/i /af

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Ansøgning om dispensation er sendt

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

I onsdags sendte jeg ansøgningen til administratoren af min ejendom om dispensation fra lejekontraktens forbud mod dyrehold, så jeg kan få en “Servicekat”. I går kom der en bekræftelse på, at hun har modtaget ansøgningen og sendt den videre til ejendommens ejer, da det ikke er en henvendelse, hun selv kan tage stilling til. Nu går jeg bare og håber … Jeg kan ikke huske, hvornår jeg senest har håbet så meget på noget – bortset lige fra dengang med pensionsansøgningen.

Som bilag har jeg vedlagt en fin skrivelse fra min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Hun er utrolig god til at fatte sig i korthed men alligevel få alle de centrale elementer med. Det gælder også, når hun skriver notater i Sundhedsplatformen.

Vi har samarbejdet om at finde (videnskabelige) artikler, der underbygger ansøgningen og hendes udtalelse om, hvorfor det vil være så godt for mig at få en lille kat.

Hvis de afslår, kunne jeg selvfølgelig anskaffe en kat alligevel, men det gør jeg ikke. Tænk hvis det blev opdaget af en eller anden, der klagede, og jeg blev tvunget til at skulle af med mis efter at have knyttet mig til den. Det ville jeg aldrig komme over. Det handler trods alt om dens liv. Og den skal have et godt liv hos mig.

Artiklerne

1) Jeg har brugt meget tid med Google på at finde danske artikler om Aspergers syndrom og katte. Der findes masser af danske artikler om børn på tre år og hvorfor det er godt for dem at få en kat, men det viste sig at være umuligt at finde dansksprogede artikler om voksne autister og katte. Man får 500 uinteressante henvisninger til en meget berømt bog “Alle katte har Aspergers”. Jeg har aldrig læst bogen, men det er der tilsyneladende mange andre, der har.

I stedet endte vi med en engelsk artikel om emnet: “Autism and cats“. Den er godt nok ikke videnskabelig men stammer fra et “katteforum”. I ansøgningen har jeg lagt vægt på nummer et af de i alt seks vigtigste argumenter: reduktion af angst. Tænk hvis en kat kunne hjælpe på den helt ubegrundede angst forud for de nødvendige ECT-behandlinger? Det kunne være så fantastisk og ville være en forbedring af min livskvalitet (som er høj i forvejen – men alligevel er det da et godt argument).

2) For så vidt angår det bipolare har vi lagt vægt på den reducerede selvmordsrisiko, der er beskrevet i denne egentlige videnskabelige artikel: “I Can’t Give Up When I Have Them to Care for”: People’s Experiences of Pets and Their Mental Health”. Det er en fantastisk artikel, hvor jeg kan skrive under på hvert et ord. Jeg kender alle de tanker og følelser, der beskrives.

Ejerne læser helt sikkert ikke artiklerne, men de har muligheden, og vi synes, det underbygger ansøgningen og giver den større tyngde.

Race mv.

Jeg regner med, at det skal være en British Shorthair, det er den på billedet, da de topper på listen over racer, der er dygtige til at være indekatte. Imod racen taler to store sundhedsproblemer: Hypertrofisk Cardiomyopati (HCM) og Hoftedysplasi (HD). Hver femte udvikler HCM, der er en alvorlig hjertesygdom; langt færre hunner end hanner udvikler sygdommen. Det taler stærkt for en hunkat.

Det skal være en kat med stamtavle (man er vel genealog 🙂 ), og det skal ikke være et køb i Den Blå Avis, hvor man kan købe en “brugt” for 500 kr. Vil man have en kat fra et ordentligt opdræt med stamtavle, chip, vaccinationer, loppekur, som har tilbragt længst mulig tid hos sin mor osv., er prisen nærmere 7.000 – 8.000 kr. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Kvalitet koster penge.

Det skal formentlig være en ungkat, da jeg ikke er sikker på, at jeg kan opdrage en killing (bortset fra at man ikke kan “opdrage” en kat). Men den skal fx have lært at bruge kattebakken. Herudover vil det være lettere at aflæse dens psyke og undgå fejlkøb.

Her kl. 10:00 ringer jeg til Inges Kattehjem, der har en gratis telefonrådgivning. Det kan nemt være, at der er noget, jeg ikke har overvejet, som de kan fortælle om. Eksempelvis er jeg ikke klar over, hvor længe killingen bør være hos sin mor for at få et godt katteliv.

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

/4 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatriens synlighed efter field’s

Psykiatriens synlighed efter field’s

Tænk at det skulle til!

Psykiatriens synlighed efter field’s

Gud og hver mand har lige nu en holdning til den unge potentielle gerningsmand (han er ikke dømt, men alene varetægtsfængslet i surrogat) bag det frygtelige skuddrama i field’s, hvor uskyldige og tilfældige mennesker blev dræbt eller sårede. Nogle af disse holdninger er ganske forfærdelige. Her er et eksempel

Hvem der fortjener medfølelse i denne tid, er de efterladte for de dræbte og ikke en fuckup morder.

Jeg svarede vedkommende

Du taler om et menneske, der muligvis var alvorligt syg i gerningsøjeblikket.

Det fik jeg intet ud af, men det havde jeg naturligvis heller ikke forventet.

En havarikommission?

Heldigvis er der også fagpersoner fra psykiatrien, der udtaler sig og kan gøre det med vægt. En af dem er fx en af mine helte: professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. På dr.dk kan man lige nu læse blandt andet

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Hvis beslutningstagerne tilslutter sig Poul Videbechs forslag om en havarikommission, er det muligt, at man qua “…hvordan det kunne være undgået” endeligt indser, at psykiatrien er nødlidende og har været det i stigende grad siden særforsorgens udlægning i 1980.

Tænk at der skulle en så frygtelig handling til, før det blev synligt for enhver. Tænk at det skulle koste tre menneskeliv. Jeg forstår det ikke.

10-årsplanen for psykiatrien

Det er kun to måneder siden, 10-årsplanen blev hældt af det politiske skakbræt, eller et andet bræt, med argumenter om, at det sikkert ville være godt (måske endda bedre?) at gå til spejder og/eller spille brætspil. Civilsamfundet blev omtalt som en aktør, der måtte træde til, når psykiatrien ikke skulle opgraderes. Den interessante og vigtige “pixiudgave” af 10-årsplanen kan læses her.

Jeg havde set frem til den politiske håndtering af udspillet, så jeg var uendeligt skuffet over, at drøftelsen aldrig kom, og at man kasserede det faglige oplæg udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab, når baggrunden var følgende

Af forståelsespapiret, “Retfærdig retning for Danmark”, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

Stigmatiseringen er en del af synligheden

Lige nu er det utrolig ubehageligt at leve med to psykiatriske diagnoser. Det skyldes, at pøbelvældet på de sociale medier har travlt med at producere tal om, hvor farlige vi er, hvor megen kriminalitet, vi begår, hvor mange der indsættes i varetægtssurrogat mv. Stigmaet vokser ind i himlen. Bare det at diskussionen føres er ubehageligt.

Jeg har ledt efter valide tal, men kan ikke finde nogle, jeg tør tro på. Og derfor gengiver jeg ingen her bortset fra tal fra den tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nu retspsykiater, Gitte Ahle, som jeg har fundet på dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

I årenes løb har jeg været indlagt et utal af gange og dermed haft et utal af medpatienter. Ingen af dem har begået personfarlig kriminalitet. Måske har de kørt over for rødt, men det er vist også det værste.

Selv tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har overtrådt nogen bestemmelser. Men stigmaet rammer også mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Psykiatriens synlighed efter field’s

/2 Kommentarer/i , /af ,

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Min hjælpsomme kontaktperson

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

Jeg har været i Distriktspsykiatrien (DPC) her til formiddag og spurgt, om de evt. kan hjælpe med en form for erklæring om, hvor godt det ville være for mig med en (service-)kat. Min enormt søde, dygtige og altid hjælpsomme kontaktperson vil spørge deres socialrådgiver om, hvordan/hvorvidt de kan hjælpe, idet de også har en anden patient, der har en servicehund og de har fra deres side hjulpet med noget papirværk i den forbindelse. Sådan forstod jeg i hvert fald det, hun sagde.

Jeg fortalte min kontaktperson om, hvordan en læser (Laura) med OCD havde haft succes med at gå til egen læge og der få et stykke papir, der bevidnede, hvor godt det ville være for hende at få en lille kat. Kontaktpersonen noterede det alt sammen på sin blok. Selvfølgelig kunne jeg også gå til egen læge, der også er både sød og dygtig, og som jeg vældig godt kan lide. Jeg kender hende bare knapt, idet jeg jo ikke har behov for en “somatisk læge” – eller hvad det nu hedder. Det, hun ved om bipolar sygdom og Aspergers syndrom, har hun formentlig lært af mig.

Jeg ville være så glad, hvis noget “papircirkus” fra Distriktspsykiatriens side kan hjælpe med en eller anden form for erklæring, der kan bruges overfor min udlejer, der er en privat udlejer, altså en privatkapitalistisk virksomhed, der kan fastsætte egne regler. De regler står i min lejekontrakt formuleret cirka som: “Man må ikke holde husdyr.” Det er et lille korstog, jeg gerne fører mod udlejer, men jeg behøver lidt hjælp til det. Den hjælp leverer Distriktspsykiatrien gerne. Jeg er meget spændt på udfaldet.

Er psykologen et alternativ?

Jeg har tænkt på et alternativ: måske kan psykologen skrive et eller andet? Hun kender mig jo også vældig godt gennem mange år – rent faktisk mere indgående end psykiatrien. Og jeg ved, at hun har behandlet adskillige mennesker med fx PTSD, OCD, stress, angst, depression m.fl.

Jeg kunne bare forestille mig, at en erklæring stemplet af en psykiater vejer tungere end en ditto stemplet af en psykolog. Sådan er det nok – uagtet det er tåbeligt og urimeligt. En cand.med. vægter nok tungere end en cand.psyk.

Analogislutning fra servicehunde til servicekatte?

Lovgivningen handler kun om servicehunde, og fornyeligt har man fået skrevet ind, at det både gælder somatiske og psykiatriske diagnoser – altså er somatiske og psykiatriske diagnoser nu blevet ligestillede. Jamen hvorfor kan man dog ikke bare slutte analogt til katte? En kat kan højst mjave for højt… Passede jeg den ikke ordentligt, kunne der muligvis opstå lugtgener, men selvfølgelig vil jeg passe den ordentligt, så det er ikke noget argument. Det var min kontaktperson helt med på.

Vi talte tingene igennem, og hun forstod mig 100%. Hun havde selv haft kat.

Står jeg foran en ny stime af indlæggelser? Nej formentlig ikke. Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke.

Har jeg råd? Ja, det har jeg.

Det største problem ville være, at jeg ikke har nogen til at passe mis, hvis jeg af en eller årsag ikke var nærværende. Det problem skal jeg selvfølgelig løse. Mis skal ikke føle sig alene/ensom. Nogen skal ordne kattebakken, komme med mad, servere frisk græs, lege, kæle mv. Men det må jeg kunne fikse på en eller anden måde.

Ny lægesamtale

Dialog er altid godt deraf “Foreningen Brobyggerne” – måske især når man ikke har lyst. Derfor har jeg sagt “Ja” til at mødes med den læge, der fortalte mig, hvordan jeg havde det. Man kan nemlig ikke bare få en anden læge i DPC. Jeg forstod ikke helt af hvilken årsag.

Udspillet var “om en måned”. Jeg har sagt, at jeg ikke vil gå med frygten for mødet i en måned og at jeg vil have min kontaktperson med til mødet. Hun går gerne med – det var faktisk hendes eget forslag. Hun er en form for advokat/budbringer. For pokker da… Det eneste, jeg har brug for en læge i Distriktspsykiatrien til, når jeg har det godt, er at ordinere seks nye ECT-behandlinger. Nu bliver det pludselig meget indviklet. Alt det bare fordi vi ikke havde kemi sammen.

Jeg glæder mig ikke til samtalen. Den skal bare overstås. Det føles primært som at skulle til en eksamen, hvor man har glemt at læse op gennem hele året. Men jeg ved, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad mine argumenter er. Jeg er ikke den afmægtig denne gang.

DPC vil gerne hjælpe med servicekat

/i , /af ,

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Modenhedsprøverne og flagenes vindretning

Husker du dem også?

Modenhedsprøverne og flagenes retning

Engang i forhistorisk tid skulle man op til en “modenhedsprøve” for at få lov at starte i første klasse. Jeg husker tydeligt prøverne, der primært gik ud på, at man skulle forstå, at Dannebrog var nødt til at blæse den samme retning som røgen fra en eller anden skorsten.

Jooh, det havde jeg fattet: de må nødvendigvis blæse samme vej, ellers gik det ikke. Adskillige søgninger blæser mig nutildags samme vej!

Hvad med dig? Husker du “modenhedsprøven”? Bestod du eller hvordan? Gennemskuede du at røg og flag nødvendigvis måtte blæse samme vej?

Jeg gættede allerede i 1969/1970, hvad man skulle tegne/markere for at bestå: To ting, der peger samme retning. Med andre ord måtte skorstensrøgen ikke pege modsat Dannebrog. Det var jo sådan set såre simpelt. Jeg har ofte tænkt, at jeg måske ikke var specielt intelligent/mærkelig; måske var jeg bare god til at gennemskue, hvornår de andre stillede lidt dumme spørgsmål? Sådan har jeg ofte tænkt sidenhen.

Det ville være så spændende at høre, hvad du husker? Var du også klar over, at de (flaget og skorstensrøgen) måtte vende samme vej? Eller hvad tænkte du i det hele taget om disse underlige tests?

Måske tager jeg fejl?

Der er selvfølgelig den risiko, at jeg tager helt fejl. Måske burde jeg slet ikke være i Mensa Danmark? Jeg befinder mig bare så pokkers vel der, og psykologen har mange gange sagt, at det vil være et sted, jeg kan søge et fællesskab, som kunne gøre mig vel. Hun har sikkert ret (som altid), men jeg er bange for at søge fællesskaber. For jeg er ikke ret god til den slags.

Jeg var på vej ind i “Menneskebiblioteket”, og det så godt ud, men jeg kunne mærke, at det ikke gik. Det skyldtes bl.a., at de blev ved at sende billeder fra deres “events” (hvorfor ikke bare “begivenheder”, når vi nu bor i Danmark og taler dansk (de fleste af os) ?), hvor der var en masse mennesker forsamlede. Sådan noget kan jeg ikke. Jeg er (måske) god 1:1 eller 1:2, og det har jeg også forklaret dem, så jeg trækker mig “baglæns tilbage” på grund af det med billederne.

En ny ven?

Under den seneste indlæggelse har jeg truffet MB, som synes at være et rigtig dejlig menneske. Vi har talt i telefon et par gange, og det har været succesfuldt. Nu har vi aftalt at mødes engang i starten af juli. Et tæppe på græsset i nærheden af Damhusssøen, fem kopper kaffe osv. Han foreslog, vi kunne tale i telefon om “vind og vejr”. Det sagde jeg med det samme fra over for. Det gider jeg ikke; jeg kan ikke finde ud af det; og det interesserer mig ikke det mindste. Måske er det mærkeligt, men sådan er jeg så. “Vind og vejr” er uinteressant, men årsagen, til at vi mødtes, er høj-interessant. Kan jeg hjælpe ham, være der for ham, gøre noget for ham, gør jeg det imidlertid gerne. Han tilbyder det gensidige for mig.

Gennem årene har jeg mødt mange dejlig mennesker på psyk. I flere tilfælde har det også medført langvarige bekendtskaber/venskaber og det har været værdifuldt. Af og til kan det imidlertid være vanskeligt at få det til at fungere, hvis man ikke kan “rumme” hinandens forskelligheder. Der kan balancegangen nemt opstå. Der er ikke bare andet at gøre end at prøve. Og jeg har altid syntes, at det var forsøget værd.

Mødes man på psyk., er man på en eller anden måde “afklædt”. Man er den, man er, med styrker og svagheder, og det er slet ikke så ringe.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.