/1 Kommentar/i , , /af , ,

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Jeg bryder mig ikke om motion

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Det har aldrig sagt mig noget at bruge min krop. Jeg synes, det er spild af tid, og jeg vil langt hellere bruge min hjerne. Det er sjovt. Men eftersom jeg langsomt og umærkeligt er ved at blive småfed, må jeg gøre en indsats og omlægge nogle vaner.

Min aversion mod at bruge min krop kan måske spores til min sære barndom og dårlige oplevelser med gymnastik. Jeg blev altid valgt til sidst i rundbold, og det lykkedes mig aldrig at komme over i højdespring.

Men 50 år gamle traumer må pakkes af vejen, hvis jeg ikke skal dø af fedt om hjertet, få type 2-diabetes og alle mulige andre ubekvemme livsstilssygdomme. Nu har kroppen tålmodigt slæbt rundt på mig i 60 år, uden jeg har skænket den en tanke. Det er som om, den ikke har noget med mig at gøre.

Jeg er blevet kropsdoven

Jeg er blevet kropsdoven og har i flere år haft dårlig samvittighed overfor min krop. Da jeg i januar/februar i år konsulterede flere læger i forbindelse med den frosne skulder, krympede jeg mig, når de spurgte “Dyrker du motion?” og jeg svarede “Nej”. De tænkte sikkert deres, mens jeg var flov. De var høflige nok til ikke at kommentere mit ikke-eksisterende aktivitetsniveau.

Nuvel der var engang, jeg havde en (af mig) håndbygget kulfiberracercykel stående i stuen. På den kørte jeg Sjælland rundt nogle gange. På Amagerkollegiet havde jeg en racercykel hængende i loftet over sengen, og Amager Rundt var en tilbagevendende begivenhed ligesom turen fra Amager til Münstersvej på Frederiksberg blev gentaget hver morgen og eftermiddag. I 10. klasse gik jeg Bornholm Rundt. Engang var jeg medlem af Dansk Vandrelaug og vandrede rent faktisk. Jeg har besteget Kilimanjaro samt vandret i Bayern og Østrig med tyske venner.

Jeg elskede at bevæge mig ved egen kraft og fascineredes af, hvor langt jeg kunne komme ved bare at sætte den ene fod foran den anden.

Men det er alt sammen historie. Det er dejlige minder, men de reducerer ikke den aktuelle mængde af fedt om organerne (det viscerale fedt) og andre steder.

Realistiske mål eller lovbefalede mål?

Man må sætte realistiske mål. At man bør gå 10.000 skridt om dagen, kan jeg ikke bruge til noget. “Burde” motiverer ikke mig. Jeg har aftalt med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, at jeg indledningsvist går ca. 5.000 skridt om dagen. Jeg glæder mig til temperaturen stiger i næste uge.

Det svarer til ca. 60 minutter, og dem kan jeg lige finde i mit til tider travle seniorliv, der er fyldt med artikler, slægtsforskning, transskription af kilder fra Stadtarchiv i Frankfurt, data i tabeller, jagten på børnehjemmets ansatte og anbragte, madlavning i lidt nyt grej fra “Le Creuset”, planlægning af rejsen til Frankfurt an der Oder og andre skønne ting.

Når de 5.000 skridt er blevet en smal sag, må jeg sætte dem op til 5.500 osv. På den måde må jeg vel tabe mig. Jeg har tabt 1,9 kilo på 14 dage, jeg er i gang, og alle de herlige data er placeret i et Excelark. Det sjoveste var dataene.

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Min kontaktperson siger, at én ting er vægttab. En anden ting er sundhed, som kan opnås ved fitness eller lignende styrketræning et par gange om ugen. Jeg forstår, hvad hun mener, men jeg skulle betales godt for at komme et sted med høj pumpende musik, maskiner og en masse smarte mennesker.

Jeg har lovet at tænke over det, til vi ses igen. Det er blevet ved tanken. Der findes noget i Hvidovre, der kaldes Seniormotion men … det er vist ikke lige mig. Så gammel er jeg altså endnu ikke.

Podcasts er som at læse avis, mens jeg går

Mens jeg går halvdelen af det lovbefalede antal skridt, lytter jeg til podcasts. Det gør, at det er langt mindre kedeligt. Det er næsten som at læse avis samtidig. Jeg får lov at bruge hjernen, og ubehaget ved motionen er mindre.

I dag hørte jeg fx

  • “Coop er ikke OK” i Genstart på DR Lyd, der var en glimrende gennemgang af andelsbevægelsen og dens snarlige død, selvom Pernille Skipper nu er formand for bestyrelsen
    • Jeg husker tydeligt, da det hed FDB, som ud over dagligvarer også solgte FDB-møbler, og vi klistrede dividendemærker ind i små hæfter, der kunne indløses en gang om året.
  • “Squat-butt eller balder af stål” i Klog på sprog fra den 23. februar.
    • De skriver bl.a. sådan om udsendelsen: “Den, der ranker sig, slanker sig  (… ) Vi bevæger os for at vedligeholde vore kroppe, men sproget i fittness-centeret har løftet sig et par armstræk fra klassisk spring-over-buk-gymnastik.”
    • De havde en glimrende gennemgang af, hvordan legemsøvelsernes ord har invaderet dagligdagens sprog. Fx at:
      • stå på mål for noget
      • tackle en problemstilling
      • score
      • skyde sagen til hjørne
      • være et hestehoved foran
      • få bolden over på egen banehalvdel
      • kaste håndklædet i ringen
      • sænke overliggeren
      • hæve barren
      • osv.

Antal skridt i april 2024

Herunder har jeg indsat et billede fra telefonen af appen “StepsApp” af antal skridt i april.

Det fremgår, at jeg (torsdag) den 25. april gik 5.746 skridt, at målet var 5.000, at jeg forbrændte 178 kcal., at jeg gik 4,1 km., og at jeg brugte 56 minutter på det.

Når cirklen er helt grøn har jeg nået målet, som jeg den 23. april satte ned til 5.000 skridt fra 6.500. Det er sjovest, når man når målet.

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Klog på sprog

Mange fine ting hos Danmarks Radio

Min ven har åbnet mine ører for de mange fine podcasts, man kan høre på DR Lyd. Jeg er ikke selv typen, der surfer rundt for at finde noget interessant i diverse apps eller på diverse hjemmesider, og derfor er jeg altid glad for tips fra mennesker, jeg deler værdier og interesser med.

Da vi betalte licens, gjorde jeg det med glæde. For der har altid været et udvalg, der tiltalte mig. Der har altid været både “Fjernsyn for mig” og “Radio for mig”. Nu betales det via skatten, men den har jeg også altid betalt med glæde, for jeg kan ikke forestille mig en mere retfærdig fordelingsmekanisme.

Det er minimum 20 år siden, jeg fravalgte konkurrenten TV2, primært fordi jeg ikke kunne leve med de hjernedøde reklamer, for produkter jeg alligevel aldrig nogensinde ville købe, og ting, der hopper og danser på skærmen.

Klog på sprog

Jeg vil gerne lære om det danske sprog, så lige nu finder jeg godnathistorierne i podcasten “Klog på sprog”, der bestyres af Adrian Hughes. Det er i høj grad “Radio for mig”. De har tid, og de tager sig tid til at holde snuden i sporet og grave dybt ned i emnerne. Det er i sandhed en podcast, hvor man kan blive klogere.

Eksempelvis fandt jeg i serien Klog på sprog “Korsfæst ham, korsfæst ham” fra langfredag den 29. marts i år. Jeg er lidt interesseret i teologi, hvilket fik mig til tænde.

Udsendelsen viste sig at ligge i krydsfeltet mellem jura og teologi, og det var utrolig interessant. Blandt de medvirkende var Anne Birgitte Stürup, der er pensioneret senioranklager og foredragsholder. Hun står bag bogen “På ofrenes side”. I udsendelsen fortæller hun blandt andet om miskmasket i Jesus’ rettergang langfredag. Miskmasket består i, at Pontius Pilatus på en gang er forsvarer, anklager og dommer.

Den danske brug af varetægtsfængsling

Også da jeg i forhistorisk tid læste, og interesserede mig inderligt for både kriminalpolitik og kriminologi, var brugen af varetægtsfængslinger et varmt emne. Vi varetægtsfængsler langt mere end vores nabolande, og vi har ikke formået at flytte os en tøddel på de mere end 30 år, der er gået siden da.

Adrian Hughes fortæller blandt andet om den (også) aktuelle diskussion om, hvorvidt vi i Danmark bruger varetægtsfængslingen alt for rundhåndet, fordi ca. ti pct. af de mennesker, der har siddet i varetægt, ender med en frifindelse. Ergo er de uskyldige – eller man har i hvert fald ikke kunnet finde bevis for, at de skulle være skyldige.

Princippet hedder på latin “In dubio pro reo”, som vi også kalder “Uskyldsformodningen” og udtrykker princippet om, at man er “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Det står ikke i retsplejeloven, men det er hævet over al tvivl, at det gælder.

Adrian Hughes fortæller også, at Inger Støjberg fornylig har udtalt, at man jo også sætter folk i varetægt “for at presse dem lidt”. Anne Birgitte Stürup svarer, at hun finder, at det er et rystende udsagn, og at hun sandelig ikke håber, at der er nogen, der finder på det. Det kan man jo kun give hende ret i. Jeg er også temmelig rystet.

Retfærdighed

For mig er retfærdighed, at “De lige tilfælde skal behandles lige”, som stammer direkte fra “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross.

Der er en længere omtale af Alf Ross’ bog, som jeg selv læste efter og elskede, fordi den er så abstrakt. Doktor jur. Jonas Christoffersen fortæller noget, jeg aldrig har forstået af bogen, selvom jeg da fik 9 i skriftlig retslære, da jeg blev “candidata juris” dengang i januar 1990.

Alf Ross skrev – ifølge Jonas Christoffersen – “Ret er det, der foregår ude i virkeligheden ved domstolene, i kommunerne, i staten osv. Retfærdighed findes ikke. Det er et luftigt overnaturligt begreb, så vi skal skille tingene ad.” Jeg synes selv, jeg husker ordene “… en apriorisk hest …” men har ikke lige tid at lede efter det.

Det betød – stadig ifølge Jonas Christoffersen – at der opstod en indædt modstand mod at tale om retfærdighed, og at det var det, der fik nogle til at sige, at man ikke skal starte på jura, fordi man interesserer sig for retfærdighed. Det kender jeg ellers flere, der gjorde.

Juristløftet omtales også

Juristløftet er fra 1736 og er gengivet i eksamensbeviset. Jeg har ikke tidligere bemærket det, men lever alligevel ubevidst efter det, fordi jeg finder det rigtigst.

I beviset står

Den juridiske embedseksamen ved Københavns Universitet indførtes ved forordning af 10. februar 1736. Ifølge denne forordnings § 8 må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ejheller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg er vild med "Forsvundne arvinger"

Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh

Jeg er vild med “Forsvundne arvinger”

Jeg elsker at se Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh gå på jagt efter ukendte arvinger i programmet “Forsvundne arvinger” på DR1. Det er “Fjernsyn for mig”, der har et meget lille TV-forbrug, fordi jeg hellere vil producere noget selv end sidde passivt foran en skærm.

I mit næste liv vil jeg også være arkivar og køre rundt på en specialbygget gaffeltruck i Rigsarkivet. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job, hvis jeg af uvisse årsager skulle indfinde mig på arbejdsmarkedet igen.

Jeg husker tydeligt det med at løfte låget af de kraftige, brune arkivkasser i pap og næsten holde vejret, til man havde bladret et stykke ned i kassen for at finde de rette arkivalier. Når man endelig finder noget, giver det næsten et lille gib i en. Der udløses endorfiner, fordi hjernen bliver så glad. Dopamincenteret aktiveres. Det var dengang, man var nødt til at gå på arkiv hver lørdag og på alle fridage for at finde noget, man kunne stole på, det vil sige i originale kilder.

Udsendelserne viser tydeligt, hvordan man nærmest “hopper” fra kilde til kilde. Man finder noget i en kilde, og det er ledetråden til den næste kilde. Til sidst har man (måske) opklaret mysteriet og lagt endnu et puslespil.

Det relationelle har stor betydning i mange sammenhænge

Det ser ud som om, de to virkelig kan lide hinanden. Det ser man tydeligt, når de fx står sammen og kigger på et billede af en afdød. De står helt tæt og siger, hvad de hver for sig tænker om billedet. Det kan kun lade sig gøre, når to mennesker kan lide hinanden.

Det er også tydeligt, når hun igen sender ham på yderligere jagt i arkiverne, mens han igen sender hende ud i verden for at opstøve flere arvinger eller evt. bare mennesker, der kan have kendt afdøde.

Hun er så sød og charmerende, når hun opsøger de levende. Hun spørger altid så pænt, om de giver en kop kaffe. Hun er så dygtig til at stille de små uskyldige spørgsmål og ofte få de store komplicerede svar. Folk har simpelt lyst til at tale med hende. Jeg prøver at være lige sådan, når jeg opsøger mennesker, der har kendt mit børnehjem “Dear Home”. Jeg prøver simpelthen at kopiere hende, for jeg kan jo se, at det virker.

Der er mange ting, der afhænger af det relationelle. Jeg har fx fantastiske relationer til både min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og min psykolog. Jeg har kendt dem begge i mange år. De er set an og ikke fundet for lette. Jeg er fuldkommen overbevist om, at det relationelle står for mere end halvdelen af min behandling og virker bedre end alverdens medicin – og så er der i øvrigt ingen bivirkninger.

Alle har en historie

Der er en vis charme ved at følge de spændende opdagelser og menneskelige forbindelser i “Forsvundne arvinger.” Programmet giver ikke kun indsigt i de tekniske aspekter af at spore ukendte arvinger, men afslører også de dybere personlige historier, som ofte er skjult i arkiver og gamle dokumenter. Når Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh begiver sig ud på deres rejse, føles det som om vi er med på deres eventyr, og vi får en følelse af spænding ved tanken om, hvad de måske finder.

For mig er det også fascinerende at se, hvordan Mette Frisk formår at skabe forbindelse med de mennesker, hun møder undervejs. Udover at være dygtig til sit arbejde, har hun en varm og imødekommende tilgang, der gør det lettere for folk at dele deres historier. Dette element af medmenneskelighed er noget, der skiller programmet ud fra andre dokumentariske formater. Ved at engagere sig med folk og høre deres historier, formår hun at give en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og være forbundet til hinanden gennem historie og familie.

Programmet minder mig også om, hvor vigtige vores rødder er, og hvordan de kan forme vores liv. At lære om sine forfædre og deres rejser kan give et nyt perspektiv på vores egen identitet. For mange mennesker kan disse historier være med til at skabe en følelse af tilhørsforhold og give dem en stærkere forankring i deres egen historie.

“Forsvundne arvinger” er ikke kun et program om at finde arvinger; det er en påmindelse om, at vi alle har en historie, der er værd at dele og udforske.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Rewritalize lød ellers godt

Rewritalize lød ellers godt

Jeg havde fundet en skrivegruppe

Rewritalize lød ellers godt

Jeg var lige så glad, for jeg troede, jeg havde fundet en skrivegruppe som en del af “Rewritalize” som atter er en del af “Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed” (NKMS) på Psykiatrisk Center Amager på Hans Bogbinders Allé under ledelse af Birgit Bundesen, der er (eller har været?) psykiater og overlæge på det, vi også bare kalder “Digevej”.

Og hvorfor nu det? I går mødte jeg ved stationen tilfældigvis C., som jeg var indlagt sammen med på 808 i to måneder i sommeren 2023. Og vi havde så mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord, eftersom patienterne jo i et vist omfang behandler hinanden, fordi der ikke er ret meget personale, og det personale, der er, er enormt ophængt. Det er der jo ikke noget at sige til, når man fx en dag er kontaktperson for 17 … patienter.

Allermest delte vi vores kærlighed til ord og sætninger. C. er cand.mag i lingvistik og noget andet humaniora. Vi opstøvede sammen projektet “Rewritalize” og syntes begge, det så vældig godt ud. Jeg fik (selvfølgelig) ikke gjort noget ved det efter udskrivelsen, men det gjorde C. Og han havde været så glad for det og havde lært så meget på de 15 * 3 timer, det varede. Han talte virkelig begejstret om det.

Min tanke var herefter: “Når C. synes så godt om det, er det også noget for mig”. Det var et kvalitetsstempel. Så jeg i morges gik jeg i gang med at søge information.

Patienterne er begejstrerede. Anonyme kolleger er kritiske overfor Birgit Bundesen

Min research bragte mig vidt omkring.

1) Den overordnede side om skrivegrupperne findes her.

Hjemmesiden findes her. Og det ser jo godt ud og bekræfter til fulde det, C. berettede om.

Her er også en utrolig interessant artikel fra Information november 2021 (ingen betalingsmur). Rubrikken er

I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår

På Psykiatrisk Center Amager har skrivegrupper med etablerede forfattere været en stor succes blandt patienter. For dem bliver skriften en mulighed for at tage ejerskab over deres egne sygdomme

For mig er det uhyre vigtigt, at det foregår i et yderst trygt “rum”, hvis jeg skal læse en af mine egne tekster højt. Det vil være angstprovokerende. Mine tekster er jo på en måde mine “børn”, men når de “bare” publiceres på hjemmesiden, er det ikke så sårbart. Jeg aner jo ikke, hvad mine læsere mener om dem. Hvem har lyst at udstille sin talentløshed?

Det svarer lidt til at fremlægge sine transskriptioner for andre slægtsforskere. Tænk om de synes, jeg er en idiot og burde kunne mere gotisk eller flere tyske forkortelser fra 1700-tallet?

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt hjemmesiden stadig er “gældende”, for i et svar på en mail skriver de “Vi har på nuværende tidspunkt kun mulighed for at tilbyde skrivegruppeforløb som en del af et større forskningsprojekt”. Så burde hjemmesiden måske revideres eller helt tages ned?

2) Birgit Bundesen møder hård og ubarmhjertig kritik i en artikel i “Frihedsbrevet”.

a. Artiklen kan læses her. Hvad “Frihedsbrevet” er for noget, er aldrig gået op for mig, for som hovedregel kan man ikke tilgå deres artikler uden at være abonnent. Denne er en undtagelse. Bare navnet får mig til at tænke på konspirationsteorierne om, at jorden faktisk er flad, og at pandemien i virkeligheden var en stor løgn, fordi “magthaverne” vil have kontrol over os via vaccinerne. Vrøvl.

b. Det er i helt orden at være kritisk, men så må man stå frem med navns nævnelse. At et medie som dette “brev” bruger og interviewer en stribe mennesker, der ønske at være anonyme, gør ikke “brevet” videre troværdigt. De mangler at sætte sig ind i, hvad en kilde er, og hvad kildekritik er.

Vil man i kontakt med Rewritalize kan man skrive til dem. Det er fint.

Jeg skrev til “Rewritalize”

“Kære CKMS

Jeg har fået jer varmt anbefalet af en tidl. medpatient, der også elsker sprog og at skrive. Vi delte op- og nedture på Brøndbyøstervej 160 i sommeren 2023.

Jeg skriver selv meget, men da jeg har Aspergers syndrom bliver det meget faktaorienteret. Jeg har en drøm om en dag at skrive en selvbiografi. Da jeg ikke ejer “episke evner” henvendte jeg mig for et par år siden til en såkaldt “forfattercoach” og sendte ham udkast til de første to kapitler. Han tilbagemelding var “det er meget korrekt men røvkedeligt”. Og så døde den forfatterdrøm.

Jeg har herudover bipolar affektiv sindslidelse og har været indlagt 27 gange ca. i perioden fra 2014 til og med sommeren 2023. Nu håber jeg, det er slut med det, idet vejen frem for mig er vedligeholdelses-ECT, hvor jeg nærmer mig de 100 behandlinger.

Lad mig høre fra jer.”

Jeg bliver anelse træt og ditto irriteret, når jeg får et svar om:

  • “et krav for deltagerne, at man er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, og er i et behandlingstilbud ved tilmelding”.
    • Jamen bipolar affektiv sindslidelse er en af de “svære”, og jeg er jo i et behandlingstilbud via ECT. Det har jeg jo allerede skrevet. Hertil kommer, at jeg er i et forløb hos Distriktspsykiatrien, men det havde jeg ikke oplyst i første omgang. Det gjorde jeg i anden omgang.
  • “Jeg vedhæfter en folder hvor du kan læse mere om projektet (NB: de deltagelseskrav der nævnes i folderen er ikke længere gældende)”.
    • Når de krav ikke længere er gældende, hvilke gælder så i stedet? Det må jeg jo så spørge om i næste mail. Det ville være en god idé at lave en version to af folderen, da det kunne spare mange mails frem og tilbage.
  • “et større forskningsprojekt, der skal undersøge skrivegruppers effekt i behandling af svær psykisk lidelse () studiet har et randomiseret forskningsdesign. Det vil sige, at halvdelen af deltagerne starter i gruppe indenfor et par uger af tilmelding og den anden starter i skrivegruppe ca 11 måneder efter tilmelding. Det afgøres tilfældigt, hvilken gruppe man kommer i.”
    • Jeg spørger derfor mig selv “Hvem skal have gavn af dette? Er det forskningsprojektet eller det mig?” Jeg synes selvfølgelig, det er mig.

Min kontaktperson vil hjælpe

Jeg kan ikke finde ud af, hvad dette går ud på. Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrisk Center/F-ACT vil se, om hun kan finde ud af, hvad dette er for noget. For jeg kan ikke. Heldigvis ses vi på mandag.

Men indtil videre er mine forhåbninger sat på et minimeret vågeblus. Jeg elsker forskning, og det er død vigtigt, men lige her har jeg ikke lyst til at risikere at vente i 11 måneder. Mine “børn” er for dyrebare til det – og så fortsætter jeg heller selv i samme skure.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.