Femølejr 50 år siden

Femølejr 50 år siden

Da alle handlinger var politiske

Det var dengang, det er 50 år siden! Det er slet ikke til at forstå. Jeg tilsluttede mig Lesbiske Bevægelse i 1981, da det stod klart, hvordan det nu var fat med mig.

Seniorforsker og forfatter Pernille Ibsen har her til aften (torsdag den 18. marts 2021) holdt et fremragende foredrag på Teams (En Microsoft-tjeneeste). Jeg fandt det ved at logge ind på Folkeuniversitetet i Aarhus Livestream. Der kan man helt gratis tilmelde sig en masse spændende foredrag. Kig ind. Der er virkelig meget spændende stof! Og det kan være gratis, men man kan også spytte lidt i kaffekassen, hvis man har mulighed for det. Jeg har fx fundet ud af, at min tidligere studiekammerat Rikke Frank Jørgensen, nu seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, live streamer om ‘Tech-giganterne, ytringsfriheden og privatlivet’ den 15. april. Rikke er garanteret værd at høre, så jeg har straks meldt mig til!

Mærkeligt med nutidens briller

Det er mærkeligt at skulle forstå, at det er hele 50 år siden, de første kvinder forsamlede sig i 1971 på Femø, og handlede ud fra mantraerne ‘Alle handlinger er politiske’ og ‘Hvad skal vi med mændene?’. De besatte husene i Aabenraa 26, 28 mv. og Pernille Ibsen fik på den måde syv mødre. Husene var nærmest slum-huse i det centrale København. Men de var besatte.

Hvordan lever man med syv mødre? Men måske er syv bedre end en, der var lidt af et skvat som min egen mor? Jeg spørger bare.

Kvinderne ville noget! De ville leve selvstændige liv! I efteråret 1971 kom de tilbage fra Femø og ville noget mere og noget andet. Efter at have gravet lokummer en hel sommer, vidste de, at de kunne og ville. Bevægelserne (både Kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse) havde indledningsvist en overvægt af københavnerkvinder, men det blev der, jf. foredraget, hurtigt lavet om på. Der skete også rigtig meget i Aarhus, som skulle medinddrages.

I løbet af ingen tid etableredes bevægelser, som både var bevægelser for kvinder, men som også var politiske bevægelser. Der opstod adskillige fraktioner under kommunisterne og venstresocialisterne. Man skulle ikke være ret uenig, før man dannede en ny fraktion. Sådan husker jeg også mine første uendeligt lange stemmesedler.

Fra F48 til LB

F48 betyder ‘Forbundet af 1948’, som det hed, da jeg blev lesbisk, og sluttede mig til LB i 1981, som betød ‘Lesbisk bevægelse’. Det er så 40 år siden, og det er mange år siden, jeg har har følt mig hjemme der. Men det betyder ikke, at stedet ikke har sin berettigelse, for det har det!