/2 Kommentarer/i , /af ,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.

/i , , /af , ,

Ingers asylcirkus

Kvoteflygtninge

Danmark har for mange år siden indgået en aftale med FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om at modtage 500 kvoteflygtninge pr. år. Kvoteflygtningene er de absolut dårligst stillede flygtninge fx meget gamle mennesker, mennesker med alvorlige sygdomme, enlige kvinder, børn uden forældre mv. Danmark har siden 1978 taget imod 500 sådanne kvoteflygtninge om året.

I 2016 tog vi kun ni af disse flygtninge, hvorefter ministeren dekreterede at aftalen måtte sættes på standby. Derfor er vi 491 bagud fra 2016 og i 2017 er vi af samme grund bagud med 500, da vi slet ikke har modtaget nogen. Det bliver så nok lidt tungt i 2018.

Inger Støjbergs bekymringer

Inger er meget bekymret. Hun mener slet ikke, at Danmark har råd eller overskud til at tage imod disse flygtninge. Især kommunernes kvababbelser bekymrer hende.

Danmark har et ansvar for at hjælpe de mennesker, der er på flugt. Men vi har også et ansvar for, at Danmark hænger sammen økonomisk, socialt og kulturelt, siger hun.

Hun minder om, at der sidste år (2015 red.) ankom 21.000 flygtninge og migranter, hvilket er historisk mange, og stiller Danmark over for en “række væsentlige udfordringer.”

Det gælder ikke mindst i forhold til kommunerne, der er efterladt med en betydelig opgave i forhold til at integrere de mange, der får opholdstilladelse som flygtninge i Danmark og de mange, som bliver familiesammenført hertil.

Kilde: Jyllands-Posten i 2016.

Inger Støjbergs pusterum i 2017 og 2018

Efter at der i 2015 kom utrolig mange spontanflygtninge til landet, synes Inger altså, der er behov for et pusterum i forbindelse med kvoteflygtningene. Pudsigt nok er hun ikke så bekymret for kommunerne længere. De må vel så sejle i deres egen sø.

»Der er kommet mange asylansøgere til Danmark de senere år, og det er en meget, meget stor opgave at få dem integreret. Derfor er det nødvendigt, at vi har et pusterum«, siger hun til Berlingske.

Men Støjberg foreslår i stedet, at det i fremtiden vil være den siddende minister, der årligt tager stilling til, om Danmark skal tage kvoteflygtninge – og hvor mange. Kilde Politiken.

Socialdemokraterne vil gerne bakke op om forslaget, men deres registrerede partner, Dansk Folkeparti, vil formentlig ikke være med. Det skyldes, at de er bekymrede for, hvem der bliver “asylminister”, hvis regeringen ser helt anderledes ud efter næste valg til Folketinget. De er deciderede bange for, at det kan gå hen at blive den radikale Morten Østergaard.

I små sko?

Kan det virkelig være sandt, at vi, som et af de rigeste lande i verden, ikke kan finde plads til de svageste 500 mennesker, der ingen muligheder har, der hvor de kommer fra? Skal det slet ikke ses i lyset af, at flygtningestrømmen er aftaget markant siden 2015? Inger begrunder det med, at der er så mange spontanflygtninge, der ikke er integrerede. Jow tak – men integration nås nu  engang lettest ved at komme ud på arbejdsmarkedet, og hvor mange arbejdsgivere står og byder velkommen ved hoveddøren?

Hun glemmer, at det lige netop er fastslået, at 30 pct. af de herboende flygtninge er i arbejde. Det er selvfølgelig kun en tredjedel, men for alle de penge, der må være blevet tilovers, når der nu kommer færre spontanflygtninge, kunne der vel investeres i bindende aftaler med arbejdsgivere og/eller forskning i, hvordan vi lettest og billigst, får flygtningene ud på arbejdsmarkedet. For en lille månedstid siden blev der offentliggjort en undersøgelse, der viste, at mange mandlige flygtninge rigtig gerne ville være mekanikere og frisører. De mangler bare en arbejdsgiver for at kunne udnytte de kompetencer, de har med sig fra hjemlandet. Og lad nu være med at sige at: “Vi kan ikke leve af at klippe hinanden” – det er princippet i det! Kan vi få ordentligt fat, kan vi tilbyde en arbejdsplads osv, så skal integrationen nok lykkes.

Og så er der lige det med aftalen med UNHCR: Kan Inger bare løbe fra den? Er det ikke sådan, at når vi er med i FN, har vi samtidig bundet os til at deltage i kvotesystemet? Selvfølgelig kan man altid genforhandle en aftale eller opsige den med et passende varsel, men indtil det er sket, er vi da for pokker nødt til at efterleve aftalen. Men det er måske indbefattet at Ingers ofte hørte udsagn: “Vi vil gå til kanten af konventionerne”? Men en aftale er altså ikke det samme som en konvention.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Ingers asylcirkus

Stramning nummer 65

“Den der hvisker lyver”. Sådan lød det ofte i mit barndomshjem, så jeg hviskede ikke, for hvem vil udstilles som løgner? Bortset fra det synes jeg, det er noget nonsens at fyre af.

Inger Støjberg (V) bryder sig heller ikke om løgnere, og det udtrykker hun klart i stramning nummer 65 ud af sikkert ∞.

Flygtninge, der fremover lyver – om eksempelvis deres alder, men som alligevel har ret til asyl, skal straffes, mener udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Venstre-ministeren vil fremover fratage retten til permanent ophold og dermed i sidste ende muligheden for statsborgerskab fra flygtninge, der undervejs i asylbehandlingen har løjet. Kilde: dr.dk.

Stramningen er sendt til høring i går lørdag, og Dansk Folkeparti er selvfølgelig begejstret, om end de naturligvis gerne havde set straffen være endnu hårdere. Socialdemokraterne, der jo snart har indgået registreret partnerskab med DF, er også positive. På den måde er det nærmest en formsag at få det ophøjet til gældende ret.

Ejendommeligt

I artiklen jeg linker til er professor, dr. jur og emerita Eva Smith taget i ed, og hun kalder forslaget for “Ejendommeligt”. Hun er en topkapacitet på området, så når hun siger, det er ejendommeligt, har hun ret!

– Jeg kender ikke nogen anden lovgivning, der siger, hvis du lyver, men det i øvrigt ikke har nogen betydning for sagen, så får det alligevel betydning for sagen, siger juraprofessoren Eva Schmidt til DR Nyheder.

I parentes bemærket har jeg været fascineret af Eva Schmit siden 1986, hvor hun forsvarede sin disputats “Vidnebeviset”. Auditoriet var fyldt til randen, det var enormt interessant og levende. Det samme var bogen. I øvrigt er “Vidnebeviset” den ene ud af de to lærebøger, jeg har gemt.

Men hvad med Inger Støjberg selv?

Hvis man vil være dansker, må man altså ikke lyve. Spørgsmålet er så, hvad vi gør med ministeren selv? Hun har masser af løgne bag sig, men moralkodekset er måske anderledes for ministre?

  • 2009: Støjberg ryddede avisforsiderne da det blev opdaget, at hun slet ikke var uddannet journalist, som der stod i hendes CV.  Faktisk havde hun ikke engang søgt optagelse på uddannelsen.
  • 2016: Det var løgn, at en børnehave i Nordjylland af ren muslimforskrækkelse havde indført forbud mod svinekød – især hamburgerryg.
  • 2017: Ministeren er flere gange i samråd og bliver adskillige gange spiddet af Johanne Schmidt-Nielsen (EL) for alle løgnehistorierne om “barnebrudene”. Ministerens omsorg for de unge piger kunne i virkeligheden ligge på et meget lille sted. Og derudover var problemets omfang vildt overdrevet.

Hvor kan vi mon sende ministeren hen?

God søndag!

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kommunal administration

Førtidspension

Avisen.dk har en meget høj grad af social indignation, så jeg læser altid deres indlæg. Til tider er de lidt for enøjede, men man kan ikke tage fra dem, at de råber højt, når det er berettiget, og det er det ofte.

I dag har de fx et indlæg, hvor de viser, hvor mange borgere i ressourceforløb, der efter forløbets slutning tilkendes førtidspension. I Kolding drejer det sig om 73 pct. I Københavns Kommune er det kun 14 procent af de 235 borgere, der har afsluttet et ressourceforløb, som har fået førtidspension. I Hvidovre Kommune er andelen 33,3 pct. Det får Kirsten Ketscher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet, til at sige, at der må være noget galt. Og det har hun ret i.

Der må være nogen, der kan lære de kommunale sagsbehandlere – og ikke mindst deres chefer – at administrere i overensstemmelse med intentionerne bag lovgivningen, og i overensstemmelse med principafgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse:

Hun (Kirsten Ketscher, red.) mener, at nogle af de sager, hvor borgere går fra ressourceforløb til kontanthjælp kan være i strid med en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen på området. Afgørelsen siger, at kommuner ikke må sætte folk på kontanthjælp, hvis de stadig er syge. I stedet skal der tilbydes et nyt ressourceforløb. Læs mere om afgørelsen her.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min egen sag. Der mente både min utrolig dygtige bisidder og den dygtige og omhyggelige kommunale sagsbehandler, at jeg godt kunne stile efter en førtidspension. Det ville jeg bare ikke. Jeg ville ikke henvises til livsvarig offentlig og passiv forsørgelse. Det er jo bare lidt absurd, at de, der ikke vil have pension, opfordres til det (selvfølgelig kun et fåtal), mens de, der trænger allermest, ikke får muligheden.

Efterskrift 7. august 2017: Et klip fra TV Lorry om emnet.

Lægeerklæringer

Når man får sygedagpenge – normalt 22 uger, der kan forlænges til 69 uger – skal der naturligvis indhentes lægeerklæringer dels fra egen læge, dels fra hospitaler, speciallæger mv. Sagen skal belyses fuldgyldigt; det tjener både borgeren og kommunen bedst.

Avisen.dk har taget fat i endnu en sag. Den handler om Lea, der har været syg i ni år:

I en lægeattest fra Lea Hansens praktiserende læge, som er lavet for omkring to år siden, står der, at hendes “arbejdsevne er varigt og betydelig nedsat i et hvert erhverv”.

Der står også, at hun er færdigudredt, og at det ikke skønnes, at hendes arbejdsevne bliver bedre.

“Det er min lægefaglige anbefaling, at patienten tildeles pension og såfremt dette ikke er muligt, må patienten forsøges via ressourceforløb at blive indpasset i et mikroskopisk flexjob,” står der i lægeattesten, som Avisen.dk har fået tilsendt en kopi af. Kilde: Avisen.dk

Problemet i denne sag er, at Lea efter kommunens opfattelse nu ikke længere er syg men rask nok til det ordinære arbejdsmarked. Hun kan derfor ikke indstilles til hverken fleksjob, pension eller nyt ressourceforløb, som er rehabiliteringsteamets handlemuligheder.

Jeg kommer aldrig til at forstå, at kommunernes lægekonsulenter kan overrule de læger, der har fulgt borgeren i en lang periode. Man render jo ikke sådan rundt og skifter sin egen læge ud. Jeg har haft min læge i 100 år, og hun er sød, dygtig og meget hjælpsom. Hun er jo bare ikke psykiater, så hendes erklæring var lidt tyndbenet. Det hun ved om bipolar affektiv sindslidelse, har hun vel delvist lært af mig 🙂

Speciallægerne må antages at være grundige, fx var jeg hos min speciallæge Pia Glyngdal i 3½ time, og hun var så god til at stille spørgsmål, at jeg syntes, at vi fik det hele med. Erklæringen kunne ikke have været bedre.

Overlægen Melita på Psykiatrisk Center Hvidovre indkaldte mig også til interview, selvom hun kendte mig godt på forhånd. Hun skrev også en god og fyldig erklæring efter et par timers samtale.

Herudover forelå en grundig slutrapport på 14 sider fra Psykiatrifonden, der også kendte mig utrolig godt efter ni måneders samarbejde i noget, de kaldte “afklarings- og udviklingsforløb”. Psykiatrifonden blev rodet ind i det hele på opfordring fra Distriktspsykiatrien, der foreslog kommunen at betale dette forløb, uagtet at det var noget dyrere end mange andre “anden aktør”.

Samlet set er jeg rigtig glad for, at min sag var så velbelyst, og jeg følte mig favnet i min sårbarhed.

Og så tilbage til de kommunale lægekonsulenter: Hvor lang tid bruger de på sagen? Skal vi gætte på maksimum 15 minutter? Og så har de i øvrigt aldrig nogensinde set patienten/borgeren. Hvad er det, der gør, at de kan sidde som små konger og tilsidesætte alt det materiale, der er skrevet af de, der kender patienten? Jeg kommer aldrig til at forstå det. Hvorfor griber Ankestyrelsen ikke ind? Er det ikke jura for første årsprøve, at forvaltningen skal forholde sig adækvat til de dokumenter, der er i sagen? Hvorfor er der ingen, der skrider til handling?

Jeg spørger bare!

Tilføjelse om lægekonsulenternes opgaver:

Det var Psykiatrifonden, der i sin tid gjorde mig opmærksom på DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet). Hos dem finder man altid gode svar på vanskelige spørgsmål, således også her.

DUKH henviser til:

Jeg har plukket to afsnit fra “Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2013-14. SUU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 820”

“Fra 1. juli 2013 har kommunerne således ikke kunnet rekvirere sundhedsfaglig rådgivning fra kommunalt ansatte lægekonsulenter eller eksterne lægekonsulenter i disse sager.”

“Det fremgår af disse regler, at kommunerne selv tilrettelægger, hvordan den sundhedsfaglige rådgivning tilvejebringes. Det er samtidig fastsat, at lægekonsulenten hvor en sådan anvendes ikke kan foretage undersøgelse eller behandling efter sundhedslovgivningen. Lægekonsulenten kan således heller ikke ændre eller stille nye diagnoser, når lægekonsulenten yder sundhedsfaglig rådgivning. Herudover er det fastsat, at lægekonsulentens sundhedsfaglige rådgivning ikke må indeholde rådgivning om, hvilken ydelse borgeren skal tilkendes.”

Nu er reglerne således klokkeklare. Der er ikke behov for underlige fortolkninger eller afvigelser fra hovedreglen. Det betyder ganske enkelt, at kommunerne handler ulovligt!

Herunder findes en skrivelse, der drejer sig om lægekonsulenternes rolle i tiden FØR reformen af fleksjob og førtidspension. Jeg var ikke opmærksom på, at der var nye regler om konsulenterne. Derfor er hele afsnittet nu gennemstreget.

Min gode ven oppe på Mors, fandt dette frem til mig. Når man har læst det, er det klokkeklart, at kommunernes brug af lægekonsulenter er direkte strid med gældende ret, der er udtrykt i: “Skrivelse med orientering om lægekonsulenters rolle i sager om førtidspension”. Skrivelsen ligger på Retsinformation.

Lægekonsulentens rolle

Jeg har klippet det lidt ud i pap ved at fremhæve det centrale indhold med fed. Her er simpelthen ikke noget at tage fejl af eller misforstå. Det er endnu engang jura for første årsprøve.

Lægekonsulenten er en administrativ medarbejder ansat af kommunen, som har til opgave at bistå myndigheden med at klarlægge indholdet af andre lægers udtalelser. Lægeattesterne i sagen skal indeholde de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger, og lægekonsulenten skal således alene forklare betydningen af dokumentationen, om der er sammenhæng i oplysningerne, og om der eventuelt er andre aspekter (fx behandlingsmuligheder), som bør belyses.

Hvis oplysningerne ikke er tilstrækkelige, har lægekonsulenten til opgave at pege på, hvilke helbredsoplysninger der mangler. Lægekonsulentens opgave er ikke at indhente de manglende oplysninger eller efterprøve andre lægers oplysninger ved selv at foretage undersøgelser. Lægekonsulenten må således ikke ændre diagnoser eller stille nye.

Lægekonsulenten bør ikke udtale sig om, hvorvidt borgeren samlet set opfylder betingelserne for førtidspension og andre offentlige ydelser, da kompetencen til at træffe afgørelse om dette alene tilkommer kommunen.

Lægekonsulenten kan bistå kommunen med at afdække eventuelle skånebehov, som der skal tages hensyn til ved borgerens eventuelle tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Lægekonsulenterne må ikke gennem sit arbejde have kendskab til den, som sagen vedrører. Hvis borgeren fx er patient i lægekonsulentens private praksis, er lægekonsulenten inhabil i sagen.