/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Djøfisering

Djøfisering Djøf logo

DjøfiseringJeg bliver ked, når de siger Djøfisering

Jeg bliver altid lidt ked af det, når der står noget om “Djøfisering”.

Det er blevet et skældsord at være “djøffer”. Mennesker, der er medlem af fagforeningen djøf (Danmarks Jurist- og Økonomforbund), er næsten per definition onde mennesker, der, for deres egen vindings skyld og karriere, laver beregninger over, hvor meget plejepersonale, der kan spares, hvis maden til afdelingen kommer fra Rigshospitalet og ikke fra Glostrup, eller hvad der kan spares, hvis reglerne om familiesammenføring ændres, så en asylansøger ikke skal vente bare tre men syv år på at få sin hustru fra Syrien hertil osv. Eksemplerne står i kø.

Fatsvage!

Dertil er kun at sige, at folk ikke fatter, hvad det vil sige fx at arbejde med ministerbetjening eller bare at være en del af embedsværket.

Dybest set er alle djøffere i staten sat i verden med et eneste formål: at beskytte ministeren. Det er det vigtigste, vi kan lave! Uagtet hvor tåbelig, vi måtte synes, ministeren er, så får vi vores penge for at beskytte hende (selv endda Inger Støjberg). Og det tilkommer ikke os at mene noget som helst om ministerens holdninger og bevæggrunde. Det ligger i stillingsbeskrivelsen, at vi parerer ordrer. Gør vi ikke det, kan vi skride, og jeg synes faktisk, det er i orden. Selvfølgelig skal embedsværket være ubetinget loyalt. Hvor var vi ellers henne? Kan man ikke lide lugten i bageriet…

Grænser for sagsbehandlingens kvalitet

Jeg har nu lidt erfaring med den kommunale sagsbehandling, og jeg må sige, at jeg finder kvaliteten rystende dårlig. Fakta er forkerte, der er ingen partshøring, forskellige mennesker i samme bygning sidder og venter på hinanden,og vågner først op, når jeg selv henvender mig og siger: “Der er noget galt”, og “du må tage din din blok under armen og gå hen at tale med xxx”.

Vi (min tidligere bisidder og jeg) skal selv lave sagsbehandlingen, når vi har fået vækket forvaltningen. Hvad gjorde jeg uden hende? Og hvad gør alle de mennesker, jeg kender fra det virale fællesskab?

Når der er truffet en kommunal afgørelse, får man ikke en afgørelse, hvorfor man så selv skal slutte modsætningsvist fra beløbet og så til, at når det har den og den størrelse, er der ikke modregnet. Hvad pokker er det for noget? Spørgsmålet er klart og tydeligt, og svaret er tydeligt: Det er sjusk.

Det er herrens mange år (28…) siden jeg behandlede personsager i Arbejdsskadestyrelsen, men der er ingen tvivl om, at havde jeg behandlet mine sager på den måde, var jeg – helt berettiget – blev fyret!

Kvalitet

Djøfisering eller ej, så er jeg stadig stolt af at være djøffer. Jeg synes, vi kan nogle ting, vi kan være stolte af, for vi holder den stadigt sværere balancekunst mellem at betjene ministeren, og så alligevel stå på vore egne ben.

/14 Kommentarer/i , /af ,

Fejl og modregning?

Fejl og modregning?I det røde felt

Der er sket flere fejl i jobcenteret, som jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på, men de bevirker samlet set, at jeg ikke har set så meget som 50 øre her ved udgangen af januar. Jeg priser mig lykkelig for invalidepensionen og kassekreditten, for regningerne skal jo altså betales det til trods. Jeg har understreget overfor jobcenteret, at det er en haster.

Herudover rejser de spørgsmål ved, om der skal modregnes, nu hvor ydelsen ikke længere hedder “fleksløntilskud” men “ledighedsydelse”.

De mangler nu pludselig dokumentation for den tabte erhvervsevne, og de mangler afgørelsen fra Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP).

Hvis jeg nu ikke havde mistet 2/3 af erhvervsevnen, var jeg vel ikke visiteret til fleksjob? Hvordan kan de mangle afgørelsen, når de i to år har udbetalt fleksløntilskud?

JØP hjælper på den måde, at de vil sende noget fra “Sociale ydelser” (vist en bog), som viser, at der ikke må modregnes, og herudover sender de afgørelsen.

De er enormt søde og hjælpsomme, men må selvfølgelig ikke gå nærmere ind i forvaltningens ansvarsområder. De er til at tale med.

En smule jurist er jeg stadig

Jeg blev jurist for 28 år siden, og det er alt sammen både forældet og glemt, men man kan meget med Google, så jeg har fundet en dugfrisk (19/12/2017) bekendtgørelse på Retsinformation:

Bekendtgørelse om beregning af og fradrag i ledighedsydelsen samt varsling af ferie med ledighedsydelse.

BEK nr 1599 af 19/12/2017 Gældende. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/1599

“Indtægter, der ikke medfører fradrag i ledighedsydelse:
§ 12, nr. 14) Pension, der udbetales som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevne, og som er led i et tidligere ansættelsesforhold.”

Tydeligere kan det vel egentlig ikke siges? Her er ikke behov for finurlige fortolkninger.

Jeg har kontaktet JØP igen, og spurgt, om det, de udbetaler, er netop den type pension, bekendtgørelsen handler om. Det bekræfter de.

Dokumenterne fra dem kommer først i morgen, da de skal via e-boks. Så snart jeg har dem, videresender jeg dem, og følger med det samme op telefonisk.

Kugledynen

Det har bragt mig helt ud af kurs, og jeg mærker den gamle usikkerhed, også selvom jeg føler mig overbevist om, at de ting pensionskassen bidrager med, og det jeg selv har fundet, er uomtvisteligt eller måske er et bedre ord uomgængeligt.

Jeg sætter mig under kugledynen med min iPad og Facebook og venter på at det bliver i morgen. Andre steder kan jeg ikke være.

ØV.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Vidnebeviset

Min retsfølelse er krænket

Der er mange mennesker, der finder deres retsfølelse krænket, når en forarmet roma sidder med det lille brune papkrus foran Irma, når unge hærger et kvarter uden straks at blive stillet for en dommer og idømt flere måneders/års ubetinget fængsel, eller når kontanthjælpsmodtageren tjener en (sort) skilling ved siden af for at kunne forsørge de fire unger.

Min retsfølelse blev imidlertid krænket i aftes ved en DR Dokumentar, der afslørede samarbejdet mellem anklagemyndigheden og undercoveragenter fra politiet i danmarkshistoriens største hashsag fra Christiania.

Vidnebeviset

Prismærket med 472,00 kr. (i 1986!) sidder stadig bag på “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”, der er Eva Smiths doktordisputats fra 1986.  Jeg var til hendes forsvar, og jeg læste bogen, som var den en krimi; den er virkelig velskrevet. Jeg har kun gemt to bøger fra studietiden: den ene er denne, og den anden er “Ret og retfærdighed” af Alf Ross, som er en glimrende indledning til retsfilosofien. Dem med ejendomsret, konkursret og den slags er ikke gemt. Jeg følte ingen veneration ved dem.

I mellemtiden er Eva Smith blevet professor, doktor jur. emerita – men hun er stadig lige skarp og kompetent, og det så man i gårsdagens udsendelse. Hun var klippet ind mange steder, og hun gjorde det fremragende. Hun var tydeligvis rystet, og hun formulerede det med den rette balance mellem at være chokeret og forarget. Sådan gør en emerita!

Hun fortalte, at anklagemyndigheden skal forholde sig objektivt til det materiale, der fremlægges for domstolene. Det skal forstås sådan, at de også skal medtage oplysninger, der peger den anden vej, altså peger på at den anklagede ikke er skyldig. I Danmark hylder vi tanken om, at hellere må ti skyldige gå fri, end  èn uskyldig dømmes. Hun rejser rundt i verden og fortæller om de ædle principper i dansk retspleje og procesret.

Udsendelsen dokumenterede imidlertid et klistret spindelvæv mellem anklagerne og (politi-)vidnerne, hvor anklagerne bad vidnerne forklare bestemte hændelser, der faldt i deres (anklagernes) smag, gav dem skemaer med hændelser, der måske slet ikke havde fundet sted osv.

Forsvarerne var ikke på forhånd orienteret om materialerne, de fik dem overbragt i selve retslokalet, men de undrede sig over vidnernes fantastiske hukommelse. Dele af materialet, der kom til forsvarernes kendskab, havde fået visket passager ud, som ikke passede i anklagernes kram. Kun ved et tilfælde på den første retsdag blev det afsløret, hvor tæt en sammenhæng, der var mellem vidnerne og anklagerne. De skriver lange mails til hinanden med smileyer, de spiser måske sammen i kantinen, de bor under samme tag mv. Vidnerne sagde ikke det, de huskede, men det anklagerne havde “klædt dem på” til.

Hvad foregår der i dansk retspleje?

DR Dokumentar

Det er fjernsyn, når det er bedst. Den slags får vi nok ikke lov at se, når Venstre og DF har fået privatiseret/nedlagt Danmarks Radio hen til Danflix med såkaldt Public Service. Jeg kan være bange for, at de ikke vil synes, det er public, for public skal nok være fordummende.

Det er rigtig svært for mig at se en sådan udsendelse med de mange klip frem og tilbage, men jeg er forarget over det, jeg så og fangede.

/i , , /af , ,

Ingers asylcirkus

Kvoteflygtninge

Danmark har for mange år siden indgået en aftale med FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om at modtage 500 kvoteflygtninge pr. år. Kvoteflygtningene er de absolut dårligst stillede flygtninge fx meget gamle mennesker, mennesker med alvorlige sygdomme, enlige kvinder, børn uden forældre mv. Danmark har siden 1978 taget imod 500 sådanne kvoteflygtninge om året.

I 2016 tog vi kun ni af disse flygtninge, hvorefter ministeren dekreterede at aftalen måtte sættes på standby. Derfor er vi 491 bagud fra 2016 og i 2017 er vi af samme grund bagud med 500, da vi slet ikke har modtaget nogen. Det bliver så nok lidt tungt i 2018.

Inger Støjbergs bekymringer

Inger er meget bekymret. Hun mener slet ikke, at Danmark har råd eller overskud til at tage imod disse flygtninge. Især kommunernes kvababbelser bekymrer hende.

Danmark har et ansvar for at hjælpe de mennesker, der er på flugt. Men vi har også et ansvar for, at Danmark hænger sammen økonomisk, socialt og kulturelt, siger hun.

Hun minder om, at der sidste år (2015 red.) ankom 21.000 flygtninge og migranter, hvilket er historisk mange, og stiller Danmark over for en “række væsentlige udfordringer.”

Det gælder ikke mindst i forhold til kommunerne, der er efterladt med en betydelig opgave i forhold til at integrere de mange, der får opholdstilladelse som flygtninge i Danmark og de mange, som bliver familiesammenført hertil.

Kilde: Jyllands-Posten i 2016.

Inger Støjbergs pusterum i 2017 og 2018

Efter at der i 2015 kom utrolig mange spontanflygtninge til landet, synes Inger altså, der er behov for et pusterum i forbindelse med kvoteflygtningene. Pudsigt nok er hun ikke så bekymret for kommunerne længere. De må vel så sejle i deres egen sø.

»Der er kommet mange asylansøgere til Danmark de senere år, og det er en meget, meget stor opgave at få dem integreret. Derfor er det nødvendigt, at vi har et pusterum«, siger hun til Berlingske.

Men Støjberg foreslår i stedet, at det i fremtiden vil være den siddende minister, der årligt tager stilling til, om Danmark skal tage kvoteflygtninge – og hvor mange. Kilde Politiken.

Socialdemokraterne vil gerne bakke op om forslaget, men deres registrerede partner, Dansk Folkeparti, vil formentlig ikke være med. Det skyldes, at de er bekymrede for, hvem der bliver “asylminister”, hvis regeringen ser helt anderledes ud efter næste valg til Folketinget. De er deciderede bange for, at det kan gå hen at blive den radikale Morten Østergaard.

I små sko?

Kan det virkelig være sandt, at vi, som et af de rigeste lande i verden, ikke kan finde plads til de svageste 500 mennesker, der ingen muligheder har, der hvor de kommer fra? Skal det slet ikke ses i lyset af, at flygtningestrømmen er aftaget markant siden 2015? Inger begrunder det med, at der er så mange spontanflygtninge, der ikke er integrerede. Jow tak – men integration nås nu  engang lettest ved at komme ud på arbejdsmarkedet, og hvor mange arbejdsgivere står og byder velkommen ved hoveddøren?

Hun glemmer, at det lige netop er fastslået, at 30 pct. af de herboende flygtninge er i arbejde. Det er selvfølgelig kun en tredjedel, men for alle de penge, der må være blevet tilovers, når der nu kommer færre spontanflygtninge, kunne der vel investeres i bindende aftaler med arbejdsgivere og/eller forskning i, hvordan vi lettest og billigst, får flygtningene ud på arbejdsmarkedet. For en lille månedstid siden blev der offentliggjort en undersøgelse, der viste, at mange mandlige flygtninge rigtig gerne ville være mekanikere og frisører. De mangler bare en arbejdsgiver for at kunne udnytte de kompetencer, de har med sig fra hjemlandet. Og lad nu være med at sige at: “Vi kan ikke leve af at klippe hinanden” – det er princippet i det! Kan vi få ordentligt fat, kan vi tilbyde en arbejdsplads osv, så skal integrationen nok lykkes.

Og så er der lige det med aftalen med UNHCR: Kan Inger bare løbe fra den? Er det ikke sådan, at når vi er med i FN, har vi samtidig bundet os til at deltage i kvotesystemet? Selvfølgelig kan man altid genforhandle en aftale eller opsige den med et passende varsel, men indtil det er sket, er vi da for pokker nødt til at efterleve aftalen. Men det er måske indbefattet at Ingers ofte hørte udsagn: “Vi vil gå til kanten af konventionerne”? Men en aftale er altså ikke det samme som en konvention.