/2 Kommentarer/i , /af ,

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Min hjælpsomme kontaktperson

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Jeg har været i Distriktspsykiatrien (DPC) her til formiddag og spurgt, om de evt. kan hjælpe med en form for erklæring om, hvor godt det ville være for mig med en (service-)kat. Min enormt søde, dygtige og altid hjælpsomme kontaktperson vil spørge deres socialrådgiver om, hvordan/hvorvidt de kan hjælpe, idet de også har en anden patient, der har en servicehund og de har fra deres side hjulpet med noget papirværk i den forbindelse. Sådan forstod jeg i hvert fald det, hun sagde.

Jeg fortalte min kontaktperson om, hvordan en læser (Laura) med OCD havde haft succes med at gå til egen læge og der få et stykke papir, der bevidnede, hvor godt det ville være for hende at få en lille kat. Kontaktpersonen noterede det alt sammen på sin blok. Selvfølgelig kunne jeg også gå til egen læge, der også er både sød og dygtig, og som jeg vældig godt kan lide. Jeg kender hende bare knapt, idet jeg jo ikke har behov for en “somatisk læge” – eller hvad det nu hedder. Det, hun ved om bipolar sygdom og Aspergers syndrom, har hun formentlig lært af mig.

Jeg ville være så glad, hvis noget “papircirkus” fra Distriktspsykiatriens side kan hjælpe med en eller anden form for erklæring, der kan bruges overfor min udlejer, der er en privat udlejer, altså en privatkapitalistisk virksomhed, der kan fastsætte egne regler. De regler står i min lejekontrakt formuleret cirka som: “Man må ikke holde husdyr.” Det er et lille korstog, jeg gerne fører mod udlejer, men jeg behøver lidt hjælp til det. Den hjælp leverer Distriktspsykiatrien gerne. Jeg er meget spændt på udfaldet.

Er psykologen et alternativ?

Jeg har tænkt på et alternativ: måske kan psykologen skrive et eller andet? Hun kender mig jo også vældig godt gennem mange år – rent faktisk mere indgående end psykiatrien. Og jeg ved, at hun har behandlet adskillige mennesker med fx PTSD, OCD, stress, angst, depression m.fl.

Jeg kunne bare forestille mig, at en erklæring stemplet af en psykiater vejer tungere end en ditto stemplet af en psykolog. Sådan er det nok – uagtet det er tåbeligt og urimeligt. En cand.med. vægter nok tungere end en cand.psyk.

Analogislutning fra servicehunde til servicekatte?

Lovgivningen handler kun om servicehunde, og fornyeligt har man fået skrevet ind, at det både gælder somatiske og psykiatriske diagnoser – altså er somatiske og psykiatriske diagnoser nu blevet ligestillede. Jamen hvorfor kan man dog ikke bare slutte analogt til katte? En kat kan højst mjave for højt… Passede jeg den ikke ordentligt, kunne der muligvis opstå lugtgener, men selvfølgelig vil jeg passe den ordentligt, så det er ikke noget argument. Det var min kontaktperson helt med på.

Vi talte tingene igennem, og hun forstod mig 100%. Hun havde selv haft kat.

Står jeg foran en ny stime af indlæggelser? Nej formentlig ikke. Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke.

Har jeg råd? Ja, det har jeg.

Det største problem ville være, at jeg ikke har nogen til at passe mis, hvis jeg af en eller årsag ikke var nærværende. Det problem skal jeg selvfølgelig løse. Mis skal ikke føle sig alene/ensom. Nogen skal ordne kattebakken, komme med mad, servere frisk græs, lege, kæle mv. Men det må jeg kunne fikse på en eller anden måde.

Ny lægesamtale

Dialog er altid godt deraf “Foreningen Brobyggerne” – måske især når man ikke har lyst. Derfor har jeg sagt “Ja” til at mødes med den læge, der fortalte mig, hvordan jeg havde det. Man kan nemlig ikke bare få en anden læge i DPC. Jeg forstod ikke helt af hvilken årsag.

Udspillet var “om en måned”. Jeg har sagt, at jeg ikke vil gå med frygten for mødet i en måned og at jeg vil have min kontaktperson med til mødet. Hun går gerne med – det var faktisk hendes eget forslag. Hun er en form for advokat/budbringer. For pokker da… Det eneste, jeg har brug for en læge i Distriktspsykiatrien til, når jeg har det godt, er at ordinere seks nye ECT-behandlinger. Nu bliver det pludselig meget indviklet. Alt det bare fordi vi ikke havde kemi sammen.

Jeg glæder mig ikke til samtalen. Den skal bare overstås. Det føles primært som at skulle til en eksamen, hvor man har glemt at læse op gennem hele året. Men jeg ved, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad mine argumenter er. Jeg er ikke den afmægtig denne gang.

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

/i , /af ,

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Modenhedsprøverne og flagenes vindretning

Husker du dem også?

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Engang i forhistorisk tid skulle man op til en “modenhedsprøve” for at få lov at starte i første klasse. Jeg husker tydeligt prøverne, der primært gik ud på, at man skulle forstå, at Dannebrog var nødt til at blæse den samme retning som røgen fra en eller anden skorsten.

Jooh, det havde jeg fattet: de må nødvendigvis blæse samme vej, ellers gik det ikke. Adskillige søgninger blæser mig nutildags samme vej!

Hvad med dig? Husker du “modenhedsprøven”? Bestod du eller hvordan? Gennemskuede du at røg og flag nødvendigvis måtte blæse samme vej?

Jeg gættede allerede i 1969/1970, hvad man skulle tegne/markere for at bestå: To ting, der peger samme retning. Med andre ord måtte skorstensrøgen ikke pege modsat Dannebrog. Det var jo sådan set såre simpelt. Jeg har ofte tænkt, at jeg måske ikke var specielt intelligent/mærkelig; måske var jeg bare god til at gennemskue, hvornår de andre stillede lidt dumme spørgsmål? Sådan har jeg ofte tænkt sidenhen.

Det ville være så spændende at høre, hvad du husker? Var du også klar over, at de (flaget og skorstensrøgen) måtte vende samme vej? Eller hvad tænkte du i det hele taget om disse underlige tests?

Måske tager jeg fejl?

Der er selvfølgelig den risiko, at jeg tager helt fejl. Måske burde jeg slet ikke være i Mensa Danmark? Jeg befinder mig bare så pokkers vel der, og psykologen har mange gange sagt, at det vil være et sted, jeg kan søge et fællesskab, som kunne gøre mig vel. Hun har sikkert ret (som altid), men jeg er bange for at søge fællesskaber. For jeg er ikke ret god til den slags.

Jeg var på vej ind i “Menneskebiblioteket”, og det så godt ud, men jeg kunne mærke, at det ikke gik. Det skyldtes bl.a., at de blev ved at sende billeder fra deres “events” (hvorfor ikke bare “begivenheder”, når vi nu bor i Danmark og taler dansk (de fleste af os) ?), hvor der var en masse mennesker forsamlede. Sådan noget kan jeg ikke. Jeg er (måske) god 1:1 eller 1:2, og det har jeg også forklaret dem, så jeg trækker mig “baglæns tilbage” på grund af det med billederne.

En ny ven?

Under den seneste indlæggelse har jeg truffet MB, som synes at være et rigtig dejlig menneske. Vi har talt i telefon et par gange, og det har været succesfuldt. Nu har vi aftalt at mødes engang i starten af juli. Et tæppe på græsset i nærheden af Damhusssøen, fem kopper kaffe osv. Han foreslog, vi kunne tale i telefon om “vind og vejr”. Det sagde jeg med det samme fra over for. Det gider jeg ikke; jeg kan ikke finde ud af det; og det interesserer mig ikke det mindste. Måske er det mærkeligt, men sådan er jeg så. “Vind og vejr” er uinteressant, men årsagen, til at vi mødtes, er høj-interessant. Kan jeg hjælpe ham, være der for ham, gøre noget for ham, gør jeg det imidlertid gerne. Han tilbyder det gensidige for mig.

Gennem årene har jeg mødt mange dejlig mennesker på psyk. I flere tilfælde har det også medført langvarige bekendtskaber/venskaber og det har været værdifuldt. Af og til kan det imidlertid være vanskeligt at få det til at fungere, hvis man ikke kan “rumme” hinandens forskelligheder. Der kan balancegangen nemt opstå. Der er ikke bare andet at gøre end at prøve. Og jeg har altid syntes, at det var forsøget værd.

Mødes man på psyk., er man på en eller anden måde “afklædt”. Man er den, man er, med styrker og svagheder, og det er slet ikke så ringe.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

π-mis

𝛑-mis

Jeg havde kat

π-mis

π (afrundet til Miss 3,14) var en Chinchilla-perser, født i 1989, som jeg anskaffede, mens jeg stadig boede på Amagerkollegiet og selvfølgelig havde med mig, da jeg den 1. august 1990 flyttede til Vanløse. Hvor topbilledet stammer fra, husker jeg ikke, det er ikke hos mig, men hun ser glad og tilfreds ud, og det er sådan, jeg husker hende.

π var den dejligste kat, man kan forestille sig. Utrolig smuk med tæt og tyk pels og tilsvarende kælen. Hun elskede mennesker og selskab og ville helst sove i arm, så det fik hun selvfølgelig lov til. π var min første racekat, men bestemt ikke den sidste. Racekatte er ofte bedre til at være “indekatte”, end traditionelle huskatte er.

Hun afløste en anden kat ved navn “Jason”, der også var en utrolig dejlig kat. Det er Jason (og mig) på billedet herunder ca. 1982 på Amagerkollegiet. Billedkvaliteten er elendig, men det er tydeligt, at vi er glade for hverandre. Og det er sådan set formålet med billedet.

π-mis

Jason og mig ca. 1982

Jeg vil have en kat igen

Jeg vil have en kat igen. Ganske vist må man ikke have husdyr, hvor jeg bor, men jeg vil alligevel forsøge at få tilladelse til en “Servicekat“. Det har jeg tænkt på i flere år.

Folk med dokumenterede behov kan let få tilladelse til en “Servicehund”, men lovgivningen omtaler kun hunde ikke katte. Det er jo lidt pip, idet en hund lettere forstyrrer naboerne mv.

π-mis

π-mis på Amagerkollegiet

En af mine læsere, der også er psykiatribruger, gik til lægen og fik vedkommende til at skrive en erklæring om, hvor godt det ville være for hende at få en kat, og på den måde lykkedes det hende at komme udenom ejendommens forbud. Måske kan Distriktspsykiatrien hjælpe? Jeg vil spørge på tirsdag.

Jeg vil forsøge mig, men skal selvfølgelig være sikker på ikke at komme ind i en stime med indlæggelser igen, for jeg har ingen til at passe den, hvis jeg ikke er her.

Det kunne være dejligt med “nogen” at være noget for. En der tog imod, når jeg kom hjem osv. Det er for bøvlet med et menneske; det ville være perfekt med en kat. Jeg har haft kat(te) det meste af mit liv og mener selv, jeg er god til det.

Det er ikke gratis at have en kat, men jeg har pengene og vil gerne prioritere det.

π havde en bror

Min veninde gennem virkelig mange år ejede π’s bror ved navn “Basse”. Selvom de to var i familie, var deres pels og dermed udseende helt forskelligt. Jeg er ikke klar over, hvordan det kan gå til. “Basse” var en hankat, så måske har det med kromosomer at gøre, når nu π var en hunkat?

På billedet herunder ser han benovet til, mens vi spiller Backgammon. Det er mig, der er mennesket, og billedet er fra oktober 1989.

π-mis

π-mis’ bror Basse ser på Backgammon.

/1 Kommentar/i /af

Kort stabiliserende indlæggelse

Kort stabiliserende indlæggelse

Hjemme igen efter eget ønske

Kort stabiliserende indlæggelse

Jeg er hjemme igen “for good” efter eget ønske.

En fremragende sygeplejerske tilbød mig ellers i aftes, at jeg kunne prøve at tage hjem efter stuegang, sove hjemme og komme tilbage i morgen mhp. evaluering sammen med personale og læge. I dag har jeg det bare så godt, at jeg ikke ser nogen grund til så meget frem og tilbage. Tankerne kører mere i selvsving dér efter stabilisering end herhjemme, fordi jeg dér ikke har noget at beskæftige mig med andet end Facebook. Da for meget frem og tilbage er en halvdyr affære, skrev hun endda ind, at de kunne stille en Flekstrafik til rådighed. Det er fornemt! Det er simpelthen psykiatrien, når den er bedst. Det er flot!

Den fremragende sygeplejerske var 68 år, men elskede sit job, og derfor gik hun ikke på pension. Hun var virkelig sød og dygtig. Det var en stor fornøjelse at tale med hende. Fx sagde hun “Du er altid velkommen” og “Du skal ikke gå alene og have det sådan med de tanker; så skal du ringe eller komme”. Det siger de jo nok til alle, men alligevel følte jeg mig “udvalgt”, og det var dejligt.

Hun interesserede sig også for slægtsforskning, men var ikke gået i gang, da hun ikke havde tiden. Hun havde været i et menighedsråd i 22 år. Alt i alt havde vi meget at tale om – også om mange ting, der ikke havde med sygdom/psykiatri at gøre. Det fik mig til at sige til hende: “Når jeg sidder og taler med dig, kommer jeg til at føle mig helt normal”. Herefter brugte hun lang tid på at overbevise mig om, at jeg er normal, selvom jeg ikke er som de fleste. Det tror jeg nu ikke helt på. Kritisk må man vel gerne være?

Jeg har ofte været kritisk

Jeg har ofte været kritisk overfor afdeling 70 Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup. Jeg står naturligvis ved, hvad jeg tidligere har skrevet, men der er altså sket noget: De er blevet meget sødere og de er blevet mere lydhøre. Jeg talte med nogle medpatienter om det, og det var ikke mig, der bragte emnet op. De var helt enige. Der er altså sket et eller andet, og vi sad ikke bare og ville være “åndssvage”.

Kl. 03:00 i nat talte jeg om en af mine favoritter om det, og hun fortalte, at de havde fået ny oversygeplejerske. Hun var glad over at høre, hvad jeg havde at sige, men syntes på den anden side, at jeg skulle lægge mig til at sove, og det havde hun jo ret i. Og det gjorde jeg så.

Forsvundne arvinger

Den omtalte sygeplejerske fortalte om “Forsvundne arvinger” på en måde, der gav mig lyst til at se dem, så nu er jeg begyndt og har set fire udsendelser. Det er fremragende udsendelser, som jeg ellers – uden at have set et eneste afsnit – havde dømt for populistiske til mig. Der er selvfølgelig det, at man 25 gange får at vide, at man skal starte i kirkebogen, når man ønsker at vide, hvad forældrene hedder. Har man slægtsforsket i 20 år, er man altså klar over det. Det er “lissom” trin et. Har man aldrig prøvet det før, er det naturligvis nyt.

Jo men jeg skal da have gang i jordemoderprotokollerne. Dem har jeg aldrig dyrket, men nu kan jeg se, hvad de kan bringe og adskillige af dem ligger på nettet allerede.

Produceren (eller hvad det nu hedder) i “Forsvundne arvinger” er et dejligt menneske; hun er dygtig til at stille spørgsmål og dygtig til at fortælle den lille bid, der gør, at andre fortæller mere. Jeg har set fire episoder, og jeg har i hvert af dem smilet ad den måde, hun stiller sine spørgsmål. Sådanne interviews vil jeg også gerne kunne lave. Jeg vil gøre mig umage.

På onsdag skal jeg endnu en gang se min fars ungdomskæreste. Jeg glæder mig. Da jeg ringede og lavede aftalen, sagde hun, at hun behøvede “et pust udefra”. Hvis jeg kan levere det, vil jeg gerne det. Når man er 97, er jeg sikker på, hver dag tæller.

En “kriseplan”

Jeg kan sagtens se idéen i at lave en kriseplan. Jeg har bare lavet sådanne mindst fem gange, og på en eller anden måde virker de bare ikke for mig. Men jeg accepterer selvfølgelig at det er en del af behandlingen, og at en sådan må man have, før man slipper ud. Jeg spiller altså med på sangen. Jeg gør det, de forventer, men jeg tror ikke helt på konceptet.

For mig hjælper det ikke at tænde røgelsespinde eller at danse rundt til høj musik…, jeg vil langt hellere tale med en ven, for jeg behøver ord.

Måske kan jeg få en PSI-kontrakt igen?

PSI står for PatientStyret Indlæggelse, og det er et genialt koncept, hvor man uden de store formalia kan “indlægge sig selv” så at sige. Den tidligere kontrakt kunne ikke fornys, idet jeg ikke havde brugt den i over et år. Logistikken er forståelig nok. Har de for mange kontrakter “i sving” er risikoen, for at der ikke er plads, for stor, når der kun er én PSI-plads på Brøndbyøstervej, hvilket også er lidt vanvittigt, når optageområdet er så stort, som det er.

Men nu har jeg jo været indlagt, så nu er behovet der (måske) igen. I hvert fald mente en læge, at jeg skulle drøfte det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, så det vil jeg gøre på tirsdag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.