,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.

Blankt afslag på en servicekat

Blankt afslag på en servicekat

“Fordi jeg siger det …”

Blankt afslag på en servicekat

Afslaget kom i går. Der stod

Jeg har vendt din henvendelse med ejerne og de kan ikke sige ja til at du må holde en indekat.

Vi er derfor nød til at afvise din ansøgning.

Jeg bad om en begrundelse, da det må være rimeligt. Den kom i dag:

Begrundelsen er at det ikke er tilladt at holde husdyr i ejendommen. Der har være andre som også har søgt og tilladelse og de har også fået nej.

Vi kan derfor ikke sige ja til nogle personer men nej til andre lejere.

Det er det samme på hele ejendommen.

Cirkulær argumentation

De argumenterer som forældre til uartige børn ad modum “… fordi jeg siger det”. Jeg søger om dispensation fra et forbud, og de begrunder afslaget med, at der et forbud.

Åh hvor har jeg lyst til at bruge grimme ord om så cirkulær, tåbelig og meningsløs en argumentation, men jeg tør ikke, for jeg vil jo ikke smides ud, da jeg er glad for at bo her. Man ved aldrig, hvad private udlejere kan finde på.

Jeg forestiller mig, at min ansøgning var anderledes

Jo, jeg synes udmærket, man kan dispensere for nogle og afslå andre afslå andres ansøgninger. Min ansøgning var jo lægeligt begrundet og veldokumenteret. Det har de vel næppe alle været? Så mange syge mennesker er der jo nok ikke samlet i ejendommen. I givet fald skulle det jo nærmere være et sygehus, jeg boede på.

Jeg er simpelthen så skuffet. Og der er ingen ankemuligheder – udelukkende magtfuld privatkapitalisme. Øv.

Blankt afslag på en servicekat

Individuelle hensyn i psykiatrien

Individuelle hensyn i psykiatrien

Psykiatrien kan noget

Individuelle hensyn i psykiatrien

Selvom 10-årsplanen lader vente alt for længe på sig, kan de altså noget allerede nu i psykiatrien. Den er (også) befolket med dejlige mennesker, der tænker og tager individuelle hensyn.

Systemet er enormt stort og ofte “håndholdt”, men det betyder ikke, at det kun er en fabrik fyldt med tvang og piller, som nogle af og til gerne vil beskrive det. Selv har jeg gennem otte år udelukkende 99 pct. gode erfaringer. Jeg er klar over, at jeg i mine skriblerier om psykiatrien af og til har været harsk, men det har været velbegrundet; det synes jeg i hvert fald selv.

Mit “rul” tilsiger, at jeg skulle have været til ECT-behandling på onsdag. Jeg sprang over for fire uger siden, fordi jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne. Også selvom psykologen sagde, jeg skulle bekæmpe angsten for ikke at gøre den større. Og selvom min dygtige og velkendte kontaktperson gennem otte år i Distriktspsykiatrien ringede om morgenen og forsøgte at overtale mig til at tage afsted alligevel. No way. Jeg gjorde det ikke. Jeg var for bange.

Det er en del af det “håndholdte” system, at ECT-afdelingen ringer om mandagen og opgiver tidspunktet, jeg skal være klar til at blive hentet af Flekstrafik. Jeg er altid klar ved telefonen, så de ikke skal spilde deres tid på at ringe forgæves. De har helt sikkert andet at lave.

De ringede i dag med en trist besked. Min favoritsygeplejerske fratræder sin stilling. Hun har holdt mig godt i hånden gang på gang. Hun er kommet før behandlingen og har afledt mig. Hun har sørget for, at jeg blev sat på som en af de første, så hun netop kunne komme og samtale. Vi har talt politik, slægtsforskning og you name it. Hun har bare været der som det dejlige menneske, hun nu en gang er. Og hun kan altså bare det med at holde i hånd. Jeg ved, hun er der. Hun svigter aldrig. Det er trygt. Vågner jeg ikke op igen, var de sidste sekunder i hvert fald rare.

Jeg er sikker på, at mange patienter begræder hendes fratræden!

I dag var det hendes kollega, der ringede

Kollegaen fortalte, at supersygeplejersken fratræder og at hun selv skal have ferie. Næste mulighed er derfor i uge 33, onsdag den 17. august. Jeg kender også kollegaen rigtig godt. Hun havde ikke bestilt kørsel, idet hun allerede på forhånd havde regnet ud, at det ikke ville gå, hvis der kun var fremmede mennesker. Og hun ville spørge, om jeg kan klare det så længe?

Jeg skal klare det indtil da, for jeg skal ikke holdes i hånd af en komplet fremmed. Det går ikke. Det skal være en af dem, jeg kender gennem mange år. Jeg er afhængig af behandlingen, det virker rigtig godt, jeg er glad for tilbuddet, der er ingen tvang – men jeg hader det af hele mit hjerte.

Eftersom jeg svigtede i juni, kommer der til at gå meget lang tid; måske også for lang? Det kan kun tiden vise. Aftalen er, at kan jeg mærke, det går “amok”, altså tipper for mig, kan jeg ringe til “ECT-sekretæren” og aftale en fremrykning.

Jeg håber, det går. Jeg er opmærksom på signalerne. Det er en væsentlig del af at have god sygdomsindsigt. Måske er jeg en anelse til den maniske side, men søvnen er fin, helt som den skal være, så jeg tror, det i stedet drejer sig om de autistiske særinteresser.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Fascination af kat og data

Fascination af kat og data

British Shorthair og datafascination

Fascination af kat og data

Noget af det rare ved at have sin egen hjemmeside er, at man kan skrive om præcis det, man vil. Der er kun en selv til at sætte standarden til høj eller lav. Ingen andre bestemmer over emner, tags (etiketter), frekvens eller noget som helst andet. Det er en vældig frihed. Således kan jeg også skrive om både katten og datafascinationen i en og samme post. Der er ingen sammenhæng ud over fascinationen.

Hun hedder Jenny

Hvis vi nu bare et kort øjeblik antager, at min ansøgning om dispensation fra forbuddet mod dyrehold går igennem, kan og skal katten på billedet nydes, for det er hende, jeg kan købe til en særdeles favorabel pris hos en avler på Fyn. Kattens navn er Jenny. Er hun ikke smuk?

Hun er syv år (altså katten), er “brugt”, men har i alle sine syv år boet hos den samme familie. Familien skal nu skille sig af med hende, da de skal flytte i lejlighed. Avleren vurderer, at Jenny og jeg vil gå godt i spænd. Af uvisse årsager kender avleren til mine to diagnoser, som jeg selvfølgelig har fortalt åbent om. Det var det, der fik hende til at sige, at vi ville være et godt match.

Jeg er kommet i kontakt med denne avler ved at ringe til den øverste københavner på listen hos “Specialklubben for British og Burmeser“. Han havde ikke katte, der savnede hjem, men anbefalede den fynske avler som værende seriøs. Vedkommende flytter til Odense, og så er det jo bare omkring 75 minutter med lyntoget. På udvejen er transportkassen tom. På hjemvejen vejer den sikkert godt til.

Nåh, øjeblikket er ovre. Drømmen må ikke overstige virkeligheden.

Det med datafascinationen

P.t. triller jeg gennem Østofte kirkebog for at afkode søskende til en tipoldefar ved navn Hans Hansen (1844 – 1904). Forældrene bliver gift i 1823 og selvfølgelig får de børn før 19 år efter i 1844. De er bare ikke fundet endnu.

Hans Hansens søskende skal også hedde “Hansen”, og dem er der jo en del af. Foreløbig har jeg fundet tre brødre til ham (Niels i 1828, Jørgen i 1831 og Rasmus i 1839) ved simpelthen at bladre og læse frem til 1858, hvor moderen er 54 år og helt sikkert forbi den fødedygtige alder. Det synes der ikke at være andre, der har gjort, i hvert fald ikke nogen, der har lagt resultaterne på MyHeritage, og det kan man jo undre sig over.

Næste skridt er at finde søstrene. Og næste skridt er derefter at finde konfirmationerne for dem alle. Er de ikke konfirmerede, er de måske døde?

Da mange også dengang hed Hansen, består datafascinationen af, at alt skal stemme (det skal det selvfølgelig altid uanset navnet): faderens navn, faderens erhverv, moderens for- og efternavn samt geografien. Herudover skal det ikke være et “Slegfredbarn” (dvs. et barn født uden for ægteskab), når de nu for længst er gift. Heldigvis flyttede folk ikke så meget dengang, så det er bare at rulle gennem Østofte kirkebog. Der skal nok dukke op til flere søstre op.

Hans Hansens far, Hans Jørgensen, skifter erhverv på et tidspunkt mellem 1831 og 1839. Han går fra at være bødker til at være boelsmand. En boelsmand ejede et boelssted, som er en landejendom, der er større end et husmandssted og mindre end en gård, ca. 10-15 hektar med 1-2 tønder hartkorn. Hans Jørgensen er altså steget i graderne gennem livet.

Når jeg finder søstrene, vil årstallet for karriereskiftet sikkert blive indsnævret. Det er en af fordelene ved at registrere de skiftende erhverv livet igennem. Erhvervene er ikke bare data i et program; de fortæller om det levede liv.

Politikens håndbog i Slægtshistorie

Jeg købte denne bog af Hans H. Worsøe (han er forfatteren, ikke sælgeren) i december 2002. Han var landsarkivar i Aabenraa fra 1981 – 1996, så han ved, hvad han skriver om. Det er længe siden, bogen har været nede af hylden. Meget er forældet fx det om “EDB” og “Internet”, men der er sørme også meget, der er eviggyldigt, eftersom han jo skriver om 100 – 300 år gamle forhold. Jeg vil læse den igen og genopfriske dengang, hvor alt var nyt og fascinerende. Nu er det kun fascinerende.

I dag var jeg i tvivl, om jeg læste et gotisk bogstav rigtigt. Og selvfølgelig rummer bogen billeder af de gotiske bogstaver, og jeg fandt mit “T”