,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.

 

2 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Jeg så ikke det hele, men det, jeg så, var rystende. Det drejede sig i mindre grad om at løfte bevisbyrden, og mere om at iscenesætte en skueproces, hvor retten og forsvaret blev ført bag lyset. At se den dokumentar var som at miste sin barnetro, og det bliver meget svært for “systemet” at genopbygge tilliden.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja “rystende” er det helt rigtige ord. Den slags må (fandme) ikke ske i en retsstat. Det er den slags, der hører til i diktaturer. Franco, Ceausescu (muligvis korrekt stavet) osv. Det er ikke fordi jeg er jurist, men jeg vil altid opfatte domstolene, som dem der sørger for, at tingene går rigtigt til, men det har de jo ikke en kinamands chance for, når tingene foregår på denne måde. Når vidner og anklagemyndighed er vævet sammen, som det blev vist, så er objektiviteten gået fløjten. Nu har vi set én sag, og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvor mange der er? Er det mon hverdagskost? Jeg er både rystet og forarget.

      PS: Jeg har sendt linket til Eva Smith – spændende om hun svarer.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *