/3 Kommentarer/i , /af ,

Da bøgerne fortalte livshistorie

Da bøgerne fortalte livshistorie

Hvad er et hjem uden bøger?

Da bøgerne fortalte livshistorie

Nej – der er ikke noget hjem uden bøger.

Af mange årsager var min al skønlitteratur gået i kaotisk uorden. Den skal være alfabetisk ordnet efter forfatter og dernæst titel, ellers kan jeg ikke holde ud at se på bøgerne. Jeg foretrækker en form for det, jeg selv kalder “stram alfabetisering”. I mindst seks måneder har jeg skullet ordne bøgerne, men det er bare ikke blevet til noget – men i dag blev det. Og det er blevet så pænt og ordentligt. Nu kan jeg igen holde ud at lade blikket glide hen over bogryggene.

Og bøgerne fortæller livshistorie. Det handler denne artikel om.

I de fleste står købsår og måned

Som regel har jeg skrevet, hvornår jeg har købt bogen og jeg har sat min underskrift i den. Det har jeg lært hjemmefra. I Peter Plys står fx “Hanne Stegemüller 1966” med “min mors” håndskrift, så de må have købt bogen, lige da de hentede mig.

Det er specielt at gense al den litteratur, jeg købte, da jeg boede på kollegiet, da kvindebevægelsen var næsten ny og det var nyt for mig at leve lesbisk. Det drejer fx om Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Aftenstjernen” og om Bente Clods “Brud”, “Syv sind” og “Vent til du hører mig le”. De er slidte, for de er læst mange gange. Der lå meget opbygning af identitet i dem. Jeg har slet ikke ord for det.

Mens jeg gik på studenterkurset købte – og læste – jeg adskillige klassikere, og de har overlevet to flytninger, netop fordi de fortæller livshistorie. Det drejer sig fx om Paludan, Pontoppidan,  H.C. Branner, Karl Bjarnhof, Kristian Kampmann, Rifbjerg osv.

Og nu har jeg helt glemt at nævne “Møllehaverne” (altså både Herdis og Johannes Møllehave). Jeg undrer mig over, hvordan jeg overhovedet fandt tiden til at læse alt det ved siden af et fuldtidsstudie, et deltidsjob, mange sociale relationer osv. Men det må jo have forekommet vigtigt.

Herefter fulgte en del år med væsentligt lettere genrer. En forfatter, der også fylder sin plads godt ud, er Marge Piercy – skøn kvinde; et hovedværk er “Vida”! Bjarne Reuter kom til sammen med en del krimier. De er fine som underholdning, men har slet ikke klassikernes vid og bid.

Andre er smukke boggaver fra forskellige konsulenthuse, der har været glade for samarbejdet, og hvor jeg har gemt kortet og med glæde mindes de enormt dygtige mennesker, jeg lærte at kende. Boggaverne er typisk givet i forbindelse med mine jobskifte. Det er også livshistorie, der er værd at gemme på.

Til rest fra studiet

Jeg skulle nok aldrig have været jurist, men det blev jeg jo så. Jeg har gemt nogle få bøger, der har haft betydning på et metaniveau. De er kendetegnede af ikke at handle om enkeltstående paragraffer (der jo alligevel forældes lynhurtigt) men handler om, hvordan vi på et overordnet niveau kan tilgå juraen – og det er spændende.

I en af dem har jeg i 1987  skrevet “Jura er livets mangfoldighed sat på formler”, og det kan der da være noget om.

  • En bog, der virkelig skulle læses langsomt, når man ville forstå den, er “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross, 2. udgave. Hans hovedværk, hvor man lærer, at retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles lige. Punktum. Det er noget vrøvl, når folk siger, at en regel eller en afgørelse er uretfærdig.
    • Side 358: “A siger: Jeg er imod denne regel, for den er ganske uretfærdig. Han burde sige: Denne regel er ganske uretfærdig, for jeg er modstander af den.”
    • Et eller andet sted stod der også noget i retning af “Retfærdighed er en apriorisk hest, man spænder for en følelsesmæssig vogn”. Jeg kan desværre ikke finde det igen, men jeg ved det bare, for det var sådan en fantastisk billeddannende sætning …
  • “Retsfilosofiens historie i omrids” af Tore Strömberg, 1984. Overteoretisk og pragtfuld.
  • Eva Smiths “Vidnebeviset – en vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”. Det er hendes fantastiske disputats, som jeg læste, som var det en krimi. Den var simpelthen så spændende og velskrevet, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Avisudklippene i bogen peger på oktober 1986. Da var jeg lige startet på 2. årsprøve.
  • Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: “Eva Smith – Jeg håber, jeg har gjort en forskel”. Denne bog er fra 2020 og er selvfølgelig længe efter, jeg afsluttede studiet (faktisk 30 år …). Den passer bare godt her.

Arvestykkerne

Der var herudover et par titler, jeg var utrolig glad for at finde:

  • “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun. Informations overskrift (ingen betalingsmur) er “Kim Malthe-Bruuns efterladte breve fra krigen på nærmeste hold og fra fængslet under Gestapo griber stadig”. Kim blev skudt af tyskerne i Ryvangen som 21-årig den 6. april 1945 (der må være en fejl i Informations angivelse).
    • Vibeke var Kims mor, og hun skrev bogen om sin døde søn. I bogen står “Jørgen Stegemüller”, der var min far, men desværre intet årstal. Jeg er indtil november 1972 vokset op i skyggen af fortællingen om krigen.
  • “Intet Nyt fra Vestfronten” – klistret sammen med tape og med spildte blækklatter, som det fremgår af billedet nederst – af Erich Maria Remarque fra MCMXXIX (1929). Udenpå og et par steder indeni står “F. Stegemüller”. Det var min farfar Felix Stegemüller, som jeg desværre aldrig har mødt. Jeg tror aldrig, jeg har fået den læst, men det kan komme, jfr. næste afsnit.
  • “Opfindelsernes bog”, udgaven fra 1923, så den må også have tilhørt min farfar. Det er en meget fin version; man kan ikke se, at den fylder 100 år i 2023 – altså lige om lidt. Som barn forstod jeg ikke, at jeg ikke måtte lege med de forskellige modeller af fx dampmaskiner og automobiler, der ligger i bøgerne. Det giver mening som voksen!

Da bøgerne fortalte livshistorie

At begynde at læse igen?

I flere år har jeg ikke kunnet læse pga. de kognitive deficitter fra den bipolare affektive sindslidelse, hvor bevidstheden løb afsted med mig. Jeg kunne ikke holde koncentrationen i mere end 20 minutter, hvis jeg selv var passiv. Efter 20 minutter var tankerne på Maldiverne eller Madeira. Det har været en stor sorg set i forhold til tidligere, hvor jeg altid var i gang med mindst én bog. Nu har jeg lyst til at forsøge igen. Jeg kan da prøve bare lige så stille; og det agter jeg at gøre.

Jeg delte sorgen over ikke at kunne læse med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Eftersom vi er stort set lige gamle, begge har kærlighed til bøger, har vi også læst mange af de samme bøger, så hun kunne foreslå mig nogle helt konkrete titler, jeg kan begynde med. “Vinterbørn” kom ind på førstepladsen, da den er ret let læst. Jeg er spændt på at gå i gang, og jeg er spændt på at læse om, hvordan verden så ud for 40 år siden.

Da bøgerne fortalte livshistorie

Har du en mening om hjemmesiden?

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Jeg ville gerne kunne svare

Hvorfor bliver du ved at prøve?

Psykologen er skarp og kan skære ind til benet (selvfølgelig på en god og ordentlig måde). Det er jo derfor, jeg kommer hos hende; måske kommer jeg ikke med tunge psykologiske problemer, jeg kommer for at lære. I onsdags spurgte hun tre gange “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, og lige så mange gange var jeg mundlam. Og det er jeg fortsat.

Emnet var mine spæde forsøg på at lave noget, der ligner “arbejde” nogle ganske få timer pr. uge som led i frivilligt arbejde. Fokus for sessionen var “Stress”.

Det er mildest talt gået ad Helvede til:

  • Firma 1: Masser af nyt stof og min hjerne havde det som en si. Trods forklaring fem minutter tidligere havde jeg ingen løsningsforslag. Jeg var fuldkommen blank. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg havde det som om, jeg aldrig havde hørt om noget lignende.
    • Jeg må erkende, at jeg er blevet virkelig dårlig til at lære nyt.
    • Som en gammel cirkushest, der trækkes af stald, kan jeg det, der sidder på rygraden, og har siddet der i 25 -30 år. Men det nye stof skal jeg have ind med noget, der ligner en suppeske.
    • Det er ikke rart at erkende, at der stadig er kognitive deficitter til rest.
  • Firma 2: Jeg indgik aftale med en smuk lille NGO om at levere tre timers arbejde pr. uge. Min fine titel var “Udviklingskonsulent”, men det var ikke på forhånd klart for mig, hvad det vil sige at være konsulent, og at det er noget helt andet end at være en fastansat special- eller chefkonsulent i staten.
    • I staten er det en karrierevej, men udenfor staten betyder det, at opdragsgiver køber en ydelse og dernæst plukker i det vedkommende kan lide/bruge. Det kan jeg ikke leve med. Finder jeg 19 opmærksomhedspunkter i en kontrakt, er det under min faglige stolthed, at kun fem punkter bliver brugt. Og jeg er helt med på, at det er mig, der tager fejl her; det er bare sådan, det er.
    • Der var en deadline (som jeg selv havde sat, fordi jeg mente, den passede med en milepæl). Jeg stod op og tændte for PC’en kl. 01:30 for at overholde deadline, da jeg alligevel ikke kunne sove, men det går ikke. Jeg tåler ikke længere deadlines; jeg har haft for mange af dem i mit liv.
    • Jeg har haft for mange arbejdspladser, hvor jeg slukkede skrivebordslampen kl. 01:30 – og jeg tager ikke fejl af AM og PM.
    • Stresssymptomerne planter sig med det samme. Dårlig søvn, vanskeligt ved at koncentrere mig og manglende appetit (i forvejen synes jeg, at mad er temmelig uinteressant, og det er ikke noget, jeg bruger tid på).

Jeg har vist (omsider) lært lektien

Det kan sagtens være, jeg ikke kan svare på spørgsmålet “Hvorfor bliver du ved at prøve?”, bortset fra at det er noget med fortsat at kunne bruges til noget, fortsat at have en identitet og ikke at falde helt ned under de faglige gulvbrædder, men jeg tror og håber, at jeg nu har indset, at det bare ikke går.

Der var alt for meget af ovenstående, der mindede om min korte – men glorværdige – karriere hos Interflora. Jeg skulle arbejde fire eller seks timer pr. uge, men jeg brugte 30 mentale timer på det. Jeg kan ikke – og noget i mig vil heller ikke.

Der sker noget pudsigt, når man bliver pensionist: Mange tror, man lige kan kan hjælpe med x, y eller z, når man nu ikke skal andet. Jeg er imidlertid nået dertil, hvor det ikke er et issue, for jeg kan ikke arbejde og jeg har lagt de interessetimer, jeg skal, i mit liv. Staten er fyldt med interessetimer, bare hvis du nu skulle høre til dem, der mener, at djøfere i staten sidder og lopper den “for andre folks penge” …

Henvender andre sig, er svaret “Det er dejligt at høre fra dig og tak for det, men nej tak”.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Så lidt skal der til, før jeg er stresset

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Et skønt menneske skrev til mig: “Det er ærgerligt, du måtte droppe den bold, men du kan stadig jonglere”. Anledningen er, at jeg har været alt for stresset de seneste to uger, blot fordi jeg havde rodet mig ud i en lille opgave, som jeg havde brugt sølle 15 timer på. Så lidt skal der altså til!

Det er jeg rystet over. Jeg troede, alt det var en saga blot, at jeg var på den høje hest og kunne overskue det meste af verdensrummet. Det kunne jeg ikke.

  • “Bolden” indebar en del fuldkommen ukendt stof, men intet sad fast i hjernen; den føltes som en si.
  • Jeg var alt for bange for, at de, der skulle have et svar på et emne, ville få Anders And-svar fra mig.
  • En nat stod jeg op 01:30 og tændte PC’en, for jeg kunne alligevel ikke få ro, før jeg var i bund med x, y og z. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op.
  • Det lignede mest af alt mit arbejdsliv, dengang jeg “var noget”.
  • Jeg var nærmest beæret over, at nogen mente, jeg kunne bistå dem ~ stadig kunne bruges til noget.
  • Jeg har ikke følt, jeg havde tid til at være pensionist.
  • Jeg måtte imødese, at jeg i et par måneder frem – og måske også mere – ville skulle bruge mere tid på det, end jeg havde lyst til.
  • Jeg har ikke haft kræfter til mit PHP-kursus.

Psykologen har fået ret for 425. gang. Der skal ingenting til, før jeg bliver stresset, og jeg tåler ikke stress. Bipolar affektiv sindslidelse og stress er en ualmindeligt dårlig kombination.

Men jeg troede, jeg kunne, og da jeg gik ind i det, gjorde jeg det, fordi jeg troede, det ville blive sjovt, eftersom det var temmelig “nørdet”. Det var bare slet ikke sjovt.

Den positive vinkel

Det er positivt at opdage faresignalerne i løbet af kun 15 timer (og 11 minutter). Var jeg fortsat, kunne det måske have ført til en ny sygdomsperiode. Selvfølgelig skal man ikke male Fanden på væggen og forestille sig det værste. Jeg skal bare ikke på nogen måde ud til kanterne igen, og sporene skræmmer. Jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Nu skal jeg bare lige sunde mig, og jorden er jo ikke gået under. Jeg er imidlertid blevet (meget) klogere.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg opgiver at få en servicekat

Jeg opgiver at få en servicekat

Afslag trods psykiatrifaglig begrundelse

Jeg opgiver at få en servicekat

Af mange værktøjer til at se hvilke artikler på hjemmesiden, der bliver læst, fremgår det tydeligt, at artiklerne om servicekat scorer højt. Der er simpelthen mange, der læser dem.

Af og til hører jeg også fra brugere, der er blevet inspirerede af artiklerne. Således også Eva, hvis e-mail jeg har fået lov at citere. Den vises nederst i denne artikel.

For mit eget vedkommende har jeg nu givet op. Det er et par år siden, jeg spurgte min udlejer første gang, og nu har jeg prøvet endnu en gang. Denne gang har jeg har vedhæftet en anbefaling fra Distriktspsykiatrien. Min kontaktperson har redegjort for mit forløb, de mange ECT-behandlinger, de mange indlæggelser, et selvmordsforsøg osv. Intet har hjulpet mig.

Der er siden den 20. juli sendt 18 e-mails frem og tilbage mellem ejendommens administrator og mig. Administratoren er fair og åben og har gang på gang sendt mine e-mails videre til ejendommens ejere. Det er i den forbindelse gået op for mig, at det ikke længere er Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP som er omdøbt til P+), der ejer ejendommen, men et privatkapitalistisk foretagende.

Svarene fra administratoren eller ejeren (det er ofte uklart, hvem der har skrevet hvad) er tit forvrøvlede. Det gælder fx dette fra den 12. september, som jeg ikke begriber meningen med:

Ejer kan ikke finde noget som tilsidesætter en servicekat med en servicehund i forhold til de krav som foreligger.

Lige som der heller ikke er konkret dokumentation på at du opfylder behovet for det.

Ordet “tilsidesætter” skulle muligvis have været “ligestiller”. Hvis det er sandt, ville sætningen give mening. Herudover står der, at der ikke foreligger dokumentation. Ved telefonisk henvendelse gik det op for mig, at de åbenbart ikke havde set Distriktspsykiatriens skrivelse. Den fremsendte jeg endnu engang.

Senere den 12. september fik jeg dette svar, der også måtte dechifreres for at give mening

Har lige fået svar retur fra ejer som det lyder til har set det skriv du har henvendt dig omkring.

For dem handler det om at der ikke fremgår nogle steder at en kat kan adviseres som et servicedyr, men at dette blot er hunde som kan det.

Af skrivet du har sendt er det ikke præciseret at der er tale om en kat, men blot ”kældedyr”.

  1. Det betyder nok, at de har set Distriktspsykiatriens skrivelse.
  2. De har helt ret i, at der ikke i lovgivningen findes regler om “servicekatte”, det er et lidt hjemmelavet begreb. Jeg er ganske udmærket klar over, at der ikke findes regler – jeg har nemlig selv sendt dem et link til den af mine egne artikler, hvor det fremgår og hvor jeg henviser til bekendtgørelsen fra Ministeriet for by-, bolig- og landdistrikter (2013).
  3. “Skrivet”, hvorved de mener Distriktspsykiatriens erklæring, omtaler ganske rigtigt et “kæledyr”, da en offentlig myndighed naturligvis ikke kan henvise til et hjemmelavet begreb.
  4. Jeg spurgte, om det ville ændre noget, hvis jeg bad Distriktspsykiatrien rette dette ord?
  5. Jeg prøvede at sætte trumf på med følgende “Fortæl mig, hvilke krav I stiller. Jeg må sige, at jeg synes, det er endog meget vanskeligt at gennemskue sagsbehandlingen og jeres krav. Vær rar at opstille betingelser mv. samt angive hvilke muligheder, jeg har for at klage og til hvem.”

Der gik 14 dage, og i går fik jeg dette svar

Vi tillader ikke dyr i vores lejemål. Kun hvis det er en absolut nødvendighed og lovgivningen påkræver det. Ellers kan vi desværre ikke godkende nogen former for kæledyr.

Vi forstår at din ansøgning går på at få en ”servicekat”, men vi kan ikke se at et sådant begreb eksisterer. Derfor kan vi ikke tillade det.

Klager i sådanne sager kan sendes til ejer af ejendommen. Der er ingen betingelser der kan få en listes, kun lovgivning vil kunne ændre udkommet på ansøgningen.

Herefter spurgte jeg, om det virkelig kunne være sandt, at jeg skulle klage til den samme “instans”, som har truffet “afgørelsen”.

Da jeg havde forklaret, hvad jeg mente med det, selvom mit spørgsmål vel er nogenlunde klart formuleret, fik jeg svaret, at det kunne det.

Retssikkerhed er en by i Rusland, når man agerer på det private marked. Og derfor giver jeg op nu.

Jeg vil intet få ud af at klage.

  • Jeg vil endnu en gang få at vide, at det er forbudt, fordi det ikke er tilladt.
  • Endnu en gang vil de fortælle mig, at der ikke findes regler om servicekatte – nu hvor jeg selv har belært dem om det.
  • Det vil kun være negativ energi, og det har jeg ikke behov for.

Jeg ønsker Eva al mulig held og lykke. Der findes nemlig fornuftige udlejere, og jeg håber virkelig for hende, at hun har ramt en af dem.

Eva skrev blandt andet til mig

Jeg vil også så gerne have en servicekat. Og jeg må sige, at din side og svaret fra Laura har givet mig så meget håb.

Der er forskning der viser, at mennesker, der har kat, har mindre tendens til hjerteproblemer og hjerteanfald end mennesker, uden kat. En undersøgelse fra Minnesotas Stroke Institute med 4500 testpersoner og løb over 10 år.

For mig er deres spinden så beroligende, da jeg har tendens til noget angst.

Jeg vil også mene, at en kat at komme hjem til, ville gøre mig så meget godt, spinderiet berolige mit sensitive sind, og en at tage sig af, vil kun gøre det nemmere for mig, at komme igennem dagen, få lyst til at spise og måske også sove bedre, når jeg ved, at der er en levende kammerat ved min side.

Så jeg vil prøve at gå til læge og se, om hun vil give mig en lægeerklæring og krydse for, at hun vil.
Jeg har nemlig pænt spurgt udlejer og samtidigt sagt, at jeg naturligvis stadig vil passe på lejligheden og gøre rent og andet. Men der er ikke meget at gøre. Men dette kunne være en løsning.

Jeg synes, det er vigtigt at få udbredt, for det må alt andet lige være bedre at have en lille levende kat end for meget medicin og eventuelt også, set fra udlejers side, en lidt større hund.

Jeg takker for, at du har lavet denne fine hjemmeside og tør dele ud af dine erfaringer.

Jeg opgiver at få en servicekat

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.