, ikke lukke et øje og føle mig som en idiot, når følelserne overvælder mig? Vil dødsangsten faktisk være mindre, nu hvor psykologen har banket ind i hovedet på mig (på en god måde selvfølgelig):

  • at jeg gør det frivilligt,
  • at jeg kunne rejse mig og gå,
  • at det ikke er tvang,
  • at de ikke vil mig noget ondt,
  • at det er den bedste behandling, jeg kan få, og
  • at osv.?

Indtil videre føles det bedre!

Processen er vanvittig håndholdt – mere vanvittig end patienterne

Det er et led i den vanvittigt håndholdte proces, at en medarbejder i ECT-afdelingen ringede i fredags, og vi aftalte, at Flekstrafik skulle komme 13:00 i dag mandag og hente mig og køre mig til Glostrup til PCR-test. Den slags noterer jeg i kalenderen med det samme for ikke at kludre i det. Altså var jeg klar kl. 13:00 med slukket PC og jakke på. Flekstrafik plejer at være utrolig præcise, så 13:30 ringede jeg til modtagelsen og spurgte, om man mon havde glemt mig?

Hende, der tog telefonen, spurgte, om jeg var sikker på, at det var i dag? Om jeg var sikker på, at behandlingen er på onsdag? Om jeg ikke bare kunne komme til test i morgen tidlig? Ja – jeg er sikker, jeg er ikke idiot, og jeg gider ikke blive behandlet som sådan, bare fordi jeg er bruger af psykiatrien. Hun troede ikke på mig.

Der er noget med, at testen ikke må være mere end 48 timer gammel, eller også skal den være mere end 48 timer gammel. Aner det ikke. Det må være dem, der skal have styr på det og ikke mig. Flekstrafik var bestilt til på onsdag, hvor jeg slet ikke skal bruge den, da jeg altid tager en taxa hjem for egen regning efter behandlingen, da jeg ikke har kræfter til at vente en time på Flekstrafik. Jeg skal bare hjem til min kugledyne. Noget må være gået galt. Det kan ske for alle

Efter flere “forhandlinger” lykkedes det at få hende til at undersøge det med ECT-afdelingen. Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg ville blive afhentet 15:25 i dag i stedet.

Endelig kom jeg til Glostrup.

Ingen, ud over patienten, aner hvad der foregår, men det tror de ikke på

PCR-testen var hurtigt klaret. Jeg bad dem bestille en taxa hjem, for det er det, der er aftalen, samt en Flekstrafik til i morgen kl. 19:00, da jeg jo skal overnatte derude. Hun ville undersøge, hvad der var aftalt, selvom jeg jo altså oplyste det. Altså troede hun ikke på mig.

15 minutter senere kom hun og bad om mit CPR-nummer. 10 minutter senere kom hun og sagde, jeg skulle vente på en læge. Jeg spurgte hvorfor. “Det skal man, når man skal indlægges”. Jamen det plejer jeg da ikke. Og det er jo først i morgen (overnatningen er en indlæggelse). “Er du sikker på, behandlingen er på onsdag?” Ja. ECT-afdelingen ruller mandage, onsdage og fredage om formiddagen. Igen troede hun ikke på mig, og jeg var bedre informeret end hende.

Ny medarbejder. Nu en der troede på mig

Så kom der en ny medarbejder, der tog mig ind i et samtalerum og beklagede mange gange, at de havde 15 bolde i luften på en gang. Det havde jeg nu selv opdaget, for de løb rundt. Det positive var, at hun stolede på, at jeg nok var ved mine fulde fem, at jeg havde tjek på det aftalte og ikke fremstod videre psykotisk. Det stakkels menneske! Sådan en arbejdssituation havde jeg aldrig selv klaret.

Og jeg beklagede og undskyldte, at jeg var en sur kælling/mokke, fordi jeg havde spildt i alt 4½ time i dag på cirkusset. Jeg bliver altså bare så sur, når de ikke stoler på, hvad jeg siger og jeg faktisk har mere styr på aftalerne, end de har. Det er sikkert vældig svært at finde noget i min sikkert enorme journal – men så kunne de jo lytte til mig!

Ville man behandle en cancerpatient med sådan en mistro? Det tror jeg ikke.

PS: Mens jeg ventede på taxaen kom politiet med en fyr i håndjern og pludderbukser. Betjentene var unge og omsorgsfulde, men det var alligevel voldsomt. Det har jeg heldigvis aldrig prøvet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.