Tag Archive for: DR Dokumentar

/0 Kommentarer/i , /af ,

Alene hjemme på nettet

Alene hjemme på nettet

Ny fremragende DR Dokumentar

Alene hjemme på nettet

I aftes så jeg den nye DR Dokumentar “Alene hjemme på nettet”. Det er 45 minutter om, hvad børn og unge ser på de sociale medier, og som er problematisk, fordi de ikke taler med en voksen om det.

Jeg er rystet over, hvad børn ser i måske mange timer hver dag, og dette er ikke et korstog mod børns smartphones. Det er et korstog mod techgiganter, der – trods gyldne ord og løfter – ikke formår at gøre nettet til et sikkert og trygt sted for børn og unge. Men det er også et opråb til de voksne: Interessér dig for dit barns færden på de moderne legepladser!

Børn ser fx:

  • mennesker, der skyder sig selv i hovedet, og børnene hører lungernes sidste rallen
  • mennesker, der dræber, for dernæst at skære lemmer af offeret og afslutningsvist have sex med den døde
  • mennesker der spiller bowling med døde menneskers hoveder
  • børn, der bliver kørt over af racerbiler
  • osv.

Børn opfordres til at sende billeder af pik og patter. De bruger kræfter på at overveje, om de selv har lagt op til, at “samtalen” tog den drejning. Ergo “Er det min egen skyld?”.

I udsendelsen havde man med børnenes tilladelse lavet sammenklip af det, de havde set. Disse klip blev vist til forældrene, og de fleste var ret rystede over det og prøvede at indlede en samtale om det.

Oplevelserne bliver ikke talt igennem med en voksen

De taler ikke med forældrene om det. Det skyldes, at de er bange for, at deres apps (TikTok, Snapchat, Instagram osv.) så kræves slettet eller telefonen konfiskeres, og den frygt er forståelig, for de sociale medier er stedet børn og unge etablerer, opretholder og udbygger venskaber. Det kan vi ikke lave om på, selvom vi måske mener, de burde gå ud at lege eller læse en bog i stedet. Sådan fungerer verden altså bare ikke i dag, og det må vi vænne os til. TikTok, Snapchat mv. er dagens legepladser.

I dokumentaren fortæller mange børn om PTSD-lignende flashbacks, der forfølger dem flere år efter. Når de ligger og skal sove, ser de stadig de modbydelige billeder på indersiden af øjenlågene. Og oplevelserne består, fordi de aldrig bliver talt igennem – måske mange gange – med en voksen, som barnet har tillid til. Skal man af med grimme oplevelser, skal der sættes ord på, og det skal siges højt. 

Hvis børnene taler med nogen om deres oplevelser, sker det typisk med andre børn, der har set det samme. Men børn har jo ikke det samme udsyn og den samme forståelse, som en voksen skal have. Voksne skal levere tryghed. Og de skal være et sted, børnene altid kan henvende sig med alle former for oplevelser.

Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk var i TV Avisen kl. 7:00. Hun sagde meget klogt: “Vi er vant til som forældre at spørge ‘Hvad har du lært i skolen i dag?’. Det skal udbygges med ‘Hvad har du set på TikTok i dag?’ “. På den måde viser man, at man er til rådighed for samtaler om svære emner.

Techgiganternes ansvar

Techgiganterne tjener formuer på de reklamer, der vises på forskellige sociale medier, men de ønsker ikke at være sig deres eget ansvar bevidst. Og ingen af dem har haft lyst (eller mod?) til at medvirke i DR Dokumentaren eller i TV Avisen.

De skriver nok så troskyldigt til Danmarks Radio, at de sandelig gør meget for, at nettet skal være et trygt og sikkert sted også for børn og unge. Den sang har vi hørt i mange år, men der sker ikke noget. Sociale medier er ikke blevet et bedre sted for børn og unge at færdes. Det er en medvirkende årsag til, at Red Barnet har oprettet SletDet Rådgivningen.

Diverse apps fungerer sådan, at har man set en video, får man mere af det samme. Har man set en voldsvideo, et selvmord osv., så fanges det af algoritmerne, hvorpå barnet/den unge får serveret flere tilsvarende videoer. Det er forklaringen på, at adskillige af de 50 interviewede børn og unge siger “Jeg forstod det ikke, for jeg havde jo aldrig søgt på det”.

Alene hjemme på nettet

Kilde: Red Barnet

Et politisk ansvar

Når techgiganterne ikke selv kan finde ud af det eller gider gøre noget ved det, fordi profitten så reduceres, må lovgiver træde til. Der er ikke andre muligheder. Men det er et led i at hindre børns og unges mistrivsel. Og det siger politikerne jo som oftest, at de gerne vil. Nu får de mulighed for at vise det.

Techgiganterne ved alt om os. De ved helt sikkert også, hvor gamle vi er. Det må være muligt for lovgiver at pålægge techgiganterne at stoppe det modbydelige indhold til mennesker under 18 år.

Indtil da må vi som voksne stille os til rådighed. Jeg hverken har eller kender børn. Men jeg lever i den naive tro, at jeg ville kunne finde ud af at stille spørgsmål til det, barnet ser på sociale medier – for det er ikke videoer med katte eller af kager. For den slags får man ikke flashbacks af!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

At skrive til Danmarks Radio

Gamle mikrofoner fra Danmarks Radio

Det er stort set umuligt

Man skal ikke have behov for at skrive til Danmarks Radio (DR), for de vil åbenbart helst ikke høre fra lyttere og seere!

Jeg har lige (gen)opdaget podcastens lyksaligheder: Danmarks Radio P1 er god taleradio fra dokumentarafdelingen; jeg har bare det “lille” problem, at afsnittene afspilles i omvendt rækkefølge, så en serie på fire starter med nr. fire, hvilket selvsagt ikke er videre praktisk.

Jeg har selvfølgelig forsøgt at betjene mig selv vha. Google og vha Danmarks Radios hjemmeside uden at blive meget klogere. Og så er det vel egentlig meget naturligt at skrive til dem, men det kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Man ledes gennem et spørgeskemahelvede, som jeg ikke består, for dette her handler jo ikke om en specifik udsendelse men er et generelt spørgsmål til noget, der bare ikke fungerer.

Jeg fik en virtuel ven til at vise mig, hvordan man kontakter dem via Facebook, for det er også lidt tricky… så nu har jeg skrevet den kæreste besked til dem.

Kære P1 Jeg er så glad for jeres podcasts, som jeg netop har (gen)opdaget. Jeg har dog det store problem, at de afspilles i omvendt rækkefølge. Jeg lytter p.t. til dokumentarerne. Mit udstyr er en iPhone 7 fuldt opdateret. Google giver ingen svar og det gør jeres hjemmesider heller ikke. Mange venlige hilsner Hanne B. Stegemüller

Fortsættelse følger.

/i /af

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?

/2 Kommentarer/i , /af ,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.