Ny fremragende DR Dokumentar

Alene hjemme på nettet

I aftes så jeg den nye DR Dokumentar “Alene hjemme på nettet”. Det er 45 minutter om, hvad børn og unge ser på de sociale medier, og som er problematisk, fordi de ikke taler med en voksen om det.

Jeg er rystet over, hvad børn ser i måske mange timer hver dag, og dette er ikke et korstog mod børns smartphones. Det er et korstog mod techgiganter, der – trods gyldne ord og løfter – ikke formår at gøre nettet til et sikkert og trygt sted for børn og unge. Men det er også et opråb til de voksne: Interessér dig for dit barns færden på de moderne legepladser!

Børn ser fx:

• mennesker, der skyder sig selv i hovedet, og børnene hører lungernes sidste rallen
• mennesker, der dræber, for dernæst at skære lemmer af offeret og afslutningsvist have sex med den døde
• mennesker der spiller bowling med døde menneskers hoveder
• børn, der bliver kørt over af racerbiler
• osv.

Børn opfordres til at sende billeder af pik og patter. De bruger kræfter på at overveje, om de selv har lagt op til, at “samtalen” tog den drejning. Ergo “Er det min egen skyld?”.

I udsendelsen havde man med børnenes tilladelse lavet sammenklip af det, de havde set. Disse klip blev vist til forældrene, og de fleste var ret rystede over det og prøvede at indlede en samtale om det.

Oplevelserne bliver ikke talt igennem med en voksen

De taler ikke med forældrene om det. Det skyldes, at de er bange for, at deres apps (TikTok, Snapchat, Instagram osv.) så kræves slettet eller telefonen konfiskeres, og den frygt er forståelig, for de sociale medier er stedet børn og unge etablerer, opretholder og udbygger venskaber. Det kan vi ikke lave om på, selvom vi måske mener, de burde gå ud at lege eller læse en bog i stedet. Sådan fungerer verden altså bare ikke i dag, og det må vi vænne os til. TikTok, Snapchat mv. er dagens legepladser.

I dokumentaren fortæller mange børn om PTSD-lignende flashbacks, der forfølger dem flere år efter. Når de ligger og skal sove, ser de stadig de modbydelige billeder på indersiden af øjenlågene. Og oplevelserne består, fordi de aldrig bliver talt igennem – måske mange gange – med en voksen, som barnet har tillid til. Skal man af med grimme oplevelser, skal der sættes ord på, og det skal siges højt. 

Hvis børnene taler med nogen om deres oplevelser, sker det typisk med andre børn, der har set det samme. Men børn har jo ikke det samme udsyn og den samme forståelse, som en voksen skal have. Voksne skal levere tryghed. Og de skal være et sted, børnene altid kan henvende sig med alle former for oplevelser.

Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk var i TV Avisen kl. 7:00. Hun sagde meget klogt: “Vi er vant til som forældre at spørge ‘Hvad har du lært i skolen i dag?’. Det skal udbygges med ‘Hvad har du set på TikTok i dag?’ “. På den måde viser man, at man er til rådighed for samtaler om svære emner.

Techgiganternes ansvar

Techgiganterne tjener formuer på de reklamer, der vises på forskellige sociale medier, men de ønsker ikke at være sig deres eget ansvar bevidst. Og ingen af dem har haft lyst (eller mod?) til at medvirke i DR Dokumentaren eller i TV Avisen.

De skriver nok så troskyldigt til Danmarks Radio, at de sandelig gør meget for, at nettet skal være et trygt og sikkert sted også for børn og unge. Den sang har vi hørt i mange år, men der sker ikke noget. Sociale medier er ikke blevet et bedre sted for børn og unge at færdes. Det er en medvirkende årsag til, at Red Barnet har oprettet SletDet Rådgivningen.

Diverse apps fungerer sådan, at har man set en video, får man mere af det samme. Har man set en voldsvideo, et selvmord osv., så fanges det af algoritmerne, hvorpå barnet/den unge får serveret flere tilsvarende videoer. Det er forklaringen på, at adskillige af de 50 interviewede børn og unge siger “Jeg forstod det ikke, for jeg havde jo aldrig søgt på det”.

Et politisk ansvar

Når techgiganterne ikke selv kan finde ud af det eller gider gøre noget ved det, fordi profitten så reduceres, må lovgiver træde til. Der er ikke andre muligheder. Men det er et led i at hindre børns og unges mistrivsel. Og det siger politikerne jo som oftest, at de gerne vil. Nu får de mulighed for at vise det.

Techgiganterne ved alt om os. De ved helt sikkert også, hvor gamle vi er. Det må være muligt for lovgiver at pålægge techgiganterne at stoppe det modbydelige indhold til mennesker under 18 år.

Indtil da må vi som voksne stille os til rådighed. Jeg hverken har eller kender børn. Men jeg lever i den naive tro, at jeg ville kunne finde ud af at stille spørgsmål til det, barnet ser på sociale medier – for det er ikke videoer med katte eller af kager. For den slags får man ikke flashbacks af!

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.