Indlæg

At skrive til Danmarks Radio

Gamle mikrofoner fra Danmarks Radio

Det er stort set umuligt

Man skal ikke have behov for at skrive til Danmarks Radio (DR), for de vil åbenbart helst ikke høre fra lyttere og seere!

Jeg har lige (gen)opdaget podcastens lyksaligheder: Danmarks Radio P1 er god taleradio fra dokumentarafdelingen; jeg har bare det “lille” problem, at afsnittene afspilles i omvendt rækkefølge, så en serie på fire starter med nr. fire, hvilket selvsagt ikke er videre praktisk.

Jeg har selvfølgelig forsøgt at betjene mig selv vha. Google og vha Danmarks Radios hjemmeside uden at blive meget klogere. Og så er det vel egentlig meget naturligt at skrive til dem, men det kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Man ledes gennem et spørgeskemahelvede, som jeg ikke består, for dette her handler jo ikke om en specifik udsendelse men er et generelt spørgsmål til noget, der bare ikke fungerer.

Jeg fik en virtuel ven til at vise mig, hvordan man kontakter dem via Facebook, for det er også lidt tricky… så nu har jeg skrevet den kæreste besked til dem.

Kære P1 Jeg er så glad for jeres podcasts, som jeg netop har (gen)opdaget. Jeg har dog det store problem, at de afspilles i omvendt rækkefølge. Jeg lytter p.t. til dokumentarerne. Mit udstyr er en iPhone 7 fuldt opdateret. Google giver ingen svar og det gør jeres hjemmesider heller ikke. Mange venlige hilsner Hanne B. Stegemüller

Fortsættelse følger.

,

Medieforliget

Rundbarberet

Så lykkedes det Dansk Folkeparti at smadre DR. Der skal spares 20 pct. på DR.  Der er ikke tale om kulturpolitik, al den stund at kulturministeren ikke sad med ved bordet. Der er tale om værdipolitik! Og her er det farligt at give stafetten til DF.

Jeg er meget bekymret for det fremtidige mediebillede. Det fremgår godt nok af forliget, at DR Drama og DR Dokumentar friholdes. Men hvor længe? Jeg vil gerne se Broen, Rejseholdet, Indefra med Anders Agger, lytte til Orientering på P1 og andet akademisk snobberi i den boldgade.

Opsamling

Dagbladet Information har samlet alle de mest væsentlige artikler om forliget her. Desværre er temmelig mange af artiklerne omkranset af en betalingsmur, men journalisterne skal jo have penge for deres arbejde. Det er rimeligt nok.

Det er endnu ikke gået op for mig, hvorfor det skulle være så forjættende at omlægge licensen til skattebilletten. Er der tale om endnu en udgift/afgift, der vender den tunge ende nedad?

Nu skal politikerne bestemme, hvad der skal vises på TV. Armslængdeprincippet er afskaffet, men på politikernes nåde, kan DR søge støtte til »konkrete og præcist afgrænsede projekter«. Det er et nyt nævn, der afgør sagerne. Gad vide hvem de guides af?

Hvilken morskab er der ved at flytte Radio 24/7 vest for Storebælt? Hvorfor er alt vest for Storebælt godt? Det svarer til den statslige udflytningsplan.

Tilbage står et medieforlig, hvoraf væsentlige bestanddele som mediestøttens og public service-puljens detaljer først skal færdiggøres i efteråret 2019. Altså efter det næste folketingsvalg. Et medieforlig, der desværre også er et målbart resultat af en kombination af et københavneropgør og en DF-hævnaktion, som blev partiets trumf, da forligskredsen snævrede ind. Kilde Information.

 

Socialdemokraterne i et spil, de ikke kan vinde

I sidste uge meddelte oppositionen, at den ikke kunne nikke anerkendende til Mette Bocks ultimatum for at fortsætte forhandlingerne. Og dermed er magten over medieforhandlingerne spillet DF i hænde. Således indskriver kampen om fremtidens public service sig som endnu en visnet kulturpolitisk gren hos Socialdemokratiet.

Det er sofahyggen og Lademanns leksikon og citronmånerne, der nu skal styre Public Service.

Jeg er reelt bekymret. Jeg kan godt lide DR, og jeg betaler min licens (og skat) med glæde. DR sender en masse ting, jeg ikke gider se: Dans en dans, Bag en kage, og det der med Blackmann, som jeg ikke lige kan huske, men det jeg så ser og hører, har en høj kvalitet båret af armslængdeprincippet og dedikerede medarbejdere med journalistisk frihed. Den slags er dømt til at gå fløjten nu!

Trist.

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?