/10 Kommentarer/i /af

Offentlighedslovens § 13

Da Psykiatrifonden skrev deres slutrapport, som var stilet til rehabiliteringsteamet, anbefalede de blandt andet, at der blev bevilget nogle mentortimer, så min fastholdelse på arbejdsmarkedet kunne blive så slagfast som muligt. Jeg har ønsket at mentortimerne skulle ligge hos Psykiatrifonden, så jeg ikke skulle starte forfra med at få tillid til nogen eller lære nogen op i min turbulente historie.

Den slags er udenfor rehabiliteringsteamets kompetence, så det var en sag for min fleksjobrådgiver. Han kom på ultimo maj, hvor Jobcenterets arbejde var afsluttet. Jeg har løbende spurgt til status, og hvorpå sagen beroede. Det har jeg ikke fået så meget ud af, udover at han på et tidspunkt svarede, at hans drøftelser med Psykiatrifonden var mundtlige, så derfor kunne jeg ikke få indsigt i dem.

Jeg blev kandidat den 6. januar 1990 og har stort set aldrig brugt den uddannelse, men lidt kan jeg da huske, nemlig fx at offentlige myndigheder har notatpligt om en sags faktiske indhold eller de omstændigheder, der vil danne baggrund for en afgørelse, myndigheden skal træffe. Så jeg skrev så høfligt og pænt, jeg overhovedet kunne, og citerede offentlighedslovens § 13 *. Det var en søndag.

Mandag formiddag var der en bevilling af mentortimer frem til årsskiftet. To timer pr. måned, og det er rigtig fint og tilfredsstillende.

Jeg gik og “grinede lidt i skægget”.

Offentlighedslovens § 13

13. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en myndighed m.v., skal den pågældende myndighed m.v., når den mundtligt eller på anden måde bliver bekendt med oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse, snarest muligt gøre notat om indholdet af oplysningerne eller vurderingerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne eller vurderingerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Stk. 2. En myndighed m.v. skal i sager, hvor der vil blive truffet en afgørelse, endvidere snarest muligt tage notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt, der ikke i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Stk. 3. Notatpligten efter stk. 1 og 2 gælder ikke i forbindelse med behandlingen af sager inden for strafferetsplejen.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Uhyrligheder

Hver morgen vågner jeg op til nye politiske uhyrligheder på alle de områder, jeg synes er vigtige, for at vi kan kalde os for et samfund, hvilket jo altså er synonymt med fællesskab.

Eric skrev den 28. maj:

Det er ved at være så vanvittigt, at jeg nok stadig observerer, men ligesom lukker af så vanviddet ikke smitter. Vi kan heldigvis skabe en fornuftens osteklokke i vores eget liv.

Jeg kunne også finde på at gemme mig i osteklokken, og alligevel kan jeg ikke lade være at følge med i, hvad der foregår:

De største uhyrligheder findes i asylpolitikken senest med hastebehandlingen af lovforslaget om, at børn på otte (!) år skal bedømmes på deres integrationspotentiale (eller hvad det nu hed – meningen er klar nok) for at kunne blive familiesammenført med en herboende forælder. Hvordan i alverden foretager man den vurdering af et barn? Selve behandlingen af lovforslaget skete på tre dage. Jeg betegner det som lovsjusk og undergravning af demokratiet, da fx interesseorganisationer ikke kan nå at afgive høringssvar på den korte tid.

Og så var der integrationsministerens annoncer i syriske og libanesiske aviser, hvor formålet var at skræmme folk fra at søge asyl i Danmark – og det har sandelig virket. Hertil kommer, at ministeren nu vil gøre tålt ophold lig med utåleligt ophold – det skal nok lykkes hende.

Og glem ikke at udlændinge ikke længere har den grundlovssikrede ret til at blive stillet for en dommer indenfor 72 timer.

Endelig er der selvfølgelig Lovforslag L87 med 12 stramninger = “Smykkeloven”. Danmarks Radio har lavet en fin opsummering af uhyrlighederne her. Egentlig burde jeg ikke starte afsnittet med “endelig”, for det er helt sikkert ikke slut endnu. Ministeren “udfordrer” de internationale konventioner Danmark har tilslutte sig, og går Den Europæiske Union hende imod på én lov, ændrer hun da bare i en anden lov. Hun vil have sin vilje, og hun kan være sikker på støtte fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Som et aber dabei kan man undre sig over, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet er slået sammen. Hvordan kan man under én hat være eksperter på både udlændinge og boliger? Hvad har disse sagsområder med hinanden at gøre.

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, og derfor har regeringen opfundet det moderne kontanthjælpsloft, der træder i kraft den 1. august i år. Dansk Folkeparti forsvarer sit løftebrud med, at der jo ikke skæres i selve kontanthjælpssatsen men i de tilgrænsende ydelser, der oftest består af boligstøtte og støtte til finansiering af særlig høje boligudgifter jfr. lov om aktiv socialpolitik § 34, hvis stk. 1 lyder sådan: “Personer, der opfylder betingelserne i § 11, og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan særskilt eller i forbindelse med udbetaling af hjælp efter § 25 få en særlig støtte.” Organisationerne – endda KL – betonede i deres høringssvar, at kontanthjælpsloftet i særlig grad ville ramme de allersvageste i vores samfund og deres børn. I værste fald vil folk ende på gaden.

Jeg bliver altid så vred, når jeg hører termen “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Jeg har lige selv været uden for arbejdsmarkedet i et par år. Og det var altså ikke, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde! Jeg delte bare skæbne med flertallet af kontanthjælpsmodtagere; jeg var hundesyg. Enhedslisten plejer at svare, at man ikke bliver rask af at arbejde. Og er der hovedet et arbejde at få for de mest syge? Dagens arbejdsmarked kræver, at man er “robust” – det nye modeord i jobannoncerne.

Gårsdagens uhyrlighed var: Regeringen, DF og S vil lave loft over gratis uddannelser.
For at dække udgifter til dagpengesystemet skal det være delvist selvfinansieret, hvis man vil tage flere uddannelser på samme niveau. Det virker som om, det altid er de svageste, der skal finansiere hinanden, mens de rigeste også skal finansieres af de svageste. Der er altid råd til skattelettelser for de rigeste, og dette er Liberal Alliances ypperste mål. Besparelsen ved uddannelserne må bare anses for minimal, da en opgørelse har vist, at der i 2014 kun var 2.500, der tog sig en ekstra uddannelse.

Afskaffelsen af PSO-afgiften bevirker, at der ikke længere er råd til at bygge nye vindmøller. Klimaministeren mener godt nok, at Danmark stadig skal være i front med hensyn til den grønne omstilling, men det er åbenbart ikke qua vindmøllerne, der er en torn i øjet på regeringen. Et svar fra Klima- og Energiministeriet til Folketinget viser, at støtten til de kystnære møller – betalt af virksomhederne og borgerne over elregningen med PSO-afgiften – kan stige dramatisk, i forhold til hvad man kunne have forventet. Dermed bliver den grønne omstilling for dyr, mener ministeren. Vindmølleindustrien svarer, at så kan ministeren lige så godt nedlægge energiaftalen, der stammer fra den forrige regering (2012), og som Politiken beskriver i store træk her. Den grønne omstilling er kort sagt ikke regeringens kop te.

Hvis vi vil have et bæredygtigt landbrug med alt hvad det betyder for reduktion af CO2-udledning, bedre forhold for dyrene, reduktion af kvælstoffer i vandløb, mindre gødning på markerne osv. skal der forskes i økologi, og forskningsresultaterne skal omdannes fra rapporter til virkelighed. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har afsat 20 millioner til forskning og udvikling af økologisk landbrug. Det er kun en tredjedel af de penge, der er nødvendig for at opretholde det nuværende niveau.

Indlægget kunne være meget længere, for der er langt flere uhyrligheder i spil for tiden; jeg har bare udvalgt dem, der lige randt mig i hu. Og i øvrigt er det for varmt…

God weekend.

/21 Kommentarer/i /af

Folkeafstemning

Jeg er træt af at høre om Europol og 72.000 årlige opslag i deres database.

Nu er det (næsten) nu, altså at vi skal til stemme for eller i mod “omdannelsen” af Den Europæiske Union-retsforbeholdet. Der står “omdannelse” på valgkortet, men der kunne ligeså godt have stået “afskaffelse”.

Som tidligere skrevet, ved jeg virkelig hverken ud eller ind, men jo mere jeg har lyttet og læst, jo mere er jeg blevet overbevist om, at et rungende NEJ er det, der ligger mig mest på sinde. Jeg har såmænd set alle udgaver af “Ask og partierne” på DR1 hver aften efter den sene TV-Avis. Ja-siden siger, at hvis man er i tvivl, skal man stemme ja. Nej-siden siger det samme. Hvad skal man tro? Når begge sider argumenterer ud fra, om man er i tvivl, må det betyde, at dette er meget kompliceret.

I går var der en ny måling, nemlig om befolkningens tillid til politikerne. Den kunne ligge på et meget lille sted, og det skulle i følge det oplyste give nej-siden lidt ekstra vind i sejlene. Dagens måling viser da også et flertal til nej-siden. Det ville glæde mig, om der for en gangs skyld var et flertal, der var enigt med mig. Jeg har heller ikke tillid til politikerne. De burde kunne oplyse om deres ord er juridisk bindende eller alene er politiske tilkendegivelser. Kan vi tro på udsagn som “til solen brænder ud”, der kom fra statsministeren som svar på spørgsmålet om asylpolitikken og om hvorvidt en tilslutning hertil ville udløse en ny folkeafstemning.

Begge sider har ført skræmmekampagner; alskens ulykker vil regne ned over os både hvis vi stemmer ja, og hvis vi stemmer nej. Sandheden er vel, at ingen aner, hvad der vil ske ved hverken ja eller nej. Jeg sad og så DF med Ask Rostrup, og for en gangs skyld var jeg enig med Kristian Thulesen Dahl i alt, hvad han sagde – men han holdt også mund om flygtninge- og indvandrerpolitik. Hvorfor skulle Danmark nu ikke kunne opnå en parallelaftale mht. Europol? Alle ja-partierne får det til at ligne en afstemning for eller imod Europol. Sandheden er, at alle – uanset partifarve – ønsker at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, men der er forskellige veje til at nå dette mål. Hertil kommer at det handler om 22 andre retsakter, som ingen rigtig kerer sig om, og ingen ved rigtig, hvor mange retsakter det drejer sig om i fremtiden.

Enhedslisten argumenterer med, at vi med et Ja afgiver suverænitet i et hidtil uset omfang, og lægger beslutningskompetencen langt væk fra danskerne. De siger, at retspolitikken er for vigtig til at lægge i Bruxelles. Lægger vi den ikke i Bruxelles, kræves der 5/6 flertal i folketinget eller en folkeafstemning hver gang der overgives magt = suverænitet. Personligt kan jeg godt lide, at befolkningen skal spørges.

Jeg synes, dette her er hamrende kompliceret, og man bliver ikke så meget klogere af at følge med i diverse oplysende programmer, for i dem alle står politikere, der ikke kan blive enige om, hvad konsekvenserne af hverken et nej eller et ja vil blive – selv ikke på enkle (evt. enkelte) spørgsmål som fx asylområdet. Jeg er træt af politik og føler ikke, at diverse politikere kan retlede mig. Selv hvis der foreligger notater fra diverse embedsmænd, der i sagens natur er neutrale, bliver disse fortolket i et partipolitisk lys, og så er de alligevel ikke forståelige.

Jeg er i tvivl, og derfor stemmer jeg NEJ. Det vil nu ikke hindre mig i at tænde for “Den Europæiske Union 2015 – Demokratiets aften” kl. 20:00 i aften på DR1. Måske kan jeg overbevises om noget andet?

/20 Kommentarer/i /af

Retsforbeholdet

Det handler om mere end hende

Som det vil være enhver bekendt skal vi til folkeafstemning om 3½ uge den 3. december – det handler om det danske retsforbehold. Jeg har i dag prøvet at sætte mig lidt ind i, hvad det egentlig drejer sig om, men jeg synes slet ikke, det er let. Denne hjemmeside er god og oplysende, som den ligger der som en del af Folketingets hjemmeside. For første gang i mit liv ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal stemme. Jeg har prøvet at læse hos de partier, jeg normalt er enig med, men de er indbyrdes uenige, og hvad gør man så?

Ja-partierne får det til at fremstå som et ja eller nej til Europol. Hvem synes da ikke, vi i Europa skal samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet? Cybercrime og menneskehandel skal vi selvfølgelig bekæmpe i fællesskab. Men se bare på Norge og Schweiz de er allerede med i samarbejdet i dag, de deltager bare via en såkaldt parallelaftale. Sådan en kunne Danmark jo også få.

Det handler om andet og mere end Europol nemlig om 22 underliggende retsakter; jeg har nok ikke ledt godt nok, men jeg har ikke lige kunnet finde en liste over, hvad retsakterne helt konkret handler om. I følge Enhedslisten er det om alt fra straffenes længde til konkursboer via sager om fælles forældremyndighed. Har vi en gang afgivet suveræniteten kan vi i følge partiet aldrig få den igen. Opdatering: Hos Socialdemokraterne ligger listen over de 22 retsakter.

Man kunne stemme ja ud fra et ønske om at få landene til at samarbejde om flygtningekrisen, der er den største udfordring siden 2. verdenskrig. Flygtningepolitikken er bare ikke en del af retsforbeholdet, så det er ikke noget argument, alligevel bruger DF en stor del af deres spalteplads flygtningepolitikken til at argumentere for et nej. Jeg forstår det ikke.

Hvis man stemmer nej bliver det måske tolket som en støtte til DF, der vist er det største nej-parti – dem vil jeg nu nødig slås i hartkorn med.

Hold da op hvor er det indviklet. Jeg håber, der kommer nogle ærligt oplysende debatter på TV inden valgdagen, og at det flytter sig væk fra spørgsmålet om ja eller nej til Europol. På selve valgaftenen er jeg desværre til ECT på PCH, så jeg kan ikke rigtig komme til at følge debatten. Det er lidt ærgerligt.

Opdatering 2: Jeg fandt denne lille video med Søren Søndergaard fra EL. Jeg synes, den er god og oplysende.