/i /af

211 likes

Likes. Danskerne støtter IKKE Inger Støjberg

At skrive er at glemme

Jeg får ikke så mange kommentarer på bloggen som for fem eller seks år siden. Sådan er det!

Der er sikkert mange, der er blevet trætte af at høre om den ene og den anden diagnose. Om den ene og den anden frygt. Det er der ikke noget at sige til! Jeg har imidlertid glæden ved at skrive, og det er min hjemmeside, så sådan er det! Jeg jagter ikke stemmer af alle mulige forskellige slags, jeg skriver, fordi jeg kan lide det. Og fordi det giver mig et eller andet at have det store virtuelle netværk, jeg er glad for at have opbygget. Der er en lille håndfuld kommentatorer, der har holdt ved i disse yo-yo-år, hvor livet gik op og ned og op og ned. Dem er jeg utrolig glad for.

Det er vist sådan, at den personlige start på bloggen tog sin start på et tidspunkt, hvor jeg havde mange “tunge tanker” og manglede nogen at dele disse tanker med: med andre ord = jeg var ensom. Ensomheden forsvandt og blev i et eller andet omfang afløst af et vældigt virtuelt fællesskab, som jeg værdsætter meget højt nu.

177 likes

Likes. Danskerne støtter IKKE Inger StøjbergAf og til rammer man plet, og det er fedt! Der går liv og kræfter med at skrive, så hvis der er nogle, der kan lide det, jeg skriver, er det jo bare dejligt.

Min post fra i aftes om en bananrepublik, som jeg delte i gruppen  “Danskerne støtter IKKE Støjberg” har indtil videre høstet 177 likes fra Facebook. Det har jeg ikke prøvet før, og det er ret fedt! Så selvom jeg skriver for min egen fornøjelses skyld, fordi jeg har en glæde over at lege med ordene osv., er det alligevel skønt, at 177 mennesker har trykket på like-knappen! Tak for det. Altså er min stil også noget værd; altså er jeg på rette vej. Det er godt at vide.

Opdatering 2021-05-02, 18:04:04

211 likes… det er da helt okay.

/i , /af ,

Ankers nytårstale

Scenen er 1973

Jeg tror, vi bliver fattigere den dag, vi ikke mere oprøres over, at mennesker lider nød. En årvågen verdensopinion, der lever med i begivenhederne, og som kan skabe grundlag for en international moral- og retsopfattelse, er et af de vigtigste elementer i håbet om en bedre fremtid. Den dag, vi bliver kolde, slukkes håbet.

Anker Jørgensens (S) første nytårstale som statsminister 1/1 1973.

For mange år siden…

For mange år siden – faktisk stort set for 50 år siden efter lidt hurtig hovedregning – havde vi en socialdemokrat i førersædet, som var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og hvad det ville sige, at have et internationalt udsyn. Hans navn var Anker Jørgensen, og han kom til at gå forud for socialdemokrater, der hellere ville ligne venstrefolk eller sågar folk fra Dansk Folkeparti.

Anker Jørgensen var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og at stamme fra et reelt arbejderparti. Han var klar over, at der var bud efter mennesker, der forstod, hvad “empati” betød. Det forstår socialdemokrater med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i spidsen ikke længere. Lovgivningen er ikke “uretfærdig”, jf. salig Alf Ross, men vi har lov at standse op og spørge, om vi synes, det, der sker, er rimeligt? Og det synes vi ganske enkelt ikke!

Mit eget standpunkt

Det er ikke fordi, jeg nogensinde selv har stemt socialdemokratisk, men jeg har altid haft en forståelse for “deep down”! Jeg har altid haft en forståelse for de mennesker, der i virkeligheden ikke har en eneste chance. En periode var det børn af kontanthjælpsmodtagere og nu er er det altså de mennesker, der er på vej i udrejsecentre, fordi Danmark ikke har en udleveringsaftale med diktatoren Bashar al-Assad i Syrien.

Det kan ikke være sandt! Vi må kunne gøre noget. Jeg har ikke mulighed for at gå til demonstrationer – jeg må nøjes med det skrevne ord. Men det bør også have kraft!

/i /af

“Hjem” til Syrien?

Syrien: indpas i mit hjerte

Hvem har ret til at være i Danmark?

Lige i øjeblikket raser debatten om de 19 børn og 6 mødre i de to flygtningelejre al-Hol og al-Roj; men der er også en anden debat, der raser, og som får næring og udbredelse via det fantastiske internet, fordi især forfatteren AnneLise Marstrand-Jørgensen (hende med ‘Margrete 1‘) gør en kæmpe indsats:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har travlt med at fortælle herboende syrere med midlertidig opholdstilladelse, at de skal ‘hjem’ til Syrien. Ja det vil sige, det skal de alligevel ikke helt, for den danske regering samarbejder ikke med Assad-styret, og derfor skal disse mennesker til et såkaldt udrejsecenter, hvor de kan rådne op i årevis i stedet for at bidrage til vores samfund.

Danmark vurderer, som det eneste land i verden, at Syrien nu er et sikkert land. Ja det gør vi så alligevel ikke helt, for den danske ambassade i Damaskus er lukket, da det er for farligt for Udenrigsministeriets medarbejdere at være der.

Udlændinge- og Integrationsministeriets departement og Hjemrejsestyrelsen administrerer naturligvis bare gældende lovgivning. Andet kan de ikke gøre, så der skal andre initiativer til, hvis man vil vise, man er uenig. Ministeriet har fx denne artikel om, at Syrien er det land, flest rejser ‘hjem’ til. Det drejer sig nu kun om 137 mennesker i hele 2020, men det er en stigning i forhold til 2019, hvor 100 rejste tilbage.

Man kan spørge, hvad der definerer et ‘hjem’? Er et hjem ikke det sted, man bor, vokser op, arbejder og uddanner sig? Det er lige netop det, der kendetegner disse mennesker. Vi beholder de kriminelle idioter og udsender mennesker, der har gennemgået en succesfuld integration. Det giver ingen mening.

“Hjem” til Syrien?

Sådan ser der ud på Kærshovedgård

En række debatører mener, at Danmark ikke kan redde hele verden og at fx syrerne skal ‘hjem’ og bidrage til genopbygning af landet.

Den debat er forfejlet, for der er ingen, der taler om ‘hele verden’ og der er ingen, der med sindsro kan gennemtvinge en fysisk, faktisk repatriering. Det gør UIM heller ikke; og derfor sender man disse mennesker til fx Kærshovedgård, der er et udrejsecenter.

Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark

Hvis du vil vise din sympati for syrerne og din foragt for Assad-regimet, og samtidig bidrage til, at sagen tages op i Folketinget, kan du underskrive dette borgerforslag. Folketinget har pligt til at behandle forslaget (en helt fantastisk ordning, der er et demokrati værdigt!), når der er 50.000 underskrifter. Lige nu er der 27.200 underskrifter.

Bak gerne op og del gerne.

 

 

 

/i /af

Femølejr 50 år siden

Femølejr 50 år siden

Da alle handlinger var politiske

Det var dengang, det er 50 år siden! Det er slet ikke til at forstå. Jeg tilsluttede mig Lesbiske Bevægelse i 1981, da det stod klart, hvordan det nu var fat med mig.

Seniorforsker og forfatter Pernille Ibsen har her til aften (torsdag den 18. marts 2021) holdt et fremragende foredrag på Teams (En Microsoft-tjeneeste). Jeg fandt det ved at logge ind på Folkeuniversitetet i Aarhus Livestream. Der kan man helt gratis tilmelde sig en masse spændende foredrag. Kig ind. Der er virkelig meget spændende stof! Og det kan være gratis, men man kan også spytte lidt i kaffekassen, hvis man har mulighed for det. Jeg har fx fundet ud af, at min tidligere studiekammerat Rikke Frank Jørgensen, nu seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, live streamer om ‘Tech-giganterne, ytringsfriheden og privatlivet’ den 15. april. Rikke er garanteret værd at høre, så jeg har straks meldt mig til!

Mærkeligt med nutidens briller

Det er mærkeligt at skulle forstå, at det er hele 50 år siden, de første kvinder forsamlede sig i 1971 på Femø, og handlede ud fra mantraerne ‘Alle handlinger er politiske’ og ‘Hvad skal vi med mændene?’. De besatte husene i Aabenraa 26, 28 mv. og Pernille Ibsen fik på den måde syv mødre. Husene var nærmest slum-huse i det centrale København. Men de var besatte.

Hvordan lever man med syv mødre? Men måske er syv bedre end en, der var lidt af et skvat som min egen mor? Jeg spørger bare. Læs mere