/i , /af ,

Ankers nytårstale

Scenen er 1973

Jeg tror, vi bliver fattigere den dag, vi ikke mere oprøres over, at mennesker lider nød. En årvågen verdensopinion, der lever med i begivenhederne, og som kan skabe grundlag for en international moral- og retsopfattelse, er et af de vigtigste elementer i håbet om en bedre fremtid. Den dag, vi bliver kolde, slukkes håbet.

Anker Jørgensens (S) første nytårstale som statsminister 1/1 1973.

For mange år siden…

For mange år siden – faktisk stort set for 50 år siden efter lidt hurtig hovedregning – havde vi en socialdemokrat i førersædet, som var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og hvad det ville sige, at have et internationalt udsyn. Hans navn var Anker Jørgensen, og han kom til at gå forud for socialdemokrater, der hellere ville ligne venstrefolk eller sågar folk fra Dansk Folkeparti.

Anker Jørgensen var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og at stamme fra et reelt arbejderparti. Han var klar over, at der var bud efter mennesker, der forstod, hvad “empati” betød. Det forstår socialdemokrater med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i spidsen ikke længere. Lovgivningen er ikke “uretfærdig”, jf. salig Alf Ross, men vi har lov at standse op og spørge, om vi synes, det, der sker, er rimeligt? Og det synes vi ganske enkelt ikke!

Mit eget standpunkt

Det er ikke fordi, jeg nogensinde selv har stemt socialdemokratisk, men jeg har altid haft en forståelse for “deep down”! Jeg har altid haft en forståelse for de mennesker, der i virkeligheden ikke har en eneste chance. En periode var det børn af kontanthjælpsmodtagere og nu er er det altså de mennesker, der er på vej i udrejsecentre, fordi Danmark ikke har en udleveringsaftale med diktatoren Bashar al-Assad i Syrien.

Det kan ikke være sandt! Vi må kunne gøre noget. Jeg har ikke mulighed for at gå til demonstrationer – jeg må nøjes med det skrevne ord. Men det bør også have kraft!

/i /af

“Hjem” til Syrien?

Syrien: indpas i mit hjerte

Hvem har ret til at være i Danmark?

Lige i øjeblikket raser debatten om de 19 børn og 6 mødre i de to flygtningelejre al-Hol og al-Roj; men der er også en anden debat, der raser, og som får næring og udbredelse via det fantastiske internet, fordi især forfatteren AnneLise Marstrand-Jørgensen (hende med ‘Margrete 1‘) gør en kæmpe indsats:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har travlt med at fortælle herboende syrere med midlertidig opholdstilladelse, at de skal ‘hjem’ til Syrien. Ja det vil sige, det skal de alligevel ikke helt, for den danske regering samarbejder ikke med Assad-styret, og derfor skal disse mennesker til et såkaldt udrejsecenter, hvor de kan rådne op i årevis i stedet for at bidrage til vores samfund.

Danmark vurderer, som det eneste land i verden, at Syrien nu er et sikkert land. Ja det gør vi så alligevel ikke helt, for den danske ambassade i Damaskus er lukket, da det er for farligt for Udenrigsministeriets medarbejdere at være der.

Udlændinge- og Integrationsministeriets departement og Hjemrejsestyrelsen administrerer naturligvis bare gældende lovgivning. Andet kan de ikke gøre, så der skal andre initiativer til, hvis man vil vise, man er uenig. Ministeriet har fx denne artikel om, at Syrien er det land, flest rejser ‘hjem’ til. Det drejer sig nu kun om 137 mennesker i hele 2020, men det er en stigning i forhold til 2019, hvor 100 rejste tilbage.

Man kan spørge, hvad der definerer et ‘hjem’? Er et hjem ikke det sted, man bor, vokser op, arbejder og uddanner sig? Det er lige netop det, der kendetegner disse mennesker. Vi beholder de kriminelle idioter og udsender mennesker, der har gennemgået en succesfuld integration. Det giver ingen mening.

“Hjem” til Syrien?

Sådan ser der ud på Kærshovedgård

En række debatører mener, at Danmark ikke kan redde hele verden og at fx syrerne skal ‘hjem’ og bidrage til genopbygning af landet.

Den debat er forfejlet, for der er ingen, der taler om ‘hele verden’ og der er ingen, der med sindsro kan gennemtvinge en fysisk, faktisk repatriering. Det gør UIM heller ikke; og derfor sender man disse mennesker til fx Kærshovedgård, der er et udrejsecenter.

Forslag til en mere human og solidarisk flygtningepolitik i Danmark

Hvis du vil vise din sympati for syrerne og din foragt for Assad-regimet, og samtidig bidrage til, at sagen tages op i Folketinget, kan du underskrive dette borgerforslag. Folketinget har pligt til at behandle forslaget (en helt fantastisk ordning, der er et demokrati værdigt!), når der er 50.000 underskrifter. Lige nu er der 27.200 underskrifter.

Bak gerne op og del gerne.

 

 

 

/i /af

Femølejr 50 år siden

Femølejr 50 år siden

Da alle handlinger var politiske

Det var dengang, det er 50 år siden! Det er slet ikke til at forstå. Jeg tilsluttede mig Lesbiske Bevægelse i 1981, da det stod klart, hvordan det nu var fat med mig.

Seniorforsker og forfatter Pernille Ibsen har her til aften (torsdag den 18. marts 2021) holdt et fremragende foredrag på Teams (En Microsoft-tjeneeste). Jeg fandt det ved at logge ind på Folkeuniversitetet i Aarhus Livestream. Der kan man helt gratis tilmelde sig en masse spændende foredrag. Kig ind. Der er virkelig meget spændende stof! Og det kan være gratis, men man kan også spytte lidt i kaffekassen, hvis man har mulighed for det. Jeg har fx fundet ud af, at min tidligere studiekammerat Rikke Frank Jørgensen, nu seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, live streamer om ‘Tech-giganterne, ytringsfriheden og privatlivet’ den 15. april. Rikke er garanteret værd at høre, så jeg har straks meldt mig til!

Mærkeligt med nutidens briller

Det er mærkeligt at skulle forstå, at det er hele 50 år siden, de første kvinder forsamlede sig i 1971 på Femø, og handlede ud fra mantraerne ‘Alle handlinger er politiske’ og ‘Hvad skal vi med mændene?’. De besatte husene i Aabenraa 26, 28 mv. og Pernille Ibsen fik på den måde syv mødre. Husene var nærmest slum-huse i det centrale København. Men de var besatte.

Hvordan lever man med syv mødre? Men måske er syv bedre end en, der var lidt af et skvat som min egen mor? Jeg spørger bare. Læs mere

/4 Kommentarer/i /af

Søren og Mette

Et læsebogssystem i forrige årtusinde

Da jeg var barn og startede i skole i forrige årtusinde, nærmere bestemt i 1970 i Vestjylland, hed læsebogssystemet ‘Søren og Mette’, og det var vist ganske udmærket. Jeg lærte da i hvert fald at læse.

Nutidens Søren og Mette er Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, og Mette Frederiksen, statsministeren. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg har stor respekt for Mette Frederiksen. Det er der mange, der ikke har.

Der er mange, der mener, at hun samler magten hos sig selv og ikke i tilstrækkelig grad inddrager regering og Folketing i beslutningerne. Det skulle være særlig tydeligt i forbindelse med alle beslutningerne i relation til coronapandemien.

Jørgen Grønnegård-rapporten

Der er kommet en omfattende rapport fra Jørgen Grønnegård-gruppen. Ekspertgruppen konkluderer, at statsministeren i foråret under den første coronabølge ‘skubbede myndighederne foran sig’ i forbindelse med den første nedlukning af Danmark. Hun sagde på et pressemøde den 11. marts 2020, at nedlukningen skete på baggrund af myndighedernes anbefaling. Det var åbenbart bare ikke sandt – beslutningen var hendes/regeringens egen. Det kan man læse i denne udmærkede opsummering fra Altinget fra forleden dag.

Der skulle åbenbart have været et betydeligt misforhold mellem Søren og Mette forud for det pressemøde. På dagens (altså mandag den 1. februar) pressemøde spurgte en af boulevardpressens journalister til dette misforhold. Søren Brostrøm replicerede klogeligt nok tre gange, at det havde han ikke behov for at kommentere. Så sev det vel ind!

Politisk semantik

I dagens Point of View International skriver Kjeld Smidt i denne gode artikel, at Mette Frederiksen netop ikke sagde ‘sundhedsmyndighederne’ men ‘myndighederne’, hvorved hun skulle have bundet Søren Brostrøm til masten, og at der bare er tale om almindelig politisk semantik, som man ikke skal lægge noget videre i. ‘Myndighederne’ dækker et langt bredere felt end ‘sundhedsmyndighederne’. Læs artiklen, den er virkelig god!

For meget ‘Søren og Mette’

Mette Frederiksen siger, at hun i foråret ‘hellere ville gøre for meget end for lidt’. Det bakker jeg op om, ligesom jeg i det hele taget bakker om de initiativer, der tages for tiden, selvom det er inderligt ligegyldigt, hvad jeg måtte mene.

Det er selvfølgelig uhyre problematisk, hvis hun træffer beslutningerne ganske egenrådigt, men det synes der heller ikke at være tale om. Der er tale om, at hun har kort tid, og at hun på den korte tid skal træffe meget store beslutninger på baggrund af den rådgivning, hun får.

Uanset hvad så er det, jeg vil frem til, at jeg synes, der er gået alt, alt for meget personfnidder i dette her. Den situation Danmark – og resten af verden – befinder sig i er for vigtig til det. Der er andet at tage sig til end at drøfte Søren og Mette som enkeltpersoner, men det er sådan, det bliver stillet op, og så har boulevardpressen (og DF og Nye Borgerlige) også noget at skrive om.

Postscriptum

Hvis nu denne magtkamp mellem Søren og Mette interesserer dig, er der også her en interessant artikel på DRs hjemmeside.