Hvilken historie har vi?

Dagens topbillede er to arbejderboliger på Brede Klædefabrik: Boston og New York i 1905

Fortidens hemmeligheder på TV

Jeg så et afsnit af »Fortidens Hemmeligheder«. Jeg valgte afsnittet med Rosa. Hun blev blandt andet præsenteret for en ca. 300 år gammel formoder fra en grønlandsk fangerkultur. Hun syntes, kvinden så stærk ud, og noget af den styrke genkendte hun i sig selv, og derfor blev hun meget berørt. Den slags siger mig ikke ret meget. På den anden side må jeg jo erkende, at der er personer i min slægt, jeg føler en stærkere samhørighed med end andre. Tager jeg en tur »på Brede«, er det som at komme hjem, eftersom det var der, min oldefar indrejste til i 1890, og både min farfar og min far er født der, og det er adskillige andre i slægten også.

I TV-serien generede det mig, at man havde farvelagt de gamle billeder. Jeg er klar over, at farvelægning af gamle fotos er noget, der breder sig; eksempelvis kan man også købe det hos MyHeritage. Jeg synes, det nærmer sig vandalisme at farvelægge de gamle billeder, og at man ændrer på historien. Men det er da rigtigt, at personerne bliver mere levende og bliver andet end data fra en kirkebog og en folketælling.

DNA-slægtsforskning breder sig også, og det siger mig heller ikke noget. Jeg synes ikke, det er “rigtig slægtsforskning”. For mig er “rigtig slægtsforskning”, det man kan finde i de nedskrevne dokumenter. Men jeg er klar over, at det nok er et lidt for konservativt syn på slægtsforskningen.

Eksempelvis gik Hans Hedtoft ned i 1959 på vej fra Grønland til Syddanmark med alle de vigtigste dokumenter, som man mente, vi havde bedre muligheder for at passe godt på her. Og så går skibet fanme ned på vejen … Men hvad med alle de menneskers historie? Er de så ikke virkelige? Jo selvfølgelig er de det.

Og hvad med alle vores formødre, der næsten ikke er skrevet noget om, med mindre det var fordi, de druknede de tre små døtre i voldgraven og blev dømt for det? Har de kvinder ikke eksisteret? Jo selvfølgelig og de havde jo også en historie. Avisartiklen herunder har jeg kopieret fra Lene Rüsz’ hjemmeside.

Hvorfor valgte jeg ikke i stedet oldemor at skrive 200 ord om? Tjah det eneste jeg ved om hende er jo sådan set, at hun fødte 10 børn.

Skudsmålsbøger

Formødrene kan man næsten kun finde noget om i skudsmålsbøgerne. Der findes nogle få eksempler på skudsmålsbøger på Genealogisk Forlag.

Bøgerne blev indført i 1832 …

Man kunne blive straffet, hvis man mistede sin bog. Under en ansættelse opbevarede husbonden skudsmålsbogen, og dermed var det umuligt for den ansatte at forlade pladsen i utide.

Ordningen med skudsmålsbøger blev ophævet i 1921, samtidig med at husbondens revselsesret blev afskaffet.

(Kilde: på »Skriv om din slægt« side 148)

»Forbrydelsens ansigt«

Jeg gik jo ind på Genealogisk Forlags side og besluttede at købe »Forbrydelsens ansigt«. Den udkom i maj 2013, og nu fås 2. udgaven fra 2016. Jeg glæder mig til at bladre i en rigtig bog med hardcover.

I bogen møder vi en række barske og ofte rørende og rystende menneskeskæbner, som på forbryderbilleder er fastholdt i en brøkdel af et sekund.

Hvis jeg var »rigtig« forsker

1. Indsamle empiri
2. Analysere data
3. Formidle resultaterne

Hvis jeg var ung igen og stod foran Københavns Universitet med et kandidatbevis i hånden, ville jeg være forsker. Jeg forestiller mig, at arbejdet foregår i de tre nævnte faser. Jeg ser kun de lyserøde side og overser bevidst, at der også skal undervises 120 unge studerende i et auditorium flere gange om ugen, at transporttiden til SDU er så lang, når man bor i København, at man må gå i seng kl 21 hver aften, fordi man skal op kl. 5, at artiklerne skal skrives på engelsk, og at man i det hele taget knokler røven ud af bukserne. Som forsker er der mindst lige så meget »interessetid«, som der er for en ambitiøs medarbejder i centraladministrationen.

ad a) Som slægtsforsker har jeg indsamlet enormt meget materiale, og jeg er næsten ved at drukne i det. Jeg tror, jeg har styr på det, men sikker er jeg ikke. Og hvad skal der ske med det, når jeg dør?

ad b) Data er kun i et vist omfang analyseret. Et praktisk eksempel: farfar og alle hans ni søskende havde ikke fødehjemstedsret i Kongens Lyngby Kommune. Jeg har aldrig tænkt over det før men bare bevidstløst skrevet det af fra kirkebogens anmærkningsrubrik. Nu tog jeg fat i »Find din slægt – og gør den levende«, som jeg synes enhver slægtsforsker bør eje. Den er min bibel. Af side 249 fremgår det, at børnene ikke ville kunne få fattighjælp, hvis det skulle blive nødvendigt, fordi oldefar ikke havde dansk indfødsret. Det fik han først, da han havde været her i 30 år. Man skal have fødehjemstavnsret (som bogen konsekvent kalder det) for at få fattighjælp af kommunen.

ad c) Jeg formidler resultaterne via min hjemmeside, men det kunne utvivlsomt gøres bedre, så jeg kunne nå ud til en bredere kreds. Jeg kan se, mine resultater bliver bevidstløst kopieret. Flere af de husmænd jeg har gjort til gårdmænd gentages andre steder. Men kopierer man mine data, må man selv sikre, at de er korrekte.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.