/4 Kommentarer/i /af

Er et sikkert sted

Er et sikkert sted

De dårlige tanker fyldte for meget

Er et sikkert sted

Jeg havde en lang og god samtale med min dygtige kontaktperson fra Distriktspsykiatrien i går. Hun syntes, jeg skulle tage til Glostrup (altså Psykiatrisk Center Glostrup) og lade mig indlægge. Det afviste jeg, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle i bad og så den potentielle ventetid på tre timer i det arkitekttegnede venteværelse, hvor man bare sidder og frygter at blive sendt hjem igen. Jeg hader det sted, for jeg har været her alt for ofte. Og så har man spildt 500 kr. på taxaer.

Efter at have lagt røret, eller hvad det hedder nu om dage, og tænkt mig lidt om med følgende ræsonnementer: “Hvis jeg ikke vil følge hendes råd, hvad skal jeg så med hende?” og “Hun har ca. 26 års erfaring i psykiatrien og otte års erfaring med mig, så hun ved da ganske godt, hvad hun taler om”, hoppede jeg i badet og i en taxa.

Ventetiden var ikke nær så lang som frygtet, jeg fik lov at vente i et af deres undersøgelsesværelser og blev undersøgt/udspurgt af en utrolig sød og grundig yngre læge, der havde en form for mentor med sig. De var virkelig søde begge to og stillede dybdegående og relevante spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, alt imens tårerne piskede ud. For f***** da.

Det var intet problem at komme gennem “nåleøjet”. Der var ikke nogen tvivl. Ergo er jeg nu et sikkert sted, og det er nok meget godt. Det skal ikke vare for længe, for jeg er jo ikke syg, men man kan blive syg af at have det sådan alt for længe.

Når hjernen har for travlt

Der er tanker om minder, der skal holdes væk, og det prøver jeg virkelig på, da de ikke vil mig noget godt. Begivenhederne er oldgamle, jeg har for længst fjernet mig fra “White trash” og givet dem baghjul.

Min kontaktperson foreslog noget “meta-kognitivt-et-eller-andet”, men sagde samtidig, at man skal øve sig for at få det til at lykkes. Det kan fx gå ud på, at man siger til sig selv, at et eller andet givent tankegods må man kun beskæftige sig med mellem 17 og 18.

Jeg prøvede virkelig at følge også dette råd og læse nogle kirkebøger i stedet, hvilket normalt gør mig glad, fordi jeg elsker logikken i søgeprocessen og er nogenlunde god til det, men hjernen havde alt for travlt. Helt generelt prøver jeg virkelig at gøre det, diverse fagpersoner råder mig til.

50 pct. af kapaciteten fulgte kirkebøgerne, 25 pct. beskæftigede sig ganske af sig selv med minderne og de resterende 25 pct. var optaget af de dårlige tanker. Der blev alt for mange spor. Og det er ikke godt. Jeg kunne ikke holde tingene adskilte, det hele blev rodet sammen, og jeg kunne ikke helt holde fast i tvivlen.

Jeg er ikke klar over, hvordan andre mennesker har det, men jeg kan ikke altid styre hjernen; den følger sine egne negative spor, når jeg ikke har det godt. Har jeg det godt, er det selvfølgelig rart nok med lidt overskydende kapacitet.

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen, men de øvrige patienter har det for dårligt til at føre en fornuftig samtale, så det dur ikke. Det virker som om, flertallet er her pga. en dobbeltdiagnose (dvs. psykisk sygdom af en eller ande art samtidig med et misbrug af enten alkohol (de fleste) eller stoffer).

Samtidig er tankerne for tunge til at blive delt med andre end dem, der får penge for at lytte. Dem kan man ikke dele med hvem som helst. Problemet er bare, at jeg så cementerer ensomheden. Det er lidt af en ond cirkel.

En positiv ting

Der er én positiv ting: min erfaring siger mig, at det går over. Jeg er jo en erfaren psykiatribruger.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Hvor bliver 10-årsplanen af

Hvor bliver 10-årsplanen af

Rystende svar fra Mette Frederiksen

Hvor bliver 10-årsplanen af

Psykiater Merete Nordentoft skrev i går på sin Facebookprofil følgende:

Jeg hørte statsministerens spørgetime i dag. Pia Olsen Dyhr spurgte hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Prøv at forestille jer reaktionerne hos Kræftens Bekæmpelse hvis statsministeren påstod at fodbold eller brætspil kunne forebygge kræft? Psykiske sygdomme er stigmatiserede folkesygdomme, vi kan tilbyde behandling af langt højere kvalitet, hvis vi fik mulighed for det. Vi skal have en ambitiøs psykiatriplan nu.

Pernille Skipper skriver blandt andet om Mette Frederiksens svar

Jeg har sakset disse to citater fra Pernille Skippers Facebookprofil. De er taget en lille smule ud af sammenhængen, men det er ikke citatfusk, der stod bare noget midt imellem, som jeg ikke gengiver.

Hun talte om fodbold og om at gå til spejder som et svar på den totale mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling, der er, til de mennesker, der har en psykisk sygdom eller de alt for mange unge der mentalt mistrives. Forestil jer, hvis det havde været svaret til manglende behandling af folk med kræft eller hjertesygdomme?

En psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt” (ja, det sagde hun gudhjælpemig). Mistrivsel blandt unge er vigtigt, men det er ikke et spørgsmål om at gøre de unge mere hårdføre, og det er slet ikke tilstrækkeligt til at sikre ordentlig behandling af psykisk sygdom.

Når man er “psykosenær”

Jeg har Gudskelov aldrig haft en “fullblown” psykose, men jeg kender mange, der har, fordi jeg har været indlagt ca. “100 gange”. Hverken når man har en rigtig psykose, eller når man er “psykosenær” (det er det kliniske udtryk; det står masser af gange i min Sundhedsplatform (SP)), kan man gøres mere robust, dyrke spejder, sport eller spille brætspil.

Når man konstant hører en respirator inde i klædeskabet med dens evindelige bip bip-lyde, når man tror, naboerne spiller tyvernes salonmusik, og man går langs væggene for at validere det, eller når man svæver 20 centimeter over gulvet nede i Kvickly, er man syg, for intet af dette er selvfølgelig virkeligt! Man kan f…. ikke gå til spejder eller spille brætspil. Hvad tænker hun på?

Statsministeren fatter ikke, at man har behov for en psykiater og ikke en tropsfører eller en spejderuniform. Man bliver angst for, hvad det kan udvikle sig til, og man ringer til afsnittet for at få hjælp. Er man heldig, har de også en seng til en. Er man uheldig, får man den fjerde seng på en tresengsstue. Så må man lade iPadden op i håndvasken og man man må undvære en natlampe. Men det er alligevel bedre end at være alene med angsten derhjemme. Angsten for at “om lidt tjekker jeg ud for sidste gang, for dette holder jeg ikke til længere”.

Er det et godt afsnit, og har man været der før, har de også en god læge, en specialuddannet psykiater, der forstår, hvad man siger og ikke møder en med mistro og mistillid. For ja det er da mærkeligt både med respiratoren, salonmusikken og “svæveriet”. Det forstår den gode psykiater. Statsministeren gør helt åbenlyst ikke!

Når statsministeren ikke selv forstår det

Der er en grund til, at vi i Danmark har et system, hvor de politisk udpegede ministre bestiller diverse opgaver hos deres administration, dvs. deres ansatte embedsværk. Det er en tradition, vi skal være stolte af, for det er det, der bevirker, at der – som hovedregel – træffes kvalificerede beslutninger og vedtages lovgivning baseret på saglige drøftelser og evidens.

Selvfølgelig kan statsministeren ikke have indgående viden om psykiatri. Jeg vil i hvert fald nødig diagnosticeres af hende. Hun har sit embedsværk. Hun lytter bare ikke til det.

Merete Nordentoft skriver, at Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har stået bag et stærkt fagligt oplæg, hvor jeg bare har læst pixiudgaven og kommenteret den her, men det smider Mette Frederiksen helt åbenlyst i papirkurven og mener, civilsamfundet må træde til, når temmelig syge mennesker skal hjælpes.

Endnu engang bekræftes det, at psykiatrien er stedbarnet i dansk sundhedspolitik. Det var aldrig gået på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde stået der med det samme. De er nemlig dygtige(re) til at kæfte op. Kræft er på en eller anden måde “finere” og mere prestigefyldt end psykiatri. Gad nok vide hvorfor det er sådan? Er det fortidens oplevelser af, at vi er en form for sindssyge eller har spist for få D-vitaminer i barndommen?

Hvad har “vi” at gøre med?

Jeg er jo bare patient, så jeg har ikke fuldt ud forstand på mulighederne, men jeg har da hørt om følgende:

Jeg har mistet troen på, at vi kan råbe politikerne op, når Mette Frederiksen blankt afviser udspillet fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Et udspil kan simpelthen ikke komme højere oppe fra. Det kan ikke være bedre. Sundhedsstyrelsen er det øverste rådgivende organ på området. Og de to styrelser har sammen med DPS arbejdet på udspillet i flere år.

Jeg er meget skuffet og glæder mig over, at det er virkelig mange år siden, jeg har stemt på Socialdemokratiet. Faktisk er jeg nærmere rasende! Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mit raseri andet end disse 964 ord, nogle måske læser.

Jeg ved med andre ord ikke, hvordan man bliver hørt, når man bare er patient i psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/3 Kommentarer/i , /af ,

10-årsplanen for psykiatrien

10-årsplanen for psykiatrien

Der skal ske noget

10-årsplanen for psykiatrien

I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” (for psykiatrien forstås). Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Fra sidstnævnte har jeg “hugget” en række uhyggelige citater. Har du interesse i psykiatriens problemer og fremtid, bør du i det mindste skimme den.

Læsningen af Pixiudgaven erindrede mig om de år, hvor jeg herhjemme stillede tasken uåbnet på gulvet, når jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Det kunne ikke betale sig at pakke ud, for erfaringen var, at jeg sikkert skulle retur inden for de nærmeste to uger. Det var hårde år. Heldigvis er det snart længe siden.

Nogle af problemerne i psykiatrien – citater fra Pixiudgaven:

Nogle kalder det “udfordringer”. Selv kalder jeg en spade for en spade. Det er problemer, og det handler om mennesker. Havde der været tale om cancer, var problemerne løst for længst.

“Denne faglige gennemgang viser, at der på blot et årti er sket en stigning på ca. 30 pct. i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 pct. i samme periode.”

“Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40 – 50 pct. af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse. Blandt børn og unge vil ca. 15 pct. blive diagnosticeret med en psykisk lidelse inden de fylder 18 år. Tallene kan dog være højere, da det formodes, at en del mennesker med psykiske lidelser ikke bliver registreret i de nationale registre eller i spørgeskemaundersøgelser, og heller ikke nødvendigvis opsøger hjælp.”

“…i et samfundsperspektiv tegner psykiske lidelser sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde.”

“Der er for det første en markant overdødelighed…”

“For det andet er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige…”.

“For det femte: …Herudover er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte.”

“En anden del af overdødeligheden skyldes selvmord. Mennesker der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives, før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.”

“Manglende prioritering af forskning og faglig udvikling giver manglende prestige og udfordringer i forhold til fastholdelse og rekruttering.”

En helt særlig overlæge

Den overlæge, jeg har talt mest med under indlæggelserne, fik mange interne “tæsk”, fordi hun holdt for længe på patienterne. Den gennemsnitlige liggetid blev for lang på hendes afsnit sammenholdt med liggetiden på de andre afsnit. Hendes holdning var nemlig, at patienterne skulle have det godt, når de blev udskrevet. Det er utroligt, at den holdning kan medføre interne problemer. Har patienterne det ikke godt ved udskrivelsen, kommer de jo bare igen. Og måske har de det værre næste gang, og så bliver de endnu længere. En negativ spiral er startet.

Jeg en “svingdørspatient”

Man kan så sige, at jeg selv var “svingdørspatient”, når jeg end ikke pakkede tasken ud. Jeg har bare aldrig haft følelsen af for tidlig udskrivelse. Jeg har følt mig “udskrivningsparat”, som det vist kaldtes.

Problemerne (gen-)opstod, når hverdagens problemer med fremtid, job, bolig og al den anden usikkerhed bankede på. På et tidspunkt fik jeg tildelt en bostøtte efter en bestemmelse i Serviceloven, der skulle hjælpe med det. Idéen var sådan set god nok, men det er et eksempel på en ufaglært medarbejder, der udelukkende leverede “papegøjesnak”, og det var ikke behovet. Det løste ingen problemer.

Så stod respiratoren i klædeskabet og bippede døgnet rundt, naboerne hørte salonmusik fra tyverne og jeg svævede tyve centimeter over gulvet nede i Kvickly. Sådan var det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men det var min virkelighed. Herefter turde jeg ikke være hjemme af angst for, hvor det kunne ende.

Der var klare fordele ved at være “kendt” i systemet/”svingdørspatient”: direkte nummer til afdelingen, nogen at ringe til døgnet rundt og en sygeplejerske, der sagde “Vi er der for dig Hanne”, da jeg grædende stod der igen med tasken. Det glemmer jeg simpelthen aldrig.

Det bør bare ikke være sådan, at det er fordelagtigt at være “kendt”, selvom det selvfølgelig er rart. De, der kommer første gang, skal da også have en god behandling.

Sammenligning med cancerområdet

Min egen onkel, professor Sigvard Kaae, forestod allerede i starten af 50’erne (altså for 70(!) år siden):

multidisciplinært samarbejde og fordelene ved interaktion mellem de forskellige behandlingsmodaliteter. Kaae var således tidlig til at introducere “evidence based medicine” og praktiserede dette i væsentligt omfang, blandt andet ved en fremsynet rolle inden for den multidisciplinære behandling af sarkomer (Kilde: Nekrolog i Ugeskrift for læger).

  • Er der prestige i cancerbehandling? Ja.
  • Er der tværgående samarbejde mellem de forskellige specialer? Ja.
  • Er der markant overdødelighed? Nej ikke længere som følge af de bredt accepterede kræftpakker. Faktisk er jeg ikke sikker på, om der nogensinde har været det, men der må på den anden side set være en årsag til, at man har investeret mange millioner/milliarder kroner i kræftpakkerne gennem årene.
  • Er bevillingerne på cancerområdet etårige satspuljemidler? Nej de er på finansloven og dermed flerårige (Finansloven udarbejdes altid med et fireårigt perspektiv).
  • Er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser? Nej.
  • Er der en overdødelighed på 200 gange i den første uge efter udskrivelsen? Nej.
  • Er der en meget høj andel af ufaglærte medarbejdere? Nej.
  • Møder man i visse tilfælde patienterne med mistro og mistillid? Nej (det tror jeg ikke).

Kort sagt

Kan vi på psykiatriens område lære af indsatserne i kræftpakkerne, er meget nået. Og der er meget at gøre, for psykiatrien er udsultet og under pres. Der skal ske noget. Man kan kun håbe på, at 10-årsplanen for psykiatrien er starten på en positiv spiral.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Patient- og pårørenderepræsentanter

Patient- og pårørenderepræsentanter

Psykiatrien søger “medarbejdere”

Patient- og pårørenderepræsentanter

Jeg fandt på en eller anden måde dette “stillingsopslag” fra Region Hovedstadens Psykiatri og efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at søge om at deltage. Det fremgår ikke af opslaget, hvad man skal kunne ud over at læse en masse, så jeg ringede til konsulenten og spurgte, hvad de gerne ville have klarlagt i en ansøgning.

I et normalt stillingsopslag står der ret klart, hvad man skal lave, og hvad man derfor skal kunne. Og så kan man besvare det. Men sådan er det ikke her. Konsulenten gav nogle stikord, og det kom der nedenstående ud af:

Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora

Kære Tone Nymann Nielsen

Tak for samtalen, hvor du skitserede, hvad I gerne vil vide noget om hos de enkelte ansøgere til ”Patient- og pårørenderepræsentanter til tværgående fora”.

Jeg søger om at blive brugerrepræsentant og forsøger herunder at besvare jeres spørgsmål:

Meningen med logoet er at vise, at min hoveddiagnose, og det der fra 2014 bragte mig i nærkontakt med psykiatrien, er bipolar affektiv sindslidelse. Logoet er måske for subtilt, for jeg tror, kun få kan tolke det. Men jeg kan godt lide det, og det findes også på min hjemmeside, hvor jeg blandt andet skriver om psykiatri. Hjemmesiden findes her: https://stegemueller.dk.

Min sidediagnose er Aspergers syndrom, der blev diagnosticeret i 2019, hvor jeg var 55 år; selv var jeg klar over det i 16 år før. Jeg manglede bare en psykiater, der ville skrive under.

Fra 2014 og frem til ca. 2020 har jeg været indlagt omkring 15 gange på Psykiatrisk Center Hvidovre. Der var vist tillige en indlæggelse i 2009. Mine erfaringer med psykiatrien er for 99 pct.s vedkommende positive. Jeg kommer fast hos en meget dygtig kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er et positivt forløb, idet jeg har haft den samme kontaktperson siden 2015, så hun om nødvendigt kan ”holde mig på sporet”, når vi kender hinanden så godt. Der er stor kvalitet og tryghed knyttet til et gennemgående menneske. Det er overvældende konstant at skulle ”starte forfra”.

Jeg har stor erfaring med ECT (ca. 100 behandlinger), der har været min redning. Nu får jeg forebyggende ECT hver fjerde uge, idet jeg til sidst fik Parkinsonisme af antipsykotisk medicin gennem mange år (vist fra 2006). Den gjorde mig nærmest invalid til sidst. Status er, at jeg har det rigtig godt. Formentlig har jeg aldrig haft det bedre.

Medvirkende til min recoveryproces er også et langvarigt psykologforløb, som jeg startede i foråret 2015. En meget belastet baggrund – der var medvirkende til sygdomsudbruddet i 2014 – overstås ikke med 12 samtaler.

Motivation: Efter at have opgivet arbejdsmarkedet for ca. et år siden og opnået pension, har jeg ressourcer, jeg gerne vil bruge til noget, der peger fremad.

Jeg synes, jeg har så meget erfaring med psykiatrien, at jeg har noget at bidrage med. Herudover har jeg en universitetsuddannelse (cand.jur.), der bevirker, at det er uproblematisk at konsumere store stofmængder og at samarbejde med fagpersoner, også selvom jeg fortsat har kognitive problemer (overblik, hukommelse og koncentration). I årenes løb har jeg lært en række kompenserende strategier.

De få gange, jeg i årenes løb har været mindre tilfreds, er jeg om nødvendigt gået ”til toppen” (centerchefer mv.) og det har jeg rimelige erfaringer med. Det er mit indtryk, at psykiatrien som hovedregel gerne lytter til brugerne.

Andet ”frivilligt arbejde” består i at hjælpe andre slægtsforskere i gang med at opbygge hjemmesider, hvor de kan vise slægtsdata. Dette er ikke, hvad de fleste forstår ved frivilligt arbejde, men jeg føler ikke noget for at sælge brugt porcelæn mv. i en genbrugsbutik.

Det mest interessante forum er for mig at se ”Forum for kvalitet i behandlingen”. Det skyldes, at jeg for det første vil kunne inddrage min erfaring fra 23 års arbejde i statsadministrationen på mange forskellige niveauer, men også at årene i psykiatrien har afsløret en ekstremt presset organisation, der muligvis vil kunne optimeres lidt her og der, og at en optimering måske vil kunne øge den oplevede kvalitet. Det er med fuldt overlæg, jeg udtaler mig forsigtigt her, for det ved jeg jo reelt intet om endnu, og jeg ønsker ikke at støde nogen.

Jeg vedhæfter jeg en anbefaling fra HR-chef Sune Lyng i Folkekirkens Nødhjælp (fleksjob nr. et ud af i alt seks inden jeg gav op). Jeg vedlægger den, fordi det er min oplevelse, at Sune rammer plet med sin beskrivelse, og at I bliver klogere af den end af mit curriculum vitae. Er I alligevel interesserede i det, kan jeg naturligvis sende det.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller

Jeg er vældig spændt på deres reaktion og på, om de har lyst til at tale med mig. Jeg synes ikke, stillingsopslaget er helt “klar i spyttet” angående “jobbets” indhold, men det må de så fortælle om, og måske ved de det ikke engang selv endnu. Det ser man jo ofte.