/2 Kommentarer/i , /af ,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvor er jeg træt af ordet “udfordringer”

Hvor er jeg træt af ordet "udfordringer"

“Udfordringer” er noget positivt

Hvor er jeg træt af ordet “udfordringer”

Medierne mangler sproglig bevidsthed eller opmærksomhed! Jeg har lige set TV Avisen kl. 7:00, og jeg brækker mig snart af ordet “udfordringer.

  • De besøger i vintermørket fx sommerhusejere, der står i vand til “knæerne”, og siger “I kan sikkert ikke se det, eftersom det er mørkt, men her hos Hansen er der store udfordringer med den forhøjede vandstand, hvor haven nu er en pool.
  • Eller: “Der var i går voldsomme udfordringer på E45 på grund af sneen. Mange overnattede i deres biler”. (Gad vide hvordan situationen havde været, hvis folk havde lyttet til myndighedernes anvisninger om “fraråder al (evt. “unødvendig”) udkørsel”?).

Dem, der står i vand til “knæerne” og dem, der overnattede i bilen på motorvejen, har næppe syntes, at det var videre positivt. Og ordet “udfordring” betegner altså noget positivt. Prøv selv at se hvad Den Danske Ordbog (DDO) skriver om ordet – her er et direkte link. Ingen af de eksempler, de giver, betegner noget positivt.

Omvendt gælder det samme sted for ordet “problemer”, der kun beskriver noget negativt.

Hvorfor og hvordan er det sket?

Jeg ved virkelig ikke hvorfor, det er sket. Det er som om, man ikke vil se problemerne i øjnene, og man altid forsøger at være positiv. Men for pokker da det er ikke alt, der er positivt.

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så synes jeg ikke på nogen måde, det er positivt at have bipolar affektiv sindslidelse. Det er et kæmpe problem, som psykiatrien, psykologen og jeg i fællesskab holder i skak, så jeg har et godt liv på trods af det.

Dog er det omvendt med Aspergers syndrom, som jeg vurderer som en styrke, men jeg skulle blive 59 år, før jeg fandt min niche. Jeg har altid haft det, men ingen har vidst det. Mit mantra er nu: “Der er meget vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af”. Min #superkraft er fx, at jeg ser alle detaljer, afvigelser og manglende sammenhænge.

Ole Lund Kirkegaard blev nærmest verdensberømt, da han i “Gummi Tarzan” skrev “der er altid noget, man er god til, bare man kan finde ud af, hvad det er”. Det er nogenlunde sådan, jeg også har det.

“Positivisme” kan af og til være en nødvendighed

En præst har som hovedregel konfirmander, som “går til præst” (gad vide om det stadig hedder sådan?). De skal lære noget, men de skal også have det rart i den tid. Det skal være en positiv oplevelse at forberede sig på konfirmationen.

Jeg kender en præst, der i forbindelse med mit “sprogarbejde” på en hjemmeside, sagde til mig, at man lærer bedst, hvis man bliver mødt af en positiv ånd.

Der måtte jeg tage mig selv alvorligt i skole. Hvordan/hvornår lærer jeg selv bedst? Det gør jeg da, hvis jeg får at vide, at jeg gør det godt, men jeg mangler lige at …

Det minder mig om dengang, jeg gerne ville skrive en bog og sendte forfattercoachen udkast til de første to kapitler. Hans replik var “Det er meget korrekt og røvkedeligt”. Der døde den forfatterdrøm. Jeg blev faktisk vældig ked af det, eftersom jeg syntes, jeg havde en historie, men jeg var åbenbart ikke var i stand til at formidle den.

Med hensyn til hjemmesiden måtte jeg ned fra den høje hest, der kun rummede kritik, rettelser og forslag til ændringer.

Efter jeg indså det og begyndte at leve efter en regel om altid at starte med det positive i fx en tekst, har hele samarbejdet og tonen ændret sig. Det er blevet meget rarere og varmere både for hjemmesidens ejere og for mig selv.

Princippet har også medført, at der er ting og detaljer, jeg bare retter uden at belemre nogen med de bagvedliggende overvejelser. Jeg kan jo alligevel ikke ændre på det, folkeskolen forsømte i ni eller ti år. Når jeg 17 gange har fortalt om, hvornår navneord skal i et eller to ord, retter jeg det bare 18. gang. Det er meget bedre. Vi har det sjovere og hyggeligere.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Slægt skal følge slægters gang

Slægt skal følge slægters gang

Kærligheden på Havklev og om at budgettere

Slægt skal følge slægters gang

Strofen “Slægt skal følge slægters gang” stammer selvfølgelig fra salmen “Dejlig er jorden”, men den kan også bruges om udsendelsen “Kærligheden på Havklev. De unge overtager slægtsgården”, der kan ses gratis her på DR’s Bonanza. Jeg faldt over udsendelsen, fordi en skrev om den på Facebook. Den er bestemt værd at se.

Udsendelsen, der er fra marts 2020, varer 59 minutter, og på den tid hører man om, hvordan det er at overtage – og bo på – en gård, der har været i slægtens eje gennem syv generationer. Sædvanligvis siger man, at der går tre generationer på 100 år, så det vil sige, at gården har været i slægtens eje i ca. 233 år. Der bygges aftægtsbolig og de gamle går på aftægt helt som i gamle dage. Det troede jeg ikke, man gjorde i 2020.

Man vælger ikke at overtage en slægtsgård; det er en forpligtelse, man har. Det må være specielt, at ens fremtid ligger i faste rammer, og at man ikke kan vælge sin egen karrierevej. På den anden side set må der være en vældig tryghed over det. Tænk ikke at stå med barndommens frygt for fremtiden.

Svigerdatteren på gården læser medicin, og det er af naturlige årsager hendes primære fokus. Hun drømmer selvfølgelig om en karriere som læge. Svigermoderen derimod har været hjemme på gården og tjent sine “lommepenge” ved at åbne hjemmet for turister siden 1963. Tænk at kvinder bare i min levetid (jeg er fra 1963) tid har tjent “lommepenge”. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er ikke at have min egen økonomi. Udgifterne kunne det selvfølgelig være rart nok at slippe for.

Og apropos økonomi

Efter artiklen om at lægge og overholde et budget har jeg fået et par forespørgsler om, hvorvidt jeg ville dele mit budgetark. Det vil jeg naturligvis ikke, idet et ordentligt budget kobler sig til regnskabet, og det kommer ingen ved, hvad jeg bruger penge på. Budget og regnskab er en uhyre privat sag.

Jeg har også fået forespørgsler fra helt fremmede mennesker, om jeg ville lave et budgetark til dem. Svaret til de helt fremmede er, at det kan jeg ikke, netop fordi regnskabet mangler. Jeg ved jo ikke, hvad fremmede bruger penge på.

Det er bare selv at gå i gang med at få overblikket over regnskabet via netbankens (under-)kategorier og så begynde at opbygge et budget. Det er jo ingen videnskab.

Nogle banker tilbyder også et budgetmodul, så det kunne være en løsning. Min bank (Skjern Bank) tilbyder et budgetmodul, men det er utrolig uoverskueligt, og det giver ikke giver mening for mig.

Kun fsva. en enkelt nær veninde har jeg sagt “Ja” til at hjælpe – og det skyldes, at hun er klar over, at hun selv skal finde (under-)kategorierne, som jeg så kan lægge ind i Excel uden større besvær. Hendes tal gider jeg ikke se på, dem må hun selv fylde i. Men jeg kan selvfølgelig sagtens lave et eller andet, hvor budgetarket fx. henter R-tallene fra hele 2023 og dividerer dem med 12. Og det må hun så selv rette i budgettet alle de steder, hvor det ikke giver mening, fordi alle måneder ikke er lige dyre. Der skal nok mange rettelser til …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Vild med Anders Aggers “Indefra”

Vild med Anders Aggers "Indefra"

Godt TV på Danmarks Radio

Vild med Anders Aggers “Indefra”

På DR TV kan man finde ti sæsoner af Anders Aggers “Indefra”, og jeg er begyndt at se stort set dem alle fra en ende af. Dem med finansimperierne springer jeg let og elegant over, for de har nok ikke så meget forbindelse til mit liv. Det har Herstedvester, Jehovas Vidner og Israel selvfølgelig heller ikke …

Jeg er fascineret af hans måde at stille spørgsmål på; det gælder også de kritiske.

Det er selvfølgelig både relevant og nødvendigt at spørge den tyrkiske mand, der har været i Danmark i 43 år, hvorfor han ikke kan tale dansk. Det er også relevant at spørge den dansk-jødiske bosætter, hvordan han kan leve med sig selv efter at have fortrængt en palæstinensisk familie, og hvorfor han vedblivende påstår at kalde det for “Judæa Samaria” i stedet for “Palæstina”? Og fangen i Herstedvester skulle selvfølgelig spørges “Klippede du de tre fingre af ham med en boltsaks?”

  1. Den tyrkiske mand, der kom til Danmark som en af de første “gæstearbejdere”, og blev lidt længere end de fleste gæster, kom før danskkurserne var opfundet, og havde endvidere haft for travlt med at arbejde på et maskinsnedkeri. Samme sted kom han til at save en finger af sig selv.
  2. Bosætteren var overbevist om, at staten Israel tilhører ham, og at Gud har tildelt ham og de øvrige bosættere Israel (fra grundlæggelsen i 1948) som en form for lindring efter Holocaust.
  3. Den grønlandske fange brugte ikke en boltsaks men en hobbykniv. Med sin erfaring fra at findele rensdyr vidste han, hvor snittet skulle lægges.

Egentlig forstår man jo dem alle. Og det er måske Anders Aggers mål: At sørge for at alle bliver forstået i en eller anden grad. At vi som seere skal se bagom overfladerne. At vi skal åbne sindet og hjertet for den fortælling, der formentlig er så forskellig fra vores egen.

Indlevelsesevne

Slå man ordet “Indlevelsesevne” op i Den Danske Ordbog, får man at vide, at det betyder “evne til at identificere sig med noget eller nogen ved hjælp af intuitiv forståelse eller situationsfornemmelse“. Det er det, Anders Agger kan. Han glider ind i ethvert miljø, som om det var hans eget, og som om han havde været der i årevis.

Det er især tydeligt i “Underdanmark” (Sæson 1), hvor han besøger to mænd, der deler hus og husleje nede på Lolland et sted. Dagene går med at sanke brænde til opvarmning, fyre fede, drikke billige bajere, passe hunden, lave tatoveringer og spille billard enten hjemme i stuen eller på det nærmeste værtshus. Den ene er blevet far otte gange, men det er ikke alle børnene, han har kontakt til, og han kan ikke helt huske, hvor gamle de er …

Sidstnævnte får en pot billard med sin moder på værtshuset. Hun er noget hændervridende, da Anders Agger spørger, hvorfor hun ikke beskyttede sine fire børn bedre mod alle de tærsk, de fik som små. “Det er der jo ikke noget at gøre ved nu”

Jeg tænker “skvat” og mindes min egen “mor”, der også var et skvat og vidste, hvad der foregik i samtlige seks år. Det er ikke noget, jeg gætter eller indfortolker, for jeg spurgte ligeud, da vi mødtes i 2003 efter en “pause” på 22 år. Og jeg fik da også et “ligeudsvar”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.