,

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Jeg ville gerne kunne svare

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Psykologen er skarp og kan skære ind til benet (selvfølgelig på en god og ordentlig måde). Det er jo derfor, jeg kommer hos hende; måske kommer jeg ikke med tunge psykologiske problemer, jeg kommer for at lære. I onsdags spurgte hun tre gange “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, og lige så mange gange var jeg mundlam. Og det er jeg fortsat.

Emnet var mine spæde forsøg på at lave noget, der ligner “arbejde” nogle ganske få timer pr. uge som led i frivilligt arbejde. Fokus for sessionen var “Stress”.

Det er mildest talt gået ad Helvede til:

  • Firma 1: Masser af nyt stof og min hjerne havde det som en si. Trods forklaring fem minutter tidligere havde jeg ingen løsningsforslag. Jeg var fuldkommen blank. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg havde det som om, jeg aldrig havde hørt om noget lignende.
    • Jeg må erkende, at jeg er blevet virkelig dårlig til at lære nyt.
    • Som en gammel cirkushest, der trækkes af stald, kan jeg det, der sidder på rygraden, og har siddet der i 25 -30 år. Men det nye stof skal jeg have ind med noget, der ligner en suppeske.
    • Det er ikke rart at erkende, at der stadig er kognitive deficitter til rest.
  • Firma 2: Jeg indgik aftale med en smuk lille NGO om at levere tre timers arbejde pr. uge. Min fine titel var “Udviklingskonsulent”, men det var ikke på forhånd klart for mig, hvad det vil sige at være konsulent, og at det er noget helt andet end at være en fastansat special- eller chefkonsulent i staten.
    • I staten er det en karrierevej, men udenfor staten betyder det, at opdragsgiver køber en ydelse og dernæst plukker i det vedkommende kan lide/bruge. Det kan jeg ikke leve med. Finder jeg 19 opmærksomhedspunkter i en kontrakt, er det under min faglige stolthed, at kun fem punkter bliver brugt. Og jeg er helt med på, at det er mig, der tager fejl her; det er bare sådan, det er.
    • Der var en deadline (som jeg selv havde sat, fordi jeg mente, den passede med en milepæl). Jeg stod op og tændte for PC’en kl. 01:30 for at overholde deadline, da jeg alligevel ikke kunne sove, men det går ikke. Jeg tåler ikke længere deadlines; jeg har haft for mange af dem i mit liv.
    • Jeg har haft for mange arbejdspladser, hvor jeg slukkede skrivebordslampen kl. 01:30 – og jeg tager ikke fejl af AM og PM.
    • Stresssymptomerne planter sig med det samme. Dårlig søvn, vanskeligt ved at koncentrere mig og manglende appetit (i forvejen synes jeg, at mad er temmelig uinteressant, og det er ikke noget, jeg bruger tid på).

Jeg har vist (omsider) lært lektien

Det kan sagtens være, jeg ikke kan svare på spørgsmålet “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, bortset fra at det er noget med fortsat at kunne bruges til noget, fortsat at have en identitet og ikke at falde helt ned under de faglige gulvbrædder, men jeg tror og håber, at jeg nu har indset, at det bare ikke går.

Der var alt for meget af ovenstående, der mindede om min korte – men glorværdige – karriere hos Interflora. Jeg skulle arbejde fire eller seks timer pr. uge, men jeg brugte 30 mentale timer på det. Jeg kan ikke – og noget i mig vil heller ikke.

Der sker noget pudsigt, når man bliver pensionist: Mange tror, man lige kan kan hjælpe med x, y eller z, når man nu ikke skal andet. Jeg er imidlertid nået dertil, hvor det ikke er et issue, for jeg kan ikke arbejde og jeg har lagt de interessetimer, jeg skal, i mit liv. Staten er fyldt med interessetimer, bare hvis du nu skulle høre til dem, der mener, at djøfere i staten sidder og lopper den “for andre folks penge” …

Henvender andre sig, er svaret “Det er dejligt at høre fra dig og tak for det, men nej tak”.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Så lidt skal der til, før jeg er stresset

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Et skønt menneske skrev til mig: “Det er ærgerligt, du måtte droppe den bold, men du kan stadig jonglere”. Anledningen er, at jeg har været alt for stresset de seneste to uger, blot fordi jeg havde rodet mig ud i en lille opgave, som jeg havde brugt sølle 15 timer på. Så lidt skal der altså til!

Det er jeg rystet over. Jeg troede, alt det var en saga blot, at jeg var på den høje hest og kunne overskue det meste af verdensrummet. Det kunne jeg ikke.

  • “Bolden” indebar en del fuldkommen ukendt stof, men intet sad fast i hjernen; den føltes som en si.
  • Jeg var alt for bange for, at de, der skulle have et svar på et emne, ville få Anders And-svar fra mig.
  • En nat stod jeg op 01:30 og tændte PC’en, for jeg kunne alligevel ikke få ro, før jeg var i bund med x, y og z. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op.
  • Det lignede mest af alt mit arbejdsliv, dengang jeg “var noget”.
  • Jeg var nærmest beæret over, at nogen mente, jeg kunne bistå dem ~ stadig kunne bruges til noget.
  • Jeg har ikke følt, jeg havde tid til at være pensionist.
  • Jeg måtte imødese, at jeg i et par måneder frem – og måske også mere – ville skulle bruge mere tid på det, end jeg havde lyst til.
  • Jeg har ikke haft kræfter til mit PHP-kursus.

Psykologen har fået ret for 425. gang. Der skal ingenting til, før jeg bliver stresset, og jeg tåler ikke stress. Bipolar affektiv sindslidelse og stress er en ualmindeligt dårlig kombination.

Men jeg troede, jeg kunne, og da jeg gik ind i det, gjorde jeg det, fordi jeg troede, det ville blive sjovt, eftersom det var temmelig “nørdet”. Det var bare slet ikke sjovt.

Den positive vinkel

Det er positivt at opdage faresignalerne i løbet af kun 15 timer (og 11 minutter). Var jeg fortsat, kunne det måske have ført til en ny sygdomsperiode. Selvfølgelig skal man ikke male Fanden på væggen og forestille sig det værste. Jeg skal bare ikke på nogen måde ud til kanterne igen, og sporene skræmmer. Jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Nu skal jeg bare lige sunde mig, og jorden er jo ikke gået under. Jeg er imidlertid blevet (meget) klogere.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg opgiver at få en servicekat

Jeg opgiver at få en servicekat

Afslag trods psykiatrifaglig begrundelse

Jeg opgiver at få en servicekat

Af mange værktøjer til at se hvilke artikler på hjemmesiden, der bliver læst, fremgår det tydeligt, at artiklerne om servicekat scorer højt. Der er simpelthen mange, der læser dem.

Af og til hører jeg også fra brugere, der er blevet inspirerede af artiklerne. Således også Eva, hvis e-mail jeg har fået lov at citere. Den vises nederst i denne artikel.

For mit eget vedkommende har jeg nu givet op. Det er et par år siden, jeg spurgte min udlejer første gang, og nu har jeg prøvet endnu en gang. Denne gang har jeg har vedhæftet en anbefaling fra Distriktspsykiatrien. Min kontaktperson har redegjort for mit forløb, de mange ECT-behandlinger, de mange indlæggelser, et selvmordsforsøg osv. Intet har hjulpet mig.

Der er siden den 20. juli sendt 18 e-mails frem og tilbage mellem ejendommens administrator og mig. Administratoren er fair og åben og har gang på gang sendt mine e-mails videre til ejendommens ejere. Det er i den forbindelse gået op for mig, at det ikke længere er Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP som er omdøbt til P+), der ejer ejendommen, men et privatkapitalistisk foretagende.

Svarene fra administratoren eller ejeren (det er ofte uklart, hvem der har skrevet hvad) er tit forvrøvlede. Det gælder fx dette fra den 12. september, som jeg ikke begriber meningen med:

Ejer kan ikke finde noget som tilsidesætter en servicekat med en servicehund i forhold til de krav som foreligger.

Lige som der heller ikke er konkret dokumentation på at du opfylder behovet for det.

Ordet “tilsidesætter” skulle muligvis have været “ligestiller”. Hvis det er sandt, ville sætningen give mening. Herudover står der, at der ikke foreligger dokumentation. Ved telefonisk henvendelse gik det op for mig, at de åbenbart ikke havde set Distriktspsykiatriens skrivelse. Den fremsendte jeg endnu engang.

Senere den 12. september fik jeg dette svar, der også måtte dechifreres for at give mening

Har lige fået svar retur fra ejer som det lyder til har set det skriv du har henvendt dig omkring.

For dem handler det om at der ikke fremgår nogle steder at en kat kan adviseres som et servicedyr, men at dette blot er hunde som kan det.

Af skrivet du har sendt er det ikke præciseret at der er tale om en kat, men blot ”kældedyr”.

  1. Det betyder nok, at de har set Distriktspsykiatriens skrivelse.
  2. De har helt ret i, at der ikke i lovgivningen findes regler om “servicekatte”, det er et lidt hjemmelavet begreb. Jeg er ganske udmærket klar over, at der ikke findes regler – jeg har nemlig selv sendt dem et link til den af mine egne artikler, hvor det fremgår og hvor jeg henviser til bekendtgørelsen fra Ministeriet for by-, bolig- og landdistrikter (2013).
  3. “Skrivet”, hvorved de mener Distriktspsykiatriens erklæring, omtaler ganske rigtigt et “kæledyr”, da en offentlig myndighed naturligvis ikke kan henvise til et hjemmelavet begreb.
  4. Jeg spurgte, om det ville ændre noget, hvis jeg bad Distriktspsykiatrien rette dette ord?
  5. Jeg prøvede at sætte trumf på med følgende “Fortæl mig, hvilke krav I stiller. Jeg må sige, at jeg synes, det er endog meget vanskeligt at gennemskue sagsbehandlingen og jeres krav. Vær rar at opstille betingelser mv. samt angive hvilke muligheder, jeg har for at klage og til hvem.”

Der gik 14 dage, og i går fik jeg dette svar

Vi tillader ikke dyr i vores lejemål. Kun hvis det er en absolut nødvendighed og lovgivningen påkræver det. Ellers kan vi desværre ikke godkende nogen former for kæledyr.

Vi forstår at din ansøgning går på at få en ”servicekat”, men vi kan ikke se at et sådant begreb eksisterer. Derfor kan vi ikke tillade det.

Klager i sådanne sager kan sendes til ejer af ejendommen. Der er ingen betingelser der kan få en listes, kun lovgivning vil kunne ændre udkommet på ansøgningen.

Herefter spurgte jeg, om det virkelig kunne være sandt, at jeg skulle klage til den samme “instans”, som har truffet “afgørelsen”.

Da jeg havde forklaret, hvad jeg mente med det, selvom mit spørgsmål vel er nogenlunde klart formuleret, fik jeg svaret, at det kunne det.

Retssikkerhed er en by i Rusland, når man agerer på det private marked. Og derfor giver jeg op nu.

Jeg vil intet få ud af at klage.

  • Jeg vil endnu en gang få at vide, at det er forbudt, fordi det ikke er tilladt.
  • Endnu en gang vil de fortælle mig, at der ikke findes regler om servicekatte – nu hvor jeg selv har belært dem om det.
  • Det vil kun være negativ energi, og det har jeg ikke behov for.

Jeg ønsker Eva al mulig held og lykke. Der findes nemlig fornuftige udlejere, og jeg håber virkelig for hende, at hun har ramt en af dem.

Eva skrev blandt andet til mig

Jeg vil også så gerne have en servicekat. Og jeg må sige, at din side og svaret fra Laura har givet mig så meget håb.

Der er forskning der viser, at mennesker, der har kat, har mindre tendens til hjerteproblemer og hjerteanfald end mennesker, uden kat. En undersøgelse fra Minnesotas Stroke Institute med 4500 testpersoner og løb over 10 år.

For mig er deres spinden så beroligende, da jeg har tendens til noget angst.

Jeg vil også mene, at en kat at komme hjem til, ville gøre mig så meget godt, spinderiet berolige mit sensitive sind, og en at tage sig af, vil kun gøre det nemmere for mig, at komme igennem dagen, få lyst til at spise og måske også sove bedre, når jeg ved, at der er en levende kammerat ved min side.

Så jeg vil prøve at gå til læge og se, om hun vil give mig en lægeerklæring og krydse for, at hun vil.
Jeg har nemlig pænt spurgt udlejer og samtidigt sagt, at jeg naturligvis stadig vil passe på lejligheden og gøre rent og andet. Men der er ikke meget at gøre. Men dette kunne være en løsning.

Jeg synes, det er vigtigt at få udbredt, for det må alt andet lige være bedre at have en lille levende kat end for meget medicin og eventuelt også, set fra udlejers side, en lidt større hund.

Jeg takker for, at du har lavet denne fine hjemmeside og tør dele ud af dine erfaringer.

Jeg opgiver at få en servicekat

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Næsten fri af rollen som syg

Næsten fri af rollen som syg

Angsten blev for stor

Næsten fri af rollen som syg

Jeg er måske en stor idiot (sig det bare), men jeg har aflyst alle fremtidige ECT-behandlinger. Det var nemt. Logge på “Min Sundhedsplatform” (hvis det så end er), sætte et flueben og svare på, om jeg ville have nye tider. Nej tak. Og så “Venlig hilsen Hanne B. Stegemüller”.

Det er et sats, for hvad vil der nu ske? Starter cirkusset forfra om nogle måneder? Bliver jeg syg igen? Skal jeg indlægges 15 gange mere?

Jeg har to behandlingsmuligheder:

  1. Medicin eller
  2. ECT.

Ad 1: Jeg skal under ingen omstændigheder eller nogensinde tilbage til medicinen. Jeg blev nærmest invalid efter 15 års indtag af diverse antipsykotiske præparater. Det medførte en frygtelig Parkinsonisme, der er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Forestil dig at tisse i sengen hver nat, fordi det hormon, der styrer blæren, ikke længere fungerer. Så kan man fx ikke gå på gaden, for hvad nu, hvis det går galt der? Jeg havde ingen håndskrift, jeg kunne ikke ramme de rette taster på tastaturet, så jeg kunne ikke passe et mikroskopisk job som supporter for Interfloras kunder. Jeg kunne ikke løfte en kop eller et glas men måtte bruge sugerør. Det er altså en underlig måde at drikke et godt glas rødvin på. Der var en periode, hvor jeg ikke rigtig kunne se noget. Og der var meget andet galt.

Det var så slemt, at jeg uden videre fik bevilget ugentlig, vederlagsfri fysioterapi efter konsultation hos en hamrende dygtig speciallæge på Bispebjerg. Får man det i dagens Danmark, så er man altså dårlig.

Ad 2: ECT er stort set uden bivirkninger bortset fra nogle kognitive problemer, men man kan lære kompenserende strategier. Parkinsonismen gik langsomt men sikkert i sig selv, da jeg overgik til ECT efter en langvarig indlæggelse i efteråret/vinteren 2020. Professor Poul Videbech deltog i beslutningen om overgangen; han mente i hvert fald, at det var et forsøg værd, da en overlæge og en farmaceut på Psykiatrisk Center Glostrup spurgte ham til råds.

Måske behøver jeg ikke længere behandlingerne?

Det er to måneder siden, jeg fik den seneste (og indtil videre sidste) ECT-behandling, og jeg har det jo godt. Muligvis en anelse submanisk, men søvnen er helt, som den skal være. Døgnrytmen passes og jeg får rigeligt med vand. Jeg synes, alt er godt, men er selvfølgelig opmærksom. Sådan er det at have det, der kaldes “god sygdomsindsigt”.

Angsten blev for stor

Jeg vågnede 03:30 natten til lørdag med galopperende angst: hjertebanken, sved og katastrofetanker om at dø fra det liv, jeg endelig er blevet glad for. Brugte en time i sengen på at besvare en mail (jeg har et lækkert og rigtigt tastatur til iPadden). Forsøgte uden held at sove igen og 05:30 stod jeg op og lavede morgenkaffen. Så havde jeg en lang dag forude.

Psykologen havde på forhånd sagt, at angsten ville blive værre, når jeg havde svigtet behandlingen i juni og egl. også i juli. Endnu en gang havde hun ret. Det var på ingen måde rart.

Søndag morgen traf jeg beslutningen: Jeg vil ikke mere. Jeg havde tænkt og overvejet pro et contra i et døgn – i hvert fald satser jeg og ser, hvad der sker. Det er måske torskedumt, men jeg prøver. Jeg vil ikke leve med fem dages angst forud for to minutters behandling hver fjerde uge. Der var en befrielse over at trykke på diverse taster i SP. Angsten er væk som ved et trylleslag, og jeg kan foretage mig andre ting.

Ikke syg?

Det kan ikke vides, om jeg fortsat er syg og har behov for ECT. Vi må teste det. Men det, der helt sikkert vides, er, at jeg gerne vil ud af rollen som syg, samtidig med at jeg håber Distriktspsykiatrien vil vedblive at holde lidt snor i mig. Det er selvfølgelig modsætningsfyldt. Vil de ikke, så henvender jeg mig da bare igen, hvis det bliver nødvendigt. Mig slipper man ikke sådan lige af med.

ECT-afdelingen har lige ringet og ville aftale tid til på onsdag. Jeg måtte så fortælle, at jeg har aflyst alt. Det troede jeg, de vidste pr. automatik. Hun er så sød og sagde “Det er jo din beslutning. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, ringer du bare”. Mere kan man ikke forlange – og det gør jeg heller ikke. Jeg benyttede lejligheden til at takke for den altid gode behandling, alt det de har gjort for mig og for deres altid søde måde at være på. Selvom det må være en “fabrik”, når de behandler 12 – 17 patienter på en formiddag, har der altid været mennesker ansat på “fabrikken”.

Nu må vi se. Det kan gå godt, og så er jeg ikke en idiot. Det kan gå ad h…. til, og så er jeg en idiot. Sådan er det. Jeg tager chancen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.